BREXIT // ANALYSE – Et spørgsmål, som ikke er blevet berørt i den danske Brexit-debat, er Danmarks fremtidige forhold til Storbritannien, skriver Thomas Pedersen. Hverken Mette Frederiksen eller den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har gjort meget ud af den relation, men nu hvor Brexit er en realitet, åbner der sig nye muligheder for samarbejdet.
Den lange saga om Brexit har endelig fundet sin afslutning i den forstand, at der ikke synes at være nogen vej tilbage. Storbritannien forlader rent faktisk EU, spørgsmålet er på hvilke vilkår.
Premierminister Boris Johnson kunne næsten kun sejre, men gjorde det ekstra overbevisende med en professionel valgkampagne, som effektivt fremstillede ham som inkarnationen af John Bull, en helt igennem folkelig person, der befinder sig lige så godt i et slagteri som i the Houses of Parliament.
For mig at se var den valgreklame, som satte kronen på værket, indslaget med Boris Johnson, som brager igennem en mur med en bulldozer, hvorpå står skrevet ”Get Brexit Done”.
Han bragede igennem, også vælgermæssigt, og havde held til i metaforisk forstand at lægge overklasseklæderne, hvorved han var i stand til at gøre indhug i traditionelle Labour-bastioner.
Sjældent har de sociale modsætninger været skarpere trukket op. Havde det ikke været for Brexit og en doktrinær og stædig Jeremy Corbyn, var Labour utvivlsomt stormet ind i Underhuset med et stort flertal
Et spørgsmål, som ikke er blevet berørt i den danske Brexit-debat, er Danmarks fremtidige forhold til Storbritannien. Den udenrigspolitiske del af statsministerens åbningstale i Folketinget i oktober sidste år har i det hele taget ikke fået mange kommentarer med på vejen, men et par sætninger er ikke desto mindre ganske opsigtsvækkende:
Vi har et ”solidt forhold” til Tyskland, sagde Mette Frederiksen og pegede samtidig advarende og lettere ironisk på Storbritannien som det afskrækkende eksempel. ”Se bare på Storbritannien”.
Det havde hun ikke behøvet at gøre. Det var måske heller ikke den mest passende gestus givet den uhyre vanskelige situation briterne befandt sig i, men fairness har desværre ikke længere nogen plads i politik.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Stærke kulturelle bånd
Storbritanniens bløde kulturmagt i det nordiske er stadigvæk meget betydelig.
En film som Downton Abbey kan stadig vække en vis opsigt og interesse, ligesom britiske serier optræder langt hyppigere end tyske eller franske i dansk tv, og der er jo trods alt ikke tale om tvungent forbrug. Storbritanniens sproglige forspring er kun en del af forklaringen. De stærke, kulturelle bånd til briterne har også noget at gøre med værdifællesskab og kulturel resonans.
Der er humoren, som briterne ganske vist deler med amerikanerne og naturligvis ikke har monopol på. Der er sansen for fairplay. Sympatien for ”the under dog”, outsideren og den undertippede. Der er den dybe respekt for det historiske som udtrykt i The National Trust, en forening til beskyttelse af kulturarven, som savner et sidestykke i Danmark.
Hvor vi her i landet oplever, at nationalfølelsen er voksende men overvejende et fænomen, som er italesat oppefra, er situationen en anden i Storbritannien, hvor borgerne på en anden måde er direkte engagerede i beskyttelsen af kulturarven.
En opinionsundersøgelse foretaget sidste år af meningsinstituttet Sentio viste, at 42% af danskerne ville foretrække en nordisk union fremfor EU
Naturligvis er kulturen ikke statisk. Der er i løbet af de seneste årtier sket markante forandringer i Storbritannien, ikke mindst økonomiske, som indirekte har en indvirkning på kulturen. Den politiske kultur synes at være i krise.
Den bramfri tone, som man kan opleve i the House of Commons, står i en vis modsætning til en anden værdi i nutidens Storbritannien, nemlig multikulturalismen med dens politiske korrekthed og krav om velovervejet sprogbrug. Parlamentsmedlemmer fra etniske mindretal føler sig ikke altid hjemme i den barske, indforståede, og ofte sarkastiske omgangsform, som præger især underhusdebatterne, og som er indpodet i de britiske privatskoler og klubber.
Og dog: Lad os holde fast i det væsentlige. Ikke alle værdier har samme valør. Nogle er vigtigere end andre. Det centrale er friheden. I hvilket andet parlament er friheden til at udtrykke sin mening større? I hvilket andet parlament kan man opleve politiske taler med samme retoriske raffinement? I hvilket andet parlament udfordres regeringschefen så direkte og indgående?
Et EU præget af svage demokratier
Der er en grund til, at et flertal af briterne har frygtet, at deres demokrati ville blive udvandet i et stor-EU præget af svage demokratier med korrupte eliter. I virkeligheden er det forbløffende, at Tyskland, som også har stærke traditioner, ganske vist af en lidt anden art, finder sig i dette samvirke med i mange henseender svagere, politiske traditioner.
Men det er der overordnede storpolitiske og historiske grunde til. Integrationen er en del af den historiske gæld, man betaler af på. Og det bør så tilføjes, at Tyskland har lært at skaffe sig fordele via de overnationale institutioner og ved at tænke langsigtet, hvilket med tiden er gået hen og blevet et problem set med britiske øjne.
