KIRKEGÅRDE // KRONIK – Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg bliver nedlagt, og boliger opføres på området. “Vi vil ikke argumentere imod boliger, men for bevarelse af kirkegårdene og imod en gradvis fjernelse af dem af angiveligt fornuftige grunde. De er essentielle rum for krop, sjæl og for oplevelsen af et vilkårsfællesskab med alt levende og – med Gud. Det angår os alle sammen,” skriver Henrik Winther Nielsen og Martin Dybdal, der også har fotograferet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er vedtaget, at Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg skal nedlægges. Afviklingen er allerede begyndt, en afvikling, der vil være tilendebragt i 2050. Store arealer af kirkegården er allerede udtaget til bebyggelse.
Det giver anledning til bekymring, for kirkegårdene har en nødvendighed, der strækker sig ud over deres praktiske formål.
Det kan måske synes rimeligt med mindre kirkegård og flere boliger, men argumenterne er kun fornuftige og rationelle ud fra en betragtning, der udelader hensynet til menneskets sjæl, værdighed og æstetik.
Kirkegården er ikke kun en gravplads for de døde, men en livshave for de levende
Vore kirkegårde er livsvigtige. Paradoksalt, da det er stedet, hvor vi lægger vores døde. Men døden er en fællesmenneskelig erfaring, et kors vi alle må bære. Og kirkegården er det rum, hvor vi kan ritualisere døden, se den i øjnene, opleve, at fællesskabet er større end ensomheden, og hvor man kan få sagt et sidste meningsfuldt og helende farvel.
Det er stedet, hvor vi kan mindes, og hvor vi kan finde glæde ved at tænke tilbage på de gode minder, vi har tilbage, trods tabet. Døden kan tage, men den kan ikke tage alt. Og opstandelsens Gud har det sidste ord. Det er kirkegårdens livsbekræftende besked. Derfor er det vigtigt at bevare vores kirkegårde.
Den teologiske have
Måske har ikke alle tænkt nærmere over, at vores kirkegårde faktisk er udformet som haver. Det kan synes banalt, men fordi kirkegården er en have, betyder det, at man kan opholde sig i den. Gør man det, vil man begynde at lægge mærke til, at kirkegården som åndeligt haveanlæg forkynder noget.
Ligesom den frodige, islamiske have og den tørre, japanske zen-have vil kirkegården den besøgende noget afgørende. Kirkegården er ikke kun en gravplads for de døde, men en livshave for de levende. Men hvad forkynder kirkegården?
En kirkegård er omgivet af et dige, som adskiller de levendes land fra de dødes. Udenfor hersker byens larm og livspuls. Inden for murene hersker en ganske anden, respektfuld stemning. Her hviler de døde. Men de hviler i en have, som indbyder til besøg.
Denne blanding af det stedsegrønne og det løvfældende, tiden og evighed, udtrykker, at de nok er modsætninger og er til stede på forskellige vilkår, men ikke desto mindre er det netop blandingen af tid og evighed
Landsbykirkegården ligger omkring en kirke, hvis liturgiske centrum er alteret og døbefonten. Forestiller man sig nu døbefonten som et paradisisk kildevæld i centrum for kirkegårdsanlægget, er ligheden med den islamiske have slående, men ikke overraskende. Kristendommen og islam betjener sig af den samme forestilling om et paradis, hvor Guds liv flyder, hvilket man jo kan læse om i 1. Mosebog.
Døbefonten bliver da billedet på, hvor Gud efter Kristusbegivenheden lader sit liv flyde fra. For at komme til denne livskilde må man betræde dødens grund – gravpladsen, der omgiver kirken. Og man kan bagefter betræde den på ny med en ganske anden bevidsthed og på andre vilkår.
I byerne vil der i stedet for en døbefont ofte ligge et kapel, hvorfra bisættelser kan finde sted, inden kisten bæres ud derfra. Ikke desto mindre er der fællestræk mellem bykirkegården og landkirkegården.
Beplantningen
Ud over det dige, som omkranser haven og adskiller den fra ethvert “udenfor”, er den beplantet på en iøjnefaldende måde. Først er der den stedsegrønne bevoksning: tujaer, cypresser, graner.
