USA// DEMOKRATISK PRIMÆRVALG // PORTRÆT– Han er 46 år ung, storsvedende, langlemmet, gestikulerende og tidligere bassist i et punkband. Under midtvejsvalget i 2018 besøgte han samtlige 254 valgdistrikter i sin hjemstat, Texas, hvor han sensationelt bed Ted Cruz i haserne, før han tabte med under 3 procentpoint. Han samlede også sensationelt 80 millioner dollars ind på ingen tid og blev, også af den grund, kendt i USA langt ud over sin hjemstats grænser. Annegrethe Rasmussen tegner et portræt af Beto O’Rourke, ny stjerne på det demokratiske politiske firmament, som torsdag i denne uge annoncerede, at han stiller op til posten som demokraternes præsidentkandidat.
Visse dele af dette portræt af O’Rourke stammer fra et ældre portræt, jeg skrev af ham under det amerikanske midtvejsvalg (AG).
WASHINGTON D.C. – “Han har den magiske, udefinerbare kvalitet, som gør, at folk taler om ham. Han er ung, energisk og tiltalende. Han har potentialet, bestemt. Han minder om noget, jeg har set før.”
Sådan sagde David Axelrod, Barack Obamas tidligere chefstrateg og toprådgiver, torsdag aften, da det blev officielt, at Beto O’Rourke, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus i Texas – der også er hans hjemstat – har besluttet sig til at gå efter posten som demokraternes præsidentkandidat i 2020.
Selv sagde O’Rourke i sin første valgvideo, at USA står overfor en alvorlig udfordring i supermagtens skæbnetime. “This moment of peril produces perhaps the greatest moment of promise for this country and for everyone inside it,’’ lød det:
I am running to serve you as the next president. The challenges we face are the greatest in living memory. No one person can meet them on their own. Only this country can do that, and only if we build a movement that includes all of us. Say you're in: https://t.co/EKLdkVET2u pic.twitter.com/lainXyvG2n
— Beto O'Rourke (@BetoORourke) March 14, 2019
Den tidligere punkbassists udmelding kan ikke siges at være en overraskelse. Men uanset at kandidaturet var ventet er den unge demokrat forlods en af mest hypede og omtalte kandidater i det allerede overfyldte demokratiske felt af kandidater.
Her et mix af kampagneevents Beto style samlet af den britiske avis, The Guardian:
O’Rourke skrev allerede historie sidste år, da han tabte til Ted Cruz under midtvejsvalget i Texas.
Det lyder måske ikke så imponerende at tabe, men der er mange sandheder i amerikansk politik, og en af dem er, at Texas er en sikker republikansk stat.
Sidst, Texas sendte en demokrat i senatet, var i 1970, og i 2016 vandt Donald Trump præsidentvalget med 10 pointpoint over Hillary Clinton. Så da Beto O’Rourke tabte med blot tre procentpoints – og på et tidspunkt førte i meningsmålingerne – vakte det opsigt.
Men det var mere end resultatet, der vakte opmærksomhed. Der var noget over kampagnen, som gjorde, at den tiltrak sig langt mere medieopmærksomhed end nogen anden demokratisk kandidat formåede.
Og tag ikke blot mine ord for det. Den altid befriende mavesure Jack Shafer fra Politico, indsamlede en lang række dånende og beundrende reportager fra midtvejsvalget fra de liberale medier. Han præsenterede listen således:
“Is Beto O’Rourke the Left’s Obama-like Answer to Trump in 2020?” asked Vanity Fair. “Beto O’Rourke Could Be the Democrat Texas Has Been Waiting For,” offered BuzzFeed. Still more positive Beto coverage sprinkled the pages of Yahoo News, Time, GQ, Rolling Stone, the Guardian, the New York Times, Politico and Esquire as they worked off the same template. The Washington Post indulged Betomania with a feature, another feature, a column and the sort of ancillary coverage it ordinarily gives the Washington Redskins.
I Danmark var de store medier der også i efteråret 2018. Politiken bragte i oktober en artikel med det retoriske spørgsmål, ”Er Beto O’Rourke den nye Obama?” Berlingske valgte overskriften, ”Alles øjne hviler på Texas og en mand, de kalder den nye Obama” (betalingsmur).