Storbritannien har meget at forsvare, hvor tyskerne stadigvæk langt hen ad vejen flygter fra historien og ikke altid ser med velvilje på mennesker, som gerne vil tale historie. I den europæiske debat om Brexit i efteråret var det karakteristisk nok ikke tyskerne men polakkerne repræsenteret ved Donald Tusk, som bragte historien i erindring med en skarp kommentar om, at Brexit ”ville betyde den endelige afslutning på det britiske imperium”. Den slags malplaceret revanchisme lader tyskerne gerne andre om.
22 pct. af briterne er officielt fattige
I filmen Downton Abbey får slottet besøg af de kongelige og deres hovne personale. Det kommer der en lille disput ud af, men det tabte sammenhold genoprettes. Også nutidens Storbritannien kan trænge til en genopretning af tilliden og sammenholdet.
Sjældent har de sociale modsætninger været skarpere trukket op. Havde det ikke været for Brexit og en doktrinær og stædig Jeremy Corbyn, var Labour utvivlsomt stormet ind i Underhuset med et stort flertal.
Det havde deres trængte vælgere fortjent. For mens økonomien på makroniveau tilsyneladende har det godt, om end Brexit under alle omstændigheder vil koste vækst og arbejdspladser, er den britiske økonomi på mikroniveau vaklende. Samfundet er ved at brække over. 22 % af briterne er officielt fattige, 7 millioner er havnet i en tilstand af permanent fattigdom, viser en undersøgelse foretaget af the Social Metrics Commission i juli 2019.
På overfladen er det dansk-britiske forhold udmærket, men briternes nye optagethed af deres ydre grænser og historiske identitet har problematiske sideeffekter, og de dansk-britiske forbindelser risikerer at blive klemt i en generel forværring af relationerne og aftalesættet mellem EU og Storbritannien
Det er resultatet af bl.a. en årrække med konservative regeringer, som har været opsatte på at reducere underskuddet på statsbudgettet. Antallet af hjemløse er et stort og voksende problem, om end der gøres meget for at reparere på skaderne.
Den lavere middelklasse er presset: Det er de arbejdervælgere, hvis stemmer Margaret Thatcher købte ved at love dem eget hus. Nu sidder de så og vender hvert et pund, tager ekstra jobs og dropper børnenes fødselsdagsfester, fordi der er for lidt tilbage på budgettet, når der er betalt af på huset. Problemer som beskrives fremragende i en anden, aktuel britisk film Sorry we missed you af Ken Loach.
Nu skal man naturligvis være varsom med at drage alt for håndfaste konklusioner af disse tal. En væsentlig del af de nye fattige er indvandrere, hvis alternativ til livet som fattig i Storbritannien trods alt er væsentlig værre.
Om end de barskere sociale vilkår præger debatten om forholdet til EU er den kulturelle protest ægte nok. Man føler, at indvandrere er begyndt at præge selve kernen i den nationale kultur, som det sker, når f.eks. en polak overtager den måske eneste, lokale købmandsbutik.
En nordisk union
Kulturelt er båndene mellem Danmark og Storbritannien fortsat tætte, og intet tyder på, at danskerne er indstillet på at slække på båndene til Storbritannien og finde sig til rette i et endnu tættere forhold til Tyskland og det øvrige EU.
En opinionsundersøgelse foretaget sidste år af meningsinstituttet Sentio viste, at 42% af danskerne ville foretrække en nordisk union fremfor EU. EU opnår kun en tilslutning på 40%. Andre målinger viser, at danskerne i stigende grad er bekymrede over Brexit, hvilket må formodes til dels at dække over bekymring for en fremtid i EU uden britisk medlemskab. Jeg tvivler kort sagt på, at statsministerens lidt ironiske afstandtagen til Storbritannien har den store opbakning i befolkningen.
På overfladen er det dansk-britiske forhold udmærket, men briternes nye optagethed af deres ydre grænser og historiske identitet har problematiske sideeffekter, og de dansk-britiske forbindelser risikerer at blive klemt i en generel forværring af relationerne og aftalesættet mellem EU og Storbritannien.
Man kunne godt forestille sig et tættere kulturelt og forsvarspolitisk samarbejde mellem Danmark og Storbritannien i kølvandet på Brexit
Hverken den nuværende eller den tidligere statsminister har gjort meget ud af relationen til Storbritannien. Lars Løkke Rasmussen nøjedes med under Theresa Mays besøg tørt at konstatere, at en del af det bilaterale samarbejde fremover ville blive mere besværligt, måske også dyrere. Ikke desto mindre skal man være opmærksom på, at Brexit kan åbne nye muligheder for dansk-britisk og britisk-nordisk samarbejde:
Det forhold, at EU’s kommende handelsaftale med Storbritannien efter alt at dømme bliver en smal minimumsaftale – man har kun 11 måneder til arbejdet – vil efterlade en række politikområder uregulerede.
Det kan ganske vist skabe konflikter i forhold til briterne, f.eks. på fiskeriområdet, men det kan også åbne muligheder for nyt samarbejde. F.eks. kunne man godt forestille sig et tættere kulturelt og forsvarspolitisk samarbejde mellem Danmark og Storbritannien i kølvandet på Brexit. Læg i den forbindelse mærke til, at Danmark er i færd med at blive en mere interessant, international aktør.
I løbet af de kommende 20 år vil vi, hvis alt går som det skal, for alvor blive en nordatlantisk magt i og med at Grønland og de omkringliggende farvande bliver vigtigere aktivitetsområder. Det forudsætter samtidig også en øget, dansk militær tilstedeværelse på Grønland, men det er en anden historie.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Secretary of State for Foreign and Commonwealth Affairs, Flickr
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her