DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – “Der skal mod til at påtage sig den opgave at samle 50 års Christiania-historie i en personligt fortalt film, som Karl Friis Forchhammer gør,” skriver Katrine Borre. “Det er en personlig film, båret af instruktørens stemme. Forchhammer fortæller i starten, at hans forældre flyttede ud af Christiania samme dag, som han blev født. Han har mange gange siden spekuleret over, om han med sin opvækst på den anden side af volden, lige udenfor Christiania, var gået glip af eller måske reddet fra noget.”
Jeg vidste, det ville blive en perle af en film, da jeg bumpede ind i Karl Friis Forchhammer i køkkenet på vej ud af kollektivet ’Fabrikken’ på Christiania, hvor jeg har boet de sidste syv år. Forchhammer bar på en stor papkasse og strålede som en sol med det bredeste grin. Det var tilbage i 2020. Han havde været oppe at interviewe Peter Plett, der nu er 76 år og har boet på Christiania i en menneskealder.
Grunden til, at Karl strålede, var, at Peter Plett havde sagt, at Karl da også lige kunne kigge forbi medierummet på førstesalen. Måske var der noget, han kunne bruge. I medierummet havde Karl dernæst fundet en kasse med gamle ”Christiania Lokalradio”-lydoptagelser. Rent guld for en dokumentarist, og derfor strålede Karl, instruktøren af denne nye film.
Filminstruktør Karl Friis Forchhammer er født i 1989 i København og læste medievidenskab på Syddansk Universitet fra 2010 til 2015. Han fortsatte på den tjekkiske filmskole FAMU og senere igen på National Film & Television School i England, for – sådan husker jeg det – at dukke lidt pludseligt op på den danske dokumentarfilmscene i 2020 med den timelange dokumentar Last Days of Summer, der havde premiere på CPH:DOX samme år.
Ventet med spænding
Christiania er Karls første lange dokumentarfilm. Den er ventet med spænding i kredse i dokumentarfilmbranchen, og var det helt sikkert på Christiania, hvor den i weekenden var et tilløbsstykke med seks propfyldte forpremierevisninger i Christianias egen biograf Byens Lys. Det var da også en synligt nervøs instruktør, der skulle møde ’landsbyen’. Der skal mod til at påtage sig den opgave at samle 50 års Christiania-historie i en personligt fortalt film.
Det er en personlig film båret af instruktørens stemme. Karl fortæller i starten, at hans forældre flyttede ud af Christiania samme dag, som han blev født. Han har mange gange siden spekuleret over, om han med sin opvækst på den anden side af volden, lige udenfor Christiania, var gået glip af eller måske reddet fra noget. Og vi hører, hvordan han var blevet ved at komme på Christiania som barn og ung, og at børnene han mødte derfra ligesom havde en ”lidt tykkere hud.”
Filmen fortæller – ved hjælp af både Forchhammers stemme, nutidige optagelser, et righoldigt arkivmateriale (meget af det ikke set før), en velintegreret enkel animation i passende doser og en smuk lydside med musik af blandt andre Savage Rose – en varm, rørende usentimental og filmisk smuk historie.
En historie om, hvad det fascinerende, anarkiske og demokratiske projekt, som fristaden trods Solvognen og den politiske kultur, der siden er blevet en del af Christianias DNA, i bund og grund er. Nemlig en historie om en masse mennesker, der flyttede ind nogle huse, der stod tomme, og herefter forsøgte at skabe nogle rammer og beslutningsprocesser, de følte, de kunne være i.
Om Tingbogen, den første referatbog, den flade struktur og konsensusmøderne, der kan trække fællesmøder ud til det absurde og har vist sig ikke at fungere sammen med pengefolk og pushere, men som i sidste ende vinder i filmen, da et fællesmøde beslutter at lukke Pusher Street i 2024.
Om glæderne og en masse besværligheder i forsøget på at rumme alle. Om børnemagt og om dengang 4-5000 motorcyklister ankom, hvoraf nogle begyndte at riste en kvindelig christianit over bålet. Om bullshittere og lig støbt ind i cement. Om den hårde narko, dødsfald, slidte lejligheder, Pusher Street og om hvordan man havde køller stående ved sengen.
Ingen talking heads
I en herlig og for Christiania typisk sekvens i starten af filmen er dyrebare sort-hvide filmoptagelser med Kjeld Olesen og andre politikeres forhandlinger med christianitterne blevet spoleret – eller forskønnet – af en christianit, der er kommet til at optage samba på det ene lydspor.
Dette inkorporeres af filmens klipning og bliver overgang til en animation af et orkester, der trykker den af. De slår tonen an til en herlig, anarkistisk fortællestil, der frejdigt klipper mellem nutid og fortid, så det ind imellem er svært at skelne. Det virker ikke forvirrende, fordi problematikken øjensynligt er konstant. Der er masser af voice-over, men ingen talking-heads.
Under debatten efter filmen forklarede Karl Friis Forchhammer, at han ikke havde nogle regler på den måde. Det ene havde ligesom sendt ham videre til det næste. At det for ham grundlæggende handlede om at lave en god fortælling. Og det er det blevet. Min eneste anke er, at jeg synes, at Rikke – bjørnen, der boede under Karls forældres hus ude på Norddyssen og som er med på bar og ender som en stakkels alkoholiker – fylder vel meget. Men der skal være plads til alle. Og indrømmet: Det ér en god historie.
Rørt forsamling
Man siger – der, hvor jeg kommer fra – at en god dokumentarfilm er, når instruktøren giver sit blik på verden, samtidig med at de portrætterede både kan genkende sig selv og lære nyt. Opdage noget, de ikke har set før. Og det var en synligt rørt forsamling, der efter hver forestilling og stående klapsalver gik videre ud i livet.
Flere fortalte senere, at de indimellem havde grædt lidt. Måske var de blevet rørt af gensyn med gamle venner, eller de syntes bare, det var en dejlig film. Muligvis også fordi det i filmen er så åbenlyst, hvorfor det nogle gange er så frustrerende at bo i landsbyen, men samtidig så svært at forlade fællesskabet.
“Christiania” er en film om fristaden, men i lige så høj grad om et lille demokratisk land
Som en siger mod slutningen: ”Christiania er skøn, når man har overskud. Når man har det svært, er det lettere at bo ude i Danmark, hvor alting er ordnet.” Men måske blev nogen simpelthen rørt, fordi det gik op for dem, hvilket projekt, de er del af.
Christiania er en film om fristaden, men i lige så høj grad om et lille demokratisk land, der – med nogle politikeres støtte mens andre tydeligvis har ønsket ’Staden’ hen, hvor peberet gror – har accepteret denne totalt anarkistiske bydel.
Instruktøren Karl Friis Forchhammer fortæller i slutbilledet, at han ikke ved hvor længe, han bliver boende. Måske et år, måske mere. Men at han kan lide det, Christiania gør ved ham. Det har han efter min mening fået en meget vellykket film ud af. Og Karl havde ikke noget at være bekymret for inden visningen. Landsbyen, som han selv for to år siden blev en del af, elsker så vidt jeg kunne vurdere denne film.
Filmen er således både et godt afsæt til at følge Forchhammer som filmmager i fremtiden og bestemt også til at følge fristaden Christiania, der går en ny, spændende tid i møde og som forhåbentligt skal leve mange år endnu.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og