PROVOKATIONSKUNST // KOMMENTAR – En historie som denne vækker en altid slumrende kriminalreporter – en historie, der læner sig op ad en A-kendis i kunstverdenen. Sagt på en anden måde: Man må være tosset som kunstner, hvis man tror sig så højt hævet over den almindelige befolkning, at man kan slippe afsted med at lyve uden at blive afsløret.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Historien om de tre små grise nærmer sig en afslutning. Endnu en anonym kilde skal denne gang trækkes ind i fortællingen – en fremtrædende kulturjournalist ved et større dansk medie.
– Nå, siger kilden i telefonen. Er grisene blevet stjålet?
– Ja, siger jeg.
– Men de er sgu da garanteret hjemme hos ham, der har leveret dem, siger min journalistiske kilde.
– What? Kender du ham?
– Ja da! Han skrev til mig for tre uger siden, at han skulle levere nogle grise til Evaristti til et eller andet kunstprojekt. Og så har jeg ikke gjort mere ved den sag. Alle har vel hele tiden vidst, at det var et mediestunt, og ingen har vel – ud over en del journalister, der ikke kender Evaristti – troet på, at han virkelig ville sulte grisene ihjel. Det er Evaristti slet ikke typen på.
Og det kan du stå på mål for som journalist? – Fandeme ja. – Også med navns nævnelse?
Jeg får min journalistiske ven til at grave videre i sagen og kontakte sine hemmelige kilder i den danske kunst- og landbrugsunderverden.
I mellemtiden kan jeg fundere lidt over nogle af de beskyldninger, som Evaristti har rettet mod mig – og som også blev stillet som et spørgsmål på Radio4.
Hvorfor interesserer jeg mig for denne sag? Evaristti siger, at jeg er en frustreret kunstner. Andre mener, at jeg bare har “et horn i siden på ham”. Evaristti taler om min “misundelse”.
Ja ja, op i bagdelen med jeres psykologiske analyser.
Sagen er naturligvis, at en historie som denne vækker en altid slumrende kriminalreporter – en historie, der læner sig op ad en A-kendis i kunstverdenen. Sagt på en anden måde: Man må være tosset som kunstner, hvis man tror sig så højt hævet over den almindelige befolkning, at man kan slippe afsted med at lyve uden at blive afsløret.
Lidt efter skriver min hemmelige journalistiske kilde tilbage:
“Jeg har talt med min kilde. Han forklarede Marco reglerne om for eksempel mærkning af dyr og skaffede kontakten. Så vidt han ved, er de små kælegrise tilbage, hvor de kom fra!
Stjålet er de ikke…”
Nu er vi tæt på en kriminalhistorie, hvor vi som journalister finder løsningen på et tyveri, før politiet.
Mens jeg venter på min kilde, skriver jeg med min redaktør. Han begynder at være på Evaristtis side.
– Plottet strammes. Det er et genialt kunstværk, mener min redaktør.
– Som sviner journalisterne til og forarger publikum, supplerer jeg.
Nå, vi afventer flere facts.
Til sidst skriver den anonyme journalist:
– Jeg kan sgu ikke få mere ud af dem. Kilderne klapper i nu. Men jeg ved bare, at grisene er tilbage i den besætning, de kommer fra.
– Og det kan du stå på mål for som journalist?
– Fandeme ja.
– Også med navns nævnelse?
– Ja, make my day, siger René Fredensborg.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og