Emma Riis-Kofoed i Harald Landers Etudes. Foto: Henrik Stenberg.

Emma Riis-Kofoed: Ballerinaen i ‘Etudes’ betyder noget helt særligt for mig

i Kultur/Scenekunst af
BALLETDANSER PÅ BÆNKEN #8 // Q&A – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig?

Emma Riis-Kofoed, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemmet?

Jeg savner så meget at være på scenen! Jeg savner også alt det bag det – at være i studiet med mine kollegaer og bare nørde koreografi og teknik. Jeg har altid været meget betaget af processen op til en stor premiere, at opleve udviklingen, og til sidst stå på scenen hvor jeg kan give slip og bare nyde. Jeg har tit hørt mange udtale sig om afhængigheden af dansen, og jeg vil gerne indrømme, at det er som et drug, der er svært at undvære.

I denne tid forsøger jeg så vidt som muligt at holde formen ved lige trods begrænsingerne. Vi har fået et 2×1.5m dansevinyl med hjem, som jeg har rullet ud i stuen. Det betyder meget med det rigtige gulv, så jeg fortsat kan mærke tåspidserne. Men det kan selvfølgelig ikke stå i stedet for at være i de vante omgivelser.

Teateret og vores management er fantastiske til at tilpasse sig situationen, og stiller op med alverdens virtuel undervisning, som jeg faktisk nyder at deltage i. Det er en kæmpe omvæltning, og er egentlig også meget sjovt at udforske alternative træningsmuligheder. Derudover hjælper vejret meget på det, jeg kan løbe nogle dejlige solskinsture. Jeg gør hvad jeg kan få at holde formen og humøret oppe trods omstændighederne. Men jeg savner min hverdag og mine intense træningsdage, og jeg glæder mig til vi kan starte op igen.

Finder du andre måder at være kreativ på?

Jeg har gang i et lille projekt på sidelinjen, som jeg holder mig beskæftiget med. Og så forsøger jeg faktisk at tune ind på en anden side af mig selv end det kunstneriske. Jeg er igang med et online kursus om digital marketing, og kan godt lide stimuleringen af min hjerne på en anden måde end jeg plejer.

Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?

Det er nok lidt en kliché. Men jeg opdagede ballet, da jeg i 6-7 års alderen var i Det Kongelige Teater med min familie og se Nøddeknækkeren. Min mor fortæller mig, at jeg havde spurgt: Mor! Hvordan er de børn kommet op på den scene?! Derefter gik der ikke mange måneder før jeg startede på balletskolen, og yderligere ikke meget tid før jeg selv stod på scenen i Nøddeknækkeren, og dansede de roller, jeg var så betaget af.

I starten var det hele lidt en leg for mig, jeg havde før haft mange forskellige hobbyer, og min seneste var springgymnastik. Så jeg havde let til kropskontrol og fysiske udfoldelser. Men som årene gik, og intensiteten steg, blev jeg kun mere “hooked” på balletten! Jeg elskede det fysiske aspekt, og udfordringerne var jeg aldrig bange for at udforske.

Jeg har altid trivedes bedst ved krævende og svære udfordringer, så jeg virkelig har kunnet fordybe mig i stoffet, og se en udvikling. Ikke kun teknisk men også personligt. Sådan har jeg det stadig. Mit job er fantastisk stimulerende for mig.

Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?

Jeg er som udgangspunkt en meget teknisk danser, men har aldrig brudt mig specielt om kategorisering af balletdansere, da jeg ser det som en begrænsning. Der skal meget til for at gøre en god danser og kunster, og man skal have modet og viljen til at udforske de mange forskellige aspekter der er ved dansen. Man skal også turde udfordre sine egne svagheder, og ikke kun fokusere på de umiddelbare forcer man har.

