TRO & EKSISTENS & MODERSKAB // INTERVIEW & PODCAST – At Ingrid Ribe-Nyhus fra Oslo jævnligt får et chok, når hun sidder på café og ser på midaldrende mænd, har ikke noget at gøre med, at hun selv er noget yngre, eller at hun er fra Norge. Hun kan godt le længe af sine sære erkendelser og indfald, men hun har om nogen måttet lære at leve et liv fyldt med overraskelser. Blandt andet at hun pludselig som mangeårig singlepræst blev gift med en morddømt indsat, som hun nu har fået en datter med.
At blive gift og få barn er ikke enestående, men da det skete for Ingrid Ribe-Nyhus blev det front page news.
Hun er præst i Oslo og ud af en de kendte præstefamilier i Norge. Hendes far, Kjell Arnold Nyhus, er præst og forfatter, og da han arbejdede i fængslet i Halden, kunne fangerne tage med ham på retræte i kloster. En af dem var drabsdømte Andreas, der nu hedder Ribe-Nyhus og er hans svigersøn, Ingrids mand.
– Vi valgte at gå offentligt ud med vores historie. Alternativet var at leve med en evig frygt for, at noget skulle komme frem. Men så tænkte vi, at kærlighed ikke er noget at skamme os over. Selv om han har siddet i fængsel. “Han har sonet for et drap”, fortæller Ingrid Nyhus.
Andreas´ flerårige arbejde sammen med præsten om tilgivelse og soning ledte til doktorafhandlingen fra 2020 med titlen ”Indre og ydre soning”.
I den fortæller han blandt andet, hvordan han de første fem år efter at have dræbt en mand sad i isolation og var vred. Senere blev han krigerisk og deprimeret. Da Kjell Arnold Nyhus kom, begyndte en ændring, der gjorde det muligt for ham at tro på, at han kunne gøre godt i resten af sit liv ved at tage ansvaret for det, der skulle komme, og ikke kun det, der var sket, men forelskelsen i Ingrid var ikke en del af et terapeutisk forløb.
Brug for de store ord
Det var det heller ikke for Ingrid, der som inkarneret single var nær ved at opgive håbet om at finde en mand og få det barn, hun drømte om. Hun prøvede at affinde sig med at være tante for sin nevø og niecer, søster til sine tre brødre, datter og præst, kulturformidler og meget mere.
Men kærligheden manglede. Indtil hun mødte Andreas.
– Jeg traf Andreas nogle år efter, efter at han havde været på min fars retræteophold, hvor han oplevede at blive tilgivet af Gud. Havde det ikke været for den erfaring, havde vi ikke været sammen, beretter hun.
Hun skulle interviewe ham om oplevelsen ved et arrangement i Paulus Kirke i Oslo, hvor hun da arbejdede, og siden har de snakket ”mye om det om soning og skyld og ikke minst tilgivelse.”
Efter nogle måneder blev de kærester, og selv om det kunne være mest enkelt for dem begge at opgive, skete der noget, som kræver de helt store ord i hendes vokabularium.
Det ord, jeg husker, jeg brugte om os to meget tidligt, var nåde. Jeg havde været single længe og havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville møde kærligheden på den måde…
– Det ord, jeg husker, jeg brugte om os to meget tidligt, var nåde. Jeg havde været single længe og havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville møde kærligheden på den måde og havde i hvert fald ikke fantaseret om, at jeg kunne forelske mig i en, der havde siddet i fængsel. Også han så os to som et vendepunkt. På en måde kan man sige, at det var mange fantastiske tilfældigheder, som gjorde, at vi blev bragt sammen. Det kan man godt kalde et mirakel, synes jeg. En gave, som man føler, man ikke har gjort sig fortjent til. Som da hun blev gravid, og de nu er forældre til Olava.
At se alt med nye øjne
At være gravid og føde gav hende endnu et vendepunkt, som forandrede hendes syn på den tro, der ikke kun var en kultur og en privat overbevisning i hendes familie, men også hendes job. Julefortællingen blev virkelighed. Et barn kom og forandrede alt.
– Jeg tænkte helt anderledes om Gud og Jesus. Jeg husker for eksempel, at jeg ”ganske så spontant” en dag sagde til Andreas, at nu ved jeg, hvorfor det er Maria med Jesusbarnet, deres relation, som er nøglen. Jeg vidste det bare. Det var ikke, fordi jeg ligefrem kørte på med dybsindige refleksioner lige efter fødslen. Jeg havde ikke sådan nogle intellektuelle tanker. Det var et helt konkret øjeblik. En indsigt, der pludselig var der.
At få et barn, er, som mange ved, funderer Ingrid Ribe-Nyhus, at se alt med nye øjne. Også sig selv. Og selv om hun med sin baggrund i en familie af teologer var forberedt på det store i, at et menneske kommer til verden, blev hun helt tavs.
– Jeg blev slået af, hvor ordløs jeg blev. Det, synes jeg egentligt, var fint, at det var så anderledes, så stort, så nyt, at jeg ikke havde ord.
Beder vi om at komme hertil
Til Olavas dåb måtte også hendes bror, Håvard, der er journalist, hente ord fra en anden, fra Leonard Cohens sang, ”Dance Me to the End of Love”.
