Simon Lund Petersen: Ny Jord Nr. 5 – Bjerget husker ulvens ild

i Bøger/Kultur af
BØGER // ANMELDELSE – Døden set fra bjergets krop: Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik er udkommet i sin 5. udgave (Jan-Dec 2020), og denne gang er det menneskets begrænsede tidsforståelse og dens komplikationer, der rives i stykker og samler sig igen for øjnene af os. Det er tankevækkende og yderst påtrængende læsning. 

Omtrent halvvejs gennem den natsorte mursten, som udgør tekstkrattet af økokritisk erkendelsespotentiale i Ny Jord – Nr. 5, skete der noget afgørende med min læsning. 

Den amerikanske forfatter og filosof Aldo Leopold (1887-1948) beretter i teksten At tænke som et bjerg om et syn, han i sin ungdom var vidne til på en jagt i bjergene. Gruppen af jægere bliver overrasket af en ulveflok, og uden selv at være i fare, tømmer de nærmest af ren refleks riflerne mod dyrene langt under dem ved flodbreden. 

Vi nåede den gamle ulv i tide til at se en vild, grøn ild dø i hendes øjne. Jeg forstod da, og har lige siden vidst, at noget i de øjne var nyt for mig – noget, der kun var kendt af hende og bjerget,” skriver Leopold om mødet med ulven. Men hvad er det for en indsigt, bjerget lagrer, og som forsvandt fra jordens overflade med den grønne ilds død? 

Den unge jæger troede, skriver Leopold, at ingen ulve ville betyde flere hjorte og dermed bedre jagt; men mange år senere har forfatteren fortvivlet måtte erkende, at bjerget så noget mere den dag, som han selv blot anede, men ikke for alvor forstod omfanget af. 

I takt med civilisationens ekspansion er ulvene blevet fordrevet fra bjergene, som er blevet overladt til hjorte, der – fri for naturlige fjender – har rippet buske og træer “som om nogen havde givet Gud en ny beskærersaks og forbudt ham al anden aktivitet.

I Leopolds tekst erfarer vi indefra, hvad det vil sige, at den grønne ild slukkes

Mennesket har ifølge Leopold glemt, at ulven ikke kun er en trussel, men tværtimod udøver en livsvigtig funktion i naturens kredsløb, som aldrig blev erstattet: en indsigt, bjergets nedtrådte og skamspiste skorpe mange år senere vidner om med sin udpinthed. 

Jeg har nu på fornemmelsen, at nøjagtig som en hjort lever i dødelig frygt for dens ulve, lever et bjerg i dødelig frygt for dets hjorte. Og måske med større ret, for hvor en buk, der nedlægges af ulve, kan erstattes på to eller tre år, kan et skovbælte, der nedlægges af alt for mange hjorte, ikke erstattes inden for samme tidsrum. 

Da jeg læste dette, blev min mimetiske forståelse med et aktiveret: jeg har før læst om menneskets problemer med at forudse de langvarige implikationer af vores handlinger, men aldrig før har jeg følt konsekvenserne af den individuelle død (ulvens) fra et så konkret fremtidsvidne, som bjergets biotop udgør. 

Ulven og bjerget er på hver deres måde antihelten i en ny fortælling om naturen, der ikke lader sig forme af menneskeindividets begrænsede livstid

Og det er sådan Ny Jord virker, når tidsskriftet fungerer bedst: forestillingskraften vækkes og nye fortællinger gøres mulige at fornemme gennem et kritisk blik på den hævdvundne historie samt de billeder og det sprog, vi troede, viste os virkeligheden. 

Ulven og bjerget er på hver deres måde antihelten i en ny fortælling om naturen, der ikke lader sig forme af menneskeindividets begrænsede livstid. Ulven er ilden, vi desperat forsøger at tæmme, mens jorden stumt absorberer rystelsen og regner på konsekvenserne af vores blindhed. 

I Leopolds tekst erfarer vi indefra, hvad det vil sige, at den grønne ild slukkes; her er døden ikke et spejl for menneskets kronologiske og rent individuelle død, men et vindue til naturens cirkulære evighed, vi er i gang med at ødelægge. 

