NY BOG // TOKYO – I dag udkommer Asger Røjle Christensens personlige og kulturhistoriske portræt af Tokyo, Tokyo – en smeltedigel af gammelt og nyt, på forlaget Turbine. Et af kapitlerne, der handler om Harajuku-kvarteret, blev sidste år i en tidlig version publiceret på POV. Vi markerer udgivelsen ved at offentliggøre kapitlet i den version, der optræder i bogen.
Der var engang, da hele verden snakkede om noget nyt og spændende, som vi kaldte Harajuku-kulturen. Om Japans nye ungdom og dens provokerende nye måder at opføre sig på og vise sig frem på. ”Shinjinrui” blev de unge japanere kaldt. Direkte oversat betyder det en hel ny menneskerace.
For mig personligt handlede de bedste oplevelser om rockmusik på motorvejen. I firserne og halvfemserne blev motorvejen gennem byen langs Yoyogi-parken lukket hver søndag eftermiddag. Alle byens håbefulde unge rock- og punkbands stillede sig op med få meters mellemrum med deres anlæg og forstærkere, og så spillede de løs i brutal øjenhøjde med deres publikum, mens de forsøgte at overdøve hinanden.
Hvis vejret var godt, kunne der godt møde op imod 10.000 mennesker frem på sådan en eftermiddag. Under det olympiske svømmestadions svungne tag, som dengang ofte blev brugt som et vartegn for efterkrigstidens Japan, spadserede folk rundt mellem de hårdt konkurrerende musiktilbud. Der var også bedstemødre og bedstefædre, men langt de fleste var unge, endnu yngre end jeg.
Rock på motorvejen
De gode bands fik samlet et publikum, der var stort nok til, at de kunne gennemføre noget, der lignede en koncert. De fik i bedste fald også solgt nogle kassettebånd med deres bedste numre fra en bod ved siden af højtalerne. De knap så succesfulde bands stod tappert og spillede ud i luften, mens alle de søde piger gik forbi, stillede sig to meter fra forsangeren, så ham ind i øjnene og straks gik videre.
Det var ikke larmende guitar-rock det hele. Der var i hver ende af det lukkede motorvejsafsnit også grupper, som mere stilfærdigt optrådte med traditionelle japanske danse, breakdance eller skateboard-show. Men larmen var ikke desto mindre så dominerende og klagerne så mange, at en borgmester i 1998 efter to årtier fik nok af det hele og afskaffede lukningen af motorvejen. På det tidspunkt var nyhedens interesse for længst gået af begivenheden, men Tokyo gik unægteligt glip af en sjov og anderledes turistattraktion.
I dag er der som et ekko af fordums elektroniske støj kun en gruppe pæne og superdygtige Elvis-dansere med ghettoblastere og brylcreme i håret, som stadig hver søndag danser til rock’n’roll fra tresserne på en plads lige inden for indgangen til selve Yoyogi- parken. De er formentlig hyret og lønnet af kommunen.
Inde i selve parken kan man mellem alle familierne, som spiser medbragte madpakker på tæpper på græsset, altid finde større og mindre grupper af unge, som øver sig i breakdance, pantomime eller skateboard. I vore dage søger de ikke rampelyset som i gamle dage, da der var rock på motorvejen. Ofte vil de til forbipasserende turisters skuffelse slet ikke fotograferes. Deres show er ikke perfekt nok endnu.
Den grønne Yoyogi-park er et af de største åbne områder i Tokyo. Før krigen var det et militært træningsområde. Under besættelsen fra 1945 til 1952 var det her, de amerikanske besættelsesstyrkers barakker lå, og helt frem til 1964 havde amerikanerne en militær tilstedeværelse midt i Tokyo. Ved de olympiske lege i 1964 blev området imidlertid omdannet til olympisk landsby med lejligheder til de tilrejsende sportsfolk fra hele verden.
Med den forhistorie har denne del af byen i hele efterkrigstiden haft et image af at være mere åben for udenlandsk, især vestlig, indflydelse end andre bydele. Her har der været friere slag for at opføre sig anderledes.
