TV // KOMMENTAR – Den norske TV-serie Atlantic Crossing har taget seerne med storm med tesen om en forelskelse, der gør det muligt for to aktører under 2. verdenskrig at tale åbent og fortroligt med hinanden. Maria Helleberg skriver om fakta og fiktion i kunstnerisk form.
Det er altid en god ide at læse/se/høre kunst, inden man bedømmer den. Og at fatte hvad kunst er. Hvad enten den bygger på ens egen barndom eller andre menneskers liv, er der tale om en fiktionalisering. Dvs. at man kombinerer fakta med tolkning i kunstnerisk form. Hvis man forventer “et historisk opslagsværk”, så skal man købe et sådant. Men historikerne er altså ikke enige om hvad, endsige hvorfor, hændelserne indtraf.
Atlantic Crossing er heller ikke beretningen om en affære forstået som et erotisk forhold. Det er en af seriens mest interessante valg: forelskelse gør det muligt for to aktører under 2. verdenskrig at tale åbent og fortroligt med hinanden. Måske ændrede denne forelskelse krigens forløb for Norges vedkommende.
Det er ikke seriens manuskriptforfattere, som har opfundet det nære forhold mellem Roosevelt og Märtha. Midt under krigen tilbragte han opsigtsvækkende megen tid alene med hende, gerne under lange køreture, så de ikke kunne iagttages eller aflyttes
I meget korte træk handler serien om den norske kongefamilies flugt efter den nazistiske besættelse af landet. Kronprins Olav og hans svenske kone Märtha adskilles af begivenhederne, og mens Olav får et passivt, utilfredsstillende liv i eksil, havner hun hos familiens gode ven præsident Roosevelt. Märtha og Roosevelt forelsker sig i hinanden, i alt hvad den anden er og kan. I ’45 vender hun tilbage til Norge efter at have repræsenteret Norge – geografisk og logistisk var landet uhyre vigtigt for den tyske krigsførelse.
Det er ikke en slags moderne norsk Tudors, langt fra. Her er heller ingen “kongelige intriger”. Privilegerede mennesker med en vigtig offentlig rolle bringes i en situation, som ændrer alt. Fra at være glade, vinkende kransekagefigurer forvandles de til vigtige aktører og beslutningstagere under en krig, hvis lige verden aldrig havde set.
Det er ikke seriens manuskriptforfattere, som har opfundet det nære forhold mellem Roosevelt og Märtha. Midt under krigen tilbragte han opsigtsvækkende megen tid alene med hende, gerne under lange køreture, så de ikke kunne iagttages eller aflyttes. Seriens eneste frie digt over begivenhederne er også det eneste, som virker påklistret, utroværdigt: Ideen om, at Märtha overvejede at forblive i USA efter krigen.
Spændingen i serien kan hurtigt udløses ved at klikke på Google. Jo, Roosevelt døde i ’45. Selvfølgelig kom hun og hendes børn tilbage til Norge. Spændingen ligger i feltet mellem begivenhed og personer, og her er Sofia Helin lidt af en gave som Märtha. For mig står hun som repræsentant for alle de mennesker, der lever godt med deres arbejde/opgave, men af krig eller pandemi pludselig udstyres med uvant magt – og tvinges til at træffe langtrækkende beslutninger hurtigt og hårdt.
Atlantic Crossing er langt tættere i familie med The Crown end med noget, DR har skabt. Men vi kunne vel en dag forsøge at lancere en tv-serie om spændende kvinder fra historien. Det har man aldrig forsøgt.
Kejserinde Dagmar, hvis vi skal blive i det kongelige rum. Leonora Christine. Grevinde Danner. Guldalderens kvinder: Thomasine Gyllembourg, fru Heiberg, Kamma Rahbek. En skildring af kampen for den almene valgret… Der er egentlig nok at tage af. Vestindiens kvinder, med Anna Heegaard og Queen Mary.
LÆS ALLE MARIA HELLEBERGS TEKSTER PÅ POV HER
Foto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
