DRONER // ESSAY – Professor Bent Fausing viser, hvordan droner ikke blot registrerer krig, men forandrer måden, man ser, tænker og udøver krig på. De skaber afstand mellem handling og konsekvens, reducerer mennesker til mål, og gør billedet til krigens våben og begrundelse.
Teorien om visuel analyse af dronekrig undersøger, hvordan billeder og videoer optaget og transmitteret af droner former militær strategi, politisk diskurs, social fantasi og psykologisk oplevelse. Dette ret nye og ikke færdige forskningsområde ligger i krydsfeltet mellem teknologistudier, visuel kultur og etik og undersøger, hvordan droner ikke kun optager, men aktivt medierer og transformerer vores opfattelse af konflikter, overvågning og magt.
Overvågning og blikket
Droner analyseres ofte gennem metaforen om ‘Guds øje’. Dette ophøjede, allestedsnærværende perspektiv relateres tit også med Michel Foucaults analyse af panoptikonet (Overvågning og straf, 1975, da. 2002), hvor konstant observation fra alle sider fungerer som en kontrolmekanisme.
Dronens blik overvåger ikke kun, men omdefinerer også, hvad der tæller som synligt og kendeligt i krig. Gennem sin linse bliver individer mål, bevægelser bliver mønstre, og liv bliver koordinater – hvilket rejser presserende spørgsmål om objektivering, dehumanisering og magt udøvet gennem maskinsyn.
Krigens visualitet
Dronekrigsførelses æstetik flader landskaber ud, anonymiserer mål og fjerner kontekst. Visuel analyse fremhæver, hvordan droneoptagelser afpersonaliserer vold og reducerer komplekse menneskelige virkeligheder til pixels og abstrakte datastrømme.
Som Grégoire Chamayou argumenterer i A Theory of the Drone (2015), skaber dette skift en ny form for distance: Operatører, adskilt fra slagmarken, begår voldshandlinger, der virker mindre umiddelbare, mindre kropslige og derfor mindre moralsk anfægtende.
Medieret krigsførelse og algoritmer
Dronesyn er ikke neutralt – det filtreres, behandles og fortolkes af algoritmer, der registrerer bevægelse, identificerer mønstre og foreslår mål. Denne automatiserede mediering rejser presserende etiske bekymringer: hvad sker der, når beslutninger om liv og død afhænger af maskinsynets ufejlbarlighed?
Fremkomsten af autonome våbensystemer antyder en fremtid, hvor billeder i sig selv – uden menneskelig dømmekraft – kan autorisere og udføre vold.
Visuel og følelsesmæssig afstand
Droneoperatører oplever krig gennem en skærm, tusindvis af kilometer væk fra dens direkte konsekvenser. Denne visuelle og følelsesmæssige distancering står i skarp kontrast til de intime, katastrofale virkeligheder, som de angrebne er.
Asymmetrien i synet – at se uden at blive set, at handle uden sårbarhed – er blevet symbolsk for moderne krigsførelse, hvor magt udøves gennem både afstand og usynlighed.
Myten om den ‘rene krig’
Dronebilleder fremstilles ofte som bevis på kirurgisk præcision: en ‘ren’, kontrolleret form for krigsførelse med minimal følgeskade. Alligevel hævder kritikere, at dette er en myte. Dronebilleder tilslører utilsigtede konsekvenser, sletter civile tab og renser vold til politisk formål og medieforbrug.
Kunstnere, journalister og aktivister har udfordret disse fortællinger ved at tilegne sig droneoptagelser eller rekonstruere angrebsscener. Derved afslører de dissonanser mellem statens skildring af præcision og de ødelæggende virkeligheder på jorden.
Kulturelle repræsentationer
Ud over slagmarken opererer droner også inden for kulturen – som symboler, metaforer og filmiske værktøjer for professionelle og amatører. I kunst, medier og populærkultur afbildes droner både som instrumenter til dominans og som objekter for fascination.
Kunstnere som Trevor Paglen og teoretikere som Eyal Weizman bruger dronebilleder og retsmedicinsk visuel analyse til at dokumentere krigsforbrydelser, modgå officielle fortællinger og gentænke billedets rolle som vidne til vold. Disse praksisser understreger, hvordan kulturel repræsentation former den offentlige forestilling og accept af droner.
Posthumane perspektiver
Droner udvisker grænsen mellem menneskelig handlekraft og teknologiens autonomi. Fra et posthumanistisk perspektiv eksemplificerer de sammenfiltringen af mennesker, teknologier og netværk i moderne krigsførelse. Spørgsmålet er ikke længere blot, hvem der ser, men hvad der ser, og på hvis vegne.
Billedet, engang forstået som et vindue til virkeligheden, er nu ustabilt: det kan præcisere eller tilsløre, afsløre eller forvrænge og udfordrer forståelsen af ‘Hvad er et billede’. I dag udkæmpes krig ikke kun for nye territorier og ressourcer, men for selve billederne – billeder taget på afstand, formidlet af droner og konsumeret på skærme. I bogstavelig forstand dræber vi nu for et billede.
Slava Ukraini.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og