– ”Dance me to the children who are asking to be born”, synger han, og det ramte mig. Det gør det også, nu jeg citerer det. Disse børn, som spørger om at få lov til at blive født. De findes som en slags præ-eksistens, som også Jesus gjorde, i Guds tanker. Sådan ser jeg det for mig.
Da jeg, efter coronarestriktionerne blev løftet, kunne komme til gudstjeneste igen, hørte jeg med nye ører, så rummet på ny, alle indtryk blev skærpede. Ikke at jeg blev barnet, men jeg blev som et barn
Vi bestemmer ikke, hvornår vi fødes, tænker hun, men hvad afgør det så?
– Det er mirakuløst, det mærkede jeg, og for mig var det sådan, at jeg måtte stille alle spørgsmål forfra. Også i mit trosliv. Mit arbejde. Da jeg, efter coronarestriktionerne blev løftet, kunne komme til gudstjeneste igen, hørte jeg med nye ører, så rummet på ny, alle indtryk blev skærpede. Ikke at jeg blev barnet, men jeg blev som et barn. Jeg følte et fællesskab med alle børn, med alle os, som kunne få mig til at græde, husker hun og begynder at le.
– Jeg fik så stor en respekt for, at alt liv er båret frem med smerte, at jeg fik (og stadig kan få) et chok, når jeg sidder på en café og ser en masse midaldrende mænd og tænker på, at de alle er født af kvinder, der har båret dem frem med så meget smerte og kærlighed. Det er da helt forunderligt. Sådan har jeg aldrig set på mennesker før.
Ny udvikling på vej
Kristendommen begynder med en fødsel, men det er ikke blot Jesu fødsel eller en fødsel af et barn af en kvinde. Det er en fødsel af alle, betoner teologen.
– Vi er alle født. Ingen er ekskluderet fra den begivenhed. Alle hører til i den fortælling. Det er det, der er så utroligt. Alle er et mirakel, fastslår Ingrid Ribe-Nyhus og ser en udvikling, der vil kræve en stor forandring i samfundet, såvel som i kirken.
– Jeg ser en voksende tendens til, at flere og flere vil tale om, hvordan deres tro og spiritualitet kan hænge sammen med det liv, de lever. Det, synes jeg, er sundt, men det kræver, at også kirken må forandre sig, hvis den skal blive aktuel for flere fremover. Men der er et stort potentiale. Jeg møder mødre i dag, som gerne vil samtale om deres erfaring med at føde og gerne vil kæde den sammen med skabelsen og Gud og sådan nogle ting. Det er nyt, at så mange får øjnene op for, at sådanne på sin vis helt almindelige erfaringer også kan blive helliggjort.
Vi er bange for os selv
Ingrid Nyhus ser tendensen til at ville tale mere om eget liv som omhandlende mere end fødslen. – – Vi har nok længe tænkt, at selve det at blive forælder er noget højst privat, som man ikke skal tale om, men vi har ikke råd til at lade være, forudser Ingrid Ribe-Nyhus og taler videre om skabelsen og ansvaret, mennesket bærer for det, der er skabt, for kloden, for andre.
Fornemmelsen af at en fødsel er et mirakel, har man vel også, selv om man ikke kalder sig troende, så vi har et helt unikt fællesskab, der samler alle, når vi taler om et barn, der kommer til verden
– Ved at tale om det lille barn, om at vi alle er født, ved at tale om forældrerollen, har vi et vindue, en åbning, som er som helt unik. Det kan godt være, at vi, som jeg tror, den svenske biskop Martin Lønnebo sagde, er bange for vores storhed, vores hellighed. Det er næsten noget, der på en måde er for stort. Man får berøringsangst. Men det er nødvendigt at se den. I os selv og i andre understreger hun og gentager ord om ansvar for andre.
– Fornemmelsen af at en fødsel er et mirakel, har man vel også, selv om man ikke kalder sig troende, så vi har et helt unikt fællesskab, der samler alle, når vi taler om et barn, der kommer til verden. Lad os tale meget mere om det. Det vækker et engagement i verden. Vi vil, at verden skal være et godt og fint sted, ikke bare for ens egen datter, men for alle børn, ikke, spørger Ingrid Nyhus, inden hun, ja, ønsker glædelig jul fra Oslo.
Ingrid Ribe-Nyhus.
Født 7.marts, 1987.
Har tre brødre (en tvillingbror).
Opvokset i Stange.
Cand.theol., 2014.
Præst, St. Jakob Kirke, Bergen, 2014- 2017.
Vikarpræst, Paulus Kirke, Oslo, 2017-2018.
Vikarpræst i Uranienborg Kirke, Oslo, og i Areopagos 2018-2019
Dialogpræst i Grønland Kirke, Oslo, fra 2019 –
Gift med Andreas Ribe-Nyhus, der har doktorgrad i filosofi og forfatter til to kommende bøger om at være indsat.
Er medvært på podcasten Kulturmisjonen hos Areopagos.
Læs mere om ægteparret her.
Hendes far, fængselspræst Kjell Arnold Nyhus, har blandt andet skrevet ”Hvis jeg har en sjel” om retræten, hvor Andreas Ribe-Nyhus deltog.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her