Sjældent har et værk i en national pavillon på Venedig Biennalen været mere vedkommende og bevægende end Anne Imhofs “Faust”, vurderer Dorte Jelstrup. I sin analyse beskriver hun “Faust” som et performanceværk for og til os alle: Stor medrivende, fabelagtig og uerstattelig samtidskunst. En udstilling af senkapitalistismen som et reservoir af glas, magt og rå repression og en manifestation af en skøn ungdom i blikke af koncentration, nærvær, tilstedeværelse og intelligens.
Samtidskunsten viser sig fra sin allermest excellente side i Den Tyske Pavillon ved dette års Venedig Biennale. Her viser den tyske kunstner Anne Imhof sit performanceværk “Faust”, som helt velfortjent har høstet prisen Den Gyldne Løve for bedste nationale pavillon på Biennalen i 2017.
I forvejen var der knyttet tårnhøje forventninger til Imhofs værk i Venedig. Hun er en lysende og super hot stjerne på den internationale billedkunstscene. Med sit værk “Angst II” på Hamburger Bahnof i Berlin placerede hun sig sidste år i den absolutte elite i europæisk samtidskunst.
Med bidraget i Den Tyske Pavillon må man sige, at Imhof i den grad indfriede forventningerne; faktisk kan man sige, at hun og hendes trup af fantastiske performere overgik forventningerne på en måde, der bør gøre enhver spirende tvivl hos enkelte om både samtidskunstens æstetiske værdi og dens meningsmæssige og samfundsmæssige relevans til skamme.
Med Imhofs “Faust” triumferede samtidskunsten i Venedig. Og viste os alle, at når samtidskunsten er stor, så er den virkelig stor, vedkommende, medrivende, fabelagtig og uerstattelig; intet kan det, som samtidskunsten kan, når den viser sig fra sin allerbedste side
Med Imhofs “Faust” triumferede samtidskunsten i Venedig. Og viste os alle, at når samtidskunsten er stor, så er den virkelig stor, vedkommende, medrivende, fabelagtig og uerstattelig; intet kan det, som samtidskunsten kan, når den viser sig fra sin allerbedste side. Dette er læren fra Venedig i år.
Alenlange køer
Der var således også alenlange køer foran Den Tyske Pavillon på Giardini i Venedig i åbningsdagene for biennalen. Sjældent har jeg oplevet så meget hype omkring en pavillon på biennalen som i år i forbindelse med Imhofs værk. Verdens førende professionelle fagfolk indenfor billedkunstområdet vidste simpelthen alle med sig selv, at hvis de ikke fik set Den Tyske Pavillon, var deres tur til Venedig i år på en eller anden led et flop.
Jeg stod selv i kø i halvanden time i delvist regnvejr foran selve pavillonen inde på Giardini, ligesom jeg stod i kø i en halv times tid udenfor Giardini om morgenen, før Biennalen åbnede klokken 10. Ikke i sig selv synderligt spændende. Men der var ingen vej udenom. Jeg havde set enkelte videooptagelser på mobiltelefon af Imhofs “Faust” den dag, jeg ankom til Venedig, og det stod på den baggrund helt klart for mig, at jeg skulle se “Faust” uanset hvad.
Den Tyske Pavillon som kontekst
Den Tyske Pavillon på Giardini er betragtet som rumlig, historisk og politisk kontekst en kæmpemæssig, hvis ikke ligefrem en uoverstigelig udfordring for enhver kunstner.
Den blev oprindeligt opført i 1909 som bayersk pavillon, men blev i 1938 ombygget efter ordre fra Adolf Hitler til et nazistisk monumentalt design af Ernst Haiger. Pavillonen står grundet sidstnævnte for alt det, som enhver demokratisk sindet og empatisk engageret kunstner hader over alt andet: Brutal, umenneskelig modbydelighed hinsides enhver beskrivelse. Forstået som et historisk tynget tegn er pavillonen et totalitært mareridt.
