Astrid Elbo: Jeg er vild med at dykke ned i en karakter og give den liv

i Kultur/Scenekunst af
SOLODANSER PÅ BÆNKEN #5 // INTERVIEW – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig?

Astrid Elbo, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemme?

– Jo, jeg savner scenen helt vildt. Jeg savner at formidle, at fordybe mig, at fortælle historier. Jeg savner suset når tæppet går op. Jeg savner at dykke ned i rollerne med mine kollegaer eller instruktører, jeg savner de inputs og den inspiration man får fra de mennesker man arbejder med. Jeg savner den almindelige træning og den fysiske udfoldelse. Jeg savner oplevelsen af langsomt at bygge noget op mod det fælles mål som forestillingen er. Jeg savner mine rutiner op til en forestilling, og jeg savner det der hellige, magiske rum vi skaber sammen på teateret.

Det er bare ikke helt det samme at stå og træne alene derhjemme.

Jeg starter for tiden hver dag med en lang løbetur, for at få frisk luft og få kroppen i gang. Så “møder jeg” til træning ved min kommode og mine 1,5×2 m dansevinyl i mit soveværelse med en lærer over internettet. Derudover laver jeg floorbarre, pilates, styrketræning og yoga for at blive ved med at bevæge mig.   

Finder du andre måder at være kreativ på?

Sammen (hver for sig) med skønne, kreative venner gør jeg mig overvejelser om, hvordan vi kan udfolde os kreativt i vores fag med de benspænd, vi har for tiden. Det nyder jeg meget.

Jeg arbejder også med min søster, som er violinist – og i min coronacirkel. Vi har altid optrådt en del sammen og arbejder med at udforske og udfordre vores to kunstformer og arbejde os frem til et anderledes, fælles udtryk.

Nu, hvor jeg har tid til at savne min dans og min hverdag, er der også plads i hovedet til, at nye ideer og tanker kan spire.

Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?

Jeg har, så længe jeg kan huske, haft en eller anden trang til at optræde. Som barn var mine forældre “indlagt” til timelange forestillinger med mig og mine søskende. Jeg begyndte til ballet som 3-årig, og husker tydeligt stoltheden over de første gange jeg var på scenen.

Når jeg tænker tilbage på årene på Den Kongelige Balletskole, husker jeg, hvordan balletten åbnede sig mere og mere for mig. Hvor mange ting jeg fandt ud af var mulige. Hvor mange forskellige udtryk, dansen kunne have. Det er en nysgerrighed på dansen, jeg stadig har, og jeg elsker, at jeg fortsat kan blive overrasket og opleve den der barnlige benovelse over balletten.

Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?

Det er jo svært at beskrive, hvordan jeg er som danser set udefra. Noget af det, jeg særligt elsker ved dansen, er at fortælle historier. Jeg er vild med at dykke ned i en karakter, og give den liv. Jeg er nysgerrig efter at udforske min kunstform og efter at udfordre den. Jeg er også vild med den fysiske udfoldelse og det “kick”, det giver mig, når forestillinger er så fysisk krævende, at jeg står tilbage totalt udmattet bagefter. Derudover er jeg totalt nørd i det tekniske og kan virkelig godt lide at nørde detaljer i prøvesalen.

Er du ambitiøs? Hvordan?

Jeg er som sagt altid meget nysgerrig og sulten efter udfordringer. Så ja, jeg er også utroligt ambitiøs. Har jeg et mål og noget, jeg gerne vil lære, så arbejder jeg for det i ligeså mange timer, det kræver. Ambitionen kommer fra en enorm kærlighed til kunsten, og fra mine drømme.

Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?

Jeg har været utroligt heldig at få gode udfordringer i min karriere på tidspunkter, hvor de gav mening for min udvikling.

Vertical Road kan jeg nævne som en af de mest fysisk udfordrende forestillinger, jeg har danset, fordi det var så fysisk krævende og udmattende at danse Akram Khans trinsprog.

Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde?

Igen er det svært at pege på én særlig, fordi så mange roller og forestillinger har haft stor betydning for min udvikling og for mig personligt. Solisten i Balanchines Rubiner er én af de roller, jeg vil fremhæve som en helt særlig oplevelse at optræde med. Balanchines trin og Stravinskijs musik går, for mig, op i en højere enhed.

Arbejdet med Bonnie & Clyde, som jeg netop har danset i januar/februar på Betty Nansen Teateret, har gjort et stort indtryk på mig. Signe Fabricius og Elisa Kragerup, der kreerede dansefortællingen, har en anderledes tilgang til at skabe, end jeg før har oplevet, og det var en stor inspiration for mig at arbejde med dem. Jeg nød virkelig at få mulighed for at udvikle og fremvise andre sider af mig selv som kunstner.

