Analyse: Iran bestemmer i det nye Mellemøsten

Yasmin Abdel-Hak 06.09.2017

I det evigt kaotiske Mellemøsten, der navigerer gennem den ene krise efter den anden, har man altid haft en vis fornemmelse af, hvem der var de stærke og mindre stærke stater i regionen. Men magtpositionerne er nu ved at ændre sig: Iran er på vej opad, og Saudi-Arabien vakler. Alliancer opstår og forgår, som de har gjort i tusinder af år. Yasmin Abdel-Hak analyserer magtspillet, der kan få mærkbare konsekvenser for den turbulente region i de kommende år.

I årevis har ærkefjenderne Saudi-Arabien og Iran stået overfor hinanden i Mellemøsten. Men de hidtidige magtpositioner er ved at ændre sig i disse år efter de senere års kriser i regionen, herunder først og fremmest krigen i Syrien, der har skabt et politisk vakuum flere steder, som Iran har været i stand til at udnytte til egen fordel.

Således har styret i Teheran sine politiske fangarme placeret både i Irak, Syrien, Libanon og hos Hamas i Palæstina. Det er en politisk virkelighed, som Saudi-Arabien og resten af den arabiske verden bliver nødt til at forholde sig til.

Det er en alt for simplificeret tilgang at tilskrive Irans nuværende stærke position alene som resultatet af en iransk næse for at spille det politiske spil til egen fordel. Den enestående situation som landet lige nu befinder sig i, skyldes i lige så høj grad, at andre lande har sammenfaldende interesser med Iran. Og sidst, men ikke mindst, at Saudi-Arabien er noget knæsat i disse dage

Tyrkiet har eksempelvis fælles dagsorden med Iran omkring de kurdiske områder i Syrien. Således har Iran støttet den tyrkiske tilstedeværelse i Syrien i grænseområdet til Tyrkiet. Syrien har en allieret i Iran, der har sendt tropper og materiel til landet for at bekæmpe oprørsstyrkerne. Også Irak har nydt godt af iransk militærassistance i kampen mod Islamisk Stat i Mosul.

Saudi-Arabien har i mange år dykket ned i egne, dybe olierige lommer og investeret og lånt penge til deres fattige naboer i regionen. Det har blandt andet gjort den tidligere politiske stormagt, Egypten, til en mangeårig allieret.

Men selvom Egypten har støttet Saudi-Arabiens krav om boykot mod Qatar for at have støttet Det Muslimske Broderskab, og med krav om at lukke tv-stationen Al-Jazeera, så har Egypten i disse dage alt for travlt med at vende blikket mod både Rusland og Kina for investeringsstærke pengemænd, fremfor at være afhængig af saudiarabisk goodwill.

Hvad så dér Saudi-Arabien?

Det er i det hele taget en ganske ærgerlig situation Saudi-Arabien er havnet i.

Det virkede ellers som et lidt af et signal om nye tider og behov for et frisk pust, da den nuværende konge Salman hev sin 31-årige yndlingssøn ind på scenen i 2015, først som stedfortrædende kronprins, og siden juni 2017 som kronprins.

Jeg har tidligere i en mere indgående analyse beskrevet kronprinsens magtbase og konsekvenserne af hans mangel på politisk tæft.

Det er i sig selv ganske problematisk at have en uerfaren kronprins og de facto leder af et land, der ynder at se sig selv som politisk stormagt. Saudi-Arabien synes at have forregnet sig med en ung kronprins uden sans for det storpolitiske skakspil

For at føje yderligere spot til skade måtte Saudi-Arabien i den forgangne uge bede om et lån på 10 milliarder US dollar (63 milliarder danske kroner) hos Den Internationale Monetære Fund (IMF). Det er i sig selv ganske problematisk at have en uerfaren kronprins og de facto leder af et land, der ynder at se sig selv som politisk stormagt. Saudi-Arabien synes at have forregnet sig med en ung kronprins uden sans for det storpolitiske skakspil

Baggrunden for lånet skyldtes blandt andet den amerikanske kongres beslutning om at tillade efterladte til 9/11-angrebet i 2001 at anlægge sag mod Saudi-Arabien for at have været vidende om det forestående angreb på World Trade Centret i New York.

Foreløbig har efterladte til ofrene fremsat krav om erstatning på 100 milliarder dollar (630 mia. kr.). Samtidig er saudiarabiske værdier for 750 milliarder dollar (4700 mia. kr.) indefrosset af den amerikanske regering så længe sagsanlægget mod Saudi-Arabien endnu ikke er afklaret.

Udover at det sendte chokbølger gennem Mellemøsten, at verdens største olieeksportør skulle bede om et lån, understregede det mere end noget andet, at Saudi-Arabiens position som den stærke modspiller overfor Iran vakler i alvorlig grad.

