BØGER // ANMELDELSE – Blodets betydning gennemstrømmer franske Anthony Passerons romandebut Sovende børn. Fra lugten af det dampende blod fra nyslagtede dyr i et sydfransk familieslagteri og unge misbrugere, der skyder heroin ind i blodårerne, til blodets stærke bånd og den gådefulde nye virus, der i starten af 1980’erne skræmte verden fra vid og sans, og kun lod sig afsløre i blodet. Med et usentimentalt og funklende sprog indvies læseren i en families tragedie og en periode for ikke særlig længe siden, hvor en aids-diagnose stadig var at regne for et dødskys.
Skuespilleren Rock Hudson bliver i 1985 indlagt akut på det amerikanske hospital i Neuilly i Frankrig efter et ildebefindende. Da han kommer til sig selv, fortæller han personalet, at han er smittet med aids. Få timer efter denne bekendelse tømmes hospitalet fuldstændig for mennesker. Han bliver af ledelsen opfordret til at forlade stedet. Da han efterfølgende vil rejse hjem til USA, vil intet flyselskab have ham med ombord.
Det lykkes ham at komme hjem ved at leje en Boeing 747. Han dør kort tid efter i Beverly Hills. Den mystiske virus, der på det tidspunkt har opskræmt verden i årevis, har fået et ansigt. Forløbet er beskrevet i romanen Sovende børn, der giver et rystende indblik i stemningen omkring HIV i midtfirserne, som i bogen defineres som tenderende til det psykotiske.
I Sovende børns ene spor følger vi en lille gruppe franske forskere på Institut Pasteur i Paris i starten af 1980’erne, deriblandt nobelpristager Luc Montagnier, og deres intense kamp for at identificere den virus, der især, men ikke kun, var begyndt at ramme homoseksuelle mænd, heroinmisbrugere og blødere. Luc Montagnier blev femogtyve år senere, i 2008, sammen med kollegaen Françoise Barré-Sinoussi tildelt Nobelprisen i medicin for deres fælles opdagelse af aids-virussen på Institut Pasteur i 1983. I øvrigt forfatterens fødeår.
Der er noget spændingsroman over den del af fortællingen. Hvem identificerer først den fremmede virus?
Man kan sagtens læse Anthony Passerons fremragende debutroman, Sovende børn, alene for dens vildt interessante og nærmest dokumentariske beretning om kortlægningen af den nye skræmmende virus, der for godt og vel fire årtier siden igangsatte et forskningskapløb på begge sider af Atlanten – med de franske forskere på den ene side og holdet omkring den amerikanske virolog Robert Gallo på den anden.
Der er noget spændingsroman over den del af fortællingen. Hvem identificerer først den fremmede virus? Hvem løser dens gåde? Man får indblik i heroiske forskeres vilje til at komme i nærkontakt med en livsfarlig virus, som man på det tidspunkt endnu ikke var helt klar over hvordan smittede, og en mærkelig ligegyldighed fra store dele af lægeverdenen, der endnu ikke interesserer sig synderligt for en lidelse, der tilsyneladende kun rammer ”marginale samfundsgrupper”.
Aids er på det tidspunkt både en fysisk og social dødsdom. Diskriminationen af de syge er håndgribelig og brutal. Heldigvis er der nogle få stålsatte individer, der nægter at efterlade de syge til deres tunge skæbne og deres tidlige indsats for at få greb om sygdommen har bidraget til, at en positiv HIV-test i dag ikke længere er en dødsdom.
Anthony Passerons familietragedie
Sovende børns andet spor stiller skarpt på de menneskelige og følelsesmæssige konsekvenser af den dengang nye frygtede sygdom. Det er fortællingen om en familietragedie. Om sorg og fortielser og hemmeligheder, der tynger. På bogens bagflap præsenteres Sovende børn som en sand historie. Familien i bogen er Anthony Passerons egen familie.
Passerons onkel Désiré er bedsteforældrenes førstefødte søn og yndling, ham det påhviler at følge i sine forældres fodspor og gøre dem stolte. Désiré er opkaldt efter sin farfar, i selve navnet hviler der således en forpligtelse, en forventning om at følge familiens vej. De har møjsommeligt og gennem generationer opbygget en respekteret position i den lille franske landsby mellem havet og bjergene. Et slagteri, som folk står i lange køer for at købe deres kød i. Familiens ære. En sejr for fortællingens farmor, Louise, som har overlevet en barndom med krig, fattigdom og sult.
Under læsningen af Sovende børn fornemmer man det ildevarslende i alle de fastlagte forventninger, Désiré er underlagt. Han er den første i familien til at tage studentereksamen. Han får et respektabelt kontorjob. Han er en livsglad festabe med et ”Patrick Dewaere-ansigt”. Tiltrukket af en mere hedonistisk livsform end sin hårdtarbejdende familie. Mens den næstældste bror Émile, Passerons far, følger sine forældres eksempel og tidligt i sit liv bliver en fast og uundværlig del af slagterforretningen.
