
Storbritannien fordobler sine tropper i Norge som led i at styrke det samlede forsvar i Arktis og det høje nord. Den britiske forsvarsminister John Healey besøgte i går de britiske styrker, Royal Marines, i Camp Viking i Nordnorge og varslede i den forbindelse, at antallet af britiske soldater vil stige fra 1.000 til 2.000 over de næste tre år. “Kravene til forsvaret stiger, og Rusland udgør den største trussel mod sikkerheden i Arktis og det høje nord, vi har set siden den kolde krig.”
“Vi ser Putin hurtigt genoprette sin militære tilstedeværelse i regionen, inklusive genåbning af gamle koldkrigs-baser”, tilføjede Healey.
Sideløbende advarer den norske forsvarschef, general Eirik Kristoffersen, om, at Moskva kunne finde på at angribe Norge. Ifølge The Guardian siger han: “Vi udelukker ikke, at Rusland kan foretage et angreb for at beskytte deres egne atomvåben. Det er det eneste, de har tilbage, der virkelig truer USA.”
Forsvarschefen tilføjede, at mange af Ruslands atomvåben er placeret på Kola-halvøen, som grænser op til eller ligger tæt på Norge. Det gør hele regionen strategisk vigtig.
I sidste uge advarede den norske efterretningstjenester i sin årlige trusselvurdering om, at Rusland vil øge spionagen mod Norge og Arktis i år. Det kan ifølge Reuters inkludere sabotage, som har til formål at underminere Norges støtte til Ukraines krig mod Rusland. Norge har længe været bekymret for, om russerne ville forsøge at ramme deres energiinfrastruktur enten fysisk eller med cyberangreb.
Kristoffersen anbefaler, at der etableres en militær hotline mellem Oslo og Moskva for at undgå eskalationer baseret på misforståelser. Han understregede ved samme lejlighed, at russisk opførsel i Norge generelt har været mindre aggressiv end i Østersøen.
Briterne har også givet tilsagn om at spille en central rolle i NATO’s Arctic Sentry-mission, som har til formål at styrke sikkerheden i Arktis. Det gælder også Grønland, som efter at præsident Donald Trump gentagne gange har truet med, at han vil eje øen, står højt på dagsordenen i europæiske sikkerhedsdiskussioner.
NATO-ledelsen skal drøfte Arctic Sentry-missionen i dag. Ifølge Reuters bliver den øvelse en af de største langsigtede militære udvidelser i Europa siden den kolde krig. Desuden er briterne ved at organisere en anden større øvelse, Joint Expeditionary Force, i september. Her skal hundreder af soldater placeres i Island, i de danske farvande og i Norge.
EU’s forsvarsministre er på vej til Bruxelles, for sidst på eftermiddagen at indlede et topmøde om støtten til Ukraine, fredsprocessen og de øvrige trusler fra Moskva.
Her planlægger EU’s udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas, at fremlægge en liste over krav, som Europa bør stille til Rusland som del af en mulig fredsaftale. “Alle rundt om bordet, inklusive russerne og amerikanerne, skal forstå, at I har brug for, at europæerne accepterer en fredsaftale. Og derfor har vi også betingelser. Vi bør ikke stille betingelser til ukrainere, som allerede er under stort pres, men til russerne,” sagde Kallas før topmødet ifølge The Guardian.
Link til Norges Nationale Trusselsvurdering, som udkom i fredags.
Læs The Guardian og to relevante artikler fra Reuters: 1 og 2
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og