FILM // FESTIVAL – Når færre amerikanere tager turen til Berlin, så bliver landet i stedet beskrevet af europæere. Det giver karikerede og fragmenterede udklip fra det store land, men når alligevel vi ser en ægte amerikansk indie-fortælling føles det ikke meget mere sandt.
Der bliver færre og færre amerikanske film på Berlin-festivalen. Når nu den ligger i februar, så kunne det lige knap ligge dårligere i forhold til Oscar-ræset, og de indie-film som ikke har Oscar-chancer får mere ud af at komme på Sundance blandt vinterfestivalerne. I år er der kun en enkelt film af en amerikansk instruktør i hovedkonkurrence i Berlin, så der kan næsten ikke skæres mere ned.
Alligevel fylder USA en del igen i år. Amerikanske nyheder ses i fjernsyn rundt omkring i verden, og selv i filmen fra Rwanda snakker de om Donald Trump. Og et par europæiske instruktører kaster europæiske blikke på det stadigvæk dominerende land. Men hvordan tager USA sig så ud, når det ikke længere er amerikanerne selv, der har ordet?
Rabiye Kurnaz vs George W. Bush
Tyske Andreas Dresen tegner et mørkt billede af USA. Hans film tager livtag med Guantanamo Bay-fængslet, et af de mest skamfulde kapitler i landets historie – omend det med tanke på, hvad der senere skete, er svært ikke at have medfølelse med den amerikanske taxachauffør, der på et tidspunkt siger ‘Jeg er så træt af at skamme mig over mit land’.
Filmen bygger på den virkelige historie om Murat Kurnaz, der i oktober 2001 rejste til Afghanistan – efter familiens udsagn for at studere Islam, måske for at tilslutte sig Taliban. Inden han kunne noget som helst blev han pågrebet af amerikanerne og sendt til Guantanamo, hvor han så blev sat til at rådne op uden for retssystemet.
Filmen skildrer hans mor, der tager kampen op for at få ham hjem. Først med den idé, at en advokat, hun finder i telefonbogen, nok kan klare det med en opringning, men efterhånden mere og mere indædt, indtil hun anlagde det sagsanlæg, der har givet filmen sit navn.
Det er en vild historie, og Andreas Dresen gør den bestemt ikke mindre vild, end den nok har været i virkeligheden, mens kedlen kører på fuldt blus for at skabe en rigtig arthouse crowdpleaser.
Andreas Dresen gør generelt sjældent tingene halvt. Han har instrueret en masse tv-programmer, men vandt også Un Certain Regard for Stopped on Track, hvor et terminalt sygdomsforløb blev skildret, uden noget blev holdt tilbage. As We Were Dreaming var endnu et historisk drama, denne gang om ungdom i Østtyskland i tiden lige efter murens fald. Dramaet var skruet så højt op, at det virkede, som om samtlige unge mennesker på den tid blev tvunget til enten at deale stoffer eller at prostituere sig, alt imens de konstant måtte flygte for vrede skinheads. Det subtile er ikke Dresens kernekompetence.
En god del tyske film kaster det her overkørte blik på verden – se f.eks også den tyske Guldbjørnevinder “Fatih Akin” – og jeg føler sjældent, jeg lærer ret meget af det
Rabiye Kurnaz vs George W. Bush er også alt andet end subtil. Meltem Kaptan er et kraftværk som Rabiye, der flintrer rundt, sjældent forstår det hele, men altid har et tyrkisk mundheld, der relaterer sig til, hvad der sker. Alexander Scheer er omvendt inkarnationen af kantet og kejtet tyskhed i rollen som forsvarsadvokaten Bernhard Docke, der tror på jura og menneskerettigheder, men som selvfølgelig også bare bliver væltet bagover af den livsvarme kvinde. Der er bestemt mulighed for en Skuespiller-bjørn, og det er meget svært at holde latteren tilbage, når de tre kulturer, USA, Tyskland og Tyrkiet, kolliderer igen og igen.
Det er med afstand det bedste jeg har set fra Dresens hånd. Han er altid for meget, men her har vi både en stor og principiel politisk sag, flere forskellige kulturer han kan karikere, og desuden familiefølelser og melodrama. Der går rigtig lang tid, før man kører træt i det.