Désiré bliver én af de mange unge mennesker i Sydfrankrig, der i 1980’erne fanges i et heroinmisbrug
Et postkort fra Amsterdam bliver startskuddet til en lang følelsesmæssig deroute for familien. Désiré er stukket af fra den lidt ensformige tilværelse i landsbyen og rejst til Amsterdam for at besøge nogle venner. På Tom Ripley-agtig manér sendes den yngre bror Émile som attenårig til Amsterdam for at hente broderen hjem. Det lykkes. Men noget er forandret. Den ældste søn har fået smag for andet end den arbejdsmoral, der har været familiens kendetegn i generationer.
Désiré bliver én af de mange unge mennesker i Sydfrankrig, der i 1980’erne fanges i et heroinmisbrug. Der er på det nærmeste tale om en epidemi, bogen beskriver ”unge mennesker fundet bevidstløse på gaden ved højlys dag”. Èn af kanylerne bringer andet end det afhængighedsskabende stof ind i Désirés blodårer, og den fatale skæbnestund kommer til at kaste lange skygger over familien i generationer.
Tavshed er ikke guld
Alt det usagte i familien forsøger bogen på beundringsværdig vis at sætte ord på. Ingen taler længere om Désiré, fordi det er ”så trist alt sammen”. Man forstår det til dels godt. Désiré og hans kæreste var begge heroinmisbrugere, de pådrog sig begge aids og fik dertil en datter – som blev født med virussen i blodet. Og dette på et tidspunkt i historien, hvor det at have HIV i blodet med stor sikkerhed ikke bragte andet end doom and gloom for fremtiden. Dertil kommer alle de sociale fordomme, angsten for smitte og det stigmatiserende navn ”bøssesygen”, som florerede i 1980’erne.
Louise, Désirés mor, kan ikke rumme virkelighedens brutalitet og griber igen og igen til eufemismer, hvor narkomani bliver til ”dumheder”, afvænningsprogrammer bliver til ”hvile” og aids til blot ”en sygdom”. Det er hårdt arbejde at kæmpe så indædt for at holde sandheden på afstand. Det er som at holde havet tilbage med en kost. Désirés bror Émile bliver vred, hver gang hans søn beder ham fortælle om sin onkel. Alle de tunge følelser, traumerne og alt det usagte har ligget og sitret uroligt i familiens nervesystem i årtier.
Romanen anvender en litterær formel, som er lige dele emotionel og medicinsk research. Det virker
Bogens fortæller vil gøre boet op. Bryde tavsheden. Han trækker stilfærdigt skeletterne ud af skabet og undersøger dem med både omsorgsfulde og nøgterne øjne – et skelet ad gangen. Det er forfærdende og trist læsning, når det beskrives, hvordan de allerførste aids-patienter ofte kun havde lægerne at tale med. Deres pårørende besøgte dem kun sjældent. Det er hjerteskærende, når de andre børn i skolen trækker sig fra fortællerens kusine Émilie med den forklaring, at hun er dødeligt syg og smitter. Det er gribende at læse om den ældre kvinde, der trofast og loyalt kører i sin gamle blå C15 ad snoede veje til Nice hver dag for at besøge sit aids-syge barnebarn på hospitalet.
Følelsesmæssigt vraggods tages frem i lyset og udforskes ufortrødent, bid for bid. Romanen anvender en litterær formel, som er lige dele emotionel og medicinsk research. Det virker.
Hvide kitler og slagtede dyr
Anthony Passerons roman giver et knusende indblik i, hvordan en så stigmatiserende sygdom som aids og dens indtog i en familie kan lægge alt i ruiner. Den viser også, hvordan det ikke kun var altruisme, der styrede den tidlige aids-forskning, men også jagten på anderkendelse og opblæste forsker-egoer, der kæmpede om æren for de tidlige opdagelser om sygdommen. Det er en historie om hvide kitler, patentkrig, slagtede dyr og en families sorg så stor, at den gør for ondt at sætte ord på. Indtil nu.
I prologen lyder det (om bogens tilblivelse):
”Den er en blanding af minder, ufuldstændige bekendelser og velunderbyggede rekonstruktioner. Den er frugten af deres tavshed. Jeg ville gerne fortælle om det vores familie, som så mange andre, gik igennem i fuldkommen ensomhed.”
Al den tavshed og fortielse lader til at have været nødvendige ingredienser for at få fortællingen til at stå så insisterende, så stærkt og sitrende som den gør i denne unikke roman.
Læs den.
Se flere anmeldelser af skønlitteratur lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og