Belarus år 0: Der hviskes endnu om politik og oprør ved køkkenbordene

Anne Haubek & Thomas Ubbesen 11.08.2021

DISSIDENTER I BELARUS // SERIE – Lukashenko-regimet i Belarus har tvunget den politiske diskurs tilbage til køkkenerne bag nedrullede gardiner – præcis som under kommunismen. Vi taler i en serie artikler med dissidenter bag det nye jerntæppe.

“Min mor kan ikke holde ud at høre på Lukashenko og se ham på stats-TV. Han taler hele tiden om, at vi er i krigstilstand, under angreb udefra. At vi er under belejring.”

Vores ven S. er i telefonen igen fra Belarus. Han fortæller om, hvordan hans forældre hver aften er tilskuere til et iscenesat show, når de statsautoriserede ”nyheder” fortæller folk, at oprøret, protesterne, revolutionen, som snart har varet et år, er iscenesat fra udlandet.

Man får at vide, at der er fjender overalt, der er en ondskab udefra, som er ude på at ødelægge fædrelandet

Man får at vide, at der er fjender overalt, der er en ondskab udefra, som er ude på at ødelægge fædrelandet. Forældrene tør ikke direkte sige, at det er løgn – men de forstår på den anden side slet ikke, hvad det handler om, for de oplever ingen fjender i deres hverdag. De fatter ganske enkelt ikke, hvorfor præsidenten skaber sådan en frygt. Men det fylder dem med tvivl og usikkerhed, det gør dem meget utrygge, fortæller han.

De seneste uger har præsident Alexander Lukashenko strammet grebet om ”sit” folk drastisk. Den ene civilsamfundsorganisation efter den anden er blevet ransaget og lukket. Den slags bliver nu i en ny lov defineret som ’ekstremistiske organisationer’ – ekstremistiske og forbudt.

Omkring 50 ngo’er, så som menneskerettighedsorganisationer, økologiforeninger, ungdomsgrupper og sågar hjælpeindsatser for forældreløse børn, er ramt af regimets eskalerende og paranoide indgreb. Stramninger, der uge for uge kun bliver intensiveret.

“Min veninde, som har skabt et frivillighedsnetværk, er dybt fortvivlet,” fortæller S. Hendes gruppe, der hjælper voldsramte kvinder og forældreløse børn, er nu forbudt og opløst. Tænk at slå ned på noget så humanitært.

“Alle initiativer, der kommer fra folk selv, og som kunne forandre og skabe noget – uanset hvor upolitisk, det måtte være – bliver undertrykt,” siger S.

Signalet fra Lukashenko-regimet til befolkningen er ikke til at tage fejl af: Der er kun én, der bestemmer i dette land.

Det har de seneste måneder fra regimets side tydeligvis handlet om at fjerne alt, som på nogen måde kunne minde om oprøret. Demonstranternes rød-hvide farver, som for et år siden var synlige overalt i Belarus, er væk nu, forsøgt skrevet ud af historien. I stedet er der nu endnu flere af Lukashenko-regimets rød-grønne flag.

“Der har aldrig nogensinde været så mange rød-grønne flag som nu, de er overalt i gadebilledet”, lyder det fra S. i Minsk.

Det er i disse dage præcis et år siden, at store dele af folket – efter et præsidentvalg præget af åbenlys svindel – i al fredsommelighed rejste sig mod deres mangeårige overherre og krævede et frit og retfærdigt valg foruden løsladelse af alle politiske fanger.

I dag er resultatet, at flere mennesker har mistet deres liv, at over 600 politiske fanger er bag tremmer på uvis tid, at mange har måttet flygte ud af landet, at titusinder har været eller er fængslet, at hundredtusinder chikaneres i deres hverdag, og at Belarus’ 9,5 mio. indbyggere nu lever i frygt og utryghed under regimets jernnæve.

“Se bare, nu går han også efter folk udenfor Belarus,” siger S. med henvisning til ’kapringen’ af Ryanair-flyet med aktivisten Roman Protasevic i maj og med myndighedernes forsøg på at tvinge en kritisk OL-løber hjem fra Tokyo. Senest er en ung hviderussisk aktivist desuden fundet hængt i en park i nabolandet Ukraine under endnu uafklarede omstændigheder.

Det er der, vi er tilbage nu. Vi er tilbage til Sovjetkøkkenerne. Det er det eneste sted, hvor man i fortroligt selskab tør sige sin mening. Indre eksil. Det føles, som om tiden er rullet tilbage

Den – om end begrænsede – ”frihed” der trods alt eksisterede før præsidentvalget den 9.august 2020, er nu helt forsvundet, og nationen Belarus lever nu mere end nogensinde op til sin position som et rendyrket diktatur i hjertet af Europa.

“Folk er virkelig bange for at tale om politik nu,” siger S. Han er ung, midt i tyverne, men hans forældre har fortalt ham om, hvordan de i Sovjettiden ikke turde tale om politik andre steder end hjemme i køkkenet.

“Det er der, vi er tilbage nu,” siger han. “Vi er tilbage til Sovjetkøkkenerne. Det er det eneste sted, hvor man i fortroligt selskab tør sige sin mening. Indre eksil. Det føles, som om tiden er rullet tilbage.”

***

Nogle timer efter melder en anden af vores venner, B., sig på en nogenlunde sikker internetforbindelse.

Hans arbejdsplads – et medie – blev for nogle måneder siden lukket. Politiet mødte op en morgen, ransagede kontoret, tog computere og medarbejdere med. Hans kolleger sidder stadig i fængsel på ubestemt tid. Selv var han ikke på kontoret den dag, det var hans held.

Man skal passe på, når man går på gaden, ikke få øjenkontakt med en politimand f.eks. eller på nogen måde vække opsigt. Så risikerer man at blive arresteret

Selvom mange hviderussere det seneste år har forladt landet, så har han besluttet sig for at blive – indtil videre i hvert fald.

“Man skal passe på, når man går på gaden, ikke få øjenkontakt med en politimand f.eks. eller på nogen måde vække opsigt. Så risikerer man at blive arresteret,” siger B. “Men vi har bestemt ikke givet op,” understreger han.

“Vi tilpasser os den nuværende situation, det er det eneste, vi kan gøre lige nu. Men vi er stadig rasende på regimet. Og protesten lever stadig – den flammer inden i os. Den kan han ikke slukke, Lukashenko,” fastslår B. med sikkerhed i mælet. Fra et køkken i Minsk.

LÆS MERE FRA HAUBEK OG UBBESEN OM BELARUS HER

Topillustration: Der er en skærende kontrast mellem propagandaplakaternes smilende ansigter og rød/grønne farver, og byens grå tristesse. Foto: Thomas Ubbesen

Anne Haubek & Thomas Ubbesen

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist. Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service. Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016), ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). "Vi var folket - møde med østeuropæerne 30 år efter murens fald", Gyldendal, 2019. Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder. Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309. Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder. Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder. Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik. Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.