Afsløringen af de danske fiskekvotekonger minder mig om deres cambodjanske kolleger, der overgår danskerne i korruption og beskidte metoder. Så her er beretningen om fiskekvoter i Cambodja og en ganske enestående og modig cambodjansk kvinde, jeg mødte i landsbyen Tonle Kraev på Tonle Sap-floden for 16 år siden, skriver Mette Holm. Nedenstående er et let omarbejdet kapitel fra hendes bog Mekongfloden – Vandenes Moder fra 2001 – så alle oplysningerne er fra dengang.
Lotusavleren Chhem er 34 år. Hun har født fem børn, de fire lever. Den ældste er 11, den yngste, en dreng, tre eller fire år. Hun er fisker, bonde, lotusavler og fiskeopdrætter – mere end hvad der skal til og det meste af, hvad der kan lade sig gøre i hendes landsby lidt herfra.
Chhem er en usædvanlig kvinde. I sin landsby er hun blandt de mest aktive. Selvom hun er god buddhist, tror hun på, at hun også selv kan påvirke sin tilværelse. Jeg møder hende til borgermøde i en nærliggende landsby, Tonle Kraev, ved Tonle Sap, hvor repræsentanter fra de nationale fiskerimyndigheder er ude for at fortælle om en lovændring i fiskeriet, der skal fordele retten til at fiske mere retfærdigt.
I Cambodja kan alle fiske mod en årlig afgift på godt 60 kr. Men i 2001 blev afgiften sat ned til godt 20 kr. på grund af de destruktive oversvømmelser året forinden, som blev meget kostbar for alle.
Derudover bortauktionerer myndighederne store fiskerilodder for helt op til 1,6 millioner kroner om året, og det er kun de meget rige storfiskere, der har råd til at lægge billet ind dér.
Det er modsætningerne mellem de almindelige fiskere og de store erhvervsfiskere, der diskuteres på borgermødet i landsbyen, selvom her ikke er fiskerilodsejere
Formelt kan man kun eje et af de store fiskerilod i to år, men ofte er det den samme, der ejer og fisker i årevis via stråmænd. Storfiskerne har så eneret på deres fiskerilod og kan straffe de lokale fiskere, hvis de fisker på privat område. Fiskerilodsejerne fisker sjældent selv, men driver deres indbringende forretning fra hovedstaden, Phnom Penh.
Chhem kan fortælle mangt og meget om konflikter med de store lodsejere. Fx om dengang hun holdt op med at amme sin mindste … :
”Vi havde et stort problem i landsbyen. Lodsejeren havde anholdt alle børnene, fordi de var kommet til at begive sig ind på hans fiskelod. De andre bad mig mindeligt om at prøve at få løsladt børnene. Men jeg kunne ikke komme ud af huset, det var orkan, og oversvømmelsen var så voldsom, at jeg end ikke kunne komme ud ad vinduet, kun gennem taget (på grund af meget store forskelle i vandhøjde på Tonle Sap-floden i Cambodja kan man hæve gulvet i pælehytterne, hvor der i regntiden kan blive så lavt til loftet, at man kun kan komme ind og ud gennem taget. Det er et fantastisk syn at se langbådene fortøjret til tagkonstruktionen i stedet for pælene i jorden eller bredden).”
Chhem sagde, at de måtte gå til landsbylederen og få ham til at løse problemet, og selvom han er slem til at vende det blinde øje til problemer i landsbyen, tog han affære og opsøgte lodsejeren.
Hun hørte skud
Da hun var kommet ud af sit hjem, fulgte hun efter landsbylederen. Da hun var tæt på fiskeloddet, hvor børnene havde leget, hørte hun skud. Alle løb væk og ind i hytterne.
Det var i den tid, da henrettelser fandt sted med bajonetter og tæv. Regimet ville ikke ofre kugler på almindelige samfundsfjender. Ligene blev samlet i massegrave, hvis de ikke blev smidt i floden
Chhem råbte til dem, at hvis ikke de gjorde noget nu, ville lodsejeren lægge børnene og landsbylederen i håndjern. Så tog hun sin kano og sejlede ind på det forbudte område.
Flere af de andre fulgte efter. Da de nåede frem, så de lodsejeren tvinge landsbylederen ind i sin bil og køre bort med ham. “Så måtte jeg tage hen til fiskeridistriktskontoret og få befriet landsbylederen.” Stormen gjorde, at hun ikke kunne komme hjem igen ad floden. “Den dag holdt jeg op med at amme min lille søn.”
