KONCERT // ANMELDELSE – Det symfoniske referenceværk over alle referenceværker, Beethovens 9. symfoni, blev kun delvist forløst af Roberto Abbado i fredagens koncert i Musikhuset. Men i sidste ende fik Beethovens ikoniske hymne til livet og broderskabet vinger, skriver Paw Hedegaard Amdisen.
Der findes symfonier, og så findes der Beethovens symfonier. Og blandt Beethovens symfonier findes der den 9. symfoni. Ser man på Beethovens symfonier i et musikhistorisk perspektiv, så er de referenceværker. Men blandt Beethovens symfonier, så er den niende symfoni referenceværket blandt referenceværker.
Beethovens 9. symfoni er et revolutionerende værk i musikhistorisk forstand, men det er også skrevet i en revolutionær ånd. Inspireret af oplysningens idealer og den franske revolution.
Musikhistorisk sprænger værket mange forskellige konventioner. I forhold til længde, i forhold til satsernes opbygning og rækkefølge og ikke mindst i anvendelsen af vokalsolister og kor i finalesatsen.
I forhold til indholdet af især symfoniens finalesats, så er det indlysende, at Beethoven tænkte revolutionært og havde en tro på den nye tids idealer om frihed, lighed og broderskab. En historie, der illustrerer Beethovens forbundethed til disse idealer, er historien om, hvordan Beethoven i første omgang ønskede at tilegne sin 3. symfoni – Eroica-symfonien – til Napoleon, men da Napoleon i mellemtiden udråbte sig selv til kejser, kradsede tilegnelsen til Napoleon ud på titelbladet til partituret.
En hymne til broderskabet
I sidste ende er Beethovens 9. symfoni en hymne til livet og glæden, og budskabet om at alle mennesker i sidste ende skal blive brødre. Schillers tekst, som med få tilføjelser af Beethoven selv udgør grundlaget for finalesatsens hyldest, var ikke noget tilfældigt valg.
Allerede i 1793 gik den unge Beethoven med tanker om at sætte musik til Schillers digt. Det blev dog først den modne Beethoven, der – da han i årene fra 1822 til 1824 kastede sig over arbejdet med den 9. symfoni – virkeliggjorde disse tanker.
Historierne om Beethovens 9. symfoni er mange. Anekdoterne endnu flere. Sikkert er det dog, at Beethovens 9. symfoni fik sin uropførelse, for lidt over 200 år siden, ved en koncert i Wien den 7. maj 1824. Beethoven selv havde egentlig efter utilfredshed med den by, der var blevet hans hjemby, haft ambitioner om at uropføre symfonien i Berlin, men en underskriftsindsmaling foranstaltet af venner og beundrere i Wien havde overbevist ham om noget andet.
Beethoven var på dette tidspunkt en ikke uvæsentlig del af den tragiske historie om dette kunstnergeni, næsten komplet døv, og koncerten blev derfor efter sigende afviklet på den lidt aparte måde, at orkestret reelt blev ledet af kapelmesteren Michael Umlauf samtidig med, at Beethoven dirigerede orkestret, som dog var blevet bedt om at ignorere Beethovens direktion.
En historie i den forbindelse, som måske hører til på kanten af det anekdotiske, men som dog er ganske rørende og som også på sin egen frit fantaserende måde har fået plads i Beethoven-filmen Immortal Beloved fra 1994, er, at Beethoven, som stod med ryggen til publikum, var flere takter bagud i sin direktion og derfor ikke opdagede, at musikken var endt, og derfor måtte hjælpes med at vende sig om for at modtage publikums hyldest. For uropførelsen blev, og det er ganske vist, en kæmpe succes. Og lige siden har symfonien haft status som en titan i den symfoniske musiks ”litteratur”.
Tæmmet start
Når man står over for at skulle opføre et værk som Beethovens 9. symfoni , så kan det ikke ikke undgås, at man som dirigent, sanger og orkester, må se det som en opgave, hvor man fyldes med en vis portion ærefrygt og måske også et vist forventningspres. Aftenens dirigent, italienske Roberto Abbado, bærer da også et efternavn, der i sig selv sætter forventningerne højt. Og ikke tilfældigt, for han er rent faktisk mesterdirigenten Claudio Abbados nevø og en erfaren dirigent, der har flere store, internationale dirigentposter på sit CV.
Ikke desto mindre så var det min opfattelse, at symfoniens første to satser af Abbado blev ledet på en måde, der blev lidt for pæn og for min smag kom til at savnede noget temperament og vildskab, og derfor kom til at stå lidt uforløst tilbage.
Første sats starter på en måde med strygere og horn, der klinger i det, man kunne kalde tomme kvintintervaller, hvor musikken nærmest opstår eller bliver skabt ud af en ursuppe af lyd, og en overgang nærmest lyder som når orkestret stemmer og intonerer før en koncert. Ud af denne musikalske ursuppe dukker nogle markante og meget typiske Beethoven-akkorder frem for igen at forsvinde i den musikalske ursuppe, for så at dukke op igen kort tid efter.
