Bad China Days – når alt bliver for meget i Riget i Midten

i Asien/Internationalt/Liv & Mennesker af

REPORTAGE – ‘Bad China Days’ er noget, de fleste udlændinge, der bor i Kina, oplever. De dage, hvor det hele bliver for meget. Den kultur, man bestræber sig på at forstå og omfavne, går pludselig en på nerverne, og man bliver fanget af en lyst til bare at komme væk, skriver Lisa Floris, der selv bor i den kinesiske hovedstad.

BEIJING – På overfladen er det nemt at bo i Kina. Vi har WeChat – Kinas svar på Facebook – og WeChat Pay. Didi taxaservice kommer lige til døren, og hvis man bestiller en Premium, får man bil lædersæder og vandflasker til fri afbenyttelse.

Vi kan bestille alt online på Taobao til levering næste dag, og vi kan spise, hvad vi vil: Koreansk Kimchi til frokost og ægte fynsk brunsviger (fra Gertz Danish Bakery) til eftermiddagskaffe.

Vi ikke-kinesiske familier har næsten alle hushjælp, og når vi ikke gider bære vores indkøb, betaler vi en femmer i supermarkedet for at få dem bragt hjem.

Negativiteten rammer mig som et high-speed-tog mellem Shanghai og Beijing

Alligevel bliver jeg midt under en flyvning mellem Chicago og Beijing overvældet af følelsen af, at jeg ikke har lyst til at tage tilbage til Kina. Jeg – af alle mennesker. Den lalleglade Kina-entusiast, der normalt nærmest bliver lidt muggen, når andre ikke kan se det fantastiske ved at bo i Kina. Bloggeren der i snart tre år har fortalt om det fascinerende ved at bo i Kina. Ja, hende der kan blive rørt til tårer over de mest banale scener i gadebilledet.

Negativiteten rammer mig som et high-speed-tog mellem Shanghai og Beijing.

De små og de store ting

Fra det øjeblik jeg lander, ved jeg, at jeg skal slå min VPN (Virtual Private Network) til, så jeg kan komme udenom The Great Firewall for at bruge Google samt sociale medier. Min taxa vil lugte grimt, fremmede mennesker vil have klippet negle, der ligger på bagsædet, og chaufføren vil afgjort ikke hjælpe mig med min kuffert. Hvis jeg vil bede ham om det, skal jeg grave ned i mit begrænsede ordforråd og huske, hvordan man siger kuffert på kinesisk. Tror nok det er ’xíngli’.

Oveni det vil jeg med stor sandsynlighed blive budt velkommen tilbage med en god portion smog, og det første, der venter mig, når jeg sætter en fod indenfor mit hjem, er sandsynligvis et halvtomt køleskab, og så må jeg ned i det lokale vestlige supermarked og betale 51 kroner for en pakke smør og 17 kroner for en liter tysk, langtidsholdbar mælk.

Negativ, negativ, negativ. Jeg kan ikke gøre for det.

Offentlige toiletter i Beijing. Dette er er hutong-modellen uden døre, men der er forbedringer på vej. Xi Jinping lover med sin ”toilet-revolution” bedre toiletter i fremtiden. Foto: MNN.

Bad China Days er imidlertid noget, de fleste udlændinge, der bor i Kina, oplever. De dage, hvor det hele bliver for meget. Den kultur, man bestræber sig på at forstå og omfavne, går pludselig en på nerverne, og man bliver fanget af en lyst til bare at komme væk.

For eksempel: Når man kører rundt i en taxa i en time for så at opdage, at man har vist den forkerte kinesiske adresse til chaufføren. Når manden bag en i køen samler sammen til en ordentlig hakker, og hans spytklat misser din sko med tre millimeter.

Det er som at få ni spark i skridtet for hvert ene kys på kinden. Bedst som man tror, man har lært noget kinesisk og forstår lidt, møder man den almene kineser på gaden, og må erkende at man rent faktisk intet forstår

Når internettet er gudsjammerligt langsomt, og både det at løse banale opgaver online samt at holde kontakten med familien derhjemme bliver umuligt. Når man skal vise pas tre gange, allerede inden man når til sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Når den handy man, man har hyret, dukker op og laver et venstrehåndsarbejde i den famøse kinesiske ”Chàbuduō” (so-so) stil.

Hjemmearbejde. Foto: Lise Floris.

Når man skal finde en optiker, men ingen forstår, hvad det er man vil, og man må ty til fagter og lave fiktive briller rundt om øjnene. Ganske som man risikerer at prikke sig selv i øjnene, når man endelig finder optikeren og skal forklare, at man gerne vil købe kontaktlinser.

Barrierer

De negative tanker handler selvsagt meget om småting i hverdagen, der går en på. Men de bunder ofte i the bigger picture.

Kommunikation (eller mangel på samme) med kineserne er en tilbagevendende frustration. Jeg tror, det er svært for udenforstående at sætte sig ind i, hvor stor en sprogbarriere, vi har med at gøre. Den menige mand på gaden – taxachaufførerne, ekspedienterne, frisørerne, you name it – ingen taler engelsk.

