ISRAEL // REGERINGSSKIFTE – Der stilles store forventninger til Israels kommende regering med Naftali Bennett på premierministerposten. Men den ses også på baggrund af Netanyahus stædige fastholdelse af magten, og det står klart, at den vil stå med meget store udfordringer og begrænset bevægelsesfrihed.
TEL AVIV – Det store bassin med springvand foran rådhuset i Tel Aviv er tømt for vand. Det har visse borgere kritiseret, for helt aktuelt er der brug for bassinet. Der er nemlig tradition for, at folk kaster sig i vandet, når store og glædelige begivenheder skal fejres, og det har flere også sagt, at de vil gøre på søndag, når Israel efter en lang og hændervridende politisk krise, efter alt at dømme får en ny regering. Efter 12 år ved magten er Netanyahu på vej ud, og det synes mange er en god anledning til at holde fest.
På mange måder ligner hele affæren en israelsk version af Donald Trumps sidste dage i Det Hvide Hus, og når den nye regering kan trække i arbejdstøjet, venter der en hovedrengøring, som heller ikke er ulig den, Joe Biden er i gang med lige nu i USA
Men Tel Avivs borgmester, Ron Huldai, har slået bremserne i. Han har klart og tydeligt sagt, at der ikke kommer vand i bassinet, for lige nu er det mest af alt tid til at vise besindelse og gensidig respekt. Helt i samme stil har Israels kommende premierminister, Naftali Bennett, manet til ro. Dette regeringsskifte er en smertefuld omgang for en betragtelig del af den israelske befolkning, og der er ingen grund til at jokke i noget.
Som Trumps sidste dage
I skrivende stund er den kommende regering endnu ikke i sikker havn. Der skal meget til at vælte den nu, men den kan ikke rykke ind i ministerierne før Knesset, det israelske parlament, har godkendt den ved en afstemning, der skal finde sted på søndag (13. juli).
Men dette, der i princippet kun er en formalitet, er blevet udskudt og forhalet til det yderste, for manden, der på mange måder har været magtspillets hovedperson, den snart tidligere premierminister Benyamin Netanyahu, har hele vejen igennem nægtet at acceptere magtskiftet. På mange måder ligner hele affæren en israelsk version af Donald Trumps sidste dage i Det Hvide Hus, og når den nye regering kan trække i arbejdstøjet, venter der en hovedrengøring som heller ikke er ulig den, Joe Biden er i gang med lige nu i USA.
Regeringsskiftet kan blive enden på mere end to års krise, hvor Israel har været gennem hele fire Knesset-valg. Hele forløbets røde tråd har været Netanyahus bestræbelser på at klynge sig ved premierministerposten, for han er oppe imod en række anklager for korruption og mandatsvig, og i det øjeblik, han ikke længere er statsleder, er hans muligheder for at forhale eller helt forhindre den ventende retssag drastisk forringede.
Det er uden tvivl en del af forklaringen på, at hans kamp for at undgå detroniseringen har taget mere og mere pinagtig karakter, i takt med at det uafvendelige nærmede sig, og kredsen af politiske støtter svandt ind.
Slutspillet tog for alvor fart i de sidste dage af maj. På månedens sidste fredag kom Netanyahu pludselig med et budskab til folket i form af et klip, som blev lagt op online og kunne ses helt frisk fra fad. Det hele var på hebraisk og uden undertekster, så der var ingen tvivl om at han appellerede direkte til den israelske folkesjæl. Man ser ham stå der i mørkt jakkesæt og slips, men hans blik er søgende, og han udstråler ikke sin sædvanlige ro. I baggrunden ser man det solbeskinnede Middelhav, og det skaber en visuel ramme om hans budskab: En venstrefløjsregering som den, der er ved at opstå, vil svække Israel og sætte den arabiske verden i stand til at skubbe jøderne i havet – at udslette landet.
Naftali Bennett har ved flere lejligheder påpeget, at han bestemt ikke er venstreorienteret. Faktisk ligger han, i sin egen formulering, 10 grader til højre for Netanyahu, og det påpegede han også efter det famøse klip.
Netanyahus person
Her ligger på mange måder selve forklaringen på Netanyahus fald. En betragtelig del af den kommende regering baserer sig på den israelske højrefløj, som i mange år har været Netanyahus naturlige partnere. Naftali Bennett står i spidsen for Yamina (Til højre), og han har i flere omgange siddet i regering med Netanyahu. Det samme gælder Avigdor Lieberman, formanden for partiet Israel Beiteinu (Israel er Vort Hjem), samt ikke mindst Gideon Sa’ar, hvis nydannede parti Tikva Hadasha (Nyt Håb) næsten udelukkende består af folk, der har forladt Likud i protest mod Netanyahus ledelse.