For udover selve ydmygelsen i, at et af verdens rigeste lande måtte gå tiggergang hos IMF, betyder et IMF-lån dårlige nyheder for de lande, der hidtil har nydt godt af saudiarabiske pengegaver. For et IMF-lån kommer med en række betingelser for modtagerlandet. Heriblandt krav om en omstrukturering af landets hidtidige økonomiske samfundsmodel – den såkaldte rentierstat.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan det saudiarabiske samfund er bygget op som en såkaldt rentier-stat. Det er groft sagt en samfundsmodel, hvor staten sørger for alle offentlige ydelser uden beskatning af befolkningen. I modellen er indbygget den uudtalte kontrakt mellem befolkning og landets hersker, at det politiske spillerum og personlig frihed selvsagt er stærkt begrænset.

Vi ser med andre ord et noget vingeskudt Saudi-Arabien i disse dage, der hverken har politisk tæft, økonomiske midler eller regional troværdighed og gennemslagskraft, der fortsat forsøger at lægge arm med Iran. Af den grund er Iran blevet den stærke dreng i klassen

Da kronprinsen iværksatte sin langsigtede økonomiske plan for Saudi-Arabien i Vision 2030 forudså han nødvendigheden af at begynde at opkræve skatter af befolkningen. Landet er derfor allerede nu begyndt at opkræve en mindre – nærmest symbolsk – såkaldt familieskat, der pålægges hvert familiemedlem i en familie.

Men en befolkning, der hidtil har accepteret et snævert politisk spillerum til gengæld for skattefritagelse og store offentlige ydelser, herunder gedigen statsstøtte til benzin, elektricitet og madvarer, vil forventeligt ikke modtage en højere beskatning og tabet af statsstøttede ydelser med kyshånd.

Det vil kunne udvikle sig til et bastant krav fra befolkningen om flere politiske friheds- og menneskerettigheder. Man må med andre ord forudse, at et IMF-lån vil få langtrækkende konsekvenser på den indenrigspolitiske scene, herunder en vis risiko for politisk uro blandt befolkningen.

For at gøre situationen endnu mere sårbar, øjner landets shiamuslimske mindretal måske også en mulighed for ligeledes at gøre opmærksom på den systematiske diskrimination, denne befolkningsgruppe har været udsat for i årevis. Det ville bestemt tjene iranske interesser at støtte op om dén sag. Igen en mulighed for at sikre iranske interesser, og denne gang på saudiarabisk jord.

Vi ser med andre ord et noget vingeskudt Saudi-Arabien i disse dage, der hverken har politisk tæft, økonomiske midler eller regional troværdighed og gennemslagskraft, der fortsat forsøger at lægge arm med Iran. Af den grund er Iran blevet den stærke dreng i klassen

Med Iran ved roret?

Spørgsmålet er, hvad det vil få af betydning for regionen med Iran i spidsen. Nogle analyser har påpeget, at regionen vil gå en mørk fremtid i møde med Iran ved roret.

Udover at det er sædvanlig dommedagssnak, som er meget normalt for alt, hvad der sker i Mellemøsten, er det også en alt for simplificeret tilgang og unuanceret opfattelse af Iran som storpolitisk aktør. For det første har landet med dets styrker rent faktisk formået at få fjernet Islamisk Stat fra Mosul i Irak. Det har også været med til at sikre en eller anden – om end sårbar – våbenhvile situation i Syrien.

Nuvel, at Iran valgte at støtte den syriske præsident, Bashar al-Assad, og altså ikke oprørsstyrker. Det er naturligvis ikke på linje med den vestlige verdens politik. Der er heller ingen tvivl om, at Iran gennem årene har udført terrorfinansieret virksomhed. Dette skal på ingen måde tages som et forsvar for Iran og dets politiske virke.

Problemet er, at det samme kan siges om Saudi-Arabien. Et land, som Vesten betragter som en allieret. Et land, der har frataget dets befolkning helt grundlæggende menneskerettigheder; der systematisk diskriminerer en hel befolkningsgruppe; et land, der tilsvarende har finansieret diverse islamistiske grupper med dagsordener, der bestemt heller ikke harmonerer med vestlige værdier.

Lidt lakonisk kan man i øvrigt spørge, om Iran som den førende stormagt i området, kan gøre det meget værre end den hidtidige stormagt Saudi-Arabien? De mekanismer, der altid har styret Mellemøsten vil fortsat eksistere. De udfordringer regionen står overfor, vil fortsat blive forsøgt håndteret med de respektive landes egen-interesser for øje. Alliancer opstår og forgår, som de har gjort i tusinder af år i regionen.

Med et Iran i spidsen for et nyt Mellemøsten, bliver Vesten nødt til at foretage en grundig selvransagelse, og tage egne værdier – herunder realpolitiske – op til fornyet vurdering.

Topfoto: Wikimedia common: Battle of Chaldiran (1514). From Chehel Sotoun palace, Isfahan.

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.