Jeg har altid mig selv med i mit arbejde, og er betaget af hvad et parti og en koreografi kan få ud af mig personligt. Det gør mig også ekstrem sårbar og emotionel, da det har så stor en betydning for mig. Jeg har på nuværende tidspunkt et repertoire, som primært består af mange teknisk svære roller, og jeg håber på, at jeg en dag kan få lov til, at udforske en mere kunstnerisk og personlig side af mig selv, ved at danse et af de store historiefortællende partier. Som jeg fik en forsmag på da jeg dansede Myrtha i ‘Giselle’.

Det var en hård proces, men også en ekstremt givende proces. Jeg ville elske at kunne dykke ned i stoffet, som jeg hidtil har dykket ned i de partier jeg har danset, og igen udvikle mig selv – personligt samt kunstnerisk.

Emma Riis-Kofoed og Jonathan Chmelensky i Balanchines Ballo della Regina. Foto: Henrik Stenberg.
Emma Riis-Kofoed og Jonathan Chmelensky i Balanchines Ballo della Regina. Foto: Henrik Stenberg.

Er du ambitiøs? Hvordan?

Ja. Jeg er meget ambitiøs. Jeg har altid haft høje forventninger til mig selv, og gjort hvad der var i min magt, for at leve op til dem. Jeg mener det er vigtigt, at have høje forventninger til sig selv, da det holder én i konstant udvikling. Den lille selvkritiske stemme i hovedet kan både være ens fjende og ens bedste ven i et erhverv som mit.

Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft? Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde? Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?

Jeg har heldigvis haft mange fantastiske roller i min tid hos Det Kongelige Teater, bl.a.; Myrtha i ‘Giselle’, Sukkerfeen i ‘Nøddeknækkeren’, Prudence i ‘Kameliadamen’ mm.

Men hvis jeg skal vælge én, der har været helt særlig for mig, er det Ballerinaen i Harald Landers ‘Etudes’. Den rolle betyder noget helt særligt for mig, da jeg for det første havde en forkortet proces, grundet skader hos en anden ballerina. Det gjorde, at min proces var intens og tidspresset. Men med den fantastiske hjælp jeg fik, af en af vores egne instruktører, havde jeg det så sjovt under processen, og følte aldrig presset som medfulgte.

Som ballerinaen i ‘Etudes’ fik jeg lov til at gennemgå alle balletteknikkens sværeste trin. Balletten har i sig selv en helsærlig smuk grafisk udvikling. Den viser udviklingen fra stangskole til simple trin på gulvet og slutter af med udfordrende og energiske trin. Den er opstillet utroligt smukt visuelt.

Jeg havde en fest til mine forestillinger, og følte for alvor den fantastiske opbakning jeg har fra mine kollegaer. Da jeg stod på scenen, ved siden af mine to utroligt dygtige partnere, kollegaer og venner, glemte jeg alt om tid og sted. Jeg dansede bare. Hele pakken ved den oplevelse vil altid være mig utrolig nær. Og når jeg tænker tilbage på det, var det hidtil mit store gennembrud.

Jeg har også haft fantastiske roller og samarbejde med udenlandske instruktører, senest i Balanchines ‘Ballo Della Regina’, hvor jeg arbejdede med en af Balanchines egne muser: Merril Ashley. Det var i sig selv en helt særlig oplevelse.

Hvad er din drømmerolle?

Den er straks sværere…jeg tror på, at enhver ballerina har sin egen proces indenfor ballettens repetoire. Jeg har mange drømmeroller!

Jeg ville elske en dag at få muligheden for at danse Julie i John Neumeiers ‘Romeo & Julie’. Jeg har set denne ballet utallige gange, under min opvækst på Det Kongelige Teater, og synes den er helt fantastisk rørende. Det ville være en drøm, der kom i opfyldelse. Jeg ville også elske at få muligheden som Svaneprinsessen, Tornerose, Giselle, Sylfiden, Nikiya i La Bayadere, ballerinaen i Balanchines Symfoni i C og mange flere.