Alle tre mænd har en fortid i Likud og har oplevet Netanyahus disrespekt for indgåede aftaler og generelle hensynsløshed overfor sine nærmeste partnere. Det er en kendt sag, at Netanyahu ved gentagne lejligheder har rettet grove personangreb mod Bennetts kone, som ikke på nogen måde tager del i sin mands politiske liv. Et markant eksempel er hans behandling af Benny Gantz, der med sit parti, Kahol Lavan (Blå Hvid) gik i samarbejde med Netanyahu i den nu afgående regering – der var en koalitionsaftale, som Netanyahu ikke har vist nogen som helst vilje til at respektere.
De har næppe fremprovokeret noget, men de har kunnet se, hvordan Netanyahu har gravet sin egen grav med sin adfærd, der har forekommet mere og mere besynderlig
Denne adfærd har gennem årene skaffet Netanyahu mange fjender, og det er dette element, der nu er kammet over for ham. Alt for mange i hans egen lejr, den nationale højrefløj, har vendt sig mod ham, ikke af ideologiske, men af personlige grunde. Hertil kommer, at den 22 år yngre Bennett startede sin politiske karriere som personlig assistent for Netanyahu, og både Lieberman og Sa’ar har også været i tæt samarbejde med ham. De har alle tre et intimt kendskab til Netanyahus personlige styrker og svagheder, og det har de gjort brug af i den seneste tid.
De har næppe fremprovokeret noget, men de har kunnet se, hvordan Netanyahu har gravet sin egen grav med sin adfærd, der har forekommet mere og mere besynderlig. Eksempler er der ingen knaphed på.
Abu Yair
Netanyahu har gentagne gange kaldt regeringsskiftet udemokratisk. Likud kom gennem valget den 23. marts med 30 ud af Knessets 120 mandater, hvilket gør det til største parti i parlamentet. Dette, hævder han, giver Likud en automatisk ret til at danne regering, og i Likud-kredse er den kommende regering flere gange blevet betegnet som et diktatur. Israels politiske proces er også blevet sammenlignet med den demokratiske tilstand i Syrien, Iran og Nordkorea.
Han har også benyttet den trussels-retorik, som har været et af hans yndede virkemidler gennem mange år. En ren højreregering er efter hans mening det eneste, der kan sikre Israels fremtid. Derfor angriber han nu oppositionen for at være gået i regeringssamarbejde med Mansour Abbas og partiet Den Forenede Arabiske Liste, hvis 4 parlamentarikere taler for islamisk konservatisme.
Abbas har i den kommende regering fået ministeransvaret for udviklingsarbejdet i Negevørkenen, hvor der er store sociale problemer hos de 200.000 beduiner. Dette ser Netanyahu som et forsøg på at forære Negev væk til araberne. Glemt er det, at samme Netanyahu tidligere i forløbet var i koalitionsforhandlinger med Mansour Abbas; denne pludselige forbrødring skaffede Netanyahu det arabisk inspirerede tilnavn Abu Yair.
Abu Yair henviser til Netanyahus 30-årige søn, Yair, der er en ihærdig aktivist på faderens vegne. Junior opererer blandt andet på de sociale medier, hvilket allerede har skaffet ham et par retssager på halsen, og i den aktuelle politiske kamp gjorde han sig igen uheldigt bemærket. Flere parlamentarikere fra navnlig Yamina er blevet belejret af Likud-tilhængere i et forsøg på at få dem til at desertere og søge et nyt politisk hjem i Likud.
I et enkelt eksempel blev en kvindelig parlamentariker fra Yamina forfulgt på motorvejen af en anden bil, der gennem en højttaler overdyngede hende med ukvemsord. Yair Netanyahu bidrog til denne indsats ved at lægge flere af disse parlamentarikeres privatadresser ud på Facebook, så demonstranter lettere kunne finde vej.
Som noget helt usædvanligt har chefen for den israelske sikkerhedstjeneste, Shabak, advaret om at situationen kan ende i dramatisk politisk vold. Han refererede underforstået til attentatdrabet på premierminister Yitzhak Rabin i 1995.
Den nye regering skulle efter planen have været til afstemning og forventet godkendelse i Knesset i dag. Men Netanyahu har fået det udskudt til næste uge, hvilket giver ham endnu en stakket frist til at stikke en kæp i den nye regerings hjul.
Forleden greb han således til en gammeltestamentlig beretning for at appellere til medlemmer af Yamina, der er et religiøst parti. Han sammenlignede den nuværende situation med, da Moses, efter udgangen af Egypten og de 40 års vandring, sendte 12 spejdere ind det forjættede land. De vendte tilbage og kunne berette, at landet flød med mælk og honning, hvorpå israelitterne kunne rykke ind og tage det i besiddelse.