Men til sidst blev jeg lidt udmattet. Det er en crowdpleaser, det er ikke en film, der overrasker på nogen måde, og den kører virkelig på den store klinge. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis den vandt en af de helt store priser, men jeg ville blive lidt træt.
En god del tyske film kaster det her overkørte blik på verden – se f.eks også den tyske Guldbjørnevinder Fatih Akin – og jeg føler sjældent, jeg lærer ret meget af det.
Journal d’Amérique
Langt mere afdæmpet er Arnaud des Pallières Journal d’Amérique, eller American Journal som den hedder på engelsk. Der siges faktisk ikke et ord i den. Filmen består af arkivklip om USA tilsat et tekstspor. Lydsiden er musik og kollager af reallyd. Det er utrolig flot, og særligt lydsporet er en præstation, som jeg gerne så udgivet for sig selv. Det er dog også så afdæmpet, at det nærmest bliver så beroligende, at det kan være meget svært at følge med i teksten.
Arnaud des Pallières har en lidt spraglet filmografi, og f.eks kan man for tiden streame kortfilmen Degas et moi om den impressionistiske maler på MUBI, samt det historiske drama Michael Kohlhaas med Mads Mikkelsen på Filmstriben. Men Journal d’Amérique er hans anden dokumentar af denne type, efter Poussières d’Amérique fra 2011. Det er en ganske særlig stil, som jeg ikke rigtig kender fra andre. Særligt det her med teksterne.
Som oplevelse er det svært fascinerende. Jeg håber dog at kunne se det igen, for rigtig meget af teksten glippede for mig.
Præmissen i den nye er, at vi læser med i en dagbog fra USA, men ifølge rulleteksterne er der indblandet brudstykker fra Borges, Schopenhauer og Mark Twain. Ordene klippes ind imellem de flotte billeder, så vi ser bjergkæde, tekstbid, bjergkæde, tekstbid, bjergkæde, etc. Så man kan sagtens drømme sig helt ind i de sublime billeder af bjergkæder, og dermed miste et par dele af teksten, og lige pludselig står der ‘my fish!’ på skærmen, og der er det lidt svært at regne ud, hvad der foregår.
Teksterne veksler mellem det abstrakte og det meget direkte. Der er et interview med en marinesoldat om, hvorfor han vil ud og slås. Der er en fortælling om Mark Twains døde tvilling, og der er en utrolig lang allegori om, hvordan hajer ville opføre sig, hvis de var mennesker, hvor jeg må indrømme, at jeg tabte tråden fuldstændig.
Hvert dagbogsopslag har sit eget visuelle emne, sin egen tekst og sit eget lydspor, som kan være f.eks Glenn Gould, der spiller Mozart, eller lydkunstneren Chris Watson, men det hele er som regel mixet om og tilsat lag af lydeffekter. Som oplevelse er det svært fascinerende. Jeg håber dog kunne se det igen, for rigtig meget af teksten glippede for mig.
Det er, som om verden træder stærkest frem, når den baserer sig på en amerikansk kontekst
Der var dog én fortælling, der virkede som en art nøgle til at forstå filmen. Det handler om, at NASA har oplyst, at der bestemt må have været intelligent liv i universet, men at det måske er forsvundet igen.
Ifølge deres analyser vil civilisationer nemlig altid i sidste ende ødelægge sig selv. Den her tekst kommer indover klip fra forlystelsesparker, et andet gennemgående tema hos des Pallières, der med Disneyland – mon vieux pays natal lavede en hel film baseret på materiale fra Disneyland.
Det er her, at USA for alvor virker uvirkeligt og overgearet, og man kan godt få fornemmelsen af, at et så fjollet og eskapistisk land ikke fortsat kan bestå. Hvilket også lidt var pointen med Michael Kohlhaas. Den skildrede en oprørsleder, der af des Pallières dog mest blev behandlet som et symptom på det syge feudale middelaldersamfund. Måske handler hans kunst først og fremmest om undergangsfantasier.
Mest fascinerende er det næsten, hvor amerikansk alle klippene er, når de egentlig handler om umanerlig menneskelige ting. Børn smiler, familier hygger sig, soldater er på øvelse.
Den slags sker overalt i verden, men på en eller anden måde er det, som om effekten af filmen bliver, at USA koloniserer alle de her billeder. På et tidspunkt fortæller teksten om smerte, og der klippes til en gammel afrikansk-amerikansk mand. Frygt, og der klippes til en hvid sydstatsamerikaner med et gevær i hænderne. Frustration, og der klippes til en oprindelig amerikaner.