De udtrykker og fortæller om det evige, Guds paradis, Guds evige liv. Modsat det stedsegrønne har vi de løvfældende træer, hvis foranderlighed bringer tiden og forgængeligheden i erindring.
Denne blanding af det stedsegrønne og det løvfældende, tiden og evighed, udtrykker, at de nok er modsætninger og er til stede på forskellige vilkår, men ikke desto mindre er det netop blandingen af tid og evighed, der udtrykker noget centralt i kristendommen: Kristi to naturer – 100 % Gud og 100 % menneske, som det blev vedtaget ved synoden i Chalcedon i 451.
Man vil også lægge mærke til, at folk lægger blomster, ligesom de fleste kister prydes med en bårebuket. Disse blomster lægges på gravene af besøgende og sørgende. Et eftertænksomt blik på en buket, der får lov at gå til og visne og gå i ét med den jord, de er lagt på, vil ikke have svært ved at læse en visnende buket som et vilkårsfællesskab mellem den døde og den levende.
Kirkegården bliver da til i et samspil mellem de levende og de døde.
Kirkegården er et nøje gennemtænkt teologisk forkyndende anlæg. En have, der nok taler om tid og evighed, om den opstandne Kristus, men som også i høj grad lytter. En lyttende have med plads til ord og tanker på kanten af livet, på kanten mellem tilblivelse og formuldning.
Af jord er du kommet
Har man været med til en begravelse, vil man måske genkalde sig præstens ord ved jordpåkastelsen: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.” Det er ord, som griber tilbage til Adam, der som bekendt blev formet af jord, og som fik at vide, at den skulle han som straf for sin synd vende tilbage til.
Men i lyset af den opstandne Kristus, tilføjes det nu, at døden ikke har det sidste ord, og at mennesket netop skal rejse sig fra jorden på ny. ”Kødets opstandelse” som det hedder i Trosbekendelsen.
Jorden er altså ikke blot praktisk, når man anlægger en have. Jorden er et teologisk grundelement i bibelsk antropologi. Mennesket ér jord og aldeles i Guds hånd som krop, som jord. Jorden på kirkegården er den grundsubstans, alt liv må rejse sig af. Mennesket såvel som beplantningen. Jorden må minde den besøgende om menneskets forbundethed med alt levende. Jorden bliver kommunionens element, dér hvor alt mødes, samles, opstår. Ikke for ingenting fik det mytiske første menneske navnet Adam, som på hebraisk betyder ”agerjord”.
Når en sten ofte kaldes et gravmæle, skyldes det, at den har mæle. Den taler
Kirkegården som have betragtet bringer mindelser om fire forskellige haver i Bibelen. For det første naturligvis Edens Have, Paradiset, som den er modelleret efter med sit dige. Derpå kan man på kirkegården blive mindet om den tosomhedens kærlighedshave, vi læser om i Højsangen i Det gamle Testamente. En ganske jordisk, erotisk have, hvor kroppen får sit og æres.
Man vil i sit savn, sin ensomhed, sin sorg også kunne genkalde sig Getsemane Have, hvor Jesus som bekendt bad sig frem til de afgørende ord: ”Din vilje ske.” Som ensomhedshave er kirkegården oplagt til at forstå sig i et vilkårs- og livsfællesskab med Kristus.
Sluttelig er haven også stedet, hvor opstandelsen ifølge Lukasevangeliet fandt sted, og hvor Maria Magdalene forvekslede den opstandne med havemanden.
Stenen
For at understrege det særligt kristne ved kirkegården må vi se på stenen. En gravhave eller en begravelseshave uden gravsten er bestemt mulig, og der findes da også askefællesgraven, som er markeret med en fællessten. Men langt mere almindeligt er det, at et menneskes grav markeres med en sten.
Når en sten ofte kaldes et gravmæle, skyldes det, at den har mæle. Den taler. Den giver mæle fra den døde til de levende. Den døde kan meddele sig til de levende med en gravskrift eller ved udformningen af stenen. I ældre tider var det vigtigt, at man fik skrevet sin titel og moralske habitus på stenen. At man (hvis man var mand) havde en dygtig kone og børn, som ligger under samme sten.
