BOSNIEN // ØJENVIDNE – “Jeg deler mit liv op i to dele. Før og efter den 30. maj 1992,” siger Meho Selman. For ca. 32 år siden blev Meho Selman, hans lillebror på 15 år og far taget til fange af serbiske militser og ført til den berygtede Omarska koncentrationslejr i Bosnien. Den 6. april 1992 udbrød der krig i Bosnien. En krig, der havde kolossale menneskelige konsekvenser og bl.a. førte til det største folkemord i Europa siden anden verdenskrig.
Meho Selman kommer fra byen Prijedor i Bosnien. En by, hvor både bosniske muslimer, kristen-ortodokse serbere og katolske kroater boede. De var kollegaer, naboer og skolekammerater. Men alt dette blev forandret, da serbiske militser angreb byen i maj 1992, og byens bosniske muslimer blev ofre for etnisk udrensning.
De ansvarlige blev senere dømt i Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY) for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkemord.
Prijedor erobret
Før krigen brød ud, boede Meho Selman i Sarajevo, hvor han var dyrlægestuderende. I starten af april 1992 tog han toget til sin hjemby Prijedor, hvor hans far stod på banegården og ventede på ham.
“Sarajevo er blevet angrebet,” er det første, hans far siger, da Meho Selman stiger af toget.
En morgen går hans far ud for at købe brød, og da han kommer tilbage, meddeler han, at alle hans serbiske bekendte var i militærtøj, og der var checkpoints flere steder i byen. De tænder for den lokale radiostation, der oplyser, at der er indført udgangsforbud for muslimer og kroater. Meho Selman og hans familie er ikke i tvivl om, at deres by nu er blevet erobret af serbiske styrker.
En skelsættende dag
I slutningen af maj begynder serbiske militærfolk at bombe byen. I frygt for, hvad der kommer til at ske, vælger Meho Selmans far at sende sine sønner til naboen, fordi de har en kælder, hvor de kan søge ly.
Mens de ligger og sover hos naboen, bliver de pludselig vækket af nogle skud. De tænder straks for radioen, som rapporterer, at den serbiske hær er i gang med at gennemgå byen for terrorister, og derfor skal alle ikke-serbere ud af deres huse med et hvidt armbind på.
“Alle folk var ude. Jeg husker børn, unge og gamle mennesker, der sad i trillebør, og vi begyndte alle at bevæge os mod byens centrum, hvor vi blev omringet af serbiske soldater. Blandt soldaterne var en gammel klassekammerat,” siger Meho Selman.
En serbisk soldat siger med en venlig tone til Meho Selman og resten af menneskemængden, at de intet har at frygte. “Men da jeg vendte mig om, kunne jeg se, at der lå mennesker på jorden, som var blevet skudt i hovedet. Nogle af dem var vores naboer,” siger Meho Selman.
Mishandling og likvideringer var dagligdag i fangenskabet
Da de ankommer til byens centrum, bliver de ført hen i en stor hal og får at vide, at alle muslimer og kroater, som kan bære våben, skal ud af bygningen. Ældre, kvinder og børn skal blive. Meho Selman fortæller, at “der opstår kaos i hallen. Folk begynder at græde, fordi familier bliver adskilt. Og alle kan fornemme, at der nu kommer til at ske noget grimt”. Udenfor holder en masse busser, der skal transportere dem til deres næste destination.
Mens Meho Selman, hans lillebror Mirsad og far sidder i bussen, er der en serbisk soldat, der beordrer faren at stige ud af bussen. Den serbiske soldat er en gammel bekendt af Meho Selmans far. Soldaten tilbyder faren beskyttelse, hvis han gemmer sig i en nærliggende bygning. “Du skal bare ikke videre med de busser,” siger den serbiske soldat. Meho Selmans far ønsker sine sønner med, men den serbiske soldat tilbyder kun én beskyttelsesbillet. Faren afslår soldatens tilbud og kører videre sammen med sine sønner til den frygtelige destination.
Koncentrationslejren
Busserne kører ud af byen og ind i den mørke nat omgivet af skov. Da busserne standser, bliver alle mænd bedt om at stige ud. En serbisk soldat råber: “Læg jer på jorden med ansigtet mod asfalten.”
Meho Selman fortæller, at han begynder at ryste og mister alle sanser i sin krop. Han er gennemblødt af sved og falder langsomt i søvn.
Meho Selman husker, at når hans far så, at han blev overvældet af triste tanker, så ville han gå hen til en anden fange, der også var dyrlæge og kendt for at være venlig og morsom, og bede ham opmuntre sin søn
Omkring daggry vågner han. Han husker, at det var tåget. Alle sidder i total stilhed på asfalten. Ingen siger noget, men deres ansigter udtrykker angst. Derefter bliver de eskorteret til en kæmpe bygning, der vil være deres fangelejr – koncentrationslejren i Omarska.
Omarska koncentrationslejren var den største koncentrationslejr i Bosnien og husede omkring 350 fanger.
Meho Selman deler ikke alle detaljer fra sin tid i koncentrationslejren. “Nogle ting vil man ikke dele med nogen,” siger han. Alligevel deler han, at mishandling og likvideringer var dagligdag i fangenskabet, men detaljerne holder han for sig selv.
De fik serveret suppe med gammelt brød ca. én gang om dagen. Hygiejne var der intet af. Håret og skægget fik lov til at gro. Og mangel på renlighed førte også til både lus og infektioner.
“Livet er til låns”
Meho Selman forsikrer, “at det var ikke sådan, at vi ventede på at blive henrettet. Der var også stille perioder, hvor man fik lov til at drømme”.
Meho Selman husker, at når hans far så, at han blev overvældet af triste tanker, så ville han gå hen til en anden fange, der også var dyrlæge og kendt for at være venlig og morsom, og bede ham opmuntre sin søn. “Hos ham har jeg aldrig set tegn på håbløshed. Der var altid håb og glæde, også i den elendighed, vi var i,” siger Meho Selman.
Den 6. august 1992, efter ca. to måneder i fangenskabet, ville skæbnen, at Meho Selman skulle få sin frihed og senere et liv i Danmark som flygtning. Når Meho Selman tænker tilbage på sin tid i koncentrationslejren, så har han lært én ting – “livet er til låns”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