En kunstner, der står overfor at skulle vise værker i Den Tyske Pavillon, er således altid nødt til at medtænke pavillonens særlige historie og sæt af referencer. Alt dette udgør startbetingelserne for en hvilken som helst kunstnerisk bearbejdning og anvendelse af Den Tyske Pavillon.
Nogle kunstnere vælger ikke overraskende at arbejde imod pavillonen. Et overbevisende eksempel herpå er en anden af Tysklands helt store samtidskunstnere, nemlig Isa Genzken, der i 2007 indtog, omdannede, nedbrudte og rekonstruerede Den Tyske Pavillon i sin pragtfulde udstilling “Oil”, hvor hun materielt angreb pavillonen udefra og indvendigt iværksatte en række anti-monumentale prægninger i form af installationer, spejlninger, collager og skulpturelle objekter.
Anne Imhof har imidlertid valgt en ganske anden kunstnerisk tilgang til Den Tyske Pavillon. Hun har eksplicit valgt ikke at arbejde imod pavillonen, men tværtimod udnytte og inddrage Den Tyske Pavillons sæt af referencer i sit samlede performanceværk. Det er i sig selv dristigt gjort, men “Faust” kommer i mål og forløses som kunstværk netop også på grund af dette greb fra Imhofs side.
Magt, penge og glas
Når man som betragter står udenfor Den Tyske Pavillon i Imhofs bearbejdning, mødes man først af to grå stålindhegninger sat op foran pavillonen. Bag disse to indhegninger løber to store, sorte hunde gøende rundt. De gøer af een som betragter, hundene indstifter en angst i een fra første færd, en stemning af noget truende. Man kommer uværgeligt til at tænke på mennesker i udsatte situationer og sammenhænge, hvor en stærk, brutal magt, måske i form af et militærpoliti, voldeligt pudser gøende hunde på folk.
Samtidigt har Imhof valgt at opsætte en glasplade foran pavillonens hovedindgang, så pavillonen allerede udefra er mærket af glas. Dette materiale, der på een gang er gennemsigtigt og flydende, er også magtens, bankernes og de store firmaer og finanscentres materiale par excellence. Hvor der er magt og kapital en masse, er der glas, altid.
På denne vis knytter Imhof materielt og betydningsmæssigt Den Tyske Pavillon med hele dens sæt af allerede givne referencer til vor tids prægnante magtens og kapitalens aktører.
Inde i pavillonen er glasset som materiale også det mest fremherskende. Imhof har valgt at få bygget en stor metalkonstruktion, der står på gulvet i det midterste og store rum i pavillonen. Oven på denne metalkonstruktion er der udlagt gennemsigtigt glas. Glasset er på denne vis hævet over gulvet, cirka en meter eller noget i den retning. Og glasset udgør det gulv, som man står på som betragter. Nedenunder glasset og oven på glasset – det vil i sidstnævnte tilfælde sige dér, hvor man selv er eller går rundt som betragter – performer Imhofs trup.
Her er vi i en nådesløs rummelighed, der er finansmagtens og senkapitalismens rå magtunivers. Her bliver vi alle udsatte, skrøbelige og ængstelige
Ligeledes er man som betragter afgrænset fra to siderum i pavillonen af gennemsigtigt glas. Man kan kigge ind i disse to siderum, og også her performer Imhofs performere.
Nådesløs rummelighed og senkapitalisme
Alle de tre nævnte rum er hvidmalede og sammen med glasset og stålkonstruktionen gennemstrømmes de af en klinisk, truende og brutal stemning. Her er vi i en nådesløs rummelighed, der er finansmagtens og senkapitalismens rå magtunivers. Her bliver vi alle udsatte, skrøbelige og ængstelige; vi bliver de kroppe, som senkapitalismen i en gigantisk og global anti-egalitaristisk rus kan kvase, knuse og tilintetgøre.
