
ART GARFUNKEL // FØDSELSDAG – D. 5. november fyldte Art Garfunkel firs. Det er måske meget passende, at fødselsdagen faldt på bogmessens åbningsdag, al den stund Garfunkel er en passioneret læsehest, der ifølge sin egen løbende ajourførte litteraturliste på hjemmesiden har læst flere tusinde bøger. Her kommer historien om den lyse tenor og læsehest – og om et venskab, der gennem mere end et halvt århundrede har vaklet som to bogstøtter. Hans Henrik Schwab krydrer fortællingen med et par personlige anekdoter.
”How terribly strange to be 70”.
Sådan sang Simon & Garfunkel som ganske unge i sangen ”Bookends” – titelsangen fra det mesterlige konceptalbum fra 1968 – hvor de forestiller sig, hvordan det vil være som 70-årige at sidde sammen på en bænk i en park: ”like bookends”. Fredag d. 5. november bliver Art Garfunkel – ikke 70, men 80, ligesom Paul Simon blev det i den forgangne måned, og ingen af dem har vist i dag lyst til at dele en parkbænk med den anden. Historien om musikhistoriens største duo er således også historien om et livslangt venskab, der sluttede.
Det var ikke første gang, den unge duo havde foregrebet alderdommen. Som Rifbjerg i digtet ”Middelaldermorgen” har Simon skrevet flere tekster med foreshadowing af alder, forfald og død, f.eks. ”A Hazy Shade of Winter” og ”Leaves That are Green”. Det er næppe tilfældigt, at netop disse to vanitas-numre hhv. åbnede og lukkede koncerterne på deres sidste turne i 2003, der lige så symptomatisk bar titlen Old Friends Tour. Koncerter, der indledtes med den stående vittighed, at deres første møde i 1953 blev starten på 50 års venskab – og 49 års skænderier.

I 1970 – efter en stribe fælles hits op gennem 60’erne og på toppen af deres popularitet – var det slut med både venskab og skænderier. Bridge Over Troubled Water – et album, der med sin eksotisme og eklekticisme var med til at popularisere verdensmusik – er ikke bare duoens svanesang, men også et album, der fortæller historien om afslutningen på det venskab, der var startet tilbage i skoletiden i Queens, N.Y., hvor den i mere end en henseende mørke Simon under en skolekomedie havde spottet den blonde dreng med den lyse, himmelstræbende tenor.
I de første ti år efter bruddet, i 70’erne, gjorde Garfunkel det glimrende på egen hånd – han havde faktisk flere single-tophits end Simon – og hans litterære inspiration fornægtede sig aldrig
Simon tager i flere af albummets sangtekster afsked med barndomsvennen. I ”The Only Living Boy in New York” lyder det:
”Tom, get your plane right on time
I know your part’ll go fine
Fly down to Mexico
Doh-n-doh-de-doh-n-doh
And here I am
The only living boy in New York”.
Tom er et pseudonym for Art, der var Tom i duoens tidlige Tom & Jerry-inkarnation. Han er på vej til Mexico for at debutere i Mike Nichols filmatisering af Joseph Hellers vietnamroman Catch 22, idet han efterlader Simon som ”The Only living boy in New York”. Det er reelt lige præcis her – med Garfunkels valg af filmrollen – at duoens veje skilles en gang for alle.
Og i ”So long, Frank Lloyd Wright” er Frank Lloyd Wrigh i denne kontekst ikke den postmoderne arkitekt, men en poetisk omskrivning af Garfunkel, der som ung studerende havde næret arkitektdrømme – og når de i samme sang mindes, at ” we’d harmonize ’til dawn”, er det en reference til, hvordan Simon & Garfunkel som teenagere utrætteligt øvede vokalharmonier sammen – inspireret af 50’ernes doo-wop og idolerne The Everly Brothers (som de inviterede med på deres ovennævnte afskedsturne et halvt århundrede senere) – Kentucky-brødrene med de sublime, nærmest serafiske vokalharmonier.
