Børn Syrien lejr

Danske børn i krigsfangelejre i Syrien er et dødsstød mod menneskeligheden

i Børn & unge af
LEJRBØRN // KOMMENTAR – Vores samfund har på 3. år efterladt danske børn i krigsfangelejre i Syrien. Popularitet og vælgeregnethed har trumfet al anstændighed og medmenneskelighed, når vores beslutningstagere lader børnene i stikken på grund af deres forældres fejl. Det er i strid mod alle love at straffe børn for deres forældres synder, og det er et dødsstød mod vores danske værdier, siger Åse Lejbølle. Læs hendes opråb nedenfor.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg fik børn i mit land.

Jeg fik børn i 1990’erne i et Danmark, som jeg kendte for humanisme og stærke værdier. Et land, der så hver enkelt borger som enestående og værdifuld og som byggede på tillid, næstekærlighed og medmenneskelighed.

19 danske børn, syv danske kvinder og to danske mænd sidder i fangelejre i det nordlige Syrien

Det var et Danmark, der var båret af K.E. Løgstrups etiske fordring om, at ”Alt hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, det skal du gøre imod dem.”

Medmenneskelighed som DNA

Det land fik jeg børn i.

Landet som tog imod 20.000 eks-jugoslaver i 1990’erne.

Landet som overkom, at 50.000 kvinder havde et forhold til en tysk soldat under besættelsen, og en hel del af dem satte danske børn i verden på baggrund af det. Danskerne kunne godt se, at vi havde begået selvtægt, da tyskerpigerne blev kronraget og ført i ydmygelsestog gennem byerne og banket.

Landet, der som tiden gik, tog blødt på de børn, som var kommet ud af det, og som forstod, at det ikke hører nogen steder hjemme at skamme børn ud og straffe dem for forældrenes synder. Et land, hvor kollaboratører tjente penge på at samarbejde med uhyrlighedernes mestre under 2. verdenskrig, og hvor mænd gik i krig på fjendens side mod alt, hvad vi stod for.

Efter krigen reintegrerede vi kvinderne, og kollaboratørerne, og krigere blev retsforfulgt, udstod deres straf for at vende vores værdier ryggen og blev rehabiliterede. Og børnene af disse danskere kunne vi aldrig drømme om at bebrejde for deres forældres synder.

Få står fast på menneskets værdi, blot fordi det er til. Værdighed skal nu fortjenes, både når det gælder værdighed som menneske og som dansker

Tværtimod var og er de helt uden skyld og selv ofre for forældrenes uheldige, uhellige eller decideret onde handlinger. Børnene har levet med skammen som en tung følgesvend, og det smerter os for dem.

Jeg fik børn i mit land, hvor ”hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde”. Hvor Løgstrup, Kierkegaards Kærlighedens Gerninger, H. C. Andersens Den Grimme Ælling og Menneskerettighederne var en del af vores danske DNA.

Det er et samfund, der anerkendte, at den tillid, som der her tales om, ligger forud for ethvert mellemmenneskeligt møde (Løgstrup). Det er karakteriseret som gensidig afhængighed, interdependens.

Det var et trygt og varmt land at få mine børn i.

Hjertets hårdhed, hjertets kulde

Danmark er ikke længere det land, jeg kendte.

Kulden har sneget sig ind overalt og mest af alt hos dem, der træffer beslutninger på vores vegne. Popularitet, vælgeregnethed og Excelark er kommet til at trumfe værdier og langsomt erodere dem.

Få står fast på menneskets værdi, blot fordi det er til. Værdighed skal nu fortjenes, både når det gælder værdighed som menneske og som dansker.

Hvordan kan mit land pludselig mene, at børnene skal betale den ultimative pris for forældrenes forkerte valg?

Det ses på holdninger og pengebeslutninger i forhold til samfundets syge, fattige, ledige og handicappede. Og det afspejler sig i faktaresistente holdninger og almisser til flygtninge og nye medborgere.

Bunden er nået.

Små danske børn i lejre i Syrien

Lakmusprøven er små, danske børn holdt i koncentrationslejrlignende fangelejre i Syrien. 19 danske børn, syv danske kvinder og to danske mænd sidder i fangelejre i det nordlige Syrien. Og der har de siddet i tre år uden på noget tidspunkt at få lov at tale med nogen, der repræsenterer Danmark.

Vi ved det. Staten og politikerne ved det. Fangelejrene er umenneskelige. De fangede sulter og er syge. Børnedødeligheden er tårnhøj, og nu raser coronavirus også.

I tre år har vi efterladt 28 danske borgere der uden hjælp fra Danmark.

Hvert øjeblik kunne vi hente dem hjem, for kurderne vil gerne slippe for at stå for dette helvede. Og vi har jurisdiktion, har FN fastslået.

Hvert øjeblik kunne vi have endt deres lidelse og hentet dem hjem til den fysiske og psykiske omsorg, de så desperat har brug for.

Ikke en eneste gang har nogen, der repræsenterede Danmark, besværet sig med at tale med mødrene

”Alt hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, det skal du gøre imod dem.”

Politikerne begrunder deres beslutning om intet at gøre med, at forældrene gennem deres handlinger har vendt os ryggen, og at børnene derfor må lide.

Men det er i strid med alle love og regler at straffe børn for forældrenes synder.