I de to siderum og nedenunder gulvet af glas er der tillige placeret enkelte skulpturelle objekter, genstande og malerier. Den samlede farvemæssige tonalitet er anti-polykrom, og det overordnede formelle greb er minimalistisk i udtrykket. Og tag ikke fejl her, Imhof er som kunstner også en overlegen skaber af formelle egenskaber, som i samklang med værkets betydningsmæssige egenskaber har hendes eksplicitte interesse.
I denne samlede installatoriske kontekst har Imhof valgt at slippe sine performere løs. Som betragtere møder vi dem i performance-sekvenser under gulvet af glas, oppe i det rum, vi selv står i – det vil sige på selve gulvet af glas – inde i de to siderum samt højt oppe på afsatser på væggene i pavillonens store midterrum.
Performerne er alle unge mennesker, de er klædte i slidte jeans, sorte bukser, T-shirts, Adidas-shorts og sneakers; med andre ord helt almindeligt dagligdags tøj. De er smukke unge mennesker og fulde af karakter; de fremstår ingenlunde overfladiske, tværtimod rummer deres blikke koncentration, nærvær, tilstedeværelse og intelligens.
De er ungdommen, håbet, fremtiden; de unge, som de ældre generationer har efterladt en verden til, en verden præget af galoperende ulighed, opkomsten af stigende anti-demokratiske nationalismer, kommende klimakriser samt vedvarende fattigdom, sult og nød i den tredje verden – alt sammen oppebåret og genkonfirmeret af en nådesløs global senkapitalisme, der brutalt folder sig ud i en noget nær blind proces hinsides demokratisk kontrol, som en slags kapitalens voldelige repression, som her og der kommer til syne som enten udposninger af oligarkier i Øst eller plutokratiske, Trumpske lederskaber i Vest.
Performerne er den ungdom, der med andre ord står til at overtage alt det, som Den Tyske Pavillon henviser til som kontekst, dels historisk og dels i Imhofs bearbejdning af den udtrykt som et senkapitalistisk reservoir af glas, magt og rå repression.
De er, performerne, den ungdom, som står til at skulle overtage dette til fascisme tangerende morads, herunder særligt cocktailen af porøse demokratier i Vest, der ikke i tide har sat grænser for og styret en global senkapitalisme, der truer netop denne skønne og vidunderlige generation mest af alt med en fremtid i plutokratiske indfatninger.
Performerne er den ungdom, der med andre ord står til at overtage alt det, som Den Tyske Pavillon henviser til som kontekst, dels historisk og dels i Imhofs bearbejdning af den udtrykt som et senkapitalistisk reservoir af glas, magt og rå repression.
Symbolsk modstand og åbne hænder
Som betragter kan man se disse unge performere samle sig i små klynger under gulvet af glas; de presser deres hårdt knyttede næver op mod glasgulvet nedefra; de yder som kroppe fysisk og symbolsk modstand mod stål – og glaskonstruktionen og hele Den Tyske Pavillons politisk totalitære struktur.
Og efter dette åbner de deres hænder, de folder deres slanke smukke fingre ud i følsomt og skrøbeligt aftegnede åbninger, de åbner sig symbolsk ved hændernes agens mod de Andre, mod den Anden, mod fællesskaber af empati, human solidaritet og magtmæssige symmetrier. Det er for een som betragter rørende og smukt på en måde, så man nærmest får lyst til at græde.
Denne handlen fra performerne aktiverer en emotionalitet i een som betragter; man føler den tragedie, som vor tids globale senkapitalisme i dens helt igennem unkontrollerede form og med dens halehæng af semi-fascistiske nationalismer slæbende efter sig udgør for de helt unge i vore vestlige samfund.
Om performerne kan man sige, at de antager karakter af portrætter, der bevæger sig. Hele Imhofs take på performance er i det hele taget bestemt af billedet som værende det altoverskyggende centrale omdrejningspunkt.