Trump: Er O’Rourke skør eller er flagrer hans hænder bare?
Som sagt – O’Rourke tabte men blev alligevel undervejs en af de allermest omtalte politikere ved midtvejsvalget.
Donald Trump har som den ferme PR-mand naturligvis bemærket sig virakken. Her er hans første kommentar til fænomenet O’Rourke torsdag i denne uge, hvor han først og fremmest taler om den demokratiske politikers håndbevægelser.
“Jeg har aldrig set noget lignende, jeg spurgte mig selv er han sindssyg eller er det bare sådan, han er”, bemærker Trump i vanlig munter stil, inden han forsikrer om, at han er klar til at tackle en hvilken som helst demokrat, fordi den amerikanske økonomi går så godt, at præsidenten har svært ved at tro, at han er i stand til at tabe.
Se med her:
Den nye Obama?
Men hvem er han så – den 46-årige demokrat, som flere medier allerede fra dag et spår som et godt bud på demokraternes kandidat?
For et dybtgående portræt og et bud på, hvordan han kan vinde nomineringen vil jeg anbefale denne podcast fra det digitale kvalitetsmedie FiveThirtyEight med titlen:
Politics Podcast: Beto O’Rourke’s Path To The Democratic Nomination:
I sin pure ungdom spillede O’Rourke bas i et punkband – i dag er han far til tre. Og hans rebelske ånd og tendens til at storsvede gennem alle skjorter efter 10 minutters møde er blot en lille del af den personlighed, der har gjort ham til en upcoming political superstar.
‘Beto-mania is sweeping Texas’ – retningen er ikke til at tage fejl af: en stjerne er født
Og ja, han er allerede forlods af nogle er blevet udråbt til frelseren af et demokratisk parti, ‘den nye Obama’, der stadigvæk, tre år efter Hillary Clintons svidende nederlag til Donald Trump ved præsidentvalget, ikke rigtig har fundet sine egne ben. Det synes som om partiet mangler en leder, en stemme eller et samlende tema, der kan forene partiet, udover hadet til Trump.
Ikke at der ikke er mange demokrater, som gerne vil. Af senatorer er der både Elizabeth Warren, Kamala Harris, Kirsten Gillibrand, Cory Booker, Amy Klobouchar og Bernie Sanders. Og om 14 dage slutter tidligere vicepræsident Joe Biden sig formentlig til det enorme felt af håbefulde demokratiske kandidater.
Men på trods af den hårde konkurrence dukker O’Rourke rutinemæssigt op i favoritfeltet – endda før han meddelte sit kandidatur. Og det er der flere grunde til – og ikke bare at han kom så tæt på i Texas og samlede rekordmange penge ind. Som Clare Malone skriver i FiveThirtyEight formåede O’Rourke at engagere enormt mange vælgere, der ikke normalt har stemt, og han kan muligvis vinde nomineringen præcis grundet denne kvalitet:
“Where O’Rourke performed well in 2018 in Texas may tell us a lot about who his core base might be in the 2020 primaries: urban Democrats or Democratic-leaners. O’Rourke won big in cities like Dallas, Houston, Austin and San Antonio. Not just that, but Texas saw an astounding 3.7 million more votes in 2018 than it did in the midterm elections four years earlier. Lots of that increased enthusiasm showed up in those same urban areas.”
Og så er der hans baggrund og det faktum, at han – trods sit spansklingende kælenavn – er en hvid mand på et tidspunkt, hvor identitetspolitiske diskussioner om køn og race dominerer store dele af den demokratiske base. Han har selv sagt, at han vil “sørge for at min kampagne afspejler den diversitet, som USA er bygget på”.
Og igen med Clare Malones ord, er det ikke umuligt, at dette kan vendes til en fordel:
“O’Rourke’s background also may endear him to Latino voters. He is a Spanish-speaker (with a Spanish nickname) who represented a heavily Latino district and who beat out a Latino incumbent to win his first term in Congress. O’Rourke performed well with Latino voters in Texas in 2018, winning 64 percent of their votes (while competing against a Latino Republican candidate), compared with Texas Democrats’ 2014 Senate nominee, who won only 47 percent.