Det er modsætningerne mellem de almindelige fiskere og de store erhvervsfiskere, der diskuteres på borgermødet i landsbyen, selvom her ikke er fiskerilodsejere.
Myndighederne har besluttet sig for at opløse nogle af de ellers meget indbringende lodder, så der bliver mere plads til at fiske frit. Det frie fiskeri reguleres gennem afgifter på forskelligt udstyr – efter netstørrelse, mm. Derudover er der forskellige begrænsninger på, hvornår og hvor længe, man må fiske hvad.
Landsbyboerne er vrede over, at de har svært ved at komme uden om fiskerilodderne, og at de lodder, der snart frigives, ligger for langt væk. Der diskuteres højlydt.
Med kødøkser, knive og kalasjnikov’er
De fleste af beboerne i landsbyerne mistede nære slægtninge under Pol Pot-styret i 1975-79. De unge mistede en eller begge forældre, de gamle deres børn; de fleste mistede også andre slægtninge.
Alle blev sendt væk fra deres hjemegn – op i bjergene for disse landsbyboeres vedkommende – fordi de skulle dyrke ris. Hele Cambodja skulle være ét stort bondekollektiv.
Det var i den tid, da henrettelser fandt sted med bajonetter og tæv. Regimet ville ikke ofre kugler på almindelige samfundsfjender. Ligene blev samlet i massegrave, hvis de ikke blev smidt i floden.
Det var en grusom tid, som martrer de cambodjanere, der oplevede den, og som stadig plager samfundet som et åbent sår, der ikke vil hele. Cambodjanerne har aldrig været gode til at skændes.
De kan være uendeligt venlige, de er meget ydmyge over for myndighedspersoner, og så kan de gå i flæsket på deres modstandere – med kødøkser, knive og Kalasjnikov’er. Der har aldrig fundets en egentlig mellemvej – heller ikke i tiden før Pol Pot. Det vidner landets blodige historie om.
Så det, jeg oplever ude i landsbyen – problemer, der bliver diskuteret, defineret og forhåbentlig også løst – er en helt ny måde at omgås på.
Mad i kulørte vaskebaljer
Chhem forklarer, at de andre kvinder i hendes landsby undrer sig over, at hun vil tage hele to dage fri fra de daglige pligter for at gå til møde. Møde klinger uhyggeligt, for der var mange af den slags under Pol Pot, men da var kommunikationen ensidig. Dengang var der ikke tale om meningsudveksling eller om, at nogen turde påpege et problem.
”Jeg går til møde for at lære noget,” siger Chhem, der som de fleste af sine jævnaldrende har gået tre år i skole. ”Jeg vil gerne lære at løse problemer på en ordentlig måde.” Og så vil hun naturligvis gerne have, at den store fiskerilodsejer giver mere plads til, at landsbyerne kan fiske, for de skal alle sammen leve af Mekongs fiskerigdom.
Under mødet er der fællesspisning. Fisk på tusind måder: små ål, tørrede fisk, saltede fisk, kogte fisk med ingefær, som i dagens anledning er købt på markedet. For det har de ikke selv her. Og ris fra markerne. Det er netop nu, den er bedst.
Maden bliver serveret i store kulørte vaskebaljer, og der er samlet bestik og service inde i mange hjem. De fleste giver en hånd med. Eftermiddagens snack er de dejligste små og meget søde majskolber fra markerne bag landsbyen.
Om aftenen, når vi alle har badet i floden, er der aftensmad i én af de store hytter. Menuen er den samme. Atter med tynd te til. Mændene drikker gæret sukkerpalmesaft og bliver hurtigt pjattede og en anelse højrøstede. Men alle er glade. Bortset fra et par private generatorer er der ikke strøm i byen. Alle de sort-hvide fjernsyn er batteridrevne med knasende lyd og utydeligt billede.
Når natten sænker sig, bliver der blæksort i landsbyen, så stjernerne og ildfluerne på smukkeste vis kommer til deres ret. Og så er der ikke meget andet at gøre end at gå til køjs under myggenettene, der er så rummelige, at 4-5 mennesker sover under samme net.
Der er langt i tid og rum fra denne reportage, der stammer fra oplevelser i 2001, til dansk nuværende fiskeris fortrædeligheder. Men når fisk kan være guld, er der uendelig grådighed.
Fotos: © Mette Holm
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her