Tiden som erfaringskategori er ikke transcendental, som oplysningsfilosoffen Immanuel Kant (1724-1804) mente, men elementært afhængig af hastigheden, hvormed skabningen omsætter konsekvenserne af sin død – eller som Leopolds samtidige, den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), udtrykker det andetsteds i samlingen: 

Tingene har et skarpere instinkt for fremtiden end menneskene. Mennesker tænker historisk, det vil sige bagudrettet. Mure, gader, ledninger og skorstene tænker fremadrettet. 

Rasmus Myrup: HOMO HOMO HABILIS (In The Surf). Tørpastel på papir, 2018.

Stemmer fra fortid og fremtid

Som erfaringskritisk eksperimentarium gør Ny Jord brug af naturens ikke-hierarkiske metode til at sample et udvalg af tværdisciplinære skrifter, oversættelser og billeder fra den fjerne fortid over nutidens hotteste økotænkning til sci-fi-flippede fremtidsvisioner og poesi. Tekster af den oldgræske digter Sapfo (ca. 630-612 f.Kr.-570 f.Kr.) præsenteres uden forklaring på linje med videnskabelige analyser af vor tids klimaudfordringer. 

At brudfladerne får lov at stå uformidlet gør spejlingsperspektivet organisk, rigt og kaotisk, præcis som den natur, redaktørerne med det ambitiøse tidsskrift forsøger at udvide vores forståelse af. Det er forestillingskraften og det antropocæne perspektiv, der skal udfordres: 

Vi efterspørger nye fortællinger om natur, hvor helten ikke længere skal sejre over verden, overvinde sin frygt, sig selv eller den anden. Vi higer efter nye subjektpositioner, der kan bringe os i forbindelse med noget andet end vores egen bevidsthedsstrøm eller de psykobiografiske og stærkt antropocentriske narrativer, der fjerner os fra den verden, vi har vores oprindelse i… 

At brudfladerne får lov at stå uformidlet gør spejlingsperspektivet organisk, rigt og kaotisk

Netop Sapfo taler da også som den første til os fra kulturens spæde begyndelse med en ensom stemme, der minder os om, at fortiden også altid var – og er – en levende fremtid, og at vi som mennesker deler skæbne med stemmer fra alle tider i nuets fængsel: 

… I VIL MINDES … 

 … FOR VI GJORDE DE SAMME TING 

DA VI VAR UNGE 

MANGE SMUKKE TING (…)” 

I Rakel Haslund-Gjerrilds (1988-) essay, Bliver verden stum, når mennesket forsvinder?, kædes fremtidsfortællingen om det sidste menneske sammen med den klassiske kinesiske poesis tradition for at læse naturens billeder og tegn som udtryk for det, de ligner – som vildgæssenes omvendte v-form, der tolkes som mennesketegnet; en bøn om at række ud og blive hørt: 

For tegnet for menneske, ren, der oprindelig er et billede af et væsen med ben og arme, ligner nu mere vildgæssenes v-formede trækformation. Her står man i det øde og ser gæssene skrive menneske, menneske, menneske mod den høje blå septemberhimmel, som om det var jorden selv, mulden, mineralerne, der havde som vilje at løfte sig op i det blå… 

At se gennem sprogets slør

Flere steder gøres sproget til genstand for undersøgelse af det slør, der ligger som en membran mellem mennesket og vores forståelse af verden omkring os. Nogle af Ny Jords stærkeste tekster gemmer sig her og er sjovt nok skrevet af østrigske forfattere (sprogets dunkelhed: en særlig østrigsk lidenskab?). 