Astrid Elbo i Akram Khans Vertical Road. Foto: Costin Radu.
Astrid Elbo i Akram Khans Vertical Road. Foto: Costin Radu.

Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?

Araberdansen i Nøddeknækkeren var min første solo som aspirant i kompagniet, og derfor har den en særlig plads i mit hjerte.

Hvad er din drømmerolle?

Jeg drømmer om at føle mig udfordret og inspireret. At få mulighed for fortsat at arbejde med andre dansere, instruktører og roller der kan udvikle mig som kunstner og menneske.

Skal jeg pege på en håndfuld af mine drømme, er det Nikiya i La Bayadère, Sylfiden, Manon, Lady Capulet i Romeo & Julie, Kameliadamen og rollen som offeret i Pina Bauchs Le Sacre du Printemps.

Har du forbilleder? Hvem og hvorfor?

Jeg har mange dansere, jeg ser til op til. Dansere fra hele verden. Jeg er utroligt inspireret af at opleve mine kollegaer på nært hold, og derfor håber jeg, at vi meget snart får lov til at danse sammen igen!

Hvad er dit yndlingstrin? Hvilket trin synes du mindst om?

Jeg elsker store spring, hvor man har mulighed for at flyve. Måske er det i særlig grad lige for tiden mit yndlingstrin, fordi det er det sværeste at komme til at lave hjemme i min lejlighed…

Nævn de tre smukkeste øjeblikke i ballet, der har gjort de største indtryk på dig. Kan du beskrive dem?

Slutningen af Kameliadamen er noget af det smukkeste, der findes. Neumeiers slutning er en genistreg. Marguerite kommer hjem fra teateret, og karaktererne fra den forestilling, hun har set, blander sig med hendes feberdrømme. Til sidst forlader karaktererne hende, og hun dør alene.

Jeg har ved flere lejligheder oplevet Pina Bauchs Le Sacre du Printemps live. Også med hendes eget kompagni i Wuppertal. Jeg synes, hun får Stravinskijs musik til at blive trin, som jeg aldrig har set før, og jeg har været opløst af tårer hver gang jeg har set den.

Jeg er også nødt til at nævne Mahlers 3. Symfoni af John Neumeier. Oplevelsen af hele orkesteret, operakoret og drengekoret samlet i en forestilling er noget af det vildeste jeg har prøvet. Det er virkelig en smuk oplevelse, og der er øjeblikke på scenen, der er fantastiske. Under de sidste prøver vi havde på forestillingen, før hele landet blev lukket ned og vi blev sendt hjem, mærkede jeg den der helt særlige summen i huset, når alle glæder sig og gør sig klar til noget. Jeg håber virkelig, alle vil få mulighed for at se den.

Astrid Elbo i George Balanchines Rubiner. Foto: Costin Radu.
Astrid Elbo i George Balanchines Rubiner. Foto: Costin Radu.

Hvordan adskiller Den kgl. Ballet sig fra andre kompagnier? Er det noget særligt?

Den Kongelige Ballet er en familie. Jeg var med i min første forestilling som 7-årig og er vokset op i familien. Når folk kommer ind udefra, bliver de lynhurtigt en del af familien.

Vi har den helt særlige Bournonville tradition, og det gamle hus der har fortalt millioner af historier i årenes løb. Jeg er utroligt stolt af at være en del af Den Kongelige Ballet.

Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?

Et Folkesagn var den første forestilling, jeg var med i som barn. Jeg er vokset op med Bournonvilles trin, og mine første drømme var alle om mig selv i Bournonville-roller. Bournonville har nogle seje kvinder at portrættere, de er bestemt ikke “en til en”, derfor tror jeg absolut hans balletter har en fremtid.

Helt ærligt: Klassisk ballet i 2020? Er der overhovedet plads til den kunstart i moderne tid?

Jeg tror, at historiefortælling er evigt relevant. Rum, hvori man som publikum kan glemme sig selv, tror jeg også, at vi i denne isolationstid forstår, hvor meget vi har brug for. Klassisk ballet er efter min smag tidsløs. Jeg kan sagtens stå inde for at danse Svanesøen i 2020, selvom den er skabt i 1877, for jeg mener, at følelserne og tankerne, den vækker, er almentmenneskelige, fundamentale og basale.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal udfordre genren. Jeg er også derfor stolt over, hvordan Bonnie & Clyde blev modtaget som en genrehybrid, hvor jeg med min klassiske ballet tog del i en ny form for fortælling.

