Australiernes krigsforbrydelser i Afghanistan er et fjernt ekko fra Vietnam

i Forsvars- og sikkerhedspolitik/Internationalt af
KRIGSFORBRYDELSER // KOMMENTAR – En ny rapport har dokumenteret flere krigsforbrydelser begået af australske specialstyrker i Afghanistan. Der er mange bagvedliggende årsager til den slags, hvilket Vietnam-krigen var et godt eksempel på. Selvom det altid er ét for meget, så har problemet med krigsforbrydelser på ingen måde været lige så stort de sidste 20 år, som det har været under tidligere krige.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Torsdag 19. november offentliggjorde en australsk undersøgelseskommission under generalauditør Paul Brereton en rapport, de har arbejdet på de sidste fire år.

Her dokumenterer de gentagne eksempler på krigsforbrydelser, som australske kommandosoldater fra Special Air Service (SAS) har begået i Afghanistan, inklusive mordet på 39 civile. Nogle fik halsen skåret over, andre blev dræbt som en del af et indvielsesritual for nyankomne kommandosoldater. Ofte plantede australierne efterfølgende våben og andre beviser på ligene for at kunne retfærdiggøre deres handlinger.

“The Brereton report canvasses failures in oversight, the problems of a ‘warrior culture’, and the use of a small pool of SAS soldiers in repeated deployments over a prolonged period”, står der blandt andet i rapporten.

Det har de sådan set ret i. Dog vil jeg påpege, at der sådan set ikke er noget i vejen med eksistensen af en ‘krigerkultur’ i militære enheder. Det opdrages helt naturligt som en del af træningen og smedes uundgåeligt stærkere under kamp. Sammenholdet, loyaliteten og pligtfølelsen, den skaber, bidrager til, at du løser det, der i bund og grund er din opgave derude: At sørge for at du og dine kammerater overlever, men at fjenden ikke gør.

Du kan godt mene, at det lyder voldsomt og usmageligt, men krig er og bliver en beskidt affære, som kræver noget særligt af dig, og som uvægerligt vil ændre dig undervejs.

Når kompasset svigter

Der er dog forskel på en sund krigermentalitet og så en dysfunktionel kultur, der resulterer i deciderede krigsforbrydelser. Der kan være mange årsager til, at sidstnævnte opstår, og her rammer ovenstående citat fra Brereton-rapporten rigtigt i sine to andre punkter: At det skyldes mangel på tilsyn (”oversight”) og et ekstremt pres på soldaterne gennem lange, hyppige udsendelser.

Som endnu et punkt i årsagskæden vil jeg tilføje dårlig ledelse; én, der enten vender det blinde øje til ulovlighederne, eller som direkte opfordrer eller giver ordrer til dem. For som sagt vil opholdet i en krigszone helt naturligt forandre dig. Men hvis du bliver der længe nok uden, at nogen holder øje med, hvad du laver, ingen løfter et øjenbryn over dine handlinger, eller hvor du direkte får ordrer til at begå forbrydelser – så bliver dit moralske kompas ikke blot forskruet, men ophører til sidst helt med at fungere.

Selvom det altid er ét for meget, så har problemet med krigsforbrydelser på ingen måde været lige så stort de sidste 20 år, som det har været under tidligere krige

Der er desuden et sidste element: For selvom alle soldater helt naturligt forsøger at dehumanisere fjenden som en psykisk forsvarsmekanisme, så er etniske og/eller religiøse forskelle et let påskud til at sende dem længere ned ad stigen. Hvilket som bekendt aldrig fører noget godt med sig.

Resultatet af alle disse ingredienser har vi set utallige gange før gennem historien, og sagen om de australske specialstyrker er blot et eksempel fra nutidens krige i Irak og Afghanistan – og et særdeles voldsomt et. Men selvom det altid er ét for meget, så har problemet med krigsforbrydelser på ingen måde været lige så stort de sidste 20 år, som det har været under tidligere krige.

Viet Cong-krigsfange, 1967. Pxfuel.com

Vietnam

Det gælder i særdeleshed i Vietnam, hvor det i nogle frontafsnit var mere reglen end undtagelsen: Hvor mange af soldaterne myrdede, voldtog, mishandlede, og på anden vis behandlede civilbefolkningen præcis, som de havde lyst til. Det kunne variere meget fra enhed til enhed, og dermed var det bestemt ikke alle soldater, der gjorde det – men dog en betydelig del. Det dokumenterer blandt andet den tyske historiker Bernd Greiner i bogen ’War without fronts: The USA in Vietnam’ (2010), der bygger på bunkevis af skriftlige kilder og førstehåndsberetninger de amerikanske soldater selv.

Ud over klare ledelsessvigt i det amerikanske militær, fra general ned til delingsfører, peger Greiner på, at der nærmest ingen gennemsigtighed og kontrol var med soldaternes arbejde, og stort set ingen konsekvenser var for deres handlinger. En ting var at tiden var en anden. Men skyldes også et svigt på hjemmefronten, da de færreste politikere i USA så nogen interesse i at retsforfølge soldaterne – tværtimod.

