Heartland dag 3: Politik, nostalgi, satire

i Featured/Kultur & Medier af

HEARTLAND – Verden har det ad helvede til. Så hvor er den politiske musik? Eftersom Heartland opkaldte sin kunstudstilling efter et politisk citat, har anmelderen tilladt sig at underlægge alle dagens optrædende en politisk analyse. Gad vide om ham der Zookeper’s Boy stemte ja til OK18?

Heartlands kunstprogram ‘Heartland Temporary’ har i år skabt udstillingen The Object is to Change the Soul. Det er et citat af Margaret Thatcher, som i sin længere version hedder ‘Economics are the Method; the object is to change the soul.’  Fire danske kunstnere bidrog med værker, der behandlede de krav, samfundet stiller til individet.

Af de fire værker var de to, der fungerede bedst, dem, der isolerede sig mest fra selve Egeskov Slot.

Kirsten Astrups Du er et Mønstereksemplar er en kortfilm, der udspiller sig i en sportshal: En kvinde iført høje hæle opbygger sin egen træningsbane, mens voiceover fortæller om de krav og den omstillingsparathed, hun lever med. På Heartland var den placeret i en mørk grotte, der dels gav den plads til at eksistere for sig selv, men også fik den til at fremstå som en mørk hemmelighed om samfundet i dag.

Marie Thams Within My Voice stod til gengæld midt på Heartland, nede ved søen hvor folk samlede sig og nød varmen. Hendes lydinstallation var stillet op på en cirkelformet platform, hvor man kunne sætte sig ind og være omgivet af højttalere. Herfra kom lyden af stemmeøvelser og fragmenterede replikker, der igen kredsede om de krav, samfundet sætter til især kvindestemmer.

Fordi platformen stod frit fremme – og med sin lyserøde farve var stærkt iøjnefaldende – så betød cirkeleffekten dog også, at man kunne isolere sig selv fra resten af festivalen.

Implicit ligger idéen om, at kunsten på denne måde, ved at levere vidnesbyrd og gøre opmærksom, så at sige kan redde sjælen fra økonomien. Herved ligger et ret tydelig politisk projekt

Lea Guldditte Hestelund bidrog med den performative skulptur Play, der var inspireret af Calisthenics, hvor meningen var, at publikum selv skulle interagere med skulpturen, som lignede et træningsstativ. Jeg så enkelte børn, der legede på stativet, men megen interageren var der ikke.

Og endelig havde Ditte Gantriis lavet værket Landskabsmaleri bestående af glasskulpturer, borde, lysestager og performative indslag. Det var et dekadent værk, der understregede de dekadente omgivelser i baghaven til et gammelt slot, men de performative indslag – der vist bl.a. bestod af en cellospiller, der fortolkede renæssancemusik – nåede jeg ikke at opleve.

Kapitalisme, krop og sjæl

Tre ud af fire værker påpegede de krav, den kapitalistiske verden stiller til krop, stemme og – nå ja, lad os bare sige det – sjæl.

Marie Thams sagde det enklest, at hun samlede stemmeøvelser sammen som et kunstnerisk vidnesbyrd om, hvad der skal til for at overleve i samfundet. Implicit ligger vel også idéen om, at kunsten på denne måde, ved at levere vidnesbyrd og gøre opmærksom, kan så at sige redde sjælen fra økonomien. Heri ligger et ret tydeligt politisk projekt.

Så ændrer kapitalisterne økonomien for at ændre sjælen, men kunsten kan så ændre sjælene tilbage igen. Og kapitalisterne griner hele vejen ned til banken

Men er det godt nok? Der er et politisk projekt og et opgør med Thatcher, men det opgør baserer sig på en ret stor forudindtagelse, nemlig at man kan stole på, at Thatcher talte sandt, når hun sagde, at økonomi bare var ‘midlet’. Det er en ret stor forudsætning, og hvorfor egentlig tro på det?

Men i modsat fald, så rammer udstillingen lidt forbi. Så ændrer kapitalisterne økonomien for at ændre sjælen, men kunsten kan så ændre sjælene tilbage igen. Og kapitalisterne griner hele vejen ned til banken.

Til tider bliver satiren næsten lidt for rammende. Når f.eks. Ditte Gantriis bruger strygere til at understrege, hvor absurd overklasse Egeskov er som ramme, så går det uundgåeligt ud over en musiker, der forsøger at spille cellomusik på festivalen. Og det gjorde Cæcilie Trier sammen med August Rosenbaum på klaver. Det fik ikke den plads, det havde brug for.

CTM & August Rosenbaum

Heartland har med Prxjects-scenen forsøgt at skabe et rum for up-and-coming kunstnere, men det må på en eller anden måde gøres anderledes, for det fungerer ganske enkelt ikke, sådan som det var i år.

