Vi fandt byen ved et tilfælde: Friedrichstadt mellem Husum og Rendsborg. Kort fortalt: det mest amsterdammede sted uden for Nederlandene. Godt nok en turistby, men med stil. Man skal altså selv finde skattene.
Bykernen er egentlig bittelille og egner sig til omkringspadsering, til mennesker der gerne vil opleve, men ikke stresse. Hvis man vil købe mad, træne med løb eller på cykel, sport og den slags, må man uden for den gamle del af byen.
Går man vesten om byen, havner man ved et åbent område med nogle få sten omkring et træ. Dette er resterne af byens jødiske kirkegård, som blev skændet samtidig med at bøller fra Husum kastede sig over de sidste tilbageværende tyske jøder.
Religionsflygtninge
Friedrichstadt var ellers garanti for, at noget sådant ikke kunne/ville/måtte ske. Byen er et meget tidligt eksempel på multikulturel åbenhed. Et forsøg på endda at gøre kulturforskellene rentable.
Christian den Fjerde forsøgte også at bygge en ”hollandsk by” med rette linjer og kanaler til transport. Glückstadt, Lykkebyen, blev aldrig nogen bragende succes. Friedrichstadt var hertug Friedrich den Tredje af Slesvig-Holsten-Gottorps påfund. Hans på papiret utrolig fine titel dækkede over en masse indbyrdes adskilte områder i Hertugdømmerne. Han var mere interesseret i musik, kunst og videnskab end i handel men forsøgte alligevel at eksperimentere. Tilhængere af forskellige små trossamfund (netop ikke ”sekter”) i Nederlandene måtte forlade deres hjemland og ledte efter fribyer i andre lande. De var en slags ”religions-flygtninge.” Det var mest byboere. Og byboere var dejlige for fyrsterne, for mens bønderne betalte deres skatter i naturalier, kvæg og æg og korn og svin og den slags, betalte byboerne, byens borgere, kontant. Med penge.
Alle varerne, som man modtog via havnen i Hamborg, var dyre. Alle de oversøiske ”kolonialvarer” kom via Hamborg. Men med en ny havneby kunne man få krydderier, stoffer, sydfrugter etc., ind direkte og undgå fordyrende mellemled.
Fortidens migranter
Men hvilke religiøse flygtninge fik Friedrichstadt? På samme tid flygtede puritanerne – historien bag Thanksgiving-festen stammer fra en gruppe engelske puritaneres første høst i 1621. Friedrichstadt måtte nøjes med remonstranter, mennonitter og jøder. De behøvede så kun at rejse nordpå for at finde en efterligning af de hjemlige byer. De flyttede ind i en religiøs friby, hvor de kunne få fred oveni friheden. De kom ikke fra ro og tolerance, men fra forbitrede kampe, forbud og forfølgelse. De religiøse holdninger var så stærke, at de fleste ikke drømte om at forkaste deres tro og blive ”normaliseret”. Så hellere melde sig ud af sit folk og sit land og begynde forfra et ukendt sted.
Hvem var de så, migranterne?
Remonstranterne har stadig en imponerende kirke midt i byen, den passer ikke rigtig ind i den nederlandske stil, alt stritter og larmer. Det har sine grunde, remonstranterne var de rigeste af flygtningene. Det var udbrydere fra calvinismen, som benægtede trosretningens grundlæggende opfattelse: at livet var prædestineret. Ifølge remonstranterne kunne ethvert menneske reddes gennem sin tro. I 1610 forsøgte bevægelsens ledere at få den hollandske regering til at mægle i striden og indføre religiøs tolerance. Men det var ikke i denne retning, udviklingen gik. Tværtimod. Efter stridigheder og kampe og splittelse besluttede Den Nationale Synode i 1618 at remonstranternes tro var ukorrekt og kirkesamfundet skulle opløses, hvoraf fulgte, at ethvert møde mellem remonstranter var forbudt, Nogle flygtede til Antwerpen, andre tog til Friedrichstadt. Allerede i 1624 byggede de egen kirke, og da de fleste var velhavende købmænd, havde de forbindelser vidt og bredt og kunne reklamere for byen og for dens frihed. De kom til at trække flere andre grupperinger med sig. Endda også katolikker, som ellers var ildeset i de protestantiske områder.