”I never laughed so long”, slutter sangens vemodige tilbageblik. Nu var der ikke mere at le ad: ”Hello, loneliness”, som det hedder i albummets afsluttende cover-version af netop The Everlys ”Bye, bye love”.
The Finest Art
I de første ti år efter bruddet, i 70’erne, gjorde Garfunkel det glimrende på egen hånd – han havde faktisk flere single-tophits end Simon – og hans litterære inspiration fornægtede sig aldrig: Det er ikke tilfældigt, at hans første soloalbum, Angel Clare (1972), er opkaldt efter en figur i Thomas Hardys victorianske roman Tess.
Ej heller at hans mest helstøbte soloalbum, Watermark (1977), er navngivet efter det prægede mærke på kvalitetspapir. Endsige at hans største solohit, ”Bright Eyes” (1979) er titelsangen fra den animerede filmatisering af Richard Adams’ dyrefabel Kaninbjerget, der i øvrigt i Danmark udkom på Borgens Forlag og grundlagde et venskab mellem min egen gamle læremester, den danske forlægger Jarl Borgen, og den britiske forfatter Richard Adams, som også gik på scenen sammen som “old friends”, da Adams på den danske bogmesse lancerede sin efterfølger til den oprindelige roman. Men det er en anden historie om et andet venskab.
Simons tekster om skilsmissen fra Star Wars-prinsessen Carrie Fisher var for personlige til at overlade til Garfunkels vokal, forklarede Simon
Efter ti år som solister blev Simon & Garfunkel i 1981 som 40-årige genforenet – ikke på en bænk i en park, men på en scene i Central Park foran 500.000 mennesker. En grandios fejring af byens to store sønner, der i modsætning til mange andre stjerner fra The Big Apple aldrig svigtede New York og drog vestpå.
Som Simon på et tidspunkt siger fra scenen til den halve million tilhørere: ”It’s great to do a neigbourhood concert”! Koncerten fandt sted i september, og set i bakspejlet kommer man til at tænke på deres smukke allegoriske sang fra generationens blockbuster Fagre voksne verden (The Graduate), ”April, come she will”, der slutter:
“September, I’ll remember
A love once new has now grown old”.
Ja, old friends, desværre blev koncerten optakten til den definitive afslutning på et gammelt venskab, der i modsætning til gammel kærlighed åbenbart ikke er rustfrit.

Paul Simons første album efter Central Park var Hearts and Bones (1983), der skulle have været duoens comeback-album, men i sidste øjeblik droppede Simon Garfunkel det og udsendte den som solo-LP i eget navn. Simons tekster om skilsmissen fra Star Wars-prinsessen Carrie Fisher var for personlige til at overlade til Garfunkels vokal, forklarede Simon, selv om man skulle synes, at Garfunkel – hvis forlovede, Laurie Bird, havde begået selvmord et par år forinden – havde alle forudsætninger for at fortolke Simons melankolske tekster om opbrud og afsked. (Jeg har faktisk hørt nogle af de sjældne optagelser, hvor Garfunkel stadig er hørbar på numrene.)
Da Simon strøg Garfunkels vokaler, slettede han også for altid et venskab, der – trods enkelte lukrative genforeninger – reelt aldrig blev genskabt endsige genoptaget i en arbejdsmæssig forpligtende form.
Mødet med Simon
Et par år efter dette dramatiske brud mødte jeg selv helt tilfældigt Paul Simon en varm sommerdag i Londons legendariske 60’er-gade Carnaby Street og bad om hans autograf. Simon var faktisk forbavsende venlig på en stilfærdig måde. Han tog sig ikke blot god tid til sirligt at skrive sin autograf, men daterede og stedfæstede den omhyggeligt: London, d. 29. august 1985.
Mens han signerede, spurgte Simon nysgerrigt, hvor jeg kom fra. Jeg sagde “Denmark” og fortalte, at jeg havde set hans koncert i København. ”The one I did with Art in that huge large stadium?” (koncerten i den gamle Idrætsparken i 1982) spurgte han. ”Nej”, sagde jeg, ”din solokoncert i Tivolis koncertsal 1980” – den med gæsteoptræden af Stig Møller, som Simon som ung akustisk folkemusiker havde turneret med i Danmark tilbage i 1965 – lige før gennembruddet med den elektrificerede version af generationshymnen ”The Sounds of Silence”.
