MUSIK // ANMELDELSER — Blaue Blume og When Saints Go Machine viser med hver deres nye udspil, at rockmusik anno 2019 ikke er lig med selvsikker maskulinitet. Den danske sanger er i dag ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. Et bedre forbillede kunne rocken ikke have. Det er ikke længere kun udødelighed, stiv pik og strømme af whisky der forbindes med genren. I højere grad er det skrøbelighed og et ønske om at blive forenet med naturen. Det gør ikke rocken mindre rocket. Det tager den et andet sted hen.
Efterkrigstidens forældre frygtede rockens indtog i sluthalvtredserne. Pandefolderne lagde sig i folder, da Jerry Lee Lewis sang højt, og det var fordi rockmusikken var lig med djævlens tilbedelse og et ønske om, at samfundsordenen skulle omstyrtes. Men nutidens mor og far bør ikke være nært så bekymrede. Det skyldes en ny mandetype i rockmusikken, som unge kan spejle sig i. Og hvilken mandetype!
Hos både Jonas Schmidt og Nikolaj Vonsild, der står i front hos Blaue Blume og When Saints Go Machine, er skrøbelig eftertænksomhed en styrke, og tvivlen bliver til en stærk og robust sangstemme, der begge henter stor inspiration i Antony Hegarty fra Antony and the Johnsons.
Blaue Blume starter albummet Bell Of Wool drømmende med Swimmer, der lyder som et uvejr der bryder ud, inden Someday tager over med et lækkert basriff. Trommelyden på Someday er som på de sene Talk Talk-plader, Spirit of Eden og Laughing Stock, hvor hvert bækkenslag lyder som regndryp i det store ocean. Stemningsfuldt.
Er AC/DC-samlingen komplet, og ønsker man ikke at rykke ved rockdefinitionerne, skal man ikke indløse billet til Blaue Blume. Dertil er deres indtryk alt for fucking fantastisk og nyskabende. Er man derimod nysgerrig på at vide, hvor rocken bevæger sig hen i disse år er Bell Of Wool absolut et af de bedste steder at begynde
Her er ingen kanter, men bløde musiske vendinger og havskvulpende bevægelser, ganske som titlen på udspillet antyder – en klokke af uld. Keyboardet afløser på mange måder guitaren i disse års rockmusik. På Morgensol, der har været teaser for den nye plade, forenes naturen i mennesket i store klangflader. Særligt når Schmidt synger, at bølgen slår som hjertet slår i mig.
Det får mig til at tænke på digteren Schack Staffeldt, der i romantikkens tid også ønskede, at himlen skulle trække sig ned over ham for at lade sig blive overmandet af naturen. Den næsten religiøse tone i sangene Someday og Morgensol understreges af det vidunderlige rokokomaleri af François Boucher, som Stefan Björklund har bearbejdet, der pryder coveret på Bell Of Wool. Det kunne snildt hænge ved siden af mange af de danske landsbykirkers vægmalerier, uden folk ville tænke nærmere over det. Lyden er også skabt til store rum der lyses op af Schmidts hviskende og messende vokal.
Morgensol er to sange i sig selv, der i anden halvleg åbnes med en westernguitar, der får lov til at komme på arbejde sammen med et intensivt trommespil. Det bliver storladent, brusende som havet og samtidig pompøst, når det vikler sig om Schmidts fragile vokal.
Alting ved naturen forandrer sig, synger han, ganske som impressionisterne forsøgte at fange et øjebliksbillede: Morgensolen ser vidt forskellig ud, alt efter om man betragter den, mens natten endnu hersker, eller den har bagt i flere timer en sommerdag. Netop den impressionistiske ambition om at fange øjeblikket, lyder det til, at Blaue Blume er optaget af.
Er AC/DC-samlingen komplet, og ønsker man ikke at rykke ved rockdefinitionerne, skal man ikke indløse billet til Blaue Blume. Dertil er deres indtryk alt for fucking fantastisk og nyskabende. Er man derimod nysgerrig på at vide, hvor rocken bevæger sig hen i disse år er Bell Of Wool absolut et af de bedste steder at begynde.
When Saints Go Machine – So Deep
Også danske When Saints Go Machine tegnes af en porcelænsskrøbelig mandevokal i form af Nikolaj Vonsilds røst. Vonsilds kaglende vokal, er et instrument i sig selv og et varemærke for bandet, der med sin sitrende, lyse vibrato tårner op over selv den højeste synthlyd. Det har kastet international opmærksomhed af sig. Nu er ensemblet klar med fjerde langspiller, So Deep.
Orkestret har to pudsige paradokser. Det er bemærkelsesværdigt, at gruppen lyder yngre, jo ældre bandet bliver. På So Deep spilles en clubbet, dybt ungdommelig lyd der lyder som en rastløs opvarmning til en fest, der skal til at eksplodere i r’n’b-hits i næste nu. When Saints Go Machine er ikke dansabelt, men har undertiden antræk til eksplosioner, der aldrig rigtigt forløses.
Og så er det et paradoks, at det er det største band med den smalleste lyd. Nok er Vonsilds vokal rundet af popkulturen, men When Saints Go Machine når med sin lyd ikke i nærheden af større airplay. Det ændrer ikke på deres popularitet. Den smalle lyd gør sig særligt gældende på So Deep, der ikke har hits, som de tidligere plader har haft. Det får muligvis trofaste fans til at lede forgæves. Fx efter en brager der får kroppen til at bevæge sig, som det store hit Kelly.
Hos orkestret, der spiller en mere elektronisk og mindre bandagtig lyd end Blaue Blume, er der større grad af rumfornemmelse og mindre udvikling som sangene skrider frem. Vonsilds stemme med autotune tegner fortsat i allerhøjeste grad bandets lyd og er søgende i sin natur, men også alvorlig og eksperimenterende. Lyden er mere caribisk end skandinavisk, mere r’n’bet end rocket. Her er ingen tydelige vers og omkvæd. Der er minimal struktur og sangene er flydende i sit udtryk uden fast rytme. Er du glad for at spille luftrommer, kan jeg hurtigt pege dig i retningen af bedre eksempler end So Deep.
Pladen er stærkest på de numre, der har høj grad af melodisk fremdrift, som der ikke er mange af, men fx optræder på den flotte I don’t tell. En smuk ballade.
Den danske sanger er i dag ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin af slagsen, der gerne melder gerne ud offentligt, at han kæmper med depressioner, som det var tilfældet med modige Jonas Schmidt fra Blaue Blume. Et bedre forbillede kunne rocken ikke have. Det er ikke længere kun udødelighed, stiv pik og derudaf der karakteriserer genren, men i højere grad skrøbelighed og et ønske om at blive forenet med naturen. Det beviser disse to udgivelser. Det gør ikke rocken mindre rocket. Det tager den et andet sted hen.
Blaue Blume – Bell Of Wool. Udkommer d. 8. november 2019 på Universal.
When Saints Go Machine – So Deep. Udkommer d. 8. november på Escho.
Foto: PR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
