DOKUMENTARSERIE // ANMELDELSE – 397 interessante minutter på Netflix om Andy Warhol og det hektiske New York, han spillede sammen med, fortæller om Warhols selviscenesættelsesmanøvrer, og hvordan det gik til, at han blev en så betydningsfuld skikkelse i kunsthistorien. Warhols ”telefoniske” dagbog og masser af autentiske klip skaber en flot produceret dokumentar om hans avantgarde og indsatsen for at holde fast, da AIDS, graffiti, computere og nye medier senere bliver en udfordring, skriver Jørgen Aabenhus.
Dokumentarserien The Andy Warhol Diaries handler om, hvordan en grim og socialt kikset dreng fra et fattigt kvarter i den nedslidte industriby Pittsburgh i Pennsylvania, USA, bliver den, han er som voksen – en kendis i New York Citys heksekedel i sidste halvdel af 1900-tallet. Drengen, der (måske) bliver voksen, er kunstneren Andy Warhol (1928-1987).
Serien er i seks afsnit og er baseret på en bogudgivelse fra 1989 med samme titel, redigeret af Pat Hackett – som også udtaler sig i filmen.
Det er en lidt speciel form for dagbog: Alle hverdage i ugen talte Warhol og hun i telefon om morgenen, og han fortalte hende, hvad han havde oplevet og tænkt dagen i forvejen eller hen over weekenden. Hun skrev hans ord ned på sin skrivemaskine, og med jævne mellemrum læste han, hvad hun havde skrevet. Disse samtaler fandt sted fra d. 24. november 1976 til d. 17. februar 1987 – fem dage før Andy Warhols død.
Det bærende element er hele vejen igennem serien citater fra disse mange redigerede samtaler, læst af skuespilleren Bill Irwin med en tør stemmeføring, der perfekt matcher Andy Warhols egen i de mange autentiske klip fra 1960’erne, 70’erne og 80’erne.
Da iscenesættelse var avantgarde
Der er to hovedspor igennem de 397 minutter. Det ene spor er det, der interesserer instruktøren mest: Andy Warhols iscenesættelsesmanøvrer i et landskab af homoseksualitet, heteroseksualitet og aseksualitet – et univers, der i den grad præger seriens overflod af autentiske New York-billeder fra 60’erne, 70’erne og 80’erne. Det andet spor i filmen er det, som interesserer mig mest: Hvordan og hvorfor er Andy Warhol blevet en så betydningsfuld skikkelse i kunsthistorien?
I begge spor handler det om selviscenesættelse: Andy Warhol gør, hvad han kan for at føre sig frem som en karakter. Og som en af de mange interviewede i filmen siger: ”He would have loved today” – altså med de eksponeringsmuligheder, de sociale medier giver 24/7.
I løbet af 1970’erne er noget af glansen ved Andy Warhols status som avantgarde blegnet, og han opsøger en ny status i den glittede del af pressen
Men måske er det ikke rigtigt, for i dokumentaren ser vi Andy Warhol som en sky, indadvendt, privatiserende karakter – mange gange ser man ham sidde og stirre ud i intet, både i de autentiske billeder og i de scener, hvor Bill Irwin i slørede billeder så glimrende agerer Warhol.
Og så den anden side: Andy Warhol taler i de første afsnit af filmen om de ambitioner, han har. Det ene er, at han bare vil være ”better looking” – han har uren hud, hans næse er kluntet, hans hårgrænse viger … Det andet er, at han vil være berømt – og det bliver han, fordi det lykkes ham i den grad at omgås ”the beautiful, the rich and the famous”.
Som han siger i slutningen af 1970’erne, citeret efter filmens danske undertekst: ”At være god til forretninger er en fascinerende kunstart.” Og den indflydelsesrige kunsthandler, Larry Gagosian, får i filmen den næste replik: ”Da jeg mødte ham, var han allerede et ikon. Han var blevet et produkt. Det lyder lidt ækelt, men det er positivt ment.”
Andy Warhol er endimensionel, og Andy Warhols billeder er endimensionelle: Han fremstiller sig selv og sin kunst som events. Det er den gængse opfattelse, og i de 397 minutter dokumentarfilmens seks afsnit varer, modsiges dette synspunkt ikke.
Vi ser ham posere ved overklassebegivenheder, i Studio 54 og andre celebre natklubber, ved receptioner og middagsselskaber, på catwalks, sammen med den ene popkulturelle kendis efter den anden. Han er sin kunst.