Hvem har i dag hørt om mennonitterne? De har også en kirke i byen. Mennoniternne begyndte som voksendøbere, og nægtede krigstjeneste, værnepligt og at aflægge ed til staten. Trosretningen er opkaldt efter Menno Simons, en reformator fra 1500-tallets begyndelse. Mennoniternne havde ekstreme holdninger omkring accept af statsmagten, og blev betragtet med stor skepsis af fyrster overalt i området. Men Menno selv fandt et fristed i Holsten. Egentlige menigheder opstod først i 1600-tallet, og hertugen af Gottorp bad dem udtrykkeligt søge tilflugt i sin nye by, hvor der var plads til alle dygtige handelsfolk og håndværkere, lige meget hvad man troede på i hverdagen. Men mennonitterne havde svært ved at enes, så der opstod hurtigt fire forskellige små menigheder. Byen blev tilflugtssted for mennonitter fra hele Tyskland. I 1708 forenedes grupperingerne, købte sig et hus og indrettede kirke og anlagde en kirkegård. Siden 1945 deler resterne af den mennonittiske menighed kirkerummet med de danske lutheranere i området. Det er der en god grund til, menigheden er på under 30 medlemmer.
Arven af hjælpsomhed
Men den religiøse hjælpsomhed er typisk for byen.
I 1929 tilbød remonstranterne at den jødiske menighed kunne bruge badeanlæggene i Remonsrantenhaus som rituel Mikve-bad. Dette bad findes endnu i huset, men rabbineren Benjamin Cohen og hele menigheden blev udryddet.
Måske er samarbejdet mellem religioner, den sjældne respekt, stedets mest betydningsfulde arv. For de små religiøse samfund blev jo netop flygtninge på grund af uforsonlighed og kampe.
For jødernes vedkommende også en ren racistisk forfølgelse. Fra og med 1675 boede der imidlertid jøder i byen. Tidligere havde man ellers forsøgt at undgå jødiske borger. Nu fik de også del i friheden, de måtte eje jord og drive handel uden begrænsninger. Senere blev Friedrichstadt den eneste by i Hertugdømmerne, hvor jøder kunne slå sig ned, leve og arbejde – og vel at mærke med fulde borgerrettigheder, ikke som sekundære borgere.
I 1929 tilbød remonstranterne at den jødiske menighed kunne bruge badeanlæggene i Remonsrantenhaus som rituel Mikve-bad. Dette bad findes endnu i huset, men rabbineren Benjamin Cohen og hele menigheden blev udryddet. Måske er samarbejdet mellem religioner, den sjældne respekt, stedets mest betydningsfulde arv. For de små religiøse samfund blev jo netop flygtninge på grund af uforsonlighed og kampe.
I 1734 kom den første rabbiner til byen, menigheden købte jord og fik indrettet synagoge. Byen husede både ashkenazi- og sefardiske jøder. Og i midten af 1800-tallet var jøderne faktisk den næststørste befolkningsgruppe i byen, og en nybygget synagoge stod færdig i 1847.Ved indvielsen var der selvfølgelig repræsentanter fra alle trossamfundene.
Det gik egentlig udmærket med tolerance, friby og forskellige religioner, selv på byens meget begrænsede område.
I 1938 kom bruddet med alle disse års fredelige samliv mellem forskellige religioner. Nazistiske bøller fra Husum ødelagde synagogens indre og fjernede alt inventar. Folks forretninger og værksteder blev ødelagt og mændene deporteret. Synagogen forvandledes til lager og privatbolig. Først i 1985 fik den restaurerede bygning – fra 2003 kulturhus – opsat en mindeplade. Her oplistes hele det samfund, som forsvandt: skole, rabbinat, synagoge. Der er ingen jødisk menighed i byen længere, her høres ingen jiddisch og afholdes ingen Bar Mirza. Den multikulturelle by mistede sin mangfoldighed.
I 1938 kom bruddet med alle disse års fredelige samliv mellem forskellige religioner. Nazistiske bøller fra Husum ødelagde synagogens indre og fjernede alt inventar. Folks forretninger og værksteder blev ødelagt og mændene deporteret … I dag er der ingen jødisk menighed i byen længere, her høres ingen jiddisch og afholdes ingen Bar Mirza. Den multikulturelle by mistede sin mangfoldighed.
Nu står vi så her og kigger ind på ruinerne af friheden, de skæve sten omkring træet på den jødiske kirkegård. Der gror en hæk om begravelsespladsen, der virker som en uigennemtrængelig tornehæk. En slags tornekrone.
Jøderne forsvandt selvfølgelig. Hvad enten de forblev i byen eller forsøgte at glide ind i storbyens vrimmel i Hamborg, fik de samme skæbne. Nu står deres synagoge genopført. Kirkegården ligger hen som en slags minde-plæne. Den multikulturelle by kunne fungere. Ikke gennem ”tolerance”, der tilkendegiver oppefra kommende nåde, men netop gennem sideordnet samliv.
Foto: Maria Helleberg: Indhegnet af tornebuske, ex-kirkegård for jøderne i Friedrichstadt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