Jeg har ved adskillige lejligheder citeret en god ven for nok det bedste, der nogensinde er sagt om det med at lære kinesisk: ”Det er som at få ni spark i skridtet for hvert ene kys på kinden”.

Bedst som man tror, man har lært noget og forstår lidt, møder man den almene kineser på gaden, og må erkende at man rent faktisk intet forstår.

Personligt studerer jeg kinesisk seks timer om ugen. Og trods det at jeg begynder at genkende flere og flere tegn, vil jeg efter snart tre år fortsat beskrive mit talte mandarin som overlevelseskinesisk.

WeChat-beskeder kan blive slettet, inden de når frem til modtageren, hvis de har et forkert politisk indhold, ligesom det er normalt, at skærmen pludselig bliver sort, hvis man sidder og ser CNN

Nok til at vise vej, nok til at forklare simple ting og nok til at præsentere mig selv. Men så heller ikke meget mere. Som lingvist er sprog for mig mere end et praktisk redskab. Det er nøglen til at forstå en kultur og et folkefærd. Når man ikke har den nøgle, vil ens kendskab altid være overfladisk.

Sprogbarrieren kan jeg trods alt gøre prøve at noget ved og klø på med mine studier. Men ytringsfriheden er en anden sag. Selv når jeg skriver på dansk som nu, kan jeg sidde og få lidt paranoia. Når man bor i Kina, er det klogt altid at gå ud fra, at nogen læser med eller lytter med.

WeChat-beskeder kan blive slettet, inden de når frem til modtageren, hvis de har et forkert politisk indhold, ligesom det er normalt, at skærmen pludselig bliver sort, hvis man sidder og ser CNN, og der vises noget Kina-kritisk. Kort fortalt må man ikke kritisere kommunistpartiet og dets ledere, tale om problemer som etnisk udrensning i en vis region i Nordvestkina, anse Kong Kong og Taiwan som værende uafhængige af Kina eller sætte spørgsmålstegn ved etpartisystemet.

Som del af mit arbejde med udenlandske journalister, læser jeg næsten dagligt indberetninger fra journalister, der er blevet forfulgt, udspioneret eller anholdt eller som har fået deres optagelser konfiskerede eller destruerede.

Og så lige et lille fun fact:

Maroon 5 er en af de mange på listen over kunsterne, der er bandlyste i Kina. Det skete efter deres trommeslager ønskede Dalai Lama tillykke med fødselsdagen på Twitter.

Kinesere nyder altid en velkommen og byder op til dans i parken. Hvad skulle jeg dog gøre uden jer? Privatfoto: Lise Floris

Se dig omkring, tudefjæs

Den dag, jeg landede igen i Beijing, startede min længste Bad China-periode til dato. Den varede cirka to uger. Og det bekymrede mig.

Men lige så hurtigt som negativiteten ramte mig, lige så hurtigt forsvandt den igen. Jeg vågnede op og erkendte, at de dårlige ting, jeg havde fokuseret på, alligevel blev opvejet af det enorme privilegium, det er, at få lov at bo i Kina og opleve en så fremmed kultur på nært hold.

Vi skal ikke underspille Bad China Days. For de findes. Men det er dårlige dage. Ikke et dårligt liv

De oplevelser vi får med i baggagen herudefra er ganske unikke; vi vil næppe kigge tilbage på lugtende taxaer og Lurpakken til 51 kroner. Det, vi vil huske Kina for, er Taiqi i morgendisen i parken, mændene der bærer rundt på deres fugle i bur, weekend-hikes ud i naturen, smilene fra selv dem der slider sig ihjel til 4000 kroner om måneden, rejser til alt fra ørken og bjerge til rismarker og græsland i et og samme land, et væld af smage og dufte, et sikkert land hvor man aldrig føler sig utryg, selvom man går alene på gaden klokken tre om natten.

Vi skal ikke underspille Bad China Days. For de findes. Men det er dårlige dage. Ikke et dårligt liv.

En af de bedste kure mod en Bad China Day er for mig at skynde mig at tage i en af de mange, livlige parker eller ”skynde mig” (når trafikken tillader det) ud i naturen udenfor Beijing. Privatfoto, Lise Floris.

Jan Larsen om Bad China Days

Jan Larsen er Journalist, Kina-kommentator og foredragsholder og var fra 2005 til 2011 DR’s korrespondent i Kina. I dag skriver han fast i POV og er medlem af redaktionen.

”Normalt cyklede jeg på arbejde, men når det var dårligt vejr gik jeg og tog en smutvej gennem et mindre stormagasin. Der var mange døre, folk skulle passere.

Nu er kineserne ikke et folkeslag opfostret med galante manerer. Danskere ej heller, men alligevel lader vi på rygmarvsfornemmelse hånden hvile et sekund eller to på døren, så den ikke smækker lige op i hovedet på den, der følger lige efter.

Men ikke i Beijing. Så når jeg to – nogle gange tre – gange i træk var ved at blive væltet omkuld, fordi kineseren foran ikke udviste den lille gratis og praktiske venlighed, så var dagen udnævnt til ”møgdag”.