”I har taget min bror forvandlet ham til en maskine, der adlyder uden tøven og dræber uden nåde. Og nu vil I retsforfølge denne maskine for, at den ikke stoppede med at dræbe, da I troede, den ville?”

Og det faktisk helt i tråd med, hvad store dele af den amerikanske befolkning også tænkte. Det kan nemlig godt være, at vi forbinder Vietnam med store antikrigsbevægelser. Men når soldater indimellem blev retsforfulgt for forbrydelser, rejste der sig ikke desto mindre en storm af protester fra befolkningen, som oversvømmede militæret og politikerne med rasende breve.

Men det er faktisk heller ikke så underligt, når man tænker på, hvor mange familier havde set deres sønner, fædre, ægtemænd og brødre blive til Sydøstasien – med eller imod deres vilje. Og én ting var en kritik af selve krigen; den var mange af de pårørende muligvis enig i. Men når deres knægte blev fremstillet som afstumpede mordere, følte de sig personligt ramt: Det kunne han aldrig finde på. Hvad bilder I jer ind??

Amerikanske marinesoldater i Vietnam, 1967. Pxfuel.com.

Bernd Greiner citerer i sin bog flere af disse breve, hvoraf nogle bærer præg af, at man slet og ret ikke kan forestille sig, at velopdragne, amerikanske drenge kan være i stand til at begå den slags krigsforbrydelser, i hvert fald ikke bevidst. Og den slags jo sker jo i krig. Enkeltes indsigelser har dog en større dybde, og rejser faktisk en kritik på flere planer. For som der stod i et brev fra søsteren til en marineinfanterist, der stod anklaget for at have nedskudt krigsfanger i Vietnam:

”I har taget min bror forvandlet ham til en maskine, der adlyder uden tøven og dræber uden nåde. Og nu vil I retsforfølge denne maskine for, at den ikke stoppede med at dræbe, da I troede, den ville?”

Krig er kaos

Virkeligheden er heldigvis en anden i dag, Brereton-rapportens konklusioner til trods. Og måden hvorpå Australien har håndteret sagen, viser, at sådan noget som dette tages meget alvorligt.

Det er der en god grund til – ud over de helt åbenlyse humanitære årsager. For som Vietnam viste, og som Irak og Afghanistan bekræftede, så kan du ikke vinde en asymmetrisk krig, hvis du vender civilbefolkningen imod dig. Du kan slå nok så mange fjender ihjel, men hvis du dræber lige så mange civile, og i øvrigt behandler dem ad helvedes til, så vinder du aldrig.

Alt i dette indlæg gælder selvfølgelig også det danske militær. Men der mener jeg faktisk, at vi er ret godt med, hvilket jeg vil tilskrive en blanding af vores civile og kulturelle opdragelse, gode militære træning og professionelle ledere. Da jeg selv traskede Helmandprovinsen tynd som dansk soldat har ganske enkelt svært ved at forestille mig situationer, hvor vi havde gjort os skyldige handlinger som dem beskrevet i Brereton-rapporten. Og vi var da heller aldrig sluppet fra det.

Du kan slå nok så mange fjender ihjel, men hvis du dræber lige så mange civile, og i øvrigt behandler dem ad helvedes til, så vinder du aldrig

Det betyder ikke, at det danske militær ikke begik fejl. Krig er kaos – sammenbruddet af lov og orden – og handlinger udført i kamp er sjældent pæne, når man sidder i trygge rammer og kigger tilbage. Nogle af dem viser sig desværre også at være de forkerte.

Men man skal ikke læse Brereton-rapporten og gå derfra med opfattelsen af, at alle vestlige soldater i Afghanistan rendte og skød de civile til højre og venstre, bare fordi vi kunne. Verden trods alt lært lidt af Vietnam. Men det skete, hvilket rapporten er et tydeligt bevis på. Og det er med nok ikke sidste gang, lignende sager ser dagens lys.


LÆS ALLE EMIL ARENHOLT MOSEKJÆRS ARTIKLER PÅ POV HER


Foto: Australsk-afghansk patrulje, 2010. Wikimedia.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Emil (f. 1990) er journalist, uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Interessen for udlandsjournalistik bragte ham i foråret 2018 til Tel Aviv Universitet, hvor han tilbragte et semester på udveksling. Her studerede han israelsk historie, moderne mellemøstlig historie samt baggrunden for den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Inden han startede på Journalisthøjskolen, tjente han 4,5 år i den danske hær, og var i den forbindelse udsendt seks måneder til Helmand-provinsen i Afghanistan i foråret 2012.

Udover Mellemøsten vil han en dag gerne dække det afrikanske kontinent - og har livet igennem desuden haft en passion for amerikanske forhold efter at have boet tre år i Californien som barn.

Derudover er han en kæmpe historienørd, der bedst slapper af med tykke bøger om ting, der ville sende de fleste andre på hovedet i seng.

Seneste artikler om Forsvars- og sikkerhedspolitik