O’Rourke’s national appeal to Democrats might be that he could push progressive boundaries and motivate a minority community without alienating independent white suburban voters. This “woke whiteness” factor — the idea that progressive white men in particular might be able to say and do things that minority candidates couldn’t get away with — certainly seems to be an implicit part of O’Rourke’s appeal.”
Det var også klassisk, at midtvejsvalget dækkede O’Rourke under overskrifter som ”Beto O’Rourke: The ex-punk rocker being called the next Obama” med undertitlen ”Beto-mania is sweeping Texas”.
Alt i alt er der ikke meget at tage fejl af: en stjerne er født.
Et besøg hos HBO’s Bill Maher blev også sidste år set over 1.5 millioner gange på YouTube:
Ud over den uundgåelige sammenligning med Obama – en anden ”ung og relativt ukendt senator, der formåede at tale til håbet om et bedre USA”, som SBS skriver det – sammenlignes O’Rourke (naturligvis) også med en anden tidligere ungdommelig, good-looking og energisk demokrat, nemlig præsident Kennedy.
Af andre grunde til, at O’Rourke har tiltrukket sig så megen opmærksomhed, nævnes han tilsyneladende grænseløse energi.
Han synes utrættelig. Uanset hvor han dukker op bliver han mødt af jublende menneskemængder først og fremmest men langt fra udelukkende af unge og spansktalende, begge grupper der normalt glimrer ved deres fravær ved især midtvejsvalgene
Som den første politiker i Texas besøgte han under midtvejsvalget samtlige 254 amtskommuner på et år – i flere byer dukkede han op flere gange, og det gjaldt også mindre byer, der ikke har set en national politiker i de sidste 50 år.
Han synes utrættelig.
Og i sin seneste valgkamp blev han, uanset hvor han dukkede op, mødt af jublende menneskemængder først og fremmest men langt fra udelukkende af unge og spansktalende, begge grupper der normalt glimrer ved deres fravær ved valg. Det er en del af den “magi”, som David Axelrod omtaler.
Ikke alle er dog overbevist om, at sammenligningen holder. I en stor analyse på NBC torsdag hedder det, at O’Rourke på ingen måde besidder hverken Obamas erfaring eller politiske gennemslagskraft. “Han har indtil videre mestendels talt udenom, og han mangler at tilføre substans til sit politiske program,” hedder det i analysen.
Og så er der også et mere grundlæggende spørgsmål: Er det overhovedet klogt eller blot tilrådeligt at sammenligne sig selv med ikoner som Kennedy eller Obama:
“Aside from policy, there’s peril in O’Rourke tying himself too closely to Obama stylistically, said one Democratic strategist: It’s hard to measure up to party icons. Do you want to be compared to JFK?” asked the strategist, who asked to remain anonymous because he may end up doing work for one of the Democratic campaign.”
Valgkamp fra by til by
Men han er også repræsentativ for en grundamerikansk måde at føre valgkamp på – en måde, som afkræfter alle mulige fordomme om, at man kan ’købe sig til sejr’ i USA, nemlig den, hvor man taler med vælgerne stort set en ad gangen, fra det mest ydmyge town hall meeting med 20-30 deltagere til den enkelte vælger, man møder på sin vej, hvorefter man overtaler dem
Under midtvejsvalget var der flere dage, hvor han indenfor 24 timer besøgte været seks byer og lagde videoer og billeder på Twitter, der blev videredelt og kommenteret i en lavine af tweets:
Good morning, Texas! We're heading out to knock on doors. Volunteer today by going to https://t.co/ceaK8zD32e pic.twitter.com/Tna0HS5CVI
— Beto O'Rourke (@BetoORourke) November 3, 2018
Beto O’Rourke er en pengemaskine
Et andet opsigtsvækkende faktum ved O’Rourke er pengene.
Under sidste års midtvejsvalg, der endte som det dyreste nogensinde, indsamlede O’Rourke indsamlet over 80 millioner dollar – ca. 500 millioner kroner. Det er en rekord, der aldrig er slået før.
