KOMMENTAR // FV-2019 – Googler man ”højrepopulisme” får man 9.310 hits. ”Venstrepopulisme” giver 1.030. Centrumpopulisme giver derimod sølle 2 (3 med denne artikel). Det er altså ikke rigtigt et ord i det danske sprog, og da heller ikke noget smukt ord. Men med dansk politiks retning i almindelighed og Socialdemokratiets i særdeleshed er det et begreb, vi i stigende grad bliver nødt til at forholde os til, skriver Povl Gad.
Populisme er et skældsord, og står i modsætning til idealisme. Det betegner den politik, der ikke styres af visioner og værdier, men hvad der giver point lige her og nu. Ofte med udgangspunkt i dagsaktuelle enkeltsager. Og som regel med mere vægt på folkestemninger og følelser end fornuft og fakta.
Vi er mest vant til at tale om højrepopulisme i form af de stadig mere indflydelsesrige nationalistiske partier overalt i verden. Venstrepopulisme forbinder vi med fx Hugo Chaves’ styre i Venezuela 1999-2013 eller det græske SYRIZA.
Centrumpopulisme er derimod ikke rigtig en ting. Nuvel, begrebet er vist nok blevet brugt om Macron og hans ”oprør fra midten”, men den bevægelse har hurtigt vist sig at være alt andet end populær og er pt. på hastigt tilbagetog fra en hær af gule veste.
En typisk komponent, man kan genfinde i populistiske bevægelser, er identifikationen af en syndebuk, der udpeges til at være en trussel mod ”folket”
I dansk politik taler vi nødig om populisme, men begrebet spøger i narrativet om magtpartierne kontra protestpartierne. Her er det lykkedes nogle bestemte partier – primært dem med påtrængende ministerambitioner – at italesætte sig selv som ”ansvarlige” og ”pragmatiske” i modsætning til de ”ultimative” protestpartier. Det er med andre ord yderfløjene, der er populistiske, mens midten er fornuftig og ansvarlig. Denne historie blev senest genfortalt, da Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge foreslog et fornuftsægteskab i form af en SV-regering.
Men passer dette narrativ? Det vil jeg gerne sætte alvorligt spørgsmålstegn ved. Her tænker jeg i særlig grad på Socialdemokratiet, og ikke mindst den markante ændring i udlændingepolitikken, partiet har foretaget de sidste fire år under ledelse af Mette Frederiksen (S) og Henrik Sass Larsen (S). En forvandling, som efterhånden gør det svært at se de helt store forskelle på Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.
Blå Bjarne
I alle tre partier har den styrende analyse i årtier været, at for at erobre regeringsmagten skulle man vinde marginalvælgeren. Altså den, der vakler mellem blå og rød blok. Personificeringen af denne vælger er ofte lidt nedladende døbt ”Blå Bjarne”, og nej, der er ikke tale om Børsens chefredaktør.
Der er tale om en fiktiv person, men han ser nogenlunde sådan her ud: Faglært, hus- og bilejer, og derfor ikke specielt glad for skatte- og afgiftsstigninger. Men han har også børn og hans kone arbejder i den offentlige sektor som pædagog eller sygeplejerske. Så Bjarne er helt med på, at der skal bruges penge på velfærd, ellers får han problemer derhjemme. Han er til gengæld skeptisk overfor de veluddannede, de højtlønnede, politikerne og ikke mindst muslimerne. I 2019 er Bjarne åbenbart også ved at blive en anelse klimabevidst, selvom han er langt fra at være blevet til ”Grønne Bjarne”.
Man kan konstatere, at jagten på Blå Bjarne har skabt trængsel på midten af dansk politik. At de tre største partier i dag ligner hinanden til forveksling
Det er ikke nødvendigvis nogen forkert analyse. Efter alt at dømme har den skaffet både Fogh, Thorning og Løkke til magten, ligesom den snart vil bringe Mette Frederiksen til den. Men er det en sund dynamik for vores demokrati? Eller er det i virkeligheden den direkte vej mod populisme?
Man kan i hvert fald konstatere, at jagten på Blå Bjarne har skabt trængsel på midten af dansk politik. At de tre største partier i dag ligner hinanden til forveksling. Og at folketingsvalget i meget begrænset omfang er et valg mellem forskellige politiske retninger, men mere et valg mellem to statsministerkandidater. Hvem der er den mest hæderlige, troværdige og tiltalende i rollen som administrator af butikken Danmark. En popularitetskonkurrence.
