Det blev til både en overraskelse og en gyser, da Iowa-primærvalget løb af stabelen mandag nat dansk tid.
De to såkaldte ’caucuses’ foregik på to meget forskellige måder. I begge tilfælde skulle politisk interesserede tilhængere af de to partiere møde op personligt for at give deres besyv med om, hvem de ser som den bedste kandidat til præsidentvalget i november.
Hos republikanerne foregik det som en miniudgave af en hel valgkampagne, hvor kandidaterne først argumenterede for deres sag og derefter kunne de fremmødte så stemme på dem. Hos demokraterne foregik det ved, at folk stillede sig hen i den gruppe, der støttede deres yndlingskandidat, og så blev der talt op efter hoveder.
Det sidste betød, at der var gys til det sidste, og at de to hovedkandidater, Hillary Clinton og Bernie Sanders begge måtte gå på talerstolen uden at kunne erklære sig vinder.
Tidligere på aftenen havde Clinton-kampagnen dog ganske bizart erklæret sig selv som vindere uden egentlig at have belæg for det – et stunt, der formentlig var inspireret af Bill Clintons første primærvalgs-nederlag i 1992, hvor han dog alligevel med charme og udtrykket ’The Comeback Kid’ endte med at skabe en opfattelse af, at han havde vundet. Hvilket han altså ikke havde. Bernie Sanders anerkendte naturligvis ikke Clintons sejr og kaldte i stedet situationen for ”uafgjort”.
I skrivende stund er det stadig ikke afgjort, om – og i givet fald hvem – der har vundet det demokratiske primærvalg i Iowa. Hillary Clinton havde et forspring på blot 3, da Sanders’ kampagne ifølge MSNBC bad om at få lov til at kigge nærmere på optællingen i visse distrikter. Det bliver nok først tirsdag eftermiddag og aften dansk tid, at en reel vinder kan annonceres. Den store taber var dog den tredje kandidat, Martin O’Malley, der angiveligt melder sig ud af kapløbet nu.
Sådan var det ikke på republikanernes side. Her var den klare vinder Ted Cruz, der med 28% af stemmerne kunne holde en sejrstale og rykke videre til New Hampshire inden aftenen var omme. Han var 3% foran Donald Trump, der holdt sit livs måske mest ydmyge tale efterfølgende, hvor han sluttede af med at sige, at han elskede Iowa så meget, at han ville komme tilbage og købe en farm der. Cruz havde været favorit i Iowa i de seneste måneder op til primærvalget, men Trump lykkedes at komme tættere på ham i de sidste par uger, og var endda foran i meningsmålingerne på et tidspunkt. Men i aften blev den nuværende nationale nr. 1 altså en lokal nr. 2.
Marco Rubio, der af de fleste demokrater anses for at være den farligste kandidat, der kan stilles op mod Clinton, rykkede også tættere på et kandidatur end nogensinde før. Han blev nummer tre med 22% af stemmerne, hvilket stort set ingen havde forventet.
Dermed blev der også lagt endnu mere afstand til det øvrige, republikanske felt, hvor aftenen bød på en enkelt fraspringer. Mike Huckabee indstillede sin kampagne, da han ligesom de fleste af sine med-kandidater kun opnåede stemmeprocenter der kan tælles på én hånd.
Annegrethe Rasmussen kommer senere med en udvidet analyse, der også tager bestik af, hvad aftenens resultater betyder for kandidaterne i den kommende tid. Måske har hun også nyt om Clinton og Sanders-situationen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her