Bag(h)jul og for(h)jul – hvad har du fået i julegave i år?

af i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker

LIV – Juleafmagten, husker du den? Vi skriver januar, men Helle Christiansen peger på, at julens kernefortælling kan bruges som fortegn for hele året. Flere føler sig ensomme, og det er et koldt vilkår året rundt. Afmagtserfaringer, der deles, kan blive en identifikationsbro mellem os, for på tværs af forskelle har vi mere til fælles end vi måske bryder os om at indse. Og hvis vi tør, kommer vi tættere på hinanden.

Har du endnu ikke fået brugt den gamle vittighed, der hører til januar måned, er det tid at gøre det nu. Den lyder: ”Hvad har du fået i julegave i år?”

Når offeret begynder at remse op af alt fra sokker til oplevelsesgaver eller begynder at udbrede sig om, at man sandelig ikke forbruger klodens sparsomme ressourcer på noget så overfladisk som julegaver, holder du ansigtet i de rette folder og svarer med overbærenhed den tungnemme: ”Det har ikke været jul i år endnu!”

Men selv om det altså ikke har været jul i år, kommer her nogle julebetragtninger. Dem kan man vælge at tage som efterslæt eller som tidlig forberedelse alt efter indstilling til tilværelsen i al almindelig, og erfaringer med jul i særdeleshed.

Jeg har skrevet dem i eftertænksomhed over ikke bare tilbagevendende erfaringer i Kirkens Korshær af julens påvirkning på mennesker, vi møder, men særligt over forgangne års indtryk af en tiltagende juleafmagt hos en større del af mennesker i Danmark.

Juleafmagt

I løbet af november og december blev jeg slået af, at stadig flere mennesker gav udtryk for en slags ”juleafmagt” i tiden op til jul i form af suk og udtryk for bekymring over julens komme.

Hvad med alle familierelationerne, der ikke er, som de skal være? Hvad med forventningerne til den perfektion, glans og glæde, der hører julen til?

Suk og bekymring afspejler en indre og ydre afmagt. Bare det snart er overstået, er tanken hos mange.

Jeg husker en reklame for et diskotek, som jeg så for et par år siden: ”Vi mødes på byens dansested, når det er overstået!” lød teksten. Og det, der skal overstås, er altså en traditionel juleaften i familiens skød.

I 2018 kom der til overflod en film om fænomenet. Lad os hurtigst mulig få ”det” overstået, så der er tid til at slappe af og feste fra ca. midnat d. 24. december.

I Kirkens Korshær er julen en svær tid for mennesker. Mange har få ressourcer i mange udgaver og meget at slås med økonomisk, fysisk og psykisk. Julen er en svær tid, der bare skal gennemleves så ubemærket som muligt

Juleafmagten står i diametral modsætning til den officielt anerkendte juleholdning, hvor følelser som glæde, hygge, fordybelse, kvalitetstid og lykke ofte er de mest nærliggende illustrationer.

Juleafmagt har altid været et velkendt fænomen i Kirkens Korshær, men når jeg har hørt afmagtssukkene før jul, har det været påfaldende for mig, at juleafmagten også kommer til udtryk hos mennesker, der i grunden lever op til forestillingen om det rigtige liv – både når det omhandler det arbejdsmæssige, familiemæssige og helbredsmæssige.

Måske har man en tand for meget at se til i hverdagen, men der er ikke nødvendigvis tale om økonomiske, familiære eller helbredsmæssige bekymringer. Afmagten optræder tilsyneladende på tværs af de skel, vi ellers har imellem os.

I Kirkens Korshær er julen en svær tid for mennesker. Mange har få ressourcer i mange udgaver og meget at slås med økonomisk, fysisk og psykisk. Julen er en svær tid, der bare skal gennemleves så ubemærket som muligt. Resten af året kan man måske tåle at være på bagkant med mangt og meget, men til jul bliver misforholdet mellem iscenesættelsen af julen og ens faktiske formåen blæst op som på storskærm.

Juletid med alt hvad der dertil hører af forventninger og opfyldelsen af disse – eller mangel på samme – er et nærbillede med tydelige detaljer af resten af året. Ikke kun til jul, men hele året opleves afmagten hos mennesker. Men vi oplever også, hvordan vi kan afhjælpe den for hinanden. Her er nogle øjebliksbilleder, fortalt af medarbejdere:

Varmestuen menneskemøde dag og nat

Eva, der er frivillig hos Kirkens Korshærs Sct. Nicolai Tjeneste, fortæller, at Sct. Nicolai Tjenesten ikke pynter op til jul. Så behøver de, der kommer derind, nemlig ikke at tænke på julen.

Julen er et fællesskab, som de ikke er en del af. Enten fordi de ikke har nogen at fejre jul med, eller fordi dem, de har, hellere vil være fri for deres tilstedeværelse i juledagene. Familien har bedt dem om at blive væk, fordi de er for svære at være sammen med, forklarer Eva.