Jeg forsøgte at høre én anden koncert, Soleima x Live Strings, men kunne ikke finde en tilfredsstillende plads. Ikke nok med at rummet er lille – det foregår inde i en af de små firkanter i renæssancehaven – scenen står også nede i det ene hjørne af en firkant, så der står publikum både foran og til højre for scenen. Problemet var bare, at der kun var højttalere, som pegede fremad, så til højre kunne man lige knap høre, hvad der foregik.

Til gengæld kunne man høre musikken rigtig godt ude på vejen, hvor der så var fyldt op med glade fans, hvorfor man ikke kunne komme forbi.

Til CTM & August Rosenbaum kom jeg i god tid. Men scenen var stadig ikke optimal. Koncerten blev forsinket da man simpelthen ikke kunne starte, mens der stadig var musik fra hovedscenen – men hey, så fik vi da også lige det sidste Savage Rose! Og da den startede var der stadig så meget larm fra den bar, der naturligvis alligevel også var plads til, at det var svært at høre.

Åh, hvor ville jeg elske at høre det på Mayhem! Eller et andet spillested i industrielle omgivelser, hvor synth og bas virkelig kunne runge i murene, og strygeren klage i rummet

Det gik udover musikken. Første del af koncerten var langstrakte, nærmest dronende synth-toner, med lange pauser imellem. Hvor man så rigtig kunne høre festivallarmen.

Så begyndte CTM at spille cello indover, og efterhånden blev det gentagne gange til live-udgaver af numre fra hendes fremragende album Red Dragon. Andre gange virkede det mere som et nærmest improviseret sammenspil mellem synth-flader og cello, hvilket også fungerede udmærket.

Det var en ret konventionel avantgardekoncert. Lidt drone, lidt noise, lidt avant-pop, mixet sammen til en halv times konventionel køre. Åh, hvor ville jeg elske at høre det på Mayhem! Eller et andet spillested i industrielle omgivelser, hvor synth og bas virkelig kunne runge i murene, og strygeren klage i rummet.

I en renæssancehave, omgivet af bar og øldrikning, hørte det ikke rigtig til.

Pussy Riot

Pussy Riot var uden tvivl festivalens mest politiske navn. Det russiske band er først og fremmest kendt for deres happening i en russisk kirke i 2012 og den efterfølgende retssag mod og fængsling af bandets medlemmer. Som et af få bands på Heartland fik de da også lov til både at spille og medvirke i en talk.

Rocken er vitterlig død, for der er ikke brug for den længere. Det er nemmere at komme ud med computere, så hvorfor besvære sig med guitar, bas og trommer?

Koncerten var über-politisk. Som intro forklarede en mekanisk stemme om deres teser for verdensudviklingen, der indebar en masse om oligarker, ulighed, alt det vi skal have lavet om på. Flere af numrene baserede sig på russisk fangegymnastik, en henvisning til deres indespærring. Og så var der et nummer om Trump.

Der var dog også et par musikalske lektioner: F.eks. har jeg nu lært, at russisk må være et af de værste sprog at rappe på. Men det er også sigende for 2018, at det band på Heartland, der er mest politisk, mest parole-baseret, mest punk, ikke har en eneste elektrisk guitar involveret: Trommemaskiner, simple rytmer, lidt akkorder, og så catchy omkvæd. Rocken er vitterlig død, for der er ikke brug for den længere. Det er nemmere at komme ud med computere, så hvorfor besvære sig med guitar, bas og trommer?

Der var fire personer på scenen: Sanger, dj, to dansere. Og når jeg siger ‘dans’, mener jeg mere, at der blev hoppet op og ned. De fleste sange var punket electro-clash som f.eks. også Peaches lavede det for snart tyve år siden. Men enkelte numre hen imod slutningen mindede mere om nyere engelske kunstnere som Sophie og Charli XCX, hvis konstante dur-akkorder med inspiration fra halvfemsernes eurodance, kombineret med kønspolitiske og konsum-satiriske tekster har skabt en anden form for moderne politisk musik.

Og ja, det er nok heller ikke tilfældigt at det mest politiske band på Heartland 2018 bestod af kvinder. Og åh jo, så havde de alle sammen elefant-huer på, hvilket betød de forbrød sig mod burka-lovgivningen. Så hele koncerten var ulovlig! Hvilket dog nok siger noget om idiotien af dansk lovgivning.

Mew

Og nu til mit helt store glansnummer: En politisk læsning af Mew!

Det lyder helt absurd, gør det ikke? Det danske band er mest kendt for at synge om snevejr, dyrepassere, og selv når de er dystopiske, er det med en Apocalypso. Og for at det ikke skulle være løgn, så var de kommet for at spille hele deres klassiske album fra 2003, Frengers. Så koncerten blev en stor nostalgisk hyldest til dengang for femten år siden.