Time Magazine opsummerede det således i en artikel, der handler om pengestrømmen i Texas:
”Democratic candidate O’Rourke has raised twice as many dollars as Republican incumbent Ted Cruz, and more than any other U.S. Senate candidate in history. He entered the race as the lesser known candidate and is representing the democratic party in a deep red state, but in the months leading up to next week’s general election, O’Rourke has come out as the breadwinner in the most highly funded race in the 2018 midterm elections. According to the Center for Responsive Politics, the two candidates have raised a combined $100 million, with well over half of that amount coming from O’Rourke’s donors.”
Her en oversigt fra en uge før midtvejsvalget:
Og netop denne kombination: enorme mængder penge fra vælgere, der donerer mindre beløb i stimer, talegaver, et telegenisk udseende og en rastløs, ungdommelig energi og åbenlys sult efter at komme i kontakt med vælgerne på gulvet er grunden til de mange sammenligninger med Barack Obama.
Op til og under midtvejsvalget begik New York Times ikke færre end tre separate portrætter af O’Rourke, der også flere gange allerede har været inviteret som gæst ved de helt store late night shows; ikke en skæbne, der normalt overgår obskure kandidater til et midtvejsvalg.
Kulten om Beto O’Rourkes gennemblødte svedige skjorter
Buzzfeed fanger meget godt appellen ved O’Rourke, så lad os snuppe nogle citater fra deres reportage fra sidste år, der strakte sig over en uge i den unge politikers selskab.
Buzzfeed forklarer her i medrivende reportage-stil, hvordan Beto O’Rourkes gennemblødte skjorter og T-shirts er blevet vendt fra en svaghed til en styrke .. hans sved udgør det fysiske bevis for, at hans energi forlader kroppen
Først om tendensen til at svede, som ret uforudsigeligt og specielt, er endt som noget af en kultting:
”Beto O’Rourke is a prolific, prodigious sweater. We’re talking shirt-soaking, chin-dripping sweat, most visible as he takes questions from the audiences that have gathered to see him across Texas. When I first saw pictures of O’Rourke, the El Paso congressman currently vying for Ted Cruz’s Senate seat, soaking through his blue dress shirt at the Houston Juneteenth Parade, I thought: This is the most Texas thing I’ve ever seen.
Vi andre kan få syn for sagen her:
Beto O'Rourke attends Juneteenth parade in Acres Homes https://t.co/O5TrZKVm3a pic.twitter.com/bWQnivXRTx
— KHOU 11 News Houston (@KHOU) June 17, 2018
”It’s increasingly become a Beto Thing. On the campaign trail, Bernie had his disheveled hair, Trump had chants of “Lock Her Up,” and O’Rourke has his sweat-drenched button-down shirts. Most politicians would mask the sweat with suit jackets, but O’Rourke, who’s already audacious enough to think he could become the first Democrat to represent Texas in the Senate in over 25 years, poses for hundreds of selfies looking like he just got pushed into a pool.”
“On a Sunday morning at the Hill Country Veterans Center in Kerrville — a town of around 20,000 in Texas Hill Country, and the first of three stops for the day — there are 600 people’s body heat to outstrip the air conditioning. Ten minutes after O’Rourke takes the stage, the first signs of sweat start expanding like continents on the back of his shirt.”
“Rather than recoiling, his supporters see it as a badge of honor — proof of how relentlessly he’s campaigning to win over every voter in the second-largest state in the union. “You’ve got to work to sweat!” one captioned a photo on Instagram. “Ted Cruz don’t sweat like Beto does … By the time O’Rourke reaches the peaks of his stump speech in Kerrville — advocating for better treatment of Texas’s teachers, arguing for universal health care, and decrying family separation at the border — his shirt is full-on stuck to his back, and the crowd feels ready to ignite.”
O’Rourke er ikke lige så veltalende som Obama – han lyder ikke som en præst, der messer til en folkemængde, men hans arme basker op og ned, og at hans energi er ‘smittende og tydelig’
“When he announces that he hasn’t taken any money from PACs, instead raising $10.4 million (with an average donation of $33) to Cruz’s $4.6 million over the last quarter, the audience explodes.”