Hvad adskiller/kendetegner ballet i forhold til andre kunstarter?

Ballet har ingen grænser forstået på den måde, at jeg kan rejse til den anden side af jorden og danse det samme, som jeg gør i København, for mine bevægelser er mit sprog. Den baserer sig på og inddrager i høj grad andre kunstarter. For mig er musikken en virkelig vigtig del af dansen. 

Har du et link til en ballet (eller flere), man kan se på YouTube, du vil dele? Hvad gør dette klip værd at se, og hvad skal vi se efter?

Generelt mener jeg, ballet er bedst live, når man er i rummet med danserne og musikerne, og når man kan blive overrumplet af hele oplevelsen. Men skal jeg komme med en video, man kan se, mens vi venter på at åbne teatrene igen, er det et af mine idoler, Zenaida Yanowsky, i rollen som Queen of Hearts i Christopher Wheeldons Alice i Eventyrland.

I videoen danser den røde dronning sin Tærte-adagio. Denne er en direkte parodi på den ultraklassiske Tornerose-rosenadagio, hvor Torneroses fire bejlere danser med den purunge Tornerose og håber hun vil vælge dem.

Queen of Hearts er kreeret på Zenaida, og hun har selvfølgelig været en stor inspiration for mig, da jeg fik lov at danse rollen.


BENCHED PRINCIPALS #5 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation. What drives them? Meet the principal dancers of the Royal Danish Ballet.

Astrid Elbo, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?

– Yes, I miss the stage like mad. I miss communicating, to engross myself, to tell stories. I miss the rush of the curtain rising. I miss going into the roles alongside my colleagues and the instructors, I miss the input and the inspiration I get from the people I work with. I miss daily training and physical expression. I miss the experience of slowly going towards the mutual goal that is the performance. I miss my routines before a performance, I miss the sacred, magical space that we create together at the theatre.

Training at home, alone, isn’t quite the same.

At the moment, I start every day with a long run to get the body started and to get some fresh air. Then I “check in” for training with the online teacher, at my set of drawers and the 1,5×2 meters of dance floor I have in my bedroom. On top of that I do a floorbarre, Pilates, weights and yoga to stay in shape.

What about your creativity and artistry? 

Together with (but apart from) some of my beautiful, creative friends I think about how we can express ourselves creatively within our fields, with the obstacles of physical separation that we’re living under at the moment. I enjoy that a lot.

I also work with my sister, who’s a violinist and who’s part of my corona circle. We’ve performed together quite a lot and work to explore and to challenge our respective art forms and work toward a new, mutual expression.

Now that I have the time to miss dancing and my worklife, I have more mental space for new ideas and thoughts to grow.

Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?

I’ve had a desire to perform for as long as I can remember. As a child, I obliged my parents to watch performances with myself and my sisters for hours. I started ballet when I was 3 years old and clearly remember how proud I was when I first appeared on stage.

When I look back at the years I spent at the Royal Danish Ballet School, I remember how ballet opened itself to me more and more. How many things I realised were possible. How many different expressions dance could take. This is a curiosity about dancing, that I’ve kept, and I love that I’m still able to be surprised and have that almost childish awe ofballet.

How would you describe yourself as a dancer?

It’s hard to say how I come across as a dancer. One of the things I particularly love about dancing is telling stories. I love exploring a character and giving it life. I’m curious about exploring my own art form, challenging it. I also love the physical dimension and the “kick” I get after shows that are so physically demanding that I’m spent. On top of that I’m a total nerd in ballet technique and really enjoy nerding with details in the rehearsal rooms.

Are you ambitious? How does that manifest itself?

Like I’ve said, I’m very curious and very hungry for challenges. So yes, I’m also very ambitious. If I have a goal and something I want to learn, I’ll work for it for as many hours as it takes. The ambition comes from an enormous love of the art and from my dreams.

What is the most challenging role you’ve had?

I’ve been incredibly lucky to get good challenges at just the right time of my career where it made sense for my development.

I can point to Vertical Road as one of the most physically challenging works I’ve done, it was incredibly demanding, exhausting even, to perform Akram Khan’s vocabulary.

Which role has fulfilled you the most?

Again, it’s difficult to point to just one part because so many different roles and performances have been very important to my development and to me personally. I would like to highlight the soloist role in Balanchine’s Rubies as a very special experience. To me, Balanchine’s steps and Stravinsky’s music become one.