Børn har ret til beskyttelse, uanset hvordan deres forældre har opført sig. Samfundet har ansvaret for, at forældrenes manglende evne til at træffe gode beslutninger på deres børns vegne ikke ødelægger børnene. Det er en integreret del af familiepolitikken i Danmark.

Hvordan kan mit land pludselig mene, at børnene skal betale den ultimative pris for forældrenes forkerte valg? Hjerterne er blevet fortvivlende kolde.

børn lejre syrien
“Hvert øjeblik kunne vi have endt deres lidelse og hentet dem hjem til den fysiske og psykiske omsorg, de så desperat har brug for”, skriver Åse Lejbølle i reference til de danske børn og deres forældre i Syrien. Foto: Pixabay.

At fejle og falde og begynde forfra

Handlingers karakter har aldrig tidligere i historien afholdt Danmark fra at hente borgere hjem. Narkosmuglere, spioner, krigsdeltagere på forkerte sider; vi har prøvet det hele før. Og hentet dem hjem, bragt dem for en dommer, og reintegreret dem i samfundet.

Jeg har set noget af det videomateriale, som var med til at lokke de unge danske mænd og kvinder til Syrien. De videoer havde ingen sammenhæng havde med den virkelighed, som mødte dem, da de nåede frem. De fik præsenteret et paradis og en følelse af frihed, af endelig at høre helt til.

Men der var jo masser af andet materiale og nyheder, som viste sandheden, mener vi.

Vores børn oplever, at andre børn fradømmes deres værdighed som mennesker, fordi deres forældre muligvis har gjort noget strafbart

Ja, det var der. Her er vi nødt til at huske, at de fleste var meget unge, da de tog afsted. De kan derfor have haft svært ved at forstå alle konsekvenserne af de valg, de traf. Mange af dem tog afsted, før det faktisk blev forbudt at rejse til Syrien; ergo forbrød de sig ikke mod nogen lov.

Adskillige kvinder har fortalt, at de fortrød i løbet af kort tid, da virkeligheden gik op for dem, men da var det for sent. At flygte var livsfarligt, og som de fik børn, var det helt uladsiggørligt. Som mor ved jeg, at fokus da bliver på at skærme børnene så godt som muligt, at elske dem, så de mærker det – midt i katastrofen.

Med små børn og husholdning et meget primitivt sted er der ikke stor sandsynlighed for, at der har været tid til andet end at være mor og husmor. Vi ved, at nogle få af kvinderne agerede som moralpoliti, og endnu færre faktisk kæmpede.

Hvis det er tilfældet med nogle af de danske kvinder, skal de selvfølgelig stå til ansvar for det. Vi retsforfulgte ikke nazisternes koner efter 2. verdenskrig. Heller ikke dem, der boede klods op ad kz-lejre og må have vidst, kunnet lugte simpelthen, hvad der foregik.

Vi har alle været unge, og mange af os tog dumme og forkerte beslutninger dengang.

Nogle af beslutningerne havde skæbnesvangre konsekvenser for vores liv og vores børns liv, men vi faldt alle i det mindste i vores lands net i et samfund, der troede på lighed og ligeværd. Og på at vi kan hjælpe hinanden til at rejse os op igen, til at ændre kurs, til at begynde på ny.

Vi må som borgere kræve anstændighed og medmenneskeligheden tilbage i lovgivning, politik og handling

Ikke en eneste gang har nogen, der repræsenterede Danmark, besværet sig med at tale med mødrene. Ingen har stillet dem spørgsmål, ingen har lyttet til deres historier.

Bedsteforældre til børnene i Syrien og øvrig familie har fortvivlet gjort alt i deres magt for at få landet i tale, men alle døre og hjerter er lukkede og iskolde.

Vi vil have medmenneskeligheden tilbage

Det land, vi lever i nu, er en skændsel, der hviler tungt på mine skuldre. Vores børn oplever, at andre børn fradømmes deres værdighed som mennesker, fordi deres forældre muligvis har gjort noget strafbart og forsøges frataget deres statsborgerskab. Vi vil ikke stå ved dem, og vi lader børn lide med åbne øjne, selvom vi hvert øjeblik kunne hjælpe dem ud af deres lidelse.

Udover at klimakrisen fylder i børns og unge voksnes tanker om fremtiden, så fylder det, at næstekærligheden er væk. At mennesket ikke længere har værdi i sig selv.

Vores land er gået fra, at hjerterne aldrig blev tvivlende kolde, til at hjerterne er iskolde – fortvivlende kolde. Det er på allerhøjeste tid, at danske borgere vågner op og ser, at Danmarks kerneværdier eroderes indefra. Vi forbryder os mod vores menneskelighed. Samfundet vil for altid forandres, hvis ikke vi gør op med forråelsen.

Vi må som borgere kræve anstændighed og medmenneskeligheden tilbage i lovgivning, politik og handling. Vi vil have Løgstrups og Kierkegaards Danmark tilbage. Ikke om lidt, men lige nu, hvor børns liv er på spil.

Hent børnene og deres forældre hjem fra Syrien.


LÆS MERE OM SYRIEN I POV HER


Topillustration: Syrien, Pixabay.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Åse Kolsboe Lejbølle er cand.mag i dansk og statskundskab; aktivist og debattør for menneskerettigheder

Seneste artikler om Børn & unge

Smartphone

Et liv uden smartphone

PÆDAGOGIK // KLUMME – “Jeg tror, at optagetheden af skærmene betyder noget