Magasinet bemærker, at O’Rourke ikke er lige så veltalende som Obama – han lyder ikke som en præst, der messer til en folkemængde, men at hans arme basker op og ned, og at hans energi er ”smittende og tydelig; hans sved udgør det fysiske bevis for, at hans energi forlader kroppen”.
“O’Rourke may actually be the once-in-a-lifetime candidate his supporters claim he is. He has a distinct presidential aura, and there’s a certain romance to his campaign”, som Frank Bruni skrev i en klumme i New York Times … “There’s a reason people compare him to a Kennedy,” Sam Hatton, who’s running a scrappy campaign for the Texas House District 71, told me. “And it’s not just those Kennedy teeth.”
Beto O’Rourke er til venstre for midten
Og hvad så med det politiske budskab?
O’Rourkes profil er fuldblods, klassisk demokrat, men han befinder sig i den politiske midte, hvis man sammenligner ham med Bernie Sanders, Elizabeth Warren eller med den superpopulære unge demokrat fra New York, Alexandria Ocasio-Cortez, der blev valgt til Repræsentanternes Hus sidste år ved midtvejsvalget.
Han er tilhænger af en mindsteløn på 15 dollar i timen, for kvinders ret til abort, en stramning af våbenkontrollen, tilslutning til Paris-aftalen om klimaet, legalisering af pot og gratis sundhedsydelser til alle.
Hvis han bliver valgt kunne det skyldes kombinationen af de 10.000 frivillige, der har hjulpet ham det sidste års tid og måske også – som New York Times skriver:
”Most Democrats don’t just want to feel political alignment with a candidate, they want to be enthralled. O’Rourke has generated so much enthusiasm and harnessed so much hope around him, and inspired the incredibly romantic idea that Texas could once again be, if not blue, then at the very least purple — that things could be different. In that way, he’s not unlike another young, first-time, long-shot Senate candidate who grabbed the national imagination a decade ago.”
Her er det nok værd at bemærke – i disse højrepopulistiske tider, hvor Trumps base er gået amok i angst for immigranter og demokraterne mestendels synes at profilere sig på netop ikke at være Trump og løftet om at gøre alt, de kan for at komme af med præsidenten – at O’Rourke stort set aldrig nævner Trump, selvom han ofte taler om hans politik; bl.a. har han kaldt Trumps indvandringspolitik med at adskille børn fra deres forældre ved grænsen for ”umenneskelig.”
Han har også for nylig under et møde i sin egen by, El Paso, sagt, “tear down that wall” med et klassisk citat af Ronald Reagan.
O’Rourke repræsenterer tanken om, at USA har plads til alle, der vil og kan uanset hudfarve, etnicitet og religion, og at der med hele ideen om USA som ”den frie verdens leder” følger en forpligtelse overfor demokrati og menneskerettigheder
O’Rourkes energi kommer et andet, men muligvis lige så smittende, sted fra som præsidenten.
Det sted i den amerikanske folkesjæl, der også findes, men som man ikke har hørt så meget til, siden netop Trump elektrificerede den republikanske base gennem, hvad man kunne kalde ”eksklusivitetens energi” ved at trække Amerikas ’glemte mænd og kvinder’ til valgfadet mens indvandrere og udenlandske firmaer skulle udelukkes via en kombination af grænsemure og protektionisme.
O’Rourke repræsenterer det stik modsatte, hvis man spørger hans tilhængere, nemlig inklusivitet; tanken om, at USA har plads til alle, der vil og kan uanset hudfarve, etnicitet og religion, og at der med hele ideen om USA som ”den frie verdens leder” følger en forpligtelse til at passe på demokratiet, menneskerettighederne og minoriteter som kvinder, sorte, native Americans, Asian Americans og Latinos.