Vi mener det samme som flertallet
Det er ikke fordi Venstre er bedre end Socialdemokratiet. Allerede da Anders Fogh Rasmussen kastede sin minimalstatsbog på møddingen og gik i fast parforhold med DF begyndte den transformation, der har gjort Danmarks liberale parti mere end spiseligt for Blå Bjarne. Det er bare gået så meget hurtigere for Socialdemokratiet de sidste fire år, at det mere tyder på en bevidst strategi end et stille værdiskred.
At Socialdemokratiet i dag gør en dyd ud af at tilpasse sig marginalvælgerens holdninger understreges af den kampagne, partiet lancerede i april som optakt til valgkampen. Her havde man lånt de andre partiers grafiske identiteter for at understrege, at man kan samarbejde med alle om noget, men ingen om alt. Socialdemokratiet kan med andre ord finde flertal for 100% af sin politik i forskellige flertalskonstellationer.
Kampagnen skulle imødekomme kritikken af partiets planer om at danne en et-partiregering efter valget. En konstruktion, som for kort tid siden er forsøgt af et andet parti med meget begrænset succes. Men se her; med fleksible samarbejder kan vi gennemføre al vores politik. Trylle, trylle.
Én ting er, at den parlamentariske virkelighed ikke fungerer sådan. Ligesom Venstre ikke kunne det, kan Socialdemokratiet ikke shoppe rundt og trække på 117 forskellige flertal alt efter forgodtbefindende. Den parlamentariske støtte – uanset om det bliver venstrefløjen eller DF – vil tage sig betalt for at levere nøglerne til ministerkontorerne, hvilket de da også har brugt de sidste par dage på at forklare Mette Frederiksen. Men noget helt andet er, at kampagnen udstiller det gamle arbejderpartis holdninger som alt andet end idealistiske og værdibaserede. Nu ligger de lige præcis dér, hvor der er flertal for dem, og det på samtlige politikområder. Man vil med andre ord ikke forandre noget som helst. Så længe, det er os, der bestemmer, så skidt med hvad, vi bestemmer.
Det er ikke fordi Venstre er bedre end Socialdemokratiet. Allerede da Anders Fogh Rasmussen kastede sin minimalstatsbog på møddingen og gik i fast parforhold med DF begyndte den transformation, der har gjort Danmarks liberale parti mere end spiseligt for Blå Bjarne
Det er sådan set ikke noget nyt. Før Schlüter var alle lovforslag, hvor regeringen kom i undertal nok til at regeringen trak sig. Dette princip droppede Schlüter, for hvem det kun var den økonomiske politik, hvor han krævede at bestemme selv. Fx overlod han det til et alternativt flertal at bestemme over sikkerhedspolitikken. For Helle Thorning-Schmidt var ikke engang den økonomiske politik vigtigere end taburetten, da hun allerede i forbindelse med regeringsdannelsen måtte skrotte sin ”fair forandring” og acceptere en ”videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik”. Det er sådan set bare denne glidebane Mette Frederiksen afslutter ved på forhånd at indrette sine holdninger efter hvad, der er flertal for.
Det giver godt nok visse problemer, når to populistiske positioner er i konflikt. For eksempel hvis man på den ene side gerne vil være ”børnenes statsminister”, og på den anden side vil have en stram udlændingepolitik. Hvad gør man så, når nogle udlændingebørn mistrives på Sjælsmark Kasserne? Svaret er tilsyneladende at lurepasse, holde øje med hvad de andre siger, lodde folkestemningen og så sige det, der virker mest opportunt. Ved debatten mod Løkke den 22. maj blev Mette fx lige nødt til at høre, hvad han mente om sagen, før hun selv ville ud med sproget. Da han i den forbindelse trak i land på en tidligere udtalelse om at familierne selv skal kunne lave mad, anede hun tydeligvis ikke, hvad hun skulle sige.
Populitiske bevægelser har brug for en syndebuk
En typisk komponent, man kan genfinde i populistiske bevægelser, er identifikationen af en syndebuk, der udpeges til at være en trussel mod ”folket”. Akademikerne, indvandrerne, jøderne, kapitalisterne, kurderne, københavnersnuderne, Bruxelles, Washington, smagsdommerne, pressen, DJØF’erne, der er frit valg. Ved at kritisere og bekæmpe denne syndebuk stiller populisten sig entydigt på ”folkets” side. Og det virker. Selv når det nærmest er paradoksalt, som når multimilliardæren Donald Trump langer ud efter ”eliten”, eller partilederen Pernille Vermund (NB) langer ud efter ”politikerne”.