Emma Riis-Kofoed og Jón Axel Fransson i Harald Landers Dvorak Pas de deux. Foto: Henrik Stenberg.
Emma Riis-Kofoed og Jón Axel Fransson i Harald Landers Dvorak Pas de deux. Foto: Henrik Stenberg.

Hvordan adskiller Den kgl. Ballet sig fra andre kompagnier? Er det noget særligt?

Den kgl. Ballet adskiller sig fra andre kompagnier i sit DNA. Det er et stærkt kompagni indenfor Bournonville traditionen. Traditionen og historien som lige netop vores kompagni bygger på. Hvert kompagni har sit DNA, og det er altid inspirerende og spændende for mig at rejse ud og opleve de forskellige byggesten og traditioner. Men ikke nok med de ydre faktorer, der adskiller Den kgl. Ballet fra andre kompagnier, har vi et helt særlig sammenhold både blandt dansere og management. Det er unikt i en så konkurrencepræget verden. Og jo mere jeg kommer ud og oplever verdens kompagnier, jo mere sætter jeg pris på vores unikke DKT “familie”.

Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?

Bournonville er historie. Historie er også fremtid. Hans balletter afspejler tidsløse historier om kærlighed og dilemmaer, og hans trinssprog bliver ALDRIG kedeligt. Det er hurtigt, teknisk, musikalsk og svært. På den måde kan de fleste andre balletstilarter relatere til én eller flere aspekter af hans trinsprog. Det synes jeg, der er rigeligt af fremtid i. Jeg er også oplært på Det Kongelige Teater, hvor vi ofte havde Bournonvilleundervisning, det er dermed en del af mig som danser, og jeg nyder at danse hans stilart og balletter.

Helt ærligt: Klassisk ballet i 2020? Er der overhovedet plads til den kunstart i moderne tid?

Ja, jeg mener klassisk ballet har en kæmpe plads i moderne tid! Ikke kun fordi jeg er balletdanser og selvfølgelig skal svare ja på det spørsmål. Men fordi den traditionelle kunstform byder på fordybelse, sanselighed, historie og tradition, det stiller sig i kontrast til den meget zappende og til dels overfladiske virkelighed vi lever i idag. Kunstarten ballet er vigtig i vores samfund, da det udtrykker sig uden ord, og det i realiteten ikke er så langt fra ungdommens og nutidens online verden, der bygger på billeder og visuelle udtryk.

Ikke nok med de sanselige, smukke og visuelle oplevelser man får ved at gå i teatret, oplever man også live kunst. Man bliver mødt med sved, følelser og indlevelse, selv en fejl eller et fald kan opstå, når det er live. På den måde står det alligevel i kontrast til nutiden, da det ikke er en redigeret virkelighed som det moderne mennesker mødes med i dag fra bl.a. de sociale medier.

At gå ind i Det Kongelige Teater, sætte sig i tilskuerpladserne, slukke telefonen og lade sig dykke ind i mørket, giver en mulighed for et eventyrligt afbræk fra virkeligheden samt dagligdagen. Der er noget i det rum, som er et åndehul af virkelige oplevelser. Der er plads til fortolkning på personligt plan, og man bliver mødt med relatererbare emner som enhver vil kunne forstå.

Når det så er sagt, synes jeg det er vigtigt, at klassisk ballet forholder sig til samfundets udvikling, fornyer sig og holder sig relevant. Inden for de rammer den traditionelle kunstform accepterer selvfølgelig. Fornyelse af ballet er tricky, da det også bygger på et grundlag af tradition og klassikere. Men jeg synes, der er noget smukt i at se de store klassikere pga. al historien bag, og de fortællinger de bringer på bordet, som typisk for de fleste klassikere er tidsløse. Jeg synes også der er noget smukt ved de mere moderne værker, hvordan de forholder sig til nutidens samfund og dets udfordringer. Kombinationen af dette gør klassisk ballet relevant også i 2020.