Det er en særpræget og meget litterær autobigrafi, som Art faktisk selv har skrevet uden ghostwriter
Det er sikkert en overfortolkning eller efterrationalisering, men jeg bilder mig ind, at det svar – at jeg havde set københavnerkoncerten UDEN Garfunkel – gav mig et lille plus i hans songbook.
Jeg spurgte afslutningsvis Simon, om han var i gang med et nyt album. Det var han, og det ville komme ”after the beginning of next year”, svarede han. Hvilket det unægtelig gjorde!
Det viste sig således senere, at Simon netop den sommer var i London for i Abbey Road-studierne at lægge sidste hånd på det, der skulle blive hans gigantiske solo-comeback, den musikalsk revolutionerende “Graceland”(1986), hvor han introducerede sort sydafrikansk musik og definitivt lagde afstand til Simon & Garfunkel-æraen.
Eller også var det reelt en cirkel, der blev sluttet, for som Simon selv anfører i cover-noterne, mindede den sydafrikanske zulu-sang ham om ungdommens doo-wop, og på titelnummeret er der såmænd også en gæsteoptræden af ungdommens helte, The Everlys.
Garfunkel, der ellers elskede 50’ernes doo-wop, glimrede derimod ved sit fravær …
Art Garfunkel was here
Nu er det sidste kapitel i bogen om S&G skrevet, og bogen kan sættes ind i reolen op ad en bogstøtte. For tre år siden, i september 2018, holdt Simon afskedskoncert i barndommens Queens, hans ”My little town”, som er titlen på duoens sidste egentlige reunion-single fra 1975.
Men det foregik – selvsagt – uden barndomsvennen ved hans side på scenen. Ved et besynderligt tilfælde var jeg selv i samme uge ikke bare i New York, men passerede også bydelen Queens, idet jeg dog desværre ikke havde mulighed for at overvære koncerten og sige farvel til min “old friend” fra London.
Til gengæld besøgte jeg i samme uge en amerikansk litterær agent i hendes kontor skyhøjt over Madison Avenue. På reolen fik jeg øje på Garfunkels ny selvbiografi What is It All But Luminous (udgivet på det prestigiøse New York-forlag Knopf I 2019) – en bog, han havde haft med på scenen og reciteret fra under en koncert samme sommer i DRs koncertsal.
Således har Garfunkel med blød pen sat det sidste punktum
”Are you doing business with Art Garfunkel?” spurgte jeg lettere benovet. ”Sure, he was here last week”, sagde hun – og forærede mig et eksemplar af bogen, som jeg læste på vej hjem i flyet over Atlanten. Det er en særpræget og meget litterær autobigrafi, som Art faktisk selv har skrevet uden ghostwriter, hvilket understreges af, at bogen er sat med en til dette bogprojekt specifikt udviklet skrifttype, der er en digitalisering af Garfunkels egen håndskrift.
Med et citat fra denne bog synes jeg, at vi skal lade fødselaren få det sidste ord i historien om et venskab, der i et halvt århundrede vaklede som bogstøtter for til sidst at vælte. I et afsnit, der alluderer til en anden sangtitel fra Bridge Over Troubled Water, ”Why Don’t You Write Me”, skriver Art:
”No doubt that Paul and I enriched each others lives immeasurably. Where could the crazy notion come from on moving on from this wonderful duo? From hurt. From crazy motion. If Paul felt Mike had given me the means to “sock it to him”, maybe I was doing just that (en reference til Garfunkels skelsættende valg af medvirken i Mike Nichols’ ovennnævnte film, red.). Why didn’t I write him?”
Men det gør han så nu, skriver til Paul, i bogen med egen håndskrift:
”To Paul, from Art: We’re out under the stars now, the harbor we came from is gone from view”.
Og således har Garfunkel med blød pen sat det sidste punktum i historien om de to ”Old Friends”, der som 70-årige endte med ikke at sidde sammen ”like bookends”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.