Cosplay
Allerede mens der stadig blev spillet rock på motorvejen, men især i de første år efter afskaffelsen, flyttede de fotograferende turisters fokus hen til broen mellem jernbanestationen Harajuku og indgangen til Meiji-helligdommen. Her myldrede det frem på jord med omhyggeligt forberedte cosplayere, især piger. De var klædt ud efter alle kunstens regler som deres yndlingstegneseriefigurer.
Når man stiller sig op på den bro med violet eller orange hår og strutskørt, så er det pr. definition okay at tage billeder. Det er meningen med det hele. Utallige turister har fået supergode billeder med hjem, inden de unge er gået hjem til deres forældre, hvor de har taget parykkerne af, lavet lektier og gjort sig parate til at tage skoleuniformen på næste morgen og pænt gå i skole.
I dag er også den tradition ved at være døet ud. Man kan bestemt stadig være heldig på den berømte bro at møde flotte, gammeldags cosplay-piger med mod på at blive foreviget på alverdens sociale medier, især søndag eftermiddag. Ofte er der også pantomime- kunstnere, der uddeles idealistiske ”gratis knus” eller ligefrem ”gratis kys”, og ovre i hjørnet mod Meiji-helligdommen står den stejle buddhistiske tiggermunk, som har stået der gennem alle årene, gennem alle omskiftelserne. Men Harajuku er ikke, hvad det var omkring årtusindskiftet.
Glimmer og pop
Den gamle stationsbygning fra 1924 ligner mere en dansk kystbanestation end en storby-metropol, og den vil blive bevaret som en slags kulisse for den nye og mere moderne Harajuku Station, man i skrivende stund er ved at bygge. Spadserer man forbi den gamle stationsbygning, så kommer man ned til den smalle gade, Takeshita-Dori, der stadig er et center for den helt aktuelle ungdomsmode blandt de helt unge. Gaden er et udstillingsvindue for den såkaldte ’kawaii’-kultur.
Takeshita-Dori er 400 meter lang, og man skal komme meget tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvis man vil undgå en gade proppet med meget unge mennesker. Man ser ikke mange over 22 år. Når jeg en gang imellem er spadseret ned gennem gaden som rejseleder for danske turistgrupper, har vi formentlig bidraget til, at gennemsnitsalderen i gaden i nogle minutter er steget med adskillige år.
Jeg har flere gange i Takeshita-Dori og omegn set unge piger spankulere ned ad gaden med en tøjbamse i den ene arm og kæresten i den anden.
Her er glimmer og pop, her er tøj og undertøj, her er design og musik, her er plakater og badges med alle de aktuelle stjerner, her er søde crepe-pandekager og bløde McDonalds-burgere, og rundt om hjørnet er der pindsvinecaféer og uglecaféer.
Harajuku-kulturen var og er en skamløs blanding af vestlige subkulturer, men helt uden den kant, uden de stridbare budskaber, som oprindeligt i Vesten lå i disse subkulturers signaler til omverdenen. Her er det hele blevet blandet sammen i en stor godmodig kommercialisering.
Alt, hvad der i den uge opfattes som smart og moderne, går an. Her er en John Lennon-brille, nogle punknitter til ærmerne og nogle høje hæle fra diskotiden side om side. Nogle gange er det ene på mode, andre gange det andet.
Kawaii
Disse spraglede vestligt-inspirerede udtryk er mikset med en gevaldig portion japanske ”kawaii”-udtryk. Den kommer til udtryk i manga (tegneserier), anime (tegnefilm) og cosplay (kostume-optræden).
Ordet ”kawaii” har cirka samme betydning som det engelske ord ”cute”. På dansk ville vi sige ”sød og kær” eller ”nuttet”. Det dækker dog ikke helt, for der ligger også i ordet kawaii, at man er lidt sårbar, at noget er lidt synd for en, og at nogen bør passe godt på en.
I de senere år er ordet kommet til at dække en retning inden for tegneserier, tegnefilm, musik og mode. Det har sit udspring i Japan, men findes efterhånden i hele verden med det fællestræk, at det er en søgen efter et barnligt udtryk.
Intet er mere kawaii end en nyfødt baby, en lille killing eller hundehvalp. En tegneseriefigur har typisk kæmpestore øjne i hovedet – som en baby – og et kæmpestort hoved på en krop med relativt korte lemmer – som en baby.