BENCHED BALLET DANCERS #8 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation? What drives them? Meet the principal dancers of the Royal Danish Ballet.

Emma Riis-Kofoed, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?

I miss being on stage very much. I also miss everything backstage – being in the studio with my colleagues, nerding choreography and tricks. I’ve always been very fascinated by the process leading up to a big premiere, following the development and finally being on stage, letting go and enjoying it fully. I’ve often heard people talk about a dependency on dance, and I’ll admit it’s like a drug and very difficult to be without.

At the moment I try to stay in shape as far as possible, in spite of the limitations. We have been given a 2×1.5m dancevinyl to take home, which I’ve rolled out in the living room. Having the right floor is important so that I can still feel my pointes. Obviously, this isn’t really a replacement for working in the correct environment.

The Royal Theatre and our management have been fantastic about adapting to the situation and are providing all kinds of virtual training, which I actually enjoy. It’s an enormous change, but it’s also rather fun to explore different training methods.

The weather helps: I go for some lovely runs in the sun. I do what I can to stay fit and keep my spirits high, in spite of the circumstances. But I miss my everyday life and my days of intense training, and I can’t wait for us to be back to work again.

What about your creativity and artistry? 

I’m involved in a small project on the side that keeps me busy. And I’m also trying to tune into other sides me than the artistic one. I’ve started taking an online course on digital marketing and enjoy stimulating my brain in different ways to what I am used to.

Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?

It’s probably a bit of a cliché. I discovered ballet when I was 6-7 years old and went to the The Royal Theatre to see The Nutcracker with my family. My mother tells me that I asked her: ”Mum, how did those kids get on stage?! Not long after that I started at the Royal Danish Ballet School – and not long after that I was on stage myself, in The Nutcracker, doing the things I had been so fascinated by.

Early on it was all a bit of a game for me, I had had many different hobbies before, the one before ballet had been gymnastics. So body control and physical exercise came easy to me. As the years passed and the level of intensity rose, I was even more “hooked” by ballet. I loved the physical aspect and I was never afraid to explore the challenges. I’ve always thrived on demanding and tough challenges, really immersing myself in the material and seeing development. Not just technically but also personally. I’m still that way. My job is incredibly rewarding for me.

How would you describe yourself as a dancer?

I’m fundamentally a very technical dancer but I’ve never cared for categorizing dancers; I see that as a limitation. Being a good dancer and artist takes a lot, and you must have the courage and the will to challenge the many aspects of dance. You must also be prepared to challenge your own weaknesses, and not just focus on your obvious strengths.

I’m always personal in my work and fascinated by what a role or a choreography can get out of me as person. Because it means so much to me, it also makes me extremely vulnerable and emotional. At the moment, my repertory is mainly roles that are technically demanding, but my hope is to be able to explore a more artistic and personal side of myself through one of the great storytelling roles. I had a taste of that when I did Myrtha in ‘Giselle’. That proces was very hard but also giving. I would love to be able to really go into the material, as I’ve done with the parts I’ve danced so far, and develop further, personally and artistically.

Are you ambitious? How does that manifest itself?

Yes. I’m very ambitious. I’ve always had high expectations for myself and don’t everything I was capable of to meet them. I believe having such high expectations is important as it keeps you developing. That small self-critical voice in your head can be both your enemy and your best friend in a profession like mine.

What is the most challenging role you’ve had? Which role has fulfilled you the most?

I’m my time at the Royal Theatre, I’ve been lucky to get many fantastic roles, including Myrtha in ‘Giselle’, Sugar Plum Fairy inThe Nutcracker’, Prudence inThe Lady of Cameliasand others.

If I have to choose one that has been particularly special, it would have to be the Ballerina in Harald Landers ‘Etudes’. For one thing, that part is special because I got with a short rehearsal period because of an injury. Because of that, the process was intense and under pressure in terms of time. But with the amazing help I got from our coaches, I had so much fun that I didn’t feel the pressure.

