BOGANMELDELSE – Få mennesker har tiltrukket sig så megen opmærksomhed og været beundret af så mange som Muhammad Ali, men hvem var han egentlig? Jonathan Eigs forsøger i sin biografi ‘Ali – Et liv’ at trænge ind bag heltemyten og tegne et nuanceret portræt af et usædvanligt menneske med en usædvanlig historie. Resultatet er en biografi, der imponerer ved sin evne til at stille skarpt på de dystre og modsætningsfyldte sider af Alis liv, skriver Kristian V. Jensen, som selv har dyrket myten om alle tiders største bokser.
Næsten alle synes at have et forhold til ham. The Greatest. Det 20. århundredes største sportsmand, som BBC kårede ham som i 1999.
Da han døde for to år siden, mindedes hele verden ham. Også her på POV, hvor Jakob Brønnum skrev nekrologen.
Selvom jeg hverken var født eller tænkt på, da Muhammad Ali boksede, er det ikke nogen overdrivelse at sige, at han også har fyldt meget i mit liv. Min far havde en plakat hængende af Ali i køkkenet i det hus, jeg voksede op i.
Ali hævede armen i sejrsgestus. Han var svedig. Hans hånd var viklet ind i et hvidt bind. Han så stolt ud.
Min far fortalte senere, at han havde set Ali i en hal i Randers i 1979 under en opvisningsturne. Og han havde set hans kampe, når de blev transmitteret i fjernsynet sent om natten i løbet af 1970’erne.
Yndlingsanekdoten var, at han og hans kammerat havde fejret Alis sejr over George Foreman i 1974 så voldsomt, at kammeraten blev smidt ud af sin lejlighed næste dag.
Eig udfolder nærmest skånselsløst historien om den største sportsstjerne nogensinde, som en paradoksal og selvmodsigende historie, der langtfra bekræfter det heltebillede, som jeg selv, min far og mange andre har dyrket af ham
Min far havde også over 10 VHS-bånd med kampe og dokumentarer, han havde optaget i tidens løb. Jeg var seks eller syv, da jeg begyndte at se de bånd. En af dokumentarerne fortalte om Alis karriere i seks afsnit. Hvert afsnit indledtes af sportsjournalisten, Knud Esmann, med dyb og dramatisk stemme.
Alis historie var fantastisk.
Han vandt OL guld. Han blev verdensmester i sværvægt som kun 22-årig. Han var sort og stolt i et land, der var domineret af hvide. Han blev muslim og skiftede ”slavenavnet” Cassius Marcellus Clay jr. ud med Muhammad Ali. Han nægtede at gøre militærtjeneste i Vietnam og ofrede næsten fire af sine bedste år ved at fastholde det standpunkt.
Han kom tilbage og blev verdensmester igen to gange.
Jeg så de bånd igen og igen. Jeg forsøgte at efterligne måden, han talte og bevægede sig på. Jeg arrangerede boksekampe i fritidsordningen og indviede mine venner i Alis storhed. Og ligesom folk ikke kan li’, når nogen taler dårligt om deres helte, kunne jeg ikke klare, når folk talte ondt om Ali.
De ømme punkter
Det er netop evnen til at tage Alis mørke sider med i fremstillingen af hans liv, der er den store styrke ved journalisten Jonathan Eigs læseværdige biografi, Ali – Et liv.
Eig udfolder skånselsløst historien om den største sportsstjerne nogensinde som en paradoksal og selvmodsigende historie, der langtfra bekræfter det heltebillede, som jeg selv, min far og mange andre har dyrket af ham.
Billedet der står tilbage, er tværtimod et af en naiv, rapmundet, opkomling med et godt udseende og et stort drive efter penge, sex og berømmelse, der for det første var god til at bokse og for det andet instinktivt forstod mediernes betydning for promoveringen af sig selv, som The Greatest of all Times
Eig stiller de spørgsmål, som også gør ondt:
Blev Ali agiteret for og overtalt af lederen af Nations of Islam, Elijah Muhammad, til at nægte militærtjeneste i Vietnam?
Hvorfor var Ali altid hårdere i munden over for sine sorte modstandere (særlig Joe Frazier, som han kaldte Onkel Tom), end når han boksede mod hvide, samtidig med at Ali igen og igen ytrede modstand mod raceuligheden i USA?
Hvordan kunne Ali erklære sig for den største bokser nogensinde og samtidig ikke tage sin træning seriøst og ofte tilbringe timerne op til sine kampe sammen med prostituerede?
Det er ikke første gang, nogen retter et kritisk blik på arven efter Ali. I Ghosts of Manila fra 2001 tog den amerikanske journalist Mark Kram udgangspunkt i rivaliseringen mellem Ali og Joe Frazier og gik direkte til angreb på heltedyrkelsen af Ali ved blandt andet at så tvivl om hans integritet i militærnægtelsen.
Kram pegede på, at Ali i virkeligheden var dødsensangst for at lide samme skæbne som sin myrdede ven, Malcom X, hvis ikke han parerede ordre fra den almægtige Elijah Muhammad.
Ghosts of Manila er ikke oversat til dansk tidligere. Det er først nu med Gyldendals oversættelse af Eigs biografi, at en så kritisk og gennemført fremstilling af Alis liv foreligger her til lands på vores sprog.
Ovenstående er blot nogle af de ømme punkter, Eig stiller skarpt på i sin bog, der i modsætning til Krams lader de kritiske spørgsmål stå mere åbne, så læseren selv får lov til at svare.
“Var han bokser? En anti-krigsdemonstrant? Leder af Black Power-bevægelsen? En ydmyg tilhænger af Elijah Muhammad? Hvem var han?
Ligesom alle andre ville han have penge, opmærksomhed, sex, oplevelser og magt. Han ville gerne være speciel, og han ville gerne have, at folk ude i verden, især sorte mennesker, opfattede ham som special.”
Manden bag myten
Hvad der samler sig efter endt læsning af den over 500 sider lange biografi, er ikke et billede af en sportsmand med en særlig udviklet politisk bevidsthed.
Eig påpeger, at Ali senere i sin karriere ved flere lejligheder tog afstand fra det citat, der definerede ham som mere end blot en rapkæftet bokser: ”Jeg har ikke noget udestående med VietCong.”
Eig påpeger også, hvordan Ali muligvis slet ikke var ophavsmand til citatet.
Billedet der står tilbage, er tværtimod et af en naiv, rapmundet, opkomling med et godt udseende og et stort drive efter penge, sex og berømmelse, der for det første var god til bokse og for det andet instinktivt forstod mediernes betydning for promoveringen af sig selv, som The Greatest of all Times.
Eller som pop-art kunstneren Andy Warhol er citeret i bogen for at have sagt efter et møde med Ali i midten af 1970’erne:
”Han gentager den samme enfoldighed om og om igen, indtil det lyder som en tromme i folks ører. Og han kan slippe af sted med at sige de ting, han gør, fordi han ser så godt ud.”
Ali – Et liv efterlader ingen tabuer om Ali og hans liv, hvor også omstændighederne omkring hans kroniske skader som følge af at have taget imod for mange slag, bliver fremstillet uden berøringsangst for de svære spørgsmål.
Historien om Ali bliver imidlertid ikke mindre fantastisk af at give slip på heltemyten og i stedet fokusere på et menneske, der formåede at forføre verden med en forunderlig evne til at iscenesætte sig selv, som ikke var set tidligere i boksningens historie.
Jonathan Eig: Ali – Et liv, oversat af Brian Dan Christensen, 592 sider, Gyldendal, 349,50 kr.
Topbillede: Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