Og han kalder sit atelier The Factory. Masser af assistenter og frivillige er med i produktionen af billeder og af de undergrundsfilm, han står for i 1960’erne (Chelsea Girls, Flesh, o.a.). Selv arbejder Warhol kun to timer om dagen, får vi at vide.
Det er masseproduktion, baseret på fotografier fra medierne eller på den sværm af polaroid-fotos, han tager hele tiden og alle steder. Billederne forstørres op, trykkes serigrafisk i serier – nogle gange maler han bagefter med akryl på trykkene. Det gælder fx de portrætter af de ”beautiful, rich and famous”, han laver i 70’erne – for $50.000 pr. styk.
Fascinationen af maskulin ungdom
På det kropslige plan har Andy Warhol en drøm om at genskabe sig selv, specielt efter mordforsøget i 1968, der svækker hans helbred og forårsager, at han må gå med korset resten af livet. Skuddramaet, hvor den på det tidspunkt sindsforvirrede feminist Valerie Solanas skyder ham i maven, gøres der ikke meget ud af i serien.
I filmen laves der en kobling mellem den krop, der nu er vansiret, og som Warhol i forvejen havde et problematisk forhold til, og fascinationen af unge, smukke, maskuline kroppe.
Det fører ham ind i modeverdenen, han er initiativtager til det glittede magasin Interview, han går catwalk for modehuse – og han fotograferer mandlige nøgenmodeller i pornografiske attituder i fotoserien kaldet Sex Parts. Og kunstnerisk prøver han at gå nye veje fx med serier af nonfigurative Rorschach-malerier og Shadow-malerier, som ikke vækker nogen stor interesse i New Yorks kunstkredse.
I løbet af 1970’erne er noget af glansen ved Andy Warhols status som avantgarde blegnet, og han opsøger en ny status i den glittede del af pressen. Som kunsthandleren Jeffrey Deitsch siger i filmen: ”Andy Warhol’s greatest work of art is Andy Warhol.”
Andy og Basquiat
Men dette ”kunstværk” udfordres i 1980’erne. Filmens fjerde – og set fra en kunsthistorisk vinkel nok mest betydningsskabende afsnit – har overskriften: ”Collab: Andy and Basquiat”.
De to hovedspor i filmens heksekedel er nu henholdsvis AIDS – ”the gay cancer”, som mange benævnte sygdommen – og graffiti, som nogle af de interviewede i filmen betegner som en fortsættelse af 1960’ernes pop-art, bl.a. Andy Warhols berømte Campbells suppedåser fra 1962.
Den overfladiske æstetik får nye teknikker og nye medier, som han ikke behersker
Med udgangspunkt i graffitien dukker en ny stjerne op på den new yorkske firmament i 1980 – den 20-årige Jean-Michel Basquiat. Ham tager Warhol under sine vinger. De interviewede i filmen har lettere afvigende opfattelser af, om det er som en mor, som en storebror, som en protegé, som en forelsket …
Hvorom alting er: En af de interviewede peger på, at Basquiat, ligesom andre af de unge mænd Andy Warhol omgikkes, udstrålede den ungdommelige energi, han selv manglede og savnede. Om Basquiat siger Warhol på et tidspunkt: ”Han er skør, men sød og bedårende.”
Basquiat er på stoffer – i en sådan grad, at han ender med at dø af en overdosis som 27-årig. Det kan Andy Warhol ikke vide, fordi han selv dør året før. Men nogle år inden da, siger han til sin telefoniske dagbog – igen citeret fra filmens danske undertekst:
”Nogen sagde, at da kunsthandlerne hørte om en dygtig sort kunstner, som nok snart ville dø af sit misbrug, skyndte de sig at købe hans ting. Nu er de frustrerede, fordi han stadig er i live. Jean-Michel bliver den mest berømte sorte kunstner, når New York Times skriver om ham.”
Og, kunne man parentetisk tilføje, han får ret: Ved en auktion i 2017 opnår et maleri af Basquiat den højeste pris nogensinde for noget kunstværk af en amerikansk kunstner: 110,5 mio. dollars.
Nye teknikker
I begyndelsen af 1980’erne begynder Warhol og Basquiat at male sammen. Ofte foregår det åbenbart på den måde, at Warhol maler nogle pop-art ting på lærredet, og så går Basquiat i gang med at strege over og føje til. Det går hurtigt – omkring 200 malerier bliver det til i årene 1983-85.