Regering med store udfordringer
Spejderne, som i Netanyahus allegori er Bennett og de andre, der har forladt højrefløjens fælles skude, er imidlertid aldrig vendt tilbage. Også denne appel fra Netanyahu løb ud i sandet.
Den nye regering er med andre ord stærkt på vej. Men det skal så også siges, at israelerne nok gør klogt i ikke at hoppe i bassinet foran rådhuset i Tel Aviv under store glædeshyl. For den nye regering kommer på en særdeles vanskelig opgave, og den vil være i konstant fare for at bryde sammen. Den omfatter hele otte partier, som har opbygget et fællesskab på ønsket om at se Netanyahu detroniseret. Det meste står altså åbent, og for at sikre regeringen en vis sammenhængskraft har hver partner fået vetoret. Dette er også en klar svaghed lige fra starten.
Naftali Bennett skal være premierminister i de første to år, selv om Yamina må betragtes som en juniorpartner i samarbejdet. Han ligger ganske rigtigt 10 grader til højre for Netanyahu. Bennett er således en svoren modstander af nogen form for territorielt kompromis med palæstinenserne, mens Mansour Abbas gerne så en ny fredsdialog. Men dette skal vi nok ikke forvente med denne regering.
Et godt eksempel er en mærkesag for venstrefløjens Meretz, der vil bruge regeringssamarbejdet til at give bøsser og lesbiske bedre vilkår, og eksempelvis annullere Netanyahu-tidens forbud mod at mandlige par kan får børn gennem rugemødre
Den nye regering vil navnlig kunne sætte sit præg indenrigspolitisk, selv om også dette kan blive problematisk. Bennett har allerede bebudet, at en af de første opgaver vil være at bekæmpe den indre splittelse, som Netanyahu har skabt i det israelske samfund. I forbindelse med Gaza-krigen i maj reagerede det israelsk-arabiske mindretal med voldsomme demonstrationer, og dette har skabt en stor tillidskrise, som skal bekæmpes. Det kan der sikkert også skabes enighed om, men mange andre sager vil stå i stampe.
Et godt eksempel er en mærkesag for venstrefløjens Meretz, der vil bruge regeringssamarbejdet til at give bøsser og lesbiske bedre vilkår, og eksempelvis annullere Netanyahu-tidens forbud mod at mandlige par kan får børn gennem rugemødre. Dette møder imidlertid hård modstand fra Mansour Abbas, der vil have svært ved at forsvare denne politik i sit konservative islamiske bagland; selv om Bennett selv er religiøs vil han dog støtte denne type initiativer, ligesom han er en varm fortaler for adskillelse af kirke og stat.
Det bliver en regering, som må dyrke det muliges kunst, og dette vil i høj grad blive at undgå yderligere konflikt og konfrontationer – både indadtil og udadtil. Den islamiske Hamas-bevægelse på Gazastriben har allerede rettet skarp kritik mod Mansour Abbas for at gå med i en zionistisk regering, som det hedder fra det hold.
Der kunne hurtigt være blevet tændt endnu en ny brand i regionen som følge af den flagmarch, den israelske højrefløj havde planlagt at afholde torsdag. Den skulle være passeret tværs gennem det muslimske kvarter i Østjerusalem, og var således en gentagelse af den plan, som den 10. maj var med til at antænde konflikten mellem Israel og Hamas.
Der var risiko for, at noget lignende kunne være sket nu, og dette kunne have ført til at søndagens godkendelse af den nye regering var blevet udsat. Forsvarsminister Benny Gantz, der vil fortsætte på posten i den nye regering, fik i første gang marchen udsat. Netanyahu stillede sig imod dette, og ved et kompromis er marchen nu programsat til næste uge – hvor en ny regering muligvis vil aflyse den helt.
Imens har Nir Barkat, som er tidligere borgmester for Jerusalem og nu medlem af Knesset for Likud, indkaldt til en konference i Tel Aviv. Den vil finde sted torsdag, og tusinder at partimedlemmer forventes at deltage i diskussionen af en vision for Israels fremtid. Dette ligner begyndelsen på det interne rivegilde i Likud, hvor blandt andre Nir Barkat ses som en fremtidig partiformand, hvis det også her lykkes at fjerne Netanyahu fra magten.
LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ANALYSER HER
Topillustration: ‘Netanyahu. Leder.’ står der på plakaten på en villavej i en provinsby nord for Tel Aviv. 1.044.267 israelere stemte Likud ved valget den 23. marts, og Netanyahus varmeste tilhængere har ladet valgplakaterne hænge. Det er den kommende regerings hensigt, at også den del af befolkningen skal føle sig som en del af fællesskabet. Foto: Hans Henrik Fafner
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
