SOCIALE MEDIER // KOMMENTAR – Alle filmer alt og alle med deres mobiltelefoner, men ofte er det en krænkelse af en fremmed persons privatliv. Vi har skabt en kultur, hvor andres private øjeblikke bliver til offentligt indhold, og hvor vi uden at blinke gør dem til genstand for latter, likes og latterliggørelse. Men hvorfor?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Torsdag d. 17. juli begyndte de første optagelser fra en Coldplay-koncert aftenen før at blive delt på sociale medier blandt mit digitale netværk. En koncertgæst havde filmet storskærmen under koncerten, det, nogen kalder ”big screen moments” eller ”kiss cam”. Altså den slags indhold, hvor publikum pludselig bliver delt på en storskærm foran 66.000 koncertgæster.
På videoen ser man et par, hvor manden står bag kvinden og holder om hende. De ser ud til at nyde musikken og hinanden, lige indtil de opdager, at de bliver vist på storskærmen. Kvinden skjuler sit ansigt i hænderne og vender sig væk. Manden dukker sig.
”Enten har de en affære, eller også er de meget generte,” kan man høre forsangeren sige fra scenen. Og det havde de så. En affære. Resten er net-historie.
Videoen, eller det jeg i dagens anledning vil kalde et skilsmisse-øjeblik, gik nu viralt. Navne, arbejdspladser og respektive ægtefæller blev hurtigt lækket. Og memes væltede frem. Hurtige, nådesløse og – ja – sjove.
Jeg må gå til bekendelse. Og jeg er ikke stolt af mig selv, men jeg fik klippet tilsendt af en ven, jeg så det, og jeg grinede. Min ven og jeg udvekslede nu memes, mens vi følte den distance, der er, når det foregår på skærmen. Som en kort Netflix-komedie, men med rigtige mennesker. I et døgn grinede vi med af det, der viste sig at være to familiers liv, der var blevet ødelagt, alene fordi en person delte en mobil-optagelse på nettet fra en koncert.
Kort efter kom rygterne. Hun blev suspenderet. Han blev fyret. Og i dag står også hun uden sit job.
Hvordan kan det tage sådan overhånd, spørger du nok. Søg på hændelsen og deres navne. Det var ikke bare latterliggørelse, det var offentlig digital ydmygelse. Og måske også enden på to ægteskaber.
Go’ morgen Danmark valgte at parodiere øjeblikket. Det samme øjeblik, der potentielt har ødelagt to menneskers liv. Selv Berlingske delte videoen, som havde agurketiden omdannet dem til Se og Hør
Selv de store medier kunne ikke dy sig for at bruge det som fyld. Go’ morgen Danmark valgte at parodiere øjeblikket. Det samme øjeblik, der potentielt har ødelagt to menneskers liv. Selv Berlingske delte videoen, som havde agurketiden omdannet dem til Se og Hør.
Og snart efter lavede virksomheder opdateringer, der gjorde grin med øjeblikket. Alt fra IKEA Singapore til Amazon Music og Tesla. For blot at nævne nogle få. Ja, det var da sjovt, men det var også ubarmhjertigt.
Når virksomheder hopper med på virale øjeblikke som ColdplayGate for at booste deres synlighed, trækker de likes ud af andres privatliv og ydmygelse. Det er nemt at skabe sjove opdateringer, men åbenbart sværere at se mennesket bag historien.
Det, der burde være en privat krise, blev gjort globalt og grotesk. Hvorfor findes der overhovedet et kiss-cam til en koncert? Hvorfor er det tilladt at filme andre menneskers intime øjeblikke og dele dem uden skyggen af samtykke? Hvorfor f….. kan vi ikke holde mobilen i lommen?
Vi er alle influencers
Vi er alle blevet influencers med en smartphone. Det kræver ikke mere end én mobiltelefon og en lidt for ivrig tommelfinger, før nogen og noget bliver reduceret til indhold på Instagram.
Et vennepar bor i stueetagen i en prisvindende ejendom i København. Smuk arkitektur og med store glas-skydedøre lige ud til kanalen i et privat boligområde. Hver sommer kommer turisterne valfartende med deres kamera. De står på den modsatte side af den seks meter brede kanal, direkte over for mine venners køkken og fotograferer facaden. Sjældent op. Men direkte ind i deres hjem. Hvorfor, spørger du nok dig selv. Det gør mine venner også, de synes, det er meget ubehageligt.
Jeg gemte mig bagerst i salen for at undgå at blive dagens ”Karen” på TikTok. Og jeg gik vred hjem
I sidste uge var jeg til BodyCombat i SATS. En slags kampsport til musik. Og lad mig sige det, som det er, det jeg havde gang i, så ikke kønt ud. Svedig og forpustet forsøgte jeg at cirkelsparke til techno. Pludselig opdagede jeg, at kvinden foran mig havde sat sin iPhone op ad væggen med linsen rettet ud mod salen. Jeg spurgte forsigtigt, om hun optog. Det gjorde hun. ”Til eget brug,” sagde hun.
