BODIL UDSEN // MINDEORD – I dag, søndag d. 12. januar 2025, ville den danske skuespiller Bodil Udsen være fyldt 100. Jeg har i to omgange haft det privilegium at være forlægger for hendes erindringer – begge gange netop i forbindelse med runde dage. Her kommer mine egne erindringer om en af Danmarks største og mest populære skuespillere i det 20. århundrede.
I min barndom forbandt jeg – som de fleste andre danskere – Bodil Udsen med især én rolle: Emma i Rottehullet. Den djærve værtshusholder, der knappede bajere op for Flyttemand Olsen & Co., og som figur repræsenterede almindelig sund fornuft i et univers befolket af originaler.
Bodil var lykkelig og gav mig bagefter et kindkys – den scene havde jeg ikke lige set for mig, da jeg som barn fulgte Emma i Rottehullet!
Sjovt nok – fortalte hun mig mange år senere – tog mange nydanskere den ærkedanske Emma-figur til sig og råbte ”Hej, Emma”, når de i 80’erne og 90’erne mødte Udsen i gadebilledet. Siden fandt jeg ud af, at Bodil Udsen som skuespiller dækkede et mildest talt noget større spektrum af roller – fra dansk folkekomedie til græsk tragedie. I den seriøse afdeling for karakterroller har hun eksempelvis spillet med i både en litterær Soya-filmatisering (den frysende fremragende farmor-figur i Min farmors hus), absurd teater (Winnie i Becketts Glade dage) og Brechts episke teater (Mutter Courage i stykket af samme navn).
Hendes talent havde – som teaterkritikeren Jens Kistrup formulerede det – både en nat- og dagside, hvor den mørke måske reelt var mest fremtrædende, men den lyse den, der vil blive husket – ikke mindst pga. den joviale Emma-figur.
Bodil Udsen AKT 1
Vi spoler filmen frem til midten af 1990’erne, hvor min kone og jeg var flyttet til Godthåbsvej, der løber gennem det ydre Frederiksberg og munder ud i Bellahøj-kvarteret, hvor Bodil Udsen var født, opvokset og på dette tidspunkt stadig boede.
Her spottede jeg hende en dag til min overraskelse i det lokale italienske Salumeria, hvor hun åbenbart var fast aftager af deres italienske skinke (hun var en stor kødspiser, før det blev politisk ukorrekt!). På det tidspunkt arbejdede jeg som redaktør på Borgens Forlag og fik straks tanken: Burde man ikke udgive hendes erindringer?
Dette var lige før bølgen af skuespillerbiografier, som for alvor startede omtrent samtidig med Helle Virkner-biografien på Stig Andersens Aschehoug, men endnu ikke var blevet comme il faut i forlagsverdenen.
Måske derfor blev denne Udsen-biografi i første omgang blot ved tanken, men kort efter skete det hverken værre eller bedre, end at jeg på forlaget fik en henvendelse fra de to journalister Nina Rølle og Tina Juul Rasmussen, der netop havde færdiggjort en lille biografi om Bodil Udsen – baseret på samtaler med hovedpersonen selv og med henblik på udgivelse i forbindelse med hendes 70-års fødselsdag i januar 1995.
Mit ønske var blevet hørt!
Derfor kunne Borgens Forlag i januar 1995, timet med Bodil Udsens runde dag, udgive biografien med den dobbeltbundede titel Jeg vil jo helst være fri: en fin, kortfattet introduktion til Bodils liv og karriere, komplet med en kronologisk liste over Bodils roller gennem (på det tidspunkt) 50 år: fra elevtiden på Det Kgl. Teaters Elevskole (1944-45) til glansrollen som Gertrude Stein i monologen af samme navn på Det Ny Teater i forbindelse med 70-års dagen og bogudgivelsen.