Det gælder eksempelvis Joseph Roths tekst, Røgen forbinder byer, hvor røgen bliver et konkret billede på civilisationens måde at blinde sig selv som en anden Ødipus og med sporene (læs: affaldet) skabe en ny, uigennemsigtig naturtilstand:  

 “…Her er røgen en himmel (…) og dens væsen slet ikke forgængeligt, stiger til vejrs, erobrer himmelske regioner, bliver hængende, skaber en substans af intet, former en krop af skygger og forstørrer uafbrudt sin særlige vægt. 

når irritationen over det kaotiske har lagt sig, fører det i glimt til stor, øjenåbnende litteratur

En anden af alpelandets sønner, Peter Waterhouse (1956-), skaber i teksten Vores navne bliver levende et mørkt og fortvivlende bud på et ikke-hierarkisk blik på os selv som set inde fra den natur, der omgiver os, og som overværer krigens rædsler udspille sig. Og når irritationen over det kaotiske har lagt sig, fører det i glimt til stor, øjenåbnende litteratur: 

Der var landsbyen. Den var brun og rød. Den var noget, en plet, en mørk frugt. Det røg fra steder i frugten. Landsbyen svævede i en slags grenhøjde og på en særlig måde. Længere nede end landsbyen var der enge, det grønne. Landsbyen nu ikke meget større end min hånd. Næsten et øje. 

Eller som hans samtidige kollega, dramatikeren og Nobelprisvinderen Elfriede Jelinek (1946-), der i sin tekst viser os skoven ved at mime tætheden, den repræsenterer – og vores indfældethed i det sproglige krat: 

Han kommer nu, stiller sig frækt foran skoven. Hvad der sker indenfor, sker overalt! Mens han spiser, nyder hans ansatte i pendlertogene det pirrende ved at rejse. Lad os kigge på skoven! Den er simpelthen ubeskrivelig! Som hår. Lad os kigge på de mennesker, der lever af skoven, dem kan man snakke meget mere om, de er ikke altid ligesom træerne. Der er forskelle. 

Margaret Howe Lovatt omfavner delfinen Peter. Fra Ny Jord nr. 5.

Optrævling af dualismen

Menneskets problem med at se sig ud af sine sproglige forudsætninger gøres i adskillige eksempler til forsøg på at overkomme dualismen, som ordenes enten-eller-tilstand ofte har passiviseret os i – eller som kyniske magthavere (læs: kirken og patriarkatet) har forstået at udnytte som repressionsmiddel til kontrol af den åbne eksistensform, de ikke kan tøjle. 

Filosoffen og filologen, Aksel Haaning (1959-), forsøger i Den dobbelte arv på forbilledlig vis at optrævle roden til den kristne dualismetænkning, der har ført til fremmedgørelse fra naturen samt nedvurdering af materien og vores medskabninger, og skitsere et billede af den glemte natur-tænkning, som kirkefædrene var så dygtige til at undertrykke. 

I samme mudrede sfærer bringer forfatteren Jonas Eika (1991-) et uddrag af sit kommende roman-projekt kaldet Husbogen om den kvindelige beginer-bevægelse fra 1200-tallet. Kvindekollektivet levede et sted mellem det verdslige og det sakrale – uden mænd, men med et aktivt liv med praktisk, socialt arbejde og religiøs kontemplation. 

Kirken forsøgte at tage kontrol med kvindernes grænseløse eksistensform ved hjælp af trusler om vold og ved at inddæmme bevægelsen på steder, kirken selv kontrolerede. 

Menneskets problem med at se sig ud af sine sproglige forudsætninger gøres i adskillige eksempler til forsøg på at overkomme dualismen, som ordenes enten-eller-tilstand ofte har passiviseret os i

Eika beretter fra kvindernes sted og viser, hvordan de finder rum på trods af det pres, de oplever fra omverdenen, og lader samtidig små glidninger i fortællersynsvinklen vise kollektivets hemmelige styrke: 

Dragten fik dem til at se små og sælsomme ud, som nødder eller spædbørn der bliver væk i deres svøb, men i virkeligheden giver dragten et råderum, et lunt og dunkelt rum mellem huden og stoffet, som kun er vores. 

Baggrunden letter

Ny Jord bryder ned og omdanner vores gængse blik på naturen uden at lukke horisonten under håbets vægt. Men selvom meget foregår på et abstrakt, sommetider dunkelt niveau, giver de mange tankevækkende teorier og suggestive billeder mig fornemmelsen af, at være blevet forsynet med konkrete værktøjer til at åbne blikket for verden, så det menneskelige ikke nødvendigvis behøver at skygge for de sandheder, man med krop og sjæl fornemmer. 