Hvor en anden væsentlig samtidskunstner, der arbejder med performance, nemlig Tino Sehgal, har en overvejende koreografisk præget tilgang til performance, er Imhofs indfaldsvinkel til performance først og fremmest centreret omkring to-dimensionelle medier som maleri og tegning. Som betragter oplever man en umiskendelig painterly feel, når man ser Imhofs “Faust” i Den Tyske Pavillon. Hele set up’et inklusiv performerne, der agerer, materialiserer sig som et billede, eller mere præcist een lang række af billeder, der bevæger sig og ankommer et efter et i et meget langt forløb af billeder, der udfolder sig i tid.
Ekko af repression
I andre netop billedlige performative sekvenser ser man som betragter performerne vikle sig fri af hinanden som klynger; en kvindelig performer ligger på glasgulvet med blottet overkrop, og hun forekommer med eet overstrømmende erotisk smuk.
Ligesom penge er en vare i senkapitalismen, er de unge kroppe med det begær, de kan vække, om nogle varer i den samtidige kapitalismes udvekslingssystemer.
Som betragter forstår man, at disse unge kroppe, som performerne er, også er erotiske genstande, der som varer kan indgå i den kontemporære kapitalismes ombytningslogikker. Ligesom penge er en vare i senkapitalismen, er de unge kroppe med det begær, de kan vække, om nogle varer i den samtidige kapitalismes udvekslingssystemer.
To andre performere indgår i en voldeligt præget kropslig forbindelse med hinanden som internaliserede gennemspilninger og spejlninger af den vold, der metaforisk findes derude i pavillonens struktur af stål og glas.
En fjerde performer presser voldsomt en femte performer ned mod glasgulvet, igen et ekko af den undertrykkelse, der allerede er indlejret i pavillonen som historisk kontekst. En sjette performer sætter sig på en opsats i det store rum i midten af pavillonen, og han kigger på mig som betragter, han møder mit blik i en direkte blikkets konfrontation, og han trækker sig ikke tilbage, han fastholder mit blik i et langt nu, og som sådan udfordrer han mit bliks dominans; han udfordrer mig som en, der magter, en der har blikkets magt.
En stribe af flammer under glasgulvet
En performer under glasgulvet tager også en tyk væske frem af et plasticbæger og lægger den ud på gulvet under glasset. Så sætter han ild til denne væske, og der tændes en stribe af flammer under glasgulvet, en art bål, han symbolsk kan varme sig ved midt i al denne totalitarismens brutale kulde.
Pludselig kommer en gruppe af performere gående gennem det store rum i midten af pavillonen; de går i høj fart og en smule voldsomt gennem mængden af os betragtere. Jeg mærker een skubbe mig til side, det er en ung kvindelig performer, som passerer mig bagfra og slutter sig til den gående gruppe af performere, der nu næsten marcherer gennem pavillonen; alt sammen igen udtrykt som spejlninger, ekkoer og gennemspilninger af den rå magt og repressivitet, der allerede er present i pavillonens symbolsk ladede fysikalitet.
Og samtidig bliver jeg mere og mere opmærksom på lydsiden af Imhofs performance. Lyden i form af musik, som er komponeret af hhv. Franziska Aigner, Billy Bultheel, Eliza Douglas og Anne Imhof selv, og som hidtil mestendels i oplevelsen har fungeret som enhedsskabende klangflader, intensiveres nu og bliver en næsten monumental og dominant magt i sig selv; larmende og enerverende på en sådan vis, at jeg næsten får lyst til at forlade pavillonen.
Faust og pagten med den ukontrollerede senkapitalisme
Titlen på Anne Imhofs performanceværk er som nævnt “Faust”, og referencen til “Faust” af Johann Wolfgang von Goethe ligger selvsagt lige for. I Anne Imhofs “Faust” bliver vi alle, det vil sige hver enkelt af os, på en måde til Faust; vi har alle føjet os ind under og på den vis indgået en pagt med Djævlen, det onde, den brutale kapitalisme, den globale og ukontrollerede senkapitalisme, den plutokratiske kapitalisme, den kapitalisme, der søger suspensionen af demokratiet, den kapitalisme, der udgør ouverturen til fascismen.