Efter at de har haft en udstilling sammen i efteråret 1985, fortæller Warhol i dagbogen om Basquiat – i den danske undertekst til slutningen af afsnit 4:
”Han kom over til kontoret for at male. Men han faldt i søvn på gulvet. Jeg vækkede ham, og så malede han to mesterværker. Han ville filosofere, så vi snakkede. Han er bange for at blive en døgnflue, men jeg beroligede ham. Det bliver han ikke. Han er ved at lære at gøre det til en forretning. At det ikke bare er sjov hele tiden. Og så tænker man over, hvad kunst egentlig er. Kommer den virkelig indefra? Eller er den et produkt? Det er kompliceret.”
For den ”kommercielle” kunstner er der endnu flere udfordringer end AIDS og graffiti.
I 1981 kommer de første pc’er på markedet og skaber nye og nemmere redskaber for den serielle form for æstetik, som har været Andy Warhols kendemærke, lige siden han begyndte som reklametegner i New York City i 1949. I filmen ser vi Warhol forsøge sig med et tegneprogram på en computer – han er slet ikke tilfreds.
Også i 1981 starter MTV og, kan man vel godt sige, er med til, ligesom graffitien, at omskabe popkulturen i en helt anden retning end den billedkunst fra 1960’erne, som er Andy Warhols base. Den overfladiske æstetik får nye teknikker og nye medier, som han ikke behersker.
Værket The Big C
I filmens sidste afsnit introduceres måske et nyt aspekt ved Andy Warhols serielle æstetik: I 1986 kaster han sig over Leonardo da Vincis ikoniske værk Den sidste nadver – en serie af billeder, som kan ses som en problematisering af den opfattelse af, at der ikke er andet i Warhols værker end det, vi umiddelbart ser.
Sådan set åbnes der for dette aspekt allerede i filmens første afsnit, hvor Andy Warhols storebror, John Warhola, fortæller om forældrene, der er immigranter fra Slovakiet, og den fattige opvækst i Pittsburgh-kvarteret Soho.
Serien er rigtig flot produceret. Der er mange personer, som ud fra et personligt kendskab udtaler sig om Andy Warhol
Han peger på to inspirationskilder til brorens kunst: Den ene er, at han for at begå sig i skolen inviterede klassekammerater til at få deres portræt tegnet – i dén situation opstår helt naturligt en form for intimitet mellem iagttageren og den iagttagede.
Det andet, som storebroren peger på, er den æstetiske inspiration fra de mange ikoner i den byzantisk-katolske kirke, som familien frekventerede flittigt. For er det, den ”kommercielle” Andy Warhol skaber – med portrætter som dem af Marilyn Monroe, Mao Tse-tung, Dronning Margrethe eller Campbells dåser og Coca Colas flasker – ikke ikoner i en moderne, sekulariseret stil?
Men med gengivelsen af Den sidste nadver – og ikke mindst med den version af det, som han kalder The Big C – får det overfladiske ikon (måske) det repræsentative indhold tilbage, som ikonerne har i den ortodokse kirke. Det er i alt fald, hvad Jessica Beck, kurator ved Andy Warhol Museum i Pittsburgh, siger om værket The Big C i den danske undertekst i 6. afsnit af filmen:
”Det er en samtale om tro og seksualitet, frygt, tilgivelse og skyld. Når man stykker denne kærlighedshistorie sammen, slår det gnister på lærredet. For mig at se var The Big C synonymt med de homoseksuelles kræft. Han siger dermed, at AIDS er en del af den samtale, der foregår på lærredet. Jeg synes, hans udtalelse om, at hans værker er endimensionelle, og at der ikke er nogen dybere mening med hans værker, ganske enkelt ikke passer. Dramaet i Den Sidste Nadver kan derfor ikke overdrives.”
A walk on the wild side
Denne anmeldelse fokuserer på Andy Warhols kunstneriske aktiviteter. Men Netflix-serien er også en guldgrube til forståelsen af New York City som ”syndens by” i 1960’erne, 70’erne og 80’erne – ”Take a walk on the wild side”, ja, det må du nok sige, vi gør her …
Serien er rigtig flot produceret. Der er mange personer, som ud fra et personligt kendskab udtaler sig om Andy Warhol, om hans partnere Jed Johnson og Jon Gould, om hans banebrydende arbejde på The Factory, om hans fascination af den unge Jean-Michel Basquiat, om hans uforlignelige sans for – trods sin skyhed – at være dér, hvor man skulle være på lige det rigtige tidspunkt.
At gøre sig selv til et kunstværk er også et element i den moderne kunsthistorie. Se bare her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
