MUSIK // KONCERTANMELDELSE – Programmet på Cannonball Festival er stærkere end fremmødet, skriver Steffen Jungersen. Med navne som The Damned, Nazareth, The Raveonettes og fænomenale Hotel Hunger er der masser af musikalske højdepunkter, men alt for meget plads i K.B. Hallen til en festival, der vil samle den rå rockscene i Danmark.
Det er vel før forekommet, men sjældent melder tanken “det er sgu egentlig synd” sig så ofte som ved synet af det mildest talt pauvre fremmøde til en af dette festivalforrykte lands mest eklektiske øvelser i programlægning: Cannonball.
I år fandt festivalen for tredje gang sted i K.B. Hallen på Frederiksberg. For tredje gang var der alt for meget plads til lange, eftertænksomme spadsereture mellem de alt for få fremmødte i hallen. Og for tredje gang var det hele sgu egentlig lidt synd – for dem, der spillede, og for de få, som faktisk mødte op.
Cannonball er tydeligvis arrangeret af folk, som bare så gerne vil. De vil musikken, og når de nu er i gang, vil de også slå et slag for uafhængigheden i et koncertmarked, som i stadig højere grad styres af store, verdensomspændende konglomerater.
Festivalen lever ganske ofte op til sit slogan “2 Days of Raw Rock’n’Roll”, og arrangørerne tilstræber en oplevelse, som hverken er så mainstream som mange af de andre festivaler herhjemme eller så stilistisk stringent som f.eks. de efterhånden mange metalfestivaler.
Det tjener således Cannonball til ære, at man her – som det mest selvfølgelige – kan opleve 60’er-inspireret støjrock med The Raveonettes, klassisk indierock med The Libertines, britiske punkveteraner som The Buzzcocks og The Damned, majestætisk, mørk, melodisk mesterklasse med Hotel Hunger, fornem forhistorisk hardrock med skotske Nazareth, traditionel bluesrock med Highway Child og sydstats-kopunk med Nine Pound Hammer fra Tennessee.
Flere af disse bands ville i eget navn kunne trække så mange mennesker, at der ikke ville være plads til amerikanerbiler langs væggene eller en rodeotyr i foyeren – for nu at nævne et par af Cannonballs mere bizarre tiltag. Men indtil videre har ingen kunnet gøre det på Cannonball-plakaten.
For eksempel spillede Magtens Korridorer sidste år for en begrænset skare i en hal, de tidligere har solgt ud i eget navn. Og Psyched Up Janis afsluttede året før et regulært triumftog af en Danmarksturné med at trække fortvivlende få som hovednavn på Cannonball Festival.
Der er næppe tvivl om, at en af årsagerne til denne lidt triste tilstand er, at mange opfatter festivalen som – og jeg citerer adskillige af dem, jeg mødte i weekenden – “en forbandet rodebutik”. Mange føler, at de godt kunne overleve uden de ørkenvandringer, de oplever mellem de navne, de egentlig gerne vil høre.
På den led favner festivalens definition af raw rock’n’roll sandsynligvis for vidt. Det ville formentlig for mange kræve en pæn dosis af de i rockens ungdom ofte anvendte bevidsthedsudvidende stoffer at fatte, hvad f.eks. The Libertines, Nazareth og dette års virkelige vildskud – kvalitet upåagtet – Dicte (!) har at gøre på den samme festival.
Da det naturligvis ligger mig fjernt at opfordre til indtagelse af euforiske stoffer, var det måske en idé, hvis Cannonball strammede lidt op på definitionen af rå rock’n’roll.
Hvis man ellers gad, var der imidlertid virkelig fine og befriende forskellige musikalske varer på rodebutikkens hylder i år.
Blandt de absolut fineste var københavnske Hotel Hunger, som igen fredag beviste, at de er og bliver et af de bedste rockbands, dette land har fostret. I et majestætisk, mørktonet sæt – med sanger Jimmy Jørgensen i vanlig fin frontform – var nyere numre som “The Hair Of The Dog”, “The Last Of The James Bonds” og – mener jeg – “Back In Therapy”, såvel som klassikerne “Sweet Sweet” og “A World Without Sundays”, en fryd at være vidne til.
Samtidig gav koncerten endnu en gang anledning til stille undren over, hvorfor dette fænomenale band ikke er et langt større navn. Det blev kun yderligere understreget af den nye trommeslager Flemming Olsen, som forstærkede hotellets fundament med en velkommen tyngde.
Efter at det aldrende punkband The Buzzcocks ulykkeligvis havde brugt en time på i dén grad at overbevise om, at de ikke rigtigt tror på hverken ordentligt stemte instrumenter eller et stabilt tempo, tog deres landsmænd i The Damned heldigvis over.
I år er det utrolige 50 år siden, The Damned udsendte en af de første punkrock-singler, “New Rose”. Og modsat Buzzcocks beviste The Damned, at der stadig er forbandet – undskyld! – godt musikalsk liv i dem.
Om det er i primal punk, gotisk tonede rocknumre, straight poppunk som “I Just Can’t Be Happy Today” eller det uimodståelige cover af Barry Ryan-hittet “Eloise”, var The Damned den dér charmerende symbiose af arbejderromantik, humor og engelsk, afvæbnende arrogance, man værdsætter dem for.
Blot et par højdepunkter fra en festival, hvor også nådesløse The Raveonettes’ melodiske støjrock og Nazareths rendyrkede klassikerparade bidrog til to rare dage i rodebutikken.
Sluttelig kan man diskutere, om det er et udslag af overdreven optimisme eller naivitet, at Cannonball insisterer på at fortsætte i K.B. Hallen. Et mindre og mere intimt spillested ville utvivlsomt klæde festivalen.
Men retfærdigvis skal det siges, at festivalen – efter at være flyttet fra efteråret til foråret – kun havde et par måneder til at sælge billetter denne gang, mens de nu har et helt år til at sælge billetter til 2027.
Så må vi jo se, som de siger i filmbranchen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og