En omfavnelse af det multikulturelle Amerika
Ted Cruz forsøgte under midtvejsvalget at ramme O’Rourke netop her, og beskyldte ham for at være med til at bakke op om den ’karavane’ af flere tusinde mennesker fra Honduras, der vandrede gennem Mexico på tidspuntet for midtvejsvalget:
Two basic Qs every reporter should ask Beto today: (1) should the “caravan” be allowed to cross illegally into Texas? (Beto refuses to answer.) And (2) did your campaign dollars illegally fund their doing so? https://t.co/5HcePn3AGs
— Ted Cruz (@tedcruz) November 2, 2018
Analytikere vil her bemærke, at demokraterne har deres minoriteter og alliancer, og republikanerne har deres. Og at det blot er to vidt forskellige vælgergrupper. Den ene er ikke mere ekskluderende end den anden.
Beto O’Rourke er uenig. Han påstår – igen som et ekko af Obama – at der netop ikke findes et ’blåt’ og ’rødt’ Amerika, men bare et samlet United States of America.
I disse tider, hvor USA synes mere splittet end nogensinde før i supermagtens nyere historie, er det balsam til sjælen for alle, der søger dialog og samtaler i politik.
Spørgsmålet om NFL-spillere, der går på knæ i stedet for at stå ret, når den amerikanske nationalsang spilles før kampen, anses som et af de allermest opflammende og splittende emner i amerikansk indenrigspolitik for tiden
Og de mennesker er der flere af, end mediedækningen viser.
Og måske er den den længsel – efter længere og mere tænksomme politiske argumenter, der også ligger bag populariteten af Beto O’Rourkes indtil videre mest sete, fire minutter lange, svar, da han fik spørgsmålet om, hvad han mente om de NFL-spillere, der går på knæ i stedet for at stå ret, når den amerikanske nationalsang spilles før kampen – noget som Trump ofte taler om, og er klart modstander af.
Den diskussion har i lang tid været anset som en opsplittende debat i amerikansk indenrigspolitik.
Beto O’Rourke og NFL
O’Rourke opsummerede sit svar således: “I can think of nothing more American than to peacefully stand up, or take a knee, for your rights any time, anywhere, any place.”
Se det i sin helhed her:
“I can think of nothing more American than to peacefully stand up, or take a knee, for your rights any time, anywhere, any place.” Watch Beto thoughtfully answer a question on the issue of NFL players taking a knee. pic.twitter.com/ENvZ1Z2b4U
— Beto O'Rourke (@BetoORourke) August 27, 2018
Ingen ved selvsagt, hvad udfaldet vil blive. Men vi ved, hvor det starter. For de amerikanske primærvalg tager altid sit udgangspunkt i staten Iowa.
Således også for O’Rourke. Her er NBC News’ dækning af den nybagte kandidats første møde i den klassiske bellwether state:
Førnævnte medieanalytiker ved Politico, Jack Shafer, er ikke synderligt imponeret. Han kan godt se energien og “lykkefølelsen”, der spreder sig i lokalet, når Beto O’Rourke taler, siger han i en ny analyse. Men han mener, ligesom analysen i NBC, at den unge politiker er ‘light on substance’ og mest betjener sig af feel good retorik eller som han siger det semigoguery – altså en ‘halvvejs demagog’ af den venlige type.
Shafer har ret i, at enhver mulig kandidat, der ikke mestrer den politiske substans, normalt kommer til kort ved valg i USA. Men …. det er imidlertid et faktum, at den mand, som vandt i 2016, havde alt andet end solid viden om og erfaring i traditionel politik.
Beto O’Rourke ligner ellers ikke Trump på nogen måde. Men hvis det tæller at være vellidt, populær, energisk og med appel til de brede masser, er O’Rourke ikke desto mindre en stærk kandidat.
POV lønner ikke sine skribenter.
Hvis du følger amerikansk politikk og synes, at du bliver klogere ved at læse Annegrethe Rasmussens artikler, er du velkommen til at donere og betale, hvad du synes, hendes artikler er værd på hendes Mobile Pay 93 85 05 85
Modtag POV’s gratis ugebrev POV Weekend hver fredag morgen og følg debatterne og journalistikken i POV.
Tilmeld dig POV Weekend her.
Fotos: Topbillede fra Beto O’Rourkes kampagne website.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
