JUL // KLUMME – Juleafmagten, husker du den? Helle Christiansen peger på, at julens kernefortælling kan bruges som fortegn for hele året. Flere føler sig ensomme, og det er et koldt vilkår året rundt. Afmagtserfaringer, der deles, kan blive en identifikationsbro mellem os, for på tværs af forskelle har vi mere til fælles end vi måske bryder os om at indse. Og hvis vi tør, kommer vi tættere på hinanden.
Har du endnu ikke fået brugt den gamle vittighed, der hører til januar måned, er det tid at gøre det nu. Den lyder: ”Hvad har du fået i julegave i år?”
Når offeret begynder at remse op af alt fra sokker til oplevelsesgaver eller begynder at udbrede sig om, at man sandelig ikke forbruger klodens sparsomme ressourcer på noget så overfladisk som julegaver, holder du ansigtet i de rette folder og svarer med overbærenhed den tungnemme: ”Det har ikke været jul i år endnu!”
Men selv om det altså ikke har været jul i år, kommer her nogle julebetragtninger. Dem kan man vælge at tage som efterslæt eller som tidlig forberedelse alt efter indstilling til tilværelsen i al almindelig, og erfaringer med jul i særdeleshed.
Jeg har skrevet dem i eftertænksomhed over ikke bare tilbagevendende erfaringer i Kirkens Korshær af julens påvirkning på mennesker, vi møder, men særligt over forgangne års indtryk af en tiltagende juleafmagt hos en større del af mennesker i Danmark.
Juleafmagt
I løbet af november og december blev jeg slået af, at stadig flere mennesker gav udtryk for en slags ”juleafmagt” i tiden op til jul i form af suk og udtryk for bekymring over julens komme.
Hvad med alle familierelationerne, der ikke er, som de skal være? Hvad med forventningerne til den perfektion, glans og glæde, der hører julen til?
Suk og bekymring afspejler en indre og ydre afmagt. Bare det snart er overstået, er tanken hos mange.
Jeg husker en reklame for et diskotek, som jeg så for et par år siden: ”Vi mødes på byens dansested, når det er overstået!” lød teksten. Og det, der skal overstås, er altså en traditionel juleaften i familiens skød.
I 2018 kom der til overflod en film om fænomenet. Lad os hurtigst mulig få ”det” overstået, så der er tid til at slappe af og feste fra ca. midnat d. 24. december.
I Kirkens Korshær er julen en svær tid for mennesker. Mange har få ressourcer i mange udgaver og meget at slås med økonomisk, fysisk og psykisk. Julen er en svær tid, der bare skal gennemleves så ubemærket som muligt
Juleafmagten står i diametral modsætning til den officielt anerkendte juleholdning, hvor følelser som glæde, hygge, fordybelse, kvalitetstid og lykke ofte er de mest nærliggende illustrationer.
Juleafmagt har altid været et velkendt fænomen i Kirkens Korshær, men når jeg har hørt afmagtssukkene før jul, har det været påfaldende for mig, at juleafmagten også kommer til udtryk hos mennesker, der i grunden lever op til forestillingen om det rigtige liv – både når det omhandler det arbejdsmæssige, familiemæssige og helbredsmæssige.
Måske har man en tand for meget at se til i hverdagen, men der er ikke nødvendigvis tale om økonomiske, familiære eller helbredsmæssige bekymringer. Afmagten optræder tilsyneladende på tværs af de skel, vi ellers har imellem os.
I Kirkens Korshær er julen en svær tid for mennesker. Mange har få ressourcer i mange udgaver og meget at slås med økonomisk, fysisk og psykisk. Julen er en svær tid, der bare skal gennemleves så ubemærket som muligt. Resten af året kan man måske tåle at være på bagkant med mangt og meget, men til jul bliver misforholdet mellem iscenesættelsen af julen og ens faktiske formåen blæst op som på storskærm.
Juletid med alt hvad der dertil hører af forventninger og opfyldelsen af disse – eller mangel på samme – er et nærbillede med tydelige detaljer af resten af året. Ikke kun til jul, men hele året opleves afmagten hos mennesker. Men vi oplever også, hvordan vi kan afhjælpe den for hinanden. Her er nogle øjebliksbilleder, fortalt af medarbejdere:
Varmestuen menneskemøde dag og nat
Eva, der er frivillig hos Kirkens Korshærs Sct. Nicolai Tjeneste, fortæller, at Sct. Nicolai Tjenesten ikke pynter op til jul. Så behøver de, der kommer derind, nemlig ikke at tænke på julen.
Julen er et fællesskab, som de ikke er en del af. Enten fordi de ikke har nogen at fejre jul med, eller fordi dem, de har, hellere vil være fri for deres tilstedeværelse i juledagene. Familien har bedt dem om at blive væk, fordi de er for svære at være sammen med, forklarer Eva.
Afmagt og ensomhed driver os sammen i varmestuen ved juletid og året rundt
Også – og måske særligt – ved juletid mødes mennesker med mange forskellige baggrunde og historier på varmestuen. Der er den ældre hjemløse, som overnatter på Kirkens Korshærs natvarmestue, og som døjer med infektion i benet. Der er den midaldrende mand, som efter mange års misbrug har mistet alle sine tænder, men nu har fået foretaget en operation og til næste år kan få et nyt gebis. Der er kvinden, som har mistet det ene ben, men alligevel får det til at se legende let ud, når hun bestiger trapperne med krykkerne. Her er også manden, der kommer med sit livs ejendele i et par netto-plastikposer, som kan stå under reolen, imens han får lidt mad og et bad. Hans hund ligger pænt nede i gangen og venter på sin herre, der spørger, om han kan få en ny sovepose, fordi den sidste er blevet stjålet.
Mange flere har deres kommen og gåen. Mennesker, som ved, at varmestuen er der. Mennesker, som søger og håber på at opnå en følelse af det fællesskab, der bryder ensomhed og danner modvægt til afmagt.
I varmestuens natåbning er der madrasser, måske en ledig køje. Det er godt til den trætte, der har været på benene hele dagen på gaden, men der er også behov for vågne mennesker at tale og spise med for den, der har svært ved at komme alene igennem nattens timer.
Psykisk syge nattevandrere og dødeligt syge hjemløse mennesker, udskrevet, fordi hospitalet ikke kan gøre mere for dem.
Afmagt og ensomhed driver os sammen i varmestuen ved juletid og året rundt.
Fælles afmagt kan blive til fælles styrke
Afmagten forener os tilsyneladende på tværs af sociale skel. Afmagt kombineret med ensomhed.
Flere føler sig ensomme. Det træder tydeligt frem i juleafmagt, men er et koldt vilkår året rundt. Afmagtserfaringer, der deles, kan blive en identifikationsbro mellem os. Vi har på tværs af mange forskelle mere tilfælles end vi måske bryder os om at indse, men hvis vi tør indse det, kommer vi tættere på hinanden.
Juleafmagten kan brydes.
Ikke af det enkelte menneske, men vi kan gøre det for hinanden. Jeg tror, vi kan gøre det ved at sætte julens kernefortælling som fortegn for hele året.
Forhåbentlig er den ikke allerede glemt her midt i januar: Et barn, der er udsat og afvist, afhængigt af hjælp og omsorg. Barnet findes i ethvert menneske. Vi har alle samme behov, uanset hvordan vores ydre omstændigheder former sig. Vi kan give, og vi kan modtage ved at se egen og andres afmagt i øjnene. Afmagt, der deles, kan vendes til fælles styrke.
Fotos: Kirkens Korshær.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