Det er slående, hvor stærkt de her følelser kan knytte sig til amerikanske befolkningsgrupper, som om det var dem i hele verden, der først og fremmest føler de her ting.
Egentlig fortæller Arnaud des Pallières’ film om alle mulige almenmenneskelige ting , men det er, som om verden træder stærkest frem, når den baserer sig på en amerikansk kontekst.
Call Jane
USA kan dog også lidt godt være med. Der er som nævnt kun en enkelt amerikansk film i hovedkonkurrence, men den er ‘vigtig’. Den handler om et emne, som dels er virkeligt oppe i tiden, dels har været omdrejningspunkt for en af de seneste års bedste amerikanske Berlin-film: Abort.
I 2020 imponerede Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always hernede med en atypisk abortfortælling, hvor to unge kvinders kamp for at få foretaget en abort blev til et studie af den overvældende mængde af ubehageligheder, som USA kaster i hovedet på sine unge kvinder.
Phyllis Nagys Call Jane tager tilbage i tid, fra før abort blev lovligt, for at vise, at misogynien ikke er noget nyt fænomen. Elizabeth Banks spiller Joy, en priviligeret gift middelklassekvinde, der pludselig kastes ud i den illegale abortverden, da hun får at vide, hendes graviditet er livstruende, men lægerne på hospitalet alligevel nægter at give hende en abort.
Hun finder en flyer, ringer til Jane, og efter selv at have fået foretaget indgrebet bliver hun hængende og begynder at påtage sig mere og mere ansvar i den lyssky organisation ledet af Virginia (Sigourney Weaver).
At se en amerikansk film som ‘Call Jane’, efter i dagevis at have set film fra Rwanda, Indonesien, Cambodja osv., er som at blive dyppet i et karbad af genkendelighed
Phyllis Nagy drager overraskende paralleller til nutiden. I den flotte åbningsscene følger vi Joy, mens hun tilbringer aftenen på et hotel i Chicago i august 68, mens demonstranterne mod den Demokratiske Partikongres får tæv udenfor. Hendes mand føler, at hele verden er på vej ud af kontrol, dels fordi der er så meget vold og strid i medierne, dels fordi hans kone og datter ikke engang gør, som de plejer længere. Man genkender følelserne fra de sidste års amerikanske kaos.
For at være helt ærlig genkender man næsten alt. At se en amerikansk film som Call Jane, efter i dagevis at have set film fra Rwanda, Indonesien, Cambodja osv., er som at blive dyppet i et karbad af genkendelighed.
Alle skuespillerne er set før. Vi kender de historiske omstændigheder. Har set hver en frisure, hvert et kostume, hver en kulisse som den ruinerede filmfabrik har kreeret til UG.
Der er råd til genkendelig musik som Velvet Underground og andre tresserhits. Og selvom filmsproget vitterlig er fornemt – med lange kamerature i hælene på Joy, og et varmt billedsprog skabt på celluloid – så er det også alt sammen nærmest bedøvende velkendt.
Rigtig mange amerikanske indie-film kommer aldrig ud over fornemmelsen af, at vi har set det hele før. Har vi brug for det?
Og måske er det det, som USA er? Et forrådskammer af genkendelighed. Det er bestemt beroligende i en strøm af uvante idéer. Men det føles også tydeligt, som om de to europæiske film om USA spiller på visheden om, at vi allerede er godt bekendt med USA – som når det er en joke, at Rabiye Kurnaz ikke kan genkende skuespilleren Tim Williams – på en lidt kalorietom måde.
Spørgsmålet er, om en filmfestival reelt har brug for så meget velkendthed? Film som Never Rarely Sometimes Always imponerede ved at vise os nye sider af det velkendte land, men rigtig mange amerikanske indie-film kommer aldrig ud over fornemmelsen af, at vi har set det hele før.
Har vi brug for det? Kan vi give slip på gamle USA og i stedet overgive os mere til det uvisse? Jeg tror næsten, Berlin havde været bedre tjent med at køre udenom den store filmmagt i år – og så gøre det til et statement.
Fotocredits:
Rabiye Kurnaz vs George W. Bush: Andreas Hoefer / Pandora Film
Journal d’Amérique: Les Films Hatari / Iwaso Films
Call Jane: Wilson Webb
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