Grænsen for, hvad der af andre mennesker opfattes som barnligt på en pinlig måde, befinder sig i Japan et helt andet sted, end den traditionelt befinder sig i vestlig kultur. Jeg har flere gange i Takeshita-Dori og omegn set unge piger spankulere ned ad gaden med en tøjbamse i den ene arm og kæresten i den anden. Det opfattes ikke som mærkeligt, det er sødt. Det synes kæresten formentlig også.
Kawaii-kulturen ved Harajuku har i sine udtryk åbenlys inspiration fra Vesten. Figurernes store, troskyldige øjne er det mest tydelige tegn på, at de skal se så vestlige – og så lidt asiatiske – ud som muligt. Samtidig opfattes de store øjne og mangastilen i det hele taget i dag paradoksalt nok i Vesten som noget fremmedartet og eksotisk, der entydigt forbindes med det fjerne Japan.
Nuttede tings psykologi
Kawaii-kulturen appellerer til noget alment menneskeligt. Det er derfor, den er blevet så populær i hele verden. Den får folk til at gå ekstra meget op i deres udseende og fokusere på meget få ting i livet. Derved får de lettere ved at overskue deres tilværelse og relatere til andre mennesker.
Dette fik jeg at vide af psykolog og professor Hiroshi Nittono fra Osaka Universitet. Han har gjort studiet af kawaii-kulturen til sit specielle forskningsfelt, og jeg interviewede ham, da jeg forrige år skrev en artikel til de danske psykologers fagblad om kawaii-kulturens psykologi.
”Nuttede ting fremkalder varme og positive følelser og gør sociale relationer nemmere ved at sænke barriererne og smelte isen,” lyder hans videnskabelige hypotese.
Selv det røde pigeundertøj i butikkerne i Takeshita-Doris butikker ser fuldkommen uskyldigt ud.
Professor Nittonos konklusion på ti års empirisk kawaii-forskning er, at nutidens popkulturelle fænomener – og alle mulige andre ting i tilværelsen, som er søde og kære og nuttede – gør det nemmere for dem, der udsættes for disse fænomener, at vælge at være åbne over for nye ting, forbedre forholdet til mennesker i deres omgangskreds samt fjerne barrierer i hverdagen, der har begrænset deres opfattelse af egne muligheder.
”Min spekulation går på, at de ønsker at beskytte sig selv i denne informationsoverlæssede og stressede verden,” forklarede han.
Se, det giver jo en helt anden mening med al den sødladne pop i Takeshita-Doris butikker. Det er stadig en meget fremmed verden for en gammel flipper fra Vesten som mig, men at forkaste det hele som idiotisk fjolleri, som mange af min slags godt kan have en tendens til, det er jeg vokset fra.
Paradis for hipstere
Det skal også med i billedet, at hvor selve Takeshita-Dori i det store og hele er pop og kitsch, så finder man nede ad de endnu smallere sidegader en masse små specialbutikker med bestemte kunstneres design, med søde kager fra bestemte egne af Japan, med LP-plader i vinyl, ja, der er ligefrem en butik, der har specialiseret sig i udelukkende at sælge ny skandinavisk musik. Der ligger også et fabelagtigt lille museum med klassiske ukiyoe, japanske træsnit.
Harajuku har også Cat Street, nok den mest trendy gade i Tokyo med de nyeste hippe mærkevarer fra Vesten, vintage-butikker, butikker med lækkert minimalistisk design og cool caféer. Et paradis for enhver hipster.
I de unges del af Harajuku handler det hele om et se godt ud – det er der ingen, der skammer sig over. Samtidig er det hele så inderligt barnligt og usexet. Selv det røde pigeundertøj i butikkerne i Takeshita-Doris butikker ser fuldkommen uskyldigt ud.
Her er der en voldsom kontrast til det mere voksne Akihabara, som nok i dag tilbyder et større og bredere udbud af japansk popkultur og cosplayere, der er både fotogene og villige til at blive fotograferet. Her kan det dog godt blive lummert, og den voksne verdens alvor er i enhver forstand tættere på.
Harajuku er måske ikke så in, som det har været. Men det er stadig den uskyldsrene nuttetheds ubestridte eventyrland.
Foto: Asger Røjle Christensen og Flyingpurplemonkeys/flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