Når jeg to – nogle gange tre – gange i træk var ved at blive væltet omkuld, fordi kineseren foran ikke udviste den lille gratis og praktiske venlighed, så var dagen udnævnt til ”møgdag”

Kinesiske ekspedienter kan virkelig få mig til at miste enhver lyst til indkøb. Nu er det synd at sige, at jeg elsker at shoppe, men når jeg gør det, så synes jeg det er rart med god tid til at kigge på udbuddet og varerne.

Det får man ikke ”lov til” i kinesiske stormagasiner. Hvis man bare står stille i et splitsekund eller fokuserer blikket en smule på en vare, så står der straks en ekspedient og råber ”hallo” ind i hovedet på én. Og så bliver man ellers forfulgt rundt i lokalet, indtil man kommer ind i den næste ekspedients ”territorium”. Desværre med manglende sans for, hvornår det er fornuftigt at henvende sig til kunden og fornemme, hvornår der er brug for assistance.

Ovenstående har dog én undtagelse, de gamle Friendship Stores, de store statslige dollarbutikker. Her er det modsat kunden, der må råbe ”hallo” til otte ekspedienter, der står samlet, småsludrende i et hjørne. De forstyrrer aldrig kunderne”.

Lena Hørlyk Petersen om Bad China Days

Lena Hørlyk Petersen kommer oprindeligt fra Kolding, men har boet i Beijing i 10 år. Hun arbejder med ledelsesudvikling (blandt andet for Grundfos) samt med interkulturel træning og business coaching.

”I mine 10 år i Beijing har mit udsyn på tingene her altid været positivt. Det hænger måske sammen med, at jeg først og fremmest er her, fordi jeg er fascineret af kulturen og menneskene. For mig var Kina ikke et karrierevalg, det var et personligt valg.

Når det er sagt, så er nogle af udfordringerne her jo synlige og mærkbare, for eksempel luftforurening.

Hvis jeg ser mange mennesker med masker på en grim smogdag, så bliver jeg mindet om, at der sikkert er høj forurening i luften i dag. Og det kan godt påvirke mit humør, for jeg mærker en begrænsning i min bevægelsesfrihed, fx har jeg venner som ønsker at blive hjemme i et luftrenset hjem og ikke vil mødes ude i byen. Eller jeg får selv lyst til at blive inde. Så det påvirker mig, min bevægelsesfrihed og mit humør, men ikke sådan at jeg bitcher over den dårlige luft, klager over hvad jeg ikke kan. Jeg prøver at fokusere på, hvad jeg kan, trods dårlig luft.

Fylder det her for meget mentalt, tror jeg, det kan være meget svært at være her. Og når venner i Danmark spørger: “Hvordan klarer du dog at bo i et land med smog og manglende ytringsfrihed?”. Så kan jeg godt tænke: “Ja, det er også rigtigt”. Men for mig er det som sagt et valg at være her. Det betyder ikke jeg er enig, men jeg har et valg. Jeg er gæst her.

Jeg tror, at Bad China Days ofte opstår, enten fordi der er andet på spil så at sige, eller fordi man står mentalt i sit eget hjemland

Da jeg kom hertil, “lærte jeg” meget hurtigt at ignorere eller se igennem folk, der fx spytter, maser og snyder i køen. Hvis jeg en gang imellem føler en voldsom irritation over de her ting, så er det oftest, fordi jeg i forvejen har en dårlig dag – over noget andet. Men det bliver det, der får mit “bæger til at flyde over”.

Jeg har over de sidste 10 år set mange ting forbedre sig, så de nu minder mere om, hvad jeg oplever som normalt i min kultur. Fx køkultur: Jeg oplever, at folk generelt tager langt mere hensyn i dag. Jeg oplever også langt større fokus med hensyn til luftforurening, selvom problemet ikke er løst endnu.

Jeg tror, at Bad China Days ofte opstår, enten fordi der er andet på spil så at sige, eller fordi man står mentalt i sit eget hjemland og mener, at det er normalt, og sådan burde det også være i Kina.

Jeg har lavet en aftale med mig selv om, at hvis jeg kom dertil, at jeg ville gå og blive i dårligt humør af at bo i Kina fordi så meget er anderledes her, så skal jeg ikke være her.

Mange tak til veninder og venner (og specielt WAB kaffeklub) for inputs, inspiration og gode snakke om Bad China Days.

Topfoto: Lise Floris.

Lise er oprindeligt fra Aalborg men forlod Danmark i 1998 for at følge sit hjerte og sine drømme. Hun er pt. bosiddende i Beijing med sin mand og tre børn og har taget orlov fra sit job i Rådet for den Europæiske Union for at nyde tilværelsen i Riget i Midten.

Lise er skribent for South China Morning Post og Beijingkids og samarbejder med Foreign Correspondents’ Club of China. Hun kalder sig selv for Kina-entusiast, og når hun ikke studerer kinesisk eller optræder med sin a cappella gruppe Jing Sing, nyder hun at beskrive hverdagen i Beijing på sin blog www.ninemillionbicycles.com.

Lise hører meget gerne fra dig via www.lisefloris.com eller WeChat lisebeijing

Seneste artikler om Asien