Også denne stolte tradition har Socialdemokratiet taget op. Og her snakker vi ikke kun om muslimerne, som de fleste partier jo helst så hen hvor kikærterne gror, eller i det mindste lagt i lænker på en øde ø. Der er mange eksempler. Kaare Dybvad udkom i 2017 med sin De lærdes tyranni, hvor han kaster lig på hundrede års (socialdemokratisk) uddannelsespolitik. Socialdemokratiet har i denne valgperiode troligt fulgt i hælene på DF i beskæringen af DR og slagtningen af Radio24syv.
Det smarte ved syndebuksretorikken er, at den virker. Det usmarte er, at den splitter befolkningen, polariserer, graver grøfter og ypper kiv, hvor vi mere end nogensinde har brug for gensidig forståelse, samarbejde og tillid
For nylig var Henrik Sass Larsen ude og kritisere den (socialdemokratiske) kulturpolitik, hvor ”folket” betaler for ”elitens” kulturforbrug (fx i form af de elitære folkebiblioteker). Og partiledelsen har siden formandsskiftet i årevis gjort meget ud af at tage afstand fra Helle Thorning og Bjarne Corydons regering, som de alle sammen var magtfulde medlemmer af.
Sidste skud på stammen er idéen om at lægge et loft over konsulentudgifterne i det offentlige. Herved sparer man 3 milliarder kroner der kan bruges til ”varme hænder”, lyder det i partiets økonomiske plan. Ét er, at man tror der bliver hældt milliarder ud af vinduet til unødvendige opgaver rundt om i landet. Det er ikke virkeligheden ude i kommunerne, skal jeg hilse og sige. Her bliver alle udgifter vejet på en guldvægt, og konsulentydelser er typisk en måde at købe sig til nødvendige specialistkompetencer på timebasis og efter behov, fremfor at skulle ansætte sig til dem.
Men mere betænkeligt er det, at forslaget lugter langt væk af syndebuksretorik. Vi ser jo alle sammen billedet af McKinsey-konsulenten, der griner hele vejen ned i banken med tre milliarder skattekroner, mens alle sygeplejerskerne bare må løbe endnu hurtigere. Virkeligheden er en anden. Men hvem kærer sig om den, når regeringsmagten er på spil?
Det smarte ved syndebuksretorikken er, at den virker. Det usmarte er, at den splitter befolkningen, polariserer, graver grøfter og ypper kiv, hvor vi mere end nogensinde har brug for gensidig forståelse, samarbejde og tillid.
Stem på en holdning
I den bedste verden formulerede partierne deres politik på baggrund af idealer og værdier, og drog ud i verden for at overbevise vælgerne om, at netop deres retning ville være det bedste for landet. Sådan har det nok aldrig rigtig været. Men det har dog været bedre end nu. Der er sket et skred gennem de sidste årtier, hvor de såkaldt ansvarlige magtpartier er klumpet sammen på midten i kampen om at vinde marginalvælgeren.
Denne bevægelse er tydeligst hos Socialdemokratiet, der i den nuværende valgkamp praler af at mene alt hvad flertallet mener og på samtlige politikområder. Det bliver udlagt som ansvarlighed og pragmatisme. Men det er i virkeligheden et udtryk for rendyrket centrumpopulisme. Og det er giftigt for vores demokrati, for befolkningens engagement i samfundet og vores tillid til politikerne. For når de bare siger det, de tror at vi vil høre, hvad lyver de så ellers om?
Min opfordring til alle vælgere i Danmark er derfor at stemme på nogen, der siger hvad de mener, og ikke kun hvad de tror, du mener
Hvor bliver visionerne, modet til at træffe upopulære beslutninger og stå i spidsen for forandring af? Hvad sker der, når vores ledere holder op med at lede? Når de bare løber efter folkestemningen i stedet for at forsøge at påvirke den? Hvor er vi på vej hen, når vores politikere i jagten på magten udstiller syndebukke til højre og venstre og graver grøfter i den befolkning, de burde samle?
Ikke noget godt sted, hvis I spørger mig. Min opfordring til alle vælgere i Danmark er derfor at stemme på nogen, der siger hvad de mener, og ikke kun hvad de tror, du mener. Partier og personer, der bygger deres politik på idealer og værdier, og ikke bare ønsker magten for at have den. Uanset om de partier kaldes ultimative, ekstreme og fløjpartier.
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