Jeg ved ikke, om planen var at sidde hjemme over en kølig gin og tonic og nyde synet af sig selv og os andre, men jeg syntes, det var enormt ubehageligt at blive en del af hendes amatør-optagelser. Privat eller på Instagram. Så jeg bad hende stoppe. Det gjorde hun ikke.
Jeg kunne have sagt det til instruktøren. Afbrudt timen og lavet en scene. Men jeg har set for mange videoer på Facebook og TikTok, hvor nogen bliver filmet i det øjeblik, de siger fra. Klippet ud af kontekst. Og udstillet blandt millioner af mennesker.
Så jeg gemte mig bagerst i salen for at undgå at blive dagens ”Karen” på TikTok. Og jeg gik vred hjem. Mest over at jeg ikke turde sige fra, for min frygt for at blive udstillet online, var åbenbart større end behovet for at sætte en grænse. Med et kamera i hånden vandt hun den kamp.
Det er blevet normalt at filme alt og alle
Det her handler ikke kun om latterliggørelse. Det handler om, at vi har glemt andre menneskers privatsfære. At alt ikke er til deling. Og det kan have en konsekvens.
Jeg sørger for ikke at tage billeder, hvor fremmede optræder … Ikke fordi jeg er et bedre menneske. Men fordi det er almindelig pli – og fordi det kan være farligt
Det er blevet normalt at filme alt og alle – og alle vegne. Jeg gør det også. Jeg dokumenterer mit liv. Men i nettets spæde start, der tænkte jeg mig bare ikke om, og jeg undskylder mig med, at jeg ikke vidste bedre og blot delte det blandt mit afgrænsede netværk. I dag er det anderledes, for i dag værdsætter algoritmerne en god video, og Meta lever af, at vi andre sørger for de skøre digitale øjeblikke, som får mange likes.
Jo flere likes, jo større synlighed. Jo større synlighed, jo flere likes. Og hver gang vi får et hjerte, et grin, en tommelfinger op, der får hjernen et lille skud dopamin. Det føles godt. Vanedannende, endda. Og derfor bliver vi ved. Også når det går ud over andre.
Så i dag dokumenterer jeg ikke andres liv. Jeg sørger for ikke at tage billeder, hvor fremmede optræder. Og sker det, så skjuler jeg deres ansigter. Ikke fordi jeg er et bedre menneske. Men fordi det er almindelig pli – og fordi det kan være farligt.
Det kan have alvorlige konsekvenser
I 2017 skrev jeg en artikel om en digital gruppering. I to år efter blev jeg chikaneret af dem, jeg skrev om. Voldtægtstrusler og dødstrusler flød hen over mailen fra anonyme profiler, der var digitale indfødte. Jeg bor i dag på hemmelig adresse, og siden da har jeg kun delt et billede af mit øje. Resten er forbeholdt min familie og mine venner. De år lærte mig at være privat.
Som digital graverjournalist ved jeg, hvor lidt det kræver at finde frem til en person. Et billede, et glimt af en bygning, en refleksion i en rude, og med den rette software er du fundet.
Så tænk på dem, der lever på hemmelig adresse, fordi de måske bliver stalket og truet af en eks-partner eller andre. Ifølge Dansk Stalking Center bliver op mod 100.000 mennesker stalket hvert år, og lige nu lever 142.444 danskere med navne- og adressebeskyttelse.
Når du deler et billede med en fremmed i baggrunden, kan en god ansigtsgenkendelses-app – og de bliver bedre og bedre – måske gøre det muligt for stalkeren at følge deres offers vej. Deres nye by. Og måske derved finde frem til deres bopæl. Ikke fordi du ville noget ondt, men fordi du valgte at dele content på dine åbne sociale profiler.
Skal du stoppe med at dele dit liv? Nej. Men du skal tænke over, hvornår dit indhold til dine sociale medier rammer andre
Inden du bliver alt for skræmt, så er der fortsat lidt vej, før Google Lens giver tilladelse til den slags søgninger, men Rusland har udviklet noget tilsvarende, der ikke helt har samme etiske grænser som Googles.
Så nej, det handler ikke kun om et par, der blev fanget på storskærm. Selvom de da i den grad har fået ødelagt deres liv. Det handler om alt det, vi risikerer, når vi holder mobilen op uden at tænke os om.
Skal du stoppe med at dele dit liv? Nej. Men du skal tænke over, hvornår dit indhold til dine sociale medier rammer andre. Og om du overhovedet har retten til det, du deler.
Jeg bor i København. Alle filmer alt og alle. Om det er turister eller københavnere. Det sker hele tiden. Men fremover vil jeg ikke gemme mig bagerst i salen. Næste gang kommer jeg til at bande højt. Og hvem ved, måske du endelig vil se mig på TikTok, hvor jeg rød i hovedet bander af en person, der krænker min ret til privatliv. For mit liv er mit, og ikke dit at dele.
For nok er nok. Og ja, jeg bander. Det burde du også, når nogen fotograferer dig – og måske dine børn – på stranden uden samtykke. Og se. Det sidste er jo en helt anden vinkel – og et helt andet problem. Den tager vi næste gang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og