Working on Bonnie & Clyde, which I danced at Betty Nansen Teateret in January, made a big impression on me. Signe Fabricius and Elisa Kragerup, who created the dance drama, have a different approach to the creative process from what I’ve experienced before and I was greatly inspired by it. I really enjoyed having the opportunity to develop and show other sides of myself as an artist.

Has there been a breakthrough role or ballet for you?

Hard to say… The Arabian Dance in The Nutcracker was my first solo as an apprentice in the company and because of that it holds a special place in my heart.

What’s your dream role?

I dream of being challenged and inspired, to have the possibility to continue to work with other dancers, directors and roles, which can make me grow as an artist and as a person.

A handful of my dream roles would be Nikiya in La Bayadère, La Sylphide, Manon, Lady Capulet in Romeo & Juliet, The Lady of Camelias and the central role in Pina Bauch’s Le Sacre du Printemps.

Do you have role models? Who and why?

There are many dancers that I look up to. Dancers from all over the world. I’m incredibly inspired by working with my colleagues and I hope we’ll be able to do dance and perform as an ensemble again very soon!

What’s your favourite step? Which one do you like the least?

I love the big jumps that give you the possibility to fly. Perhaps those are my favourite steps at the moment because they’re the hardest to do in my flat…

Name the three beautiful moments in ballet that have made the greatest impression on you.

The ending of The Lady of Camelias is one of the most beautiful things I know. Neumeier’s ending is genius. Marguerite comes back from the theatre, and the characters leave the stage of the performance she’s seen and appear as part of her feverish dreams. In the end they leave her too, and she dies alone.

I’ve seen Pina Bauch’s Le Sacre du Printemps live several times, including with her own company in Wuppertal. She creates movement from Stravinsky’s music I’ve never seen anywhere else and I’ve been moved to tears every time I’ve seen it.

I also have to mention Mahler’s 3. Symphony by John Neumeier. The full experience of the orchestra, the opera choir and the boys’ choir, all in one performance, is one of the wildest things I’ve been part of. It was a truly beautiful experience, and there are moments on stage that are fantastic. At some of the final rehearsals of this work, just before the country went into lockdown and we were sent home, I felt that very special hum in the building, when everybody is looking forward and getting ready for something. I really hope people will get the opportunity to experience.

How is the Royal Danish Ballet different from other companies? Is it different?

The Royal Danish Ballet is a family. I was part of my first performance when I was 7 years old and I’ve grown up in this family. When people join us from outside, they become part of it very quickly.

We have the Bournonville tradition, which is unique, and this old house which has told millions of stories. I’m incredibly proud to be a member of the Royal Danish Ballet.

Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?

A Folk Tale was the first performance I was part of as a child. I’ve been raised with Bournonvilles steps and some of my early dreams all included myself in the Bournonville roles. He has portrayed some very strong women, who are definitely not one-to-one, and because of that I absolutely believe he has a future.

Honestly, is there a place for classical ballet in the modern world?

Storytelling will always be relevant. A space, where people can leave their selves behind is something I think we understand even more how much is needed now, during this time of social distancing and quarantine.

I’m not saying we shouldn’t challenge the genre. Because of that I’m also proud of how Bonnie & Clyde was received as a hybrid, where I brought classical ballet to be part of a new form of story.

How is ballet different from other art forms?

Ballet has no borders, meaning I can travel across the globe and dance what I do in Copenhagen: Movement is my language. It is based on and very much incorporates other art forms. To me, music is a very important part of the dance.

Do you have a link (or several) for a ballet on YouTube you would like to share? Why should we watch this, and what should we look for?

Generally, ballet is best seen live, when you’re in the same space as the dancers and musicians; when you’re bowled over by the full experience.

If I should recommend a video to watch while we wait for the theatres to reopen, I would mention one of my idols, Zenaida Yanowsky, in the role of Queen of Hearts in Christopher Wheeldon’s Alice in Wonderland.

In the video, the Red Queen dances the Tarte Adagio. This is a parody of the ultra-classical Rose Adagio from The Sleeping Beauty, where the four suitors of The Sleeping Beauty dance with her, hoping she will choose one of them.

The role of the Queen of Hearts was created for Zenaida, and she was obviously a great inspiration to me, when I had the opportunity to dance the role.


LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ ARTIKLER PÅ POV HER.


Topfoto: Astrid Elbo og Jón Axel Fransson i Cathy Marstons Farlige Forbindelser. Foto. Costin Radu.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.

Seneste artikler om Kultur