Kort efter udgivelsen var der planlagt et signeringsarrangement i Illums Boghandel. Forlagets salgschef og jeg eskorterede på dagen Bodil ind i den eksklusive butik, som bestemt ikke var et sted efter hendes smag: ”Hvad skal folk med alt det ragelse?” sagde hun og lo sin karakteristiske, smittende latter, og det slog mig, at hun i virkelighedens verden måske ikke lå så fjernt endda fra Emma-figuren i Huset på Christianshavn – i modsætning til f.eks. en Malene Schwartz (som jeg også har haft fornøjelsen at udgive i bogform), der minder endog meget lidt om Maude i Matador. Og jeg mener begge disse personkarakteristikker ubetinget positivt!
Men det skulle blive værre i Illum. Til min overraskelse – det var trods alt en af Danmarks mest folkekære skuespillere – var der ingen kø til signeringen, og der kom kun ganske få kunder, der nærmest passerede tilfældigt. Det havde imidlertid en naturlig forklaring: Da vi gik ud af Illum, så vi, at den distingverede boghandler ved en fejl havde annonceret signeringsarrangementet på et helt andet tidspunkt!
Det tog Bodil dog i stiv arm og inviterede salgschefen og mig hjem til et glas vin i huset på Hulgårdsvej: dét to-etages rækkehus, som var hendes barndomshjem og her 70 år efter stadig hendes bopæl.
Her levede hun med sin mand Jens Therkildsen, der var en berømt herre i min fødeby, Aalborg, hvor han havde drevet byens førende og en af landets mest velassorterede sportsbutikker, i hvilken min familie ofte havde købt gymnastiktøj og sportsudstyr.
Jeg var med andre ord tilpas benovet over at besøge dette par – en følelse, der ikke blev mindre af, at jeg i biografien havde kunnet læse, at den legendariske russiske balletdanser Rudolf Nurejev ofte var kommet i hjemmet, hvor Jens havde hygget om ham og lånt ham sine hjemmesko, så verdensstjernen ikke frøs om sine kostbare balletfødder!
Snakken gik lystigt, og vi blev inviteret på aftensmad (sikkert italiensk skinke!), hvilket jeg dog til min store ærgrelse måtte afslå, da vi derhjemme skulle forberede min datters barnedåb i weekenden.
Det forstod Bodil og Jens udmærket, og på vej ud forærede de mig en lille porcelænsand som dåbsgave. Den står den dag i dag i min datters lejlighed.
Apropos barnedåb: Ved et besynderligt tilfælde blev vores tvillinger fem år efter døbt i Grøndalskirken, der ligger lige over for Bodils hjem for foden af Bellahøj. Jeg kan huske, at jeg den dag tænkte, om jeg nogensinde ville møde hende igen. Det kom jeg til.
Bodil Udsen AKT 2
I 2004 var PR-manden Christian Have blevet inviteret til at holde et inspirationsforedrag for min redaktion på L&R. Det var som bekendt Christian Have, der stod med stortrommen med hjertet, da Mabel fremførte deres herostratisk berømte Boom Boom.
Velkommen, som titlen blev med henvisning til Bodil Udsens inkluderende livssyn og store gæstfrihed, var således ikke en traditionel biografi, men et eksempel på en anden, dengang ny genre: samtalebogen
Nu slog han på tromme for helt andre ting… Da han efter Mabel skulle starte helt forfra og genopfinde sig selv, var det faktisk Bodil, der hjalp ham i gang med hans PR- og kommunikationsvirksomhed (bl.a. lånte hun ham en skrivemaskine!) og blev hans første klient.
Jeg benyttede derfor lejligheden til at spørge Have, om ikke tiden var inde til en ny og mere udførlig Bodil Udsen-biografi op til 80-års dagen i januar 2005. Det syntes han, og Bodil selv var med på idéen – men hvem skulle føre pennen?