Kirkegården er ikke blot en kunstfærdigt udformet gravplads, men en kontemplativ have, der forkynder Guds treenighed. Og som tager kroppen med
Mindre indlysende mæle har de sten, som blot er markeret med navn, årstal og en stjerne og et kors. Ved nærmere eftertanke vil man genkalde sig, at stjernen ved fødselsåret er taget fra beretningen om Betlehemsstjernen, og ligeledes er korset ved dødsåret en påkaldelse af Golgatas korsfæstelse.
Med andre ord: Dette menneske, som nu hviler under stenen, lægger sit livsløb ind under Kristi livsløb, og dermed bytter man så at sige plads: Kristus tager menneskets vilkår på sig, ja, dette bestemte menneske. Og omvendt får dette menneske arveret til Gudsriget som det menneske, der med stjerne og kors så at sige bekender sit tilhørsforhold.
Tanken med stenen med navns nævnelse på er den, at på Dommens dag kom Kristus som den opgående sol fra øst og kaldte de døde ud af deres grave, hvorfor man da også især tidligere begravede mennesker med hovedet mod vest, så man ved opstandelsen kunne stå ansigt til ansigt med Kristus.
Udendørs Gud
Naturligvis kan man gå ud i ”Guds grønne natur” og dér indgå i samtale og bøn og kontemplation. Det vil være tiltrækkende for mange, og især i disse år ser vi en fremvækst af pilgrimsvandringer, lange som korte, hvor man er ”på vej” sammen. For et skabelsesteologisk blik kan det være ganske udmærket. Men det samme kan jøden og muslimen gøre. En skov, et landskab kan sagtens læses åndeligt og byde på store og afgørende erkendelser. Men det særligt kristne kan ikke aflæses i naturen, om end mange af vores salmer gør et behjertet forsøg.
Vi vil ikke argumentere imod boliger, men for bevarelse af kirkegårdene og imod en gradvis fjernelse af dem af angiveligt fornuftige grunde
Kirkegården, derimod, kan fortælle ganske præcist om Kristi livsløb og forvikletheden mellem det enkelte menneske – levende eller dødt – og den opstandne Kristus. Kirkegården er ikke blot en kunstfærdigt udformet gravplads, men en kontemplativ have, der forkynder Guds treenighed. Og som tager kroppen med. Den døde, som går i ét med den jord, den er taget af. Men også den levende, som besøger haven. For krop er det afgørende medium i al kristendom. Ja, Det Ny Testamente, som betyder den nye pagt, ér en krop: Jesu Kristi legeme – både som brød og som kirkens korpus af levende stene.
Kirkegården bringer kroppens forgængelighed i spil som det ”sted”, hvor Guds tale bliver ganske konkret. Ordet blev som bekendt kød.
Brug kirkegårdene
Opfordringen herfra skal da lyde: Brug kirkegården. Brug den ikke kun som et respektindgydende gravsted. Brug den som den talende, forkyndende livshave, den er udformet som. Her venter der fordybelser, erkendelser og et frugtbart blik på éns egen menneskelighed. Og Guds menneskelighed.
Man kan eksempelvis gå en tur der. Sætte sig på en bænk og tale med hinanden om, hvad man ser. Meditere i haven. Reflektere over jord. Over det stedsegrønne. Over de visnende buketter. Se den forandre sig med årstiden og lægge mærke til, hvilke elementer årstiden tydeliggør.
Med andre ord: Brug lidt tid på kirkegården, og lær at se, hvad den fortæller. Hør, hvad den svarer på dine tanker om liv, død, Gud og evighed. Lad den lægge øre til din oplevelse af at være et menneske. Her er ingen gudstjenesteliturgi, man skal følge med i. Men forkyndelsen er den samme.
Kirkegården er ikke bare et anlæg, man bør sløjfe uden tanke på, hvad det faktisk er, man har i sinde at stikke sin spade ned i, når man vil lægge fundamentet for nye bebyggelser. Kirkegården er i en ganske anden og radikal forstand vores menneskelige grundlag.
Vi vil ikke argumentere imod boliger, men for bevarelse af kirkegårdene og imod en gradvis fjernelse af dem af angiveligt fornuftige grunde. De er essentielle rum for krop, sjæl og for oplevelsen af et vilkårsfællesskab med alt levende og – med Gud. Det angår os alle sammen.
Martin Dybdal har fotograferet på kirkegårde, der har åben adgang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