I Mojavetænkningen er krop og land det samme,” skriver den amerikanske digter og aktivist Natalie Diaz (1978-) i Det første vand er kroppen: 

… Ordene er kun adskilt af bogstaver: ‘iimat betyder krop, ‘amat betyder land. I samtaler bruger vi ofte en forkortet udgave af dem begge: mat-. Med mindre man kender konteksten for samtalen, vil man ikke vide, hvilken af de to der er blevet såret, hvilken af de to der husker, hvilken af de to, der er levende. Hvilken af de to, der blev drømt om, hvilken af de to, der har brug for omsorg. Du kan ikke vide, at vi mener begge dele. 

Ny Jord bryder ned og omdanner vores gængse blik på naturen uden at lukke horisonten under håbets vægt

For den tyske digter Rainer Maria Rilke (1875-1926), der har forsynet tidsskriftet med flere tekster, kan man spore fremmedgørelsen som en negligering af baggrunden, hvorfra vi har vores ophav – og som samler portrættet af det ensomme menneske og graver en midte i eksistensens ellers tomme koordinater: 

Alle uenigheder og fejltagelser kommer af, at menneskene søger det, de har tilfælles, i sig selv, i stedet for i tingene bag dem, i lyset, i landskabet i begyndelsen og i døden. 

Ensomhedens grundvilkår er for Rilke ikke problemet men selve forudsætningen for at fornemme universets love; “melodien”, som Rilke hører kvinderne synge i bjerglandsbyen, er den fælles stemme, der med sangens forstummen gør lytteren i stand til at høre naturens lyde. “Og vi er som frugter,” skriver Rilke: 

Vi hænger højt oppe i sælsomt slyngede grene og er udsat for mange vinde. Alt, hvad vi ejer, er vores modenhed og sødme og skønhed. Men skønhedens kraft strømmer fra en rod mange verdener væk, gennem én stamme, ind i os alle. Og hvis vi vil vidne om dens magt, må vi hver især bruge den på den mest personlige, ensomme måde. Jo ensommere, desto mere højtideligt, bevægende og mægtigt er vores fællesskab. 

Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik, Nr. 5 er med sin enorme volumen af sælsom kritik og poetisk klarsyn med til at åbne døren ind til idéen om “naturen”, så en mere bæredygtig fælles vision uden mennesket i centrum af sproget gøres mulig at diskutere og drømme – med ulvens død og bjergets erindring af konsekvenserne som billedet på det, vi overså, men som vi nu kan forsøge at bevæge os mod: som det sidste menneske (eller bare coronakarantæneskyggen i lejlighedens vindue), der ser vildgæssenes menneskebøn skrevet på himlen over røgen fra civilisationen, som forsvandt i sit eget billede. 

Eller som Jorge Luis Borges’ (1899-1986) ensomme ulv, der i den blinde, argentinske mesterforfatters foruroligende smukke digt, En ulv, må sande, at drømmen er blevet til virkelighed, og sporene fra fremtiden har indhentet skabningen og trukket døden med sig tilbage ind i bjerget: 

At være grusom er ikke nok. Du er den sidste. 

Tusind år vil gå og en gammel mand 

vil drømme dig i Amerika. Denne fremtidige drøm 

vil ikke være til gavn for dig. 

I dag er du omgivet af mænd som følger 

de spor du har sat i skoven, 

hemmelighedsfuld og grå i det sidste halvmørke. 


LÆS ALLE SIMON LUND PETERSENS TEKSTER HER


Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik Nr. 5
Redigeret af: Jeppe Sengupta Carstensen (ansvh.) og Andreas Vermehren Holm
560 sider, 249 kr.
Forlaget Virkelig


Topillustration: Aldo Leopold, Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Simon Lund Petersen, født 1986. Er cand.mag. i dansk litteratur og medier samt filosofi.
Arbejder blandt andet som højskolelærer, biblioteksvært og litterær vandrelaugsguide - hvorfor han ofte ses strejfe rundt ude i landskabet eller gennem byens hemmelige passager på jagt efter de rum, hvor litteraturen og fortællingen finder sted.

Seneste artikler om Bøger