Det gav imidlertid næsten sig selv, for kort forinden havde DR-journalisten Irene Manteufel lavet et fremragende interview med Bodil i Ud & Se, og det var den samtale, de nu videreførte i bogform. Velkommen, som titlen blev med henvisning til Bodil Udsens inkluderende livssyn og store gæstfrihed, var således ikke en traditionel biografi, men et eksempel på en anden, dengang ny genre: samtalebogen – det var memoirer i mundtlig form – og den genre bekom Bodil vel, ligesom hun i Irene Manteufel havde fundet den perfekte samtalepartner, der turde gå til hende og sige hende imod – hvilket var en af de ting, der blev fremhævet i Betina Heltbergs flotte Politiken-anmeldelse af bogen.
I øvrigt var min familie og jeg i mellemtiden flyttet længere ud ad Godthåbsvej og dermed endnu tættere på Bodil Udsens hjem, således at jeg til fods kunne gå forbi Hulgårdsvej og personligt aflevere korrekturen.
Til det års bogmesse skulle bogen – der skildrer Udsen som den stærke kvindeskikkelse, hun var både privat og professionelt (det er ikke tilfældigt, at en anden af hendes glansroller var Medea i stykket om den græske kvinde med trolddomskræfter) – præsenteres, hvilket selvfølgelig skulle foregå i form af en samtale mellem Bodil og Irene.
Publikum var mødt talstærkt op, men lige inden start indtraf katastrofen: Bodil Udsens mikrofon var defekt og blev ved med at falde ned af stativet. Og der var ingen teknisk support… Jeg følte, at tiden stod stille, og kiggede appellerende over på vores produktionschef, der plejede at være forlagets praktiske gris, men han skulle ikke nyde noget af at lege lydtekniker på en scene over for flere hundrede tilhørere.
Gode råd var dyre, så jeg tog en dyb indånding og banede mig vej gennem menneskemængden og op på scenen. Jeg er ikke nogen stor teknisk begavelse, men mirakuløst lykkedes det mig at få mikrofonen til både at sidde fast og fungere under hele samtalen.
Samtalen på scenen blev lige så livlig og underholdende som bogen, og efterfølgende skete noget, jeg ikke har oplevet hverken før eller siden til en bogmesse: Publikum kvitterede med stående ovationer, som havde de lige overværet en storslået teaterforestilling. Bodil var lykkelig og gav mig bagefter et kindkys – den scene havde jeg ikke lige set for mig, da jeg som barn fulgte Emma i Rottehullet! Det var samtidig den store skuespillers sidste sceneoptræden. Exit Bodil Udsen.
Bodil Udsen AKT 3
Det var også sidste gang, jeg så Bodil. Hun døde få år efter og blev hyldet med officielle mindeord af kulturministeren – Jens Therkildsen døde allerede i 1999 og blev som i sin tid Bodils far begravet fra hjemmet på Hulgårdsvej – og hun fik dermed aldrig den 90-års fødselsdag, som ellers kunne være blevet lige så munter og festlig som nytårskomedien om fødselaren med alle de afdøde venner!
Tænk bare på Bodils venner som Githa Nørby (der sjovt nok blev netop 90 i går), Erling Schroeder, Klaus Maria Brandauer og førnævnte Nurejev m.m.fl. – for slet ikke at tale om valgslægtskaber som Karen Blixen (Bodil rejste ofte i Afrika) og ikke mindst H.C. Andersen, hvis eventyr hun var en så fremragende mundtlig fortolker af.
I dag, 12. januar, ville Bodil Udsen så være blevet 100, og mit gamle forlag har i dagens anledning – og i al beskedenhed: til dels på min foranledning – udsendt Velkommen som lydbog, hvilket den med sit orale udgangspunkt er som skabt til. Den være hermed anbefalet.
N.B. Også i virkelighedens verden kunne Bodil Udsen træde i karakter som ‘heltinde’: Hun var således en af dem, der forsøgte at hjælpe teaterskuespilleren Birgitte Reimer til at flygte fra en grusomt tyrannisk ægtemand i Frankrig, jf. Birgitte Reimer-biografien af Brian Petersen og Hans Skaarup.
Læs flere artikler af Hans Henrik Schwab her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