Denne pagt har vi indgået for at opleve et behageligt og ukompliceret konsum og for at få en følelse af frihed, en illusorisk frihed. Men som ved indgåelsen af enhver pagt foreligger der et salg, og der betales en pris.
Salget er af os, vi har solgt os selv til den ukontrollerede senkapitalisme, og prisen betales af den skønne og vidunderlige ungdom, der skal overtage syndfloden af porøse, usikre og skrøbelige demokratier efter os. Demokratier, vi ikke i tide har formået at styrke, sikre og fæstne i en stabil soliditet, så de står stærkt som en tung, massiv volume, som netop frie åbne demokratiske samfund i hvilke en kontrolleret global kapitalisme udfolder sig empatisk og præget af en egalitaristisk impuls, et samfund for alle mennesker og ikke blot for de ganske få.
Stillet overfor en sådan næsten dystopisk tolkning af Imhofs “Faust” er det nærliggende at spørge, om der virkelig ikke på en eller anden led er en vej ud; en udvej, et håb for ungdommen og for os andre.
Gives der en vej ud af modsigelsen mellem det, der er, og det, der bør være?
Ligestillede kroppe, empati og følsomhed
Svaret på disse spørgsmål giver Imhof og hendes trup af performere også i deres “Faust”.
Hvordan ophæver vi pagten med den ukontrollerede senkapitalisme? Hvordan yde modstand, hvordan hævde sand empatisk solidaritet, engagement, ægte og solidt forankret demokrati, frihed, lighed og søskendeskab mellem alle mennesker?
Kun ved at leve denne model for agens mellem individuelle kroppe, hvor hver enkelt har irreducibel værdi, kan vi undslippe vor skæbne som Faust, som den og de, der har solgt sig selv til Djævlen.
Bogstaveligt og metaforisk ved netop som Imhofs performere i interagerende samklang med deres betragtere at være kroppe sammen i et rum, ved at anerkende hinanden som ligestillede kroppe, ved empatisk, følsomt og skrøbeligt at sanse hinanden som kroppe, som en stor masse af individuelle kroppe i en overstruktur uden grænser, udtrykt som en åben, transparent utopi, hvor alle er forbundne ved berøringer og åbne udfoldede hænder, smukke hænder, der imødekommende og indlevende griber den Anden, de Andre, os alle.
Kun ved at leve denne model for agens mellem individuelle kroppe, hvor hver enkelt har irreducibel værdi, kan vi undslippe vor skæbne som Faust, som den og de, der har solgt sig selv til Djævlen.
Sjældent har et værk i en national pavillon på Venedig Biennalen været mere vedkommende og bevægende end Anne Imhofs “Faust”; et performanceværk for og til os alle.
Anne Imhofs værk “Faust” er kurateret af Susanne Pfeffer og udviklet i samarbejde med Franziska Aigner, Billy Bultheel, Frances Chiaverini, Emma Daniel, Eliza Douglas, Josh Johnson, Mickey Mahar og Lea Welsch.
Performerne er: Franziska Aigner, Jackson Beyda, Billy Bultheel, Frances Chiaverini, Carla Daher, Emma Daniel, Alexandre Diop, Eliza Douglas, Busy Gangnes, Thilo Garus, Josh Johnson, Melissa Livaudais, Mickey Mahar, Enad Marouf, Stine Omar, Theresa Patzschke og Lea Welsch.
Du kan indhente information om, hvornår Anne Imhofs “Faust” opføres i Den Tyske Pavillion på Giardini i Venedig, på Den Tyske Pavillons hjemmeside her.
Topfoto: Emma Daniel and Franziska Aigner in Anne Imhof, Faust, 2017. German Pavilion, 57th International Art Exhibition – La Biennale di Venezia. © Photography: Nadine Fraczkowski. Courtesy: German Pavilion 2017, the artist.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
