Corona-krigen

Lad ikke coronakrigens ofre være forgæves

i Sundhed/Debat af
CORONA // ESSAY – ”Hvis jeg ikke passer på, kunne jeg dø af naturlige årsager” skrev Kurt Harrits i 2005. Dengang var det med tanke på de katastrofer og krige, han havde oplevet gennem et langt liv. For to uger siden døde han som offer for den pandemi, der lammer samfundet verden over, mens hans efterladte kunne høre nyheden om en kommende vaccine. Lad ikke ofrene være forgæves og hold ud nogle måneder endnu, skriver Cecilie Harrits, Anne Harrits, Jakob Harrits og Kim Smedsboel.

Våge og vente. Vente og våge. Andet er der ikke at gøre, mens vi sidder på isolationsstuen og kæmper den sidste kamp mod corona sammen med vores far. ”Det går den forkerte vej”, har lægerne sagt de seneste dage, ”der er desværre ingen bedring” og ”det er kun et spørgsmål om tid”.

Vi troede ellers, at han var kommet igennem det, vores stærke, tapre far, der på trods af sin Parkinsons sygdom for bare halvanden uge siden så ud til at have fordrevet den forbandede virus. Men den dag, han skulle udskrives, kom feberen, og derefter gik det alt, alt for stærkt.

Alligevel skete det, der ikke måtte ske, og natten til den 30. november trak vores far sit besværede vejr for sidste gang

I 19 dage var han indlagt efter at have haft besøg af en smittet hjælper fra hjemmeplejen. Både vores far og hans hustru er ”i risiko for et alvorligt forløb”, som det hedder på corona-sprog, og i otte måneder har de derfor levet i stort set total isolation og kun sjældent, kortvarigt og udendørs set deres børnebørn og familie.

Alligevel skete det …

Alligevel skete det, der ikke måtte ske, og natten til den 30. november trak vores far sit besværede vejr for sidste gang. Omringet af sine børn – i blå overtrækskitler, med handsker, mundbind og visir. I de 19 dage, han var indlagt, så han ingen af de smil, vi sendte ham, og de hænder, der holdt i hans, var pakket ind i gummi.

Det var også fra isolationsstuen, vi så pressemødet, hvor sundhedsministeren bebudede, at vaccinen er på vej. Bare to måneder fra målstregen og så alligevel helt umuligt og alt for langt fra.

”Der er lys for enden af tunnelen”, skriver en minister på Facebook. ”Vi kan godt klare det sammen”, skriver en anden. På covid-afsnittet på Aarhus Universitetshospital føles det som en våd klud i ansigtet midt i den erkendelse, der langsom tager form. Vores far skal dø. Der er intet, vi kan gøre for at forhindre det.

Ulykker og krig

”Hvis jeg ikke passer på, kunne jeg dø af naturlige årsager”, skrev vores far i digtet ”Naturens orden” fra digtsamlingen Alias ingen, der udkom i 2005. Derefter fortsætter digtet med skildringer af solidariske tabslister, man kunne være opført på: en mineulykke i Wales, en krig i Korea, som offer i 2. Verdenskrig.

Med sin død den 30. november blev vores far så alligevel et tal på en dødsliste

Meget større kan det ikke blive: 20 millioner
og ét fælles udfald.
Det kalder jeg solidaritet.
O, at forsvinde i en massegrav,
omkommet uden navns nævnelse,
den største og mest prominente dødsliste i historien.

Med sin død den 30. november blev vores far så alligevel et tal på en dødsliste. Otte nye dødsfald i Danmark, 1.480.709 på verdensplan. Men den krig, han blev et offer i, har ikke et større formål. Der findes ingen mening og ingen trøst.

Her hjælper hverken samfundssind eller smarte formuleringer om at være ”sammen på afstand” eller, ”det bliver godt igen”. Vores far har – sammen med de mange andre, der har betalt den allerhøjeste pris – i den grad givet sit liv til vores fælles kamp mod corona. Det kalder vi solidaritet.

En krig med mange ofre

Corona er en krig med mange ofre. Udsatte børn og ensomme ældre. Forretningsdrivende og minkavlere. Afkald på ungdomsliv og fællesskab. Kulturliv og kunsterne. Men for nogle er prisen ultimativ. Med livet som indsats.

Fra de helt utrolig omsorgsfulde og forstående sygeplejersker og læger på covid-afsnittet var meldingen klar: der er ikke flere, der skal have den virus

Nu er det meste af landet delvist lukket ned igen. Vi taler om corona-træthed og om, hvor svært det er for os alle at blive hjemme og holde afstand. Måske ånder vi lettet op ved tanken om, at vaccinen kommer, eller måske regner vi med, at vi klarer frisag, fordi det er lykkedes indtil nu.

Sådan havde vi det også, indtil coronaen alligevel ramte vores familie. Også selv om vi havde gjort alt, hvad der stod i vores magt for at beskytte os mod det.

I dag er antallet af nysmittede det højest målte, sygehusvæsnet er belastet, og fra de helt utrolig omsorgsfulde og forstående sygeplejersker og læger på covid-afsnittet var meldingen klar: ”Der er ikke flere, der skal have den virus”, og ”vi ved ikke, hvem der bliver hårdest ramt”. Deres yngste patient var 22 år.

Så lad os nu holde fast og holde afstand gennem vinteren. Det er rent faktisk med livet som indsats for nogle. Og lad os også huske på, at lyset for enden er tunnelen for nogle er blevet til evigt mørke. At familier har lidt tab så store, at det ikke bare ”bliver godt igen”. Corona-krigens ofre bør mindes som helte. Det er sådan, vi husker vores far.


Naturens orden

Hvis jeg ikke passer på,
kunne jeg dø af naturlige årsager.

Hvis det skulle ske, vil det nok ikke være betimeligt
at lade sig opføre på tabslisterne
fra en mineulykke i Wales.
Men kan man forestille sig en mere solidarisk død?

Vi sidder fjorten mand indespærret i dybet
og kan høre vandet stige i gangene udenfor.
Vi ved vi kæmper mod tiden
med samme dialekt,
som vi brugte til at bryde kullet med
for vore kvinder og børn
og at de mægtige sange vi sang
når liften bragte os op og gav os livet tilbage
nu er de sange vi synger
lige før det hele er forbi.

Det kan ikke være uinteressant
at stå på en tabsliste offentliggjort i Seoul
selv om man skal være koreaner,
for at kunne læse hvor.
Men det optager næppe den,
der skriver sin sidste tanke på
et farvestrålende og uforsonligt postkort
og lægger det i lommen
i et styrt over Ishavet
med fjorten minutters vished igen.

Jeg vil ikke blive regnet med til ofrene
i Den Store Fædrelandskrig
hvis ikke jeg selv griber ind. Meget
større kan det ikke blive: 20 millioner
og ét fælles udfald.
Det kalder jeg solidaritet.
O, at forsvinde i
en massegrav,
omkommet uden navns nævnelse,
den største og mest prominente dødsliste i historien.


Kurt Harrits, Alias ingen, 2005
Gengivet med tilladelse fra forlaget og arvingerne.


Foto: Gisela Merkuur, Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Født i 1975, forlagsredaktør på Aarhus Universitetsforlag og næstformand i landsforeningen Skole og Forældre. Cecilie Harrits er uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og meritlærer.

Seneste artikler om Sundhed