Afmagt og ensomhed driver os sammen i varmestuen ved juletid og året rundt

Også – og måske særligt – ved juletid mødes mennesker med mange forskellige baggrunde og historier på varmestuen. Der er den ældre hjemløse, som overnatter på Kirkens Korshærs natvarmestue, og som døjer med infektion i benet. Der er den midaldrende mand, som efter mange års misbrug har mistet alle sine tænder, men nu har fået foretaget en operation og til næste år kan få et nyt gebis. Der er kvinden, som har mistet det ene ben, men alligevel får det til at se legende let ud, når hun bestiger trapperne med krykkerne. Her er også manden, der kommer med sit livs ejendele i et par netto-plastikposer, som kan stå under reolen, imens han får lidt mad og et bad. Hans hund ligger pænt nede i gangen og venter på sin herre, der spørger, om han kan få en ny sovepose, fordi den sidste er blevet stjålet.

“Nicolai Tjenesten er et medmenneske at tale med,” forklarer tjenestens leder Stine Lene Hansen. “Vi dækker det kedeligste i samfundet, der hvor der ikke er drama og krise. Vi dækker samværet, vi dækker ensomheden”.

Mange flere har deres kommen og gåen. Mennesker, som ved, at varmestuen er der. Mennesker, som søger og håber på at opnå en følelse af det fællesskab, der bryder ensomhed og danner modvægt til afmagt.

I varmestuens natåbning er der madrasser, måske en ledig køje. Det er godt til den trætte, der har været på benene hele dagen på gaden, men der er også behov for vågne mennesker at tale og spise med for den, der har svært ved at komme alene igennem nattens timer.

Psykisk syge nattevandrere og dødeligt syge hjemløse mennesker, udskrevet, fordi hospitalet ikke kan gøre mere for dem.

Afmagt og ensomhed driver os sammen i varmestuen ved juletid og året rundt.

Fælles afmagt kan blive til fælles styrke

Afmagten forener os tilsyneladende på tværs af sociale skel. Afmagt kombineret med ensomhed.

Flere føler sig ensomme. Det træder tydeligt frem i juleafmagt, men er et koldt vilkår året rundt. Afmagtserfaringer, der deles, kan blive en identifikationsbro mellem os. Vi har på tværs af mange forskelle mere tilfælles end vi måske bryder os om at indse, men hvis vi tør indse det, kommer vi tættere på hinanden.

Juleafmagten kan brydes.

Ikke af det enkelte menneske, men vi kan gøre det for hinanden. Jeg tror, vi kan gøre det ved at sætte julens kernefortælling som fortegn for hele året.

Forhåbentlig er den ikke allerede glemt her midt i januar: Et barn, der er udsat og afvist, afhængigt af hjælp og omsorg. Barnet findes i ethvert menneske. Vi har alle samme behov, uanset hvordan vores ydre omstændigheder former sig. Vi kan give, og vi kan modtage ved at se egen og andres afmagt i øjnene. Afmagt, der deles, kan vendes til fælles styrke.


Fotos: Kirkens Korshær.

Helle Christiansen er født i 1957 og uddannet cand.theol. Opvokset på Sydsjælland og i Vendsyssel, har boet og arbejdet i mange egne af Danmark og hentet inspiration fra de forskellige måder at udfolde sig på i Danmark.

Præsteembeder i folkekirken 1985 – 2001; lektor på Præsteuddannelserne 2001-2006 Udgivet teologiske fagbøger om liturgik og embedsteologi i den periode.

Siden 2016 udviklingschef Kirkens Korshær og fra 2011 chef for Kirkens Korshær. Chef er den lederbetegnelse, Kirkens Korshær har brug siden begyndelsen i 1912, hvor Kirkens Korshær blev stiftet. Det svarer til, hvad andre foreninger kalder generalsekretær. Kirkens Korshærs varmestuer, hjemløseherberger, familiestøttende og rådgivende arbejde er tilbud til mennesker med behov for basal hjælp. Mad, bad, tøj, menneskeligt fællesskab er kerneydelser, og nærvær, omsorg, respekt er kerneord for det sociale arbejde, som Kirkens Korshær står for på basis af det kristne menneskesyn.

Gennem mange år aktiv i foreninger og bestyrelser, primært inden for kirke og socialt arbejde, bla. tidligere formand for præsternes faglige organisation, Præsteforeningen. Aktuelt formand for bestyrelsen for Sankt Lukas Stiftelsen, hvor børne- og voksenhospices, krisecenter og børne- og plejeinstitutioner drives med høj faglighed og stærk menneskekærlighed.

Udpeget fra 2018 som medlem af Rådet for Socialt Udsatte.

Diverse artikler, bogredaktion, kronikker mv. gennem årene i relation til Kirkens Korshærs arbejde.

Foto: Iben Kauffmann

Seneste artikler om Danmark