Asger Baunsbak-Jensen passede sine venner. Og passede på dem

Henrik Vestergaard Stokholm 18.07.2026

ASGER BAUNSBAK-JENSEN // NEKROLOG – Da Asger Baunsbak-Jensen ringede for at takke for et kapitel til et festskrift, begyndte et usandsynligt venskab på tværs af næsten et halvt århundredes aldersforskel. Han blev min fortrolige, min sjælesørger og et menneske, der forandrede mit liv, skriver Henrik Vestergaard Stokholm.

Asger Baunsbak-Jensen blev født i 1932, og jeg er født i 1979. Der var næsten et halvt århundrede mellem os. Og helt ærligt: Jeg kendte faktisk ikke Asger, da hans gode venner bad mig skrive et kapitel til festskriftet Frisind og fremtid til hans 90-års fødselsdag i 2022. Jeg kendte hans stemme fra radioen og fjernsynet i min barndom, og i min erindring havde han altid været der.

I august 2021 gik jeg i gang med at læse hans bøger og artikler. Først ”Trods mørkets harme – jeg blev lærer”, hvis titel refererer til Grundtvigs ”Hvad solskin er for det sorte muld”. Fra første side var jeg ramt i hjertet som skolemand, og mit kapitel fik titlen ”I strålearme af lys og varme vor skole stå”. Ringen var sluttet.

Han gav mig den retning, jeg altid havde manglet som menneske og som rektor

Jeg blev ramt af ærefrygt over skolemanden, der gik foran og viste vejen. Aldrig havde jeg læst nogen, som satte så smukke ord på skolen som et menneskeligt og åndeligt anliggende. En skole, der skal lyse op og danne frie mennesker, som kan tænke, tro, tvivle og tage ansvar. En kærlig skole, der skal vække til livet og skabe mennesker. Men jeg blev også ramt af Asgers hudløse ærlighed om sit eget liv. Om depressionerne og om at stå mørket igennem. Om hans hemmelighed.

Og pludselig i sommeren 2022 ringede telefonen. Det var Asger på nu 90 år. Han takkede for mit bidrag, men det opkald startede også et venskab, som jeg aldrig havde oplevet før. Han tog initiativet, inviterede mig på besøg, og snart sad jeg i bilen på vej over Fyn til Farum. Det blev det første af utallige dejlige besøg. Siden den dag stoppede vores samtale aldrig.

Men jeg var ærligt talt ret nervøs på min første tur mod Farum, fordi jeg havde læst, at Asger ikke var til smalltalk. Så jeg havde en liste i tasken med emner fra hans liv som politiker, skolemand, præst og forfatter. Manden havde jo drukket te med Scavenius, kendt Martin A. Hansen, været tæt på Hal og Bodil Koch og kendt de fleste statsministre og partiledere, siden han sad i Folketinget i 1958. Asger var levende danmarkshistorie. Det var vildt, at han efter et langt liv i magtens og kulturens centrum ville bruge tid på mig.

Men det ville han oprigtigt. Efter to minutter i Asgers “hule” med bøger fra gulv til loft slappede jeg af og glemte mine lister. Når jeg kiggede ind i hans milde øjne og lyttede til ham, gav han mig følelsen af at høre til.

Samtalen opslugte os, og vi glemte tiden og det bestilte bord på Tante Maren. Vi havde et fælles skolekald, men så meget mere til fælles – selv om der var 47 år mellem os. Lynhurtigt blev Asger min nære ven, sjælesørger og åndelige skadestue.

Et fortroligt rum, hvor man kunne tale om alt, og hvor han altid lyttede og ofte hørte det, der ikke blev sagt. Det var et unikt sjæleligt gehør. Asger fortalte hudærligt om sit liv, sine børn, sin elskede Lotte og sine fejltagelser og vildveje. Det hjalp mig. Det blev et ritual. Det var universitas vitae! En rigtig ven, der lyttede opmærksomt og med sokratisk snilde fik mig til at indse, når jeg svindlede med mit liv eller ramte en blind vej.

Asger Baunsbak-Jensen blev min ægte og fortrolige ven

Asger talte om livet og det væsentlige uden den maske, vi andre alt for tit går rundt med. Han fortalte om sine tilbagevendende depressioner, medicinen, ensomheden og mørket. Mørkets harme var også mørket inde i ham. Hans bog Hemmeligheden om kampen mod depressionerne og angsten blev den vigtigste bog, jeg nogensinde har læst. Den handler om Asger, men undervejs opdagede jeg, at den også handler om mig. Om mange af os. Og om at lyset kan vende tilbage.

Asger blev min ægte og fortrolige ven. Han vidste mere end nogen anden om mig, og han blev min fremkaldervæske. Han fik mig til at nærme mig troen og kirken. Han fik mig til at læse Grundtvig og viste mig skolens himmelhvælv. Han lærte mig at forstå depressionen og mørket og hjalp mig til at stå ved mig selv.

Han gav mig den retning, jeg altid havde manglet som menneske og som rektor. Mødet med Asger i hans sidste leveår er det vigtigste, der er sket for mig. Jeg er så heldig. Og selvom der gik tid mellem vores møder, fordi jeg skiftede job og var ude på en af livets omfartsveje, fulgte han op og ringede. Han huskede alt. Han var oprigtigt interesseret, og vi genoptog altid samtalen, som om vi aldrig havde været væk fra hinanden.

Jeg har mistet min kære og dejlige ven. Jeg har mistet Asger. Det er vi mange, der har. For Asger passede sine venner. Og han passede på dem. Han gav os følelsen af, at vi hørte til i hans liv, og at vi aldrig var helt alene. Han løftede os.

Verden har mistet et kæmpestort menneske, som udlevede den ærlige samtale og venskabet som livsform. Asger var og er et vigtigt forbillede, der tog alle mennesker og samtaler alvorligt og så hvert menneske rigtigt i øjnene. Det kan vi alle lære af.

Æret være Asgers minde.