De math-rock inspirerede sange afhænger af sammenspillet, snarere end af solo-ekvilibrisme. Og hvor velfærdsdansk er det ikke lige?

Det er blevet en meget populær ting, at bands spiller hele klassiske albums igennem fra start til slut. Der er noget mærkeligt over det. Det sikrer, at vi ikke får noget nyt, sikrer, at vi ikke bliver overraskede. Man kender setlisten på forhånd. Det sikrer sammenhold, nostalgi, fællessang frem for at få noget mere udfordrende.

Men det er altså også ret godt. Mew lagde ud med tre numre før de gik i gang med Frengers, og de to sidste var hittene Special og The Zookeper’s Boy. Så vi fik altså en fem-i-streg der hed Special, The Zookeeper’s Boy, Am I Wry? No 156 og Snow Brigade. Det var den bedste fem-i-streg, jeg hørte på hele festivalen.

Omvendt betød det så også, at koncerten gik en smule i stå, da vi nåede til midterstykket af pladen. For den plade dypper godt nok i midten, må man sige. Tre hits på stribe, og hen mod slut er der She Came Home for Christmas inden vi når til den evige afslutter Comforting Sounds. Men de fire sange indimellem, de satte godt nok koncerten ned i gear.

Og hvad kan man sige politisk om Mew? Tja. Først og fremmest er Mew eskapisme, et fantasiunivers der ikke har ret meget med verdens fortrædeligheder at gøre. Men der er alligevel et par ting, der er værd at nævne. F.eks. er de tilnærmelsesvist et prog-band, der hylder det komplekse, de skæve taktarter, de lange numre. Derfor er det egentlig ret vildt, de nærmest ikke har nogen soloer.

Ret mig hvis jeg tager fejl, men er dobbeltsoloen på She Spider ikke den eneste solo på Frengers? Og den lyder ikke som en traditionel solo men som et sammenbrud, en vrængende cirkelbevægelse der går i sig selv igen.

Sagt på en mere direkte måde: Mew er guitar-prog uden onani! Deres mest kendte trick er i stedet at isolere en guitars rytmiske hug, som i åbningen af Am I Wry? No.

De math-rock inspirerede sange afhænger af sammenspillet, snarere end af solo-ekvilibrisme. Og hvor velfærdsdansk er det ikke lige?

LCD Soundsystem

Efter en lang og politisk dag, så sluttede det, hvor festivalen startede med at danse, synge og være lykkelig.

LCD Soundsystem er efterhånden nylegendariske. Fra de tidlige episke singler som Losing My Edge og Yeah over albummene LCD Soundsystem, Sound of Silver og This Is Happening over en kort opløsning og gendannelsen, comeback-turnéerne og comeback-albummet American Dream.

Som 00’ernes svar på Bruce Springsteen eller U2, men også et stort band med discokugler, selvbyggede instrumenter og en selvudråbt ‘fat guy in a t-shirt doing all the singing’.

De spillede også på Roskilde i 2016, og reelt var der ikke den store forskel på oplevelsen. Koncerten var lidt kortere, der var enkelte numre fra American Dream. Og nå ja, så er synth-musikeren sprunget ud som transkvinde med en fremragende tekst til Pitchfork.

Hun fyldte meget mere, end hun gjorde sidst, som hun nærmest tronede over scenen ved hendes analoge synth-opstilling. Det var som om, hun var faldet på plads i bandet. Hun er også gået som kunstner fra at kalde sig Black Meteoric Star til at bruge sit eget navn, som hun ikke har ændret. Hun er vitterlig blevet sig selv.

LCD Soundsystem giver også så helt utrolig meget mening nu.

De er et af de sidste tyve års vigtigste navne på indie-scenen, og så er de bare blevet ved. De har deres helt egen lyd, med de lange groove-baserede sange, der trækker på post-punk, disco, house, med James Murphys snakkende tekster indeover.

Jeg skal ærligt indrømme, at selvom jeg er kæmpe fan, så kan jeg godt have lidt svært ved at skelne deres senere sange fra hinanden. Til gengæld lyder de ikke som noget som helst andet band i verden.

Og så er der hittene: De helt utrolig emotionelle energiudladninger som Someone Great og All My Friends. Sange som dem er funderet i så simple og almentmenneskelige følelser, og så danser vi os igennem dem i op til ti minutter.

Det er katarsisk som ganske lidt andet på den moderne musikscene. Som 00’ernes svar på Bruce Springsteen eller U2, men også et stort band med discokugler, selvbyggede instrumenter og en selvudråbt ‘fat guy in a t-shirt doing all the singing’.

Det burde ikke give mening. Men det gør det.

Fotocredits:
Videoperformance: Kristian Feilan
Pussy Riot & Mew: Peter Kirkegaard
LCD Soundsystem: Mathias Bak Larsen

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Featured

Diagnosens Dag

ESSAY – ”Da du kom her første gang med din mor, spurgte