As the Ballerina in ‘Etudes’ I was able to go through the most difficult steps in ballet technique. The ballet itself has a beautiful graphic structure. It shows the development from barre work to simple steps in the centre, finishing with some of the most demanding and energetic steps there are. Visually, it’s beautifully composed.

Every performance was a blast and I really felt the amazing support that my colleagues give. When I was on stage, next to my two incredibly good partners, colleagues and friends, I forgot time and place. I was just dancing. Everything about that experience will always be close to me. And when I think back, this was also my breakthrough.

I’ve also had other wonderful parts and the opportunity to work with foreign coaches, most recently on Balanchines ‘Ballo Della Regina’, working with one of Balanchines muses: Merril Ashley. That was special in itself.

What’s your dream role?

That is much harder. I believe that any ballerina will have her own process in the repertoire. I have many dream roles. I would love to have the opportunity to dance Juliet in John Neumeiers ‘Romeo & Juliet’. It’s a ballet I’ve seen many times growing up at The Royal Theatre, and I find it incredibly moving. That would be a dream come true. I would love to also have the opportunity to do the Swan Queen, Sleeping Beauty, Giselle, La Sylphide, Nikiya in La Bayadere, the ballerina in Balanchines Symphony in C and many others.

How is the Royal Danish Ballet different from other companies? Is it different?

The Royal Danish Ballet is different from other companies in its DNA. It’s a strong company within the Bournonville tradition, this is the tradition and history it is built on. Every company has its own DNA, and it’s always exciting to travel and experience the different founding elements and traditions. But it isn’t just external factors that makes The Royal Danish Ballet a special place, we have a very strong camaraderie among the dancers and the management. That is unique in a world, which is so competitive. The more I see other companies, the more I value our unique “Royal Theatre Family”.

Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?

Bournonville is history. History is also future. His ballets reflect timeless stories about love and dilemmas, and his vocabulary is NEVER boring. It’s fast, technical, musical and very hard. In a way, most other ballet styles relate to one or several aspects of Bournonville’s vocabulary. In my opinion there’s plenty of future in that. I was also trained at the Royal Theatre where we benefit from Bournonville teaching, that makes it a part of who I am as a dancer, and I enjoy the style and his ballets.

Honestly, is there a place for classical ballet in the modern world?

Yes, there is a central place for classical ballet in modern times. Not just because I am a ballet dancer myself and obviously must say yes to that. But because this traditional art offers you reflection, feelings, stories and a tradition in contrast to the fast-living and at times superficial reality we live in today.

As an art form, ballet is important in this world because it expresses something without the use of words, and actually that isn’t very far from the online world of images and visual experiences we, and young people, live in today.

And not only do you get sensual, beautiful, visual experiences going to the theatre, it’s live art. You encounter sweat, feelings, empathy, you can even experience mistakes or falls as it’s live. In that way, it’s a contrast to life today, it isn’t an edited reality like the one people know from Social Media.

Going to The Royal Theatre, taking your seat in the auditorium, turning off the phone and letting yourself dive into the darkness as a possibility to have a magical break from reality and everyday life. There is something about that space, which is a breathing space of real experience. There is room for personal interpretation, and you’ve met with relatable subjects that anyone will be able to understand.

That being said, I think it’s important for classical ballet to relate to how society develops, renewing itself to stay relevant. Within the framework of traditions of the art form, of course. Renewing ballet is tricky as it’s built on tradition and classical works. But I think there is something beautiful about modern works too, in how they relate to contemporary society and the challenges it faces. Both make ballet relevant in 2020.


LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ ARTIKLER PÅ POV HER.


Top photo: Emma Riis-Kofoed i Harald Landers Etudes. Foto: Henrik Stenberg.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.

Seneste artikler om Kultur