Der er i det hele taget en første sats, der virker søgende, og som altså efter min opfattelse vinder ved blive spillet med et vist temperament, der markerer den uro og kaos, som hersker i skabelsen eller i det øjeblik, hvor noget, i dette tilfælde musikken, opstår ud af intetheden.
i den overordnede fortolkning af satsen, som Abbado lagde for dagen, savnede jeg også her noget mere vildskab
Temperament og vildskab kendetegner også symfoniens anden sats, der ganske atypisk for den symfoniske genre på dette tidspunkt, er en scherzo. Normalt plejede scherzoen eller menuet-satsen på dette tidspunkt efter Haydns og Mozarts standardmodel at være tredje sats, men her bliver det altså den sats, der efterfølger den lettere rastløse førstesats. Og det gør den med en nærmest diabolsk scherzo, der giver mindelser om den slags viltre scherzoer, Anton Bruckner kunne finde på at komponere et halvt århundrede senere. Sine steder en frådende maskine, men også med plads til nogle fine, nærmest kammermusikalske passager for blæserne. Her viste blæserne i Aarhus Symfoniorkester for øvrigt igen deres høje klasse.
Men i den overordnede fortolkning af satsen, som Abbado lagde for dagen, savnede jeg også her noget mere vildskab eller mod til at kaste sig ud i en mere markeret og temperamentsfuld udgave af Beethoven, som i Abbados version altså fremstod lige lovlig tæmmet til min smag.
Forløsende afslutning
Savnede man forløsning, så indfandt den sig til gengæld i symfoniens tredje sats, der igen mod sædvane er symfoniens langsomme sats. Efter to rastløse og energifyldte satser indfinder der sig i tredjesatsen en overjordisk ro, hvor træblæserne omgivet af fløjlsbløde strygere åbner et sceneri i familie med den langsomme sats fra Beethovens såkaldte Pastorale-symfoni. Men hvor man i denne symfoni kan ane et landskab af landlig idyl, så er vi i den langsomme sats af den 9. symfoni et sted, der ikke findes på jorden. I passager kan man have svært ved at høre forskel på Beethovens tonesprog og det tonesprog, man finder langt senere hos en komponist som Gustav Mahler i nogle af hans langsomme satser.
Orkestret spillede sig under Abbados ledelse fuldt ud, og det var som om det lyriske billedsprog, som her skulle fremkaldes, på en måde lå nærmere på dirigentens klangideal. Det fungerede i hvert fald upåklageligt og skabte det magiske rum af overjordisk fred og afklaring, som er kernen i dette gudesmukke stykke musik af Beethoven.
Finalesatsen blev forløst på fornemste vis. Alle kræfter arbejdede sammen på at løfte Beethovens triumferende jubelhymne til det ekstatiske niveau, hvor det slutter
Den sidste sats af symfonien er naturligvis ikonisk. Både tematisk og sin anvendelse af sangsolister og kor. Vi kender i dag også dele af satsen som Europa-hymnen. En anvendelse Beethoven, ideologisk set, nok ville have tilsluttet sig. På scenen i Musikhuset, eller rettere på rækkerne bag scenen, stod omkring 80 korsangere klar. Ifølge koncertprogrammet en blanding af professionelle sangere fra Den Jyske Operas kor og en række frivillige amatørsangere, der havde været igennem et særligt prøve- og træningsprogram.
Foran dem på scenen bagorkestret stod igen fire sangsolister klar. Dansk-norske Brit-Tone Müllertz sang sopranstemmen, portugisiske Cláudia Ribes altstemmen, tyske Thomas Mohr tenorstemmen og endelig danske Johan Reuter bas-baryton-stemmen, der først selv og lidt efter med korets opbakning indleder den vokale del af finalesatsen med opråbet til at hylde glæden og broderskabet.
Og lad det være sagt med det samme. Finalesatsen blev forløst på fornemste vis. Alle kræfter arbejdede sammen på at løfte Beethovens triumferende jubelhymne til det ekstatiske niveau, hvor det slutter. Orkestret har selvfølgelig en vigtig funktion, ikke mindst i opbygningen af satsens mere fugale elementer, men når alt kommer til stykket, så var det ikke mindst den vokale præstation fra solister og kor, der løftede finalesatsen til den afsluttende triumf, som satte det punktum som aftenen havde brug for.
Ikke mindst må Aarhus Symfoniorkesters Fælleskor, som de vist i aftenens anledning havde døbt sig selv, virkelig roses for en overbevisende korindsats. Forhåbentlig kommer vi til at høre mere til dem i kommende sæsoner. I den sammenhæng kan det dog naturligvis bekymre, at Den Jyske Operas Kor, som udgjorde den professionelle kerne i aftenens fælleskor, har gennemgået og i øjeblikket gennemgår en omfattende reducering som led i en større spareplan for Den Jyske Opera.
Efter en lidt tæmmet start endte aftenens koncert et sted, som gjorde gamle Beethoven ære og gav hans hymne til livet og broderskabet vinger. Og endnu engang viste Aarhus Symfoniorkester, som desværre også er truet af spareplaner, at de er et orkester, der i deres nuværende opstilling kan opføre den symfoniske litteraturs absolutte hovedværker på et ganske glimrende og internationalt niveau.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og