DEN FRIE VERDENS DEROUTE // KOMMENTAR – Trump og Republikanernes plan var aldrig ”America First”, det var ”America Only”. Koste hvad og hvem det vil og med al den ligegyldighed over for resten af verden, der overhovedet kan mønstres. Og den erkendelse har gjort det svært – for ikke at sige umuligt – at se på USA og amerikanerne med andet end vrede, skuffelse og sorg, skriver Julie Bendtsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det har altid irriteret mig, når folk siger, at de er stoppet med at læse, se eller høre nyheder med begrundelsen, at ”det altid kun er det negative, der er i fokus”. Jeg har tænkt, at det var tegn på svaghed og manglende ansvarstagen for egen rolle i samfundet – en barnlig strudseadfærd.
Nu er jeg blevet en af dem, i hvert fald i nogen grad. Efter indsættelsen af præsidenten den 20. januar indtog jeg alle nyheder, jeg kunne komme i nærheden af. NBC, NY Times, NPR, Fox, MSNBC, BBC, CNN – om vanvittige dekreter, der blev underskrevet i al hast, om DOGE’s motorsavsmassakre (tilsyneladende uden nogen som helst form for indsigt i, hvad motorsaven førtes mod, eller basal viden om tal), udvalgte analytikere på sociale medier, som havde et langt bedre over- og indblik end jeg selv – og alt indimellem.
Der er gået halvanden måned siden indsættelsen, og det står soleklart, at al anstændighed er væk
Det var udholdeligt, fordi jeg dengang stadig havde en vis tro på, og måske endnu vigtigere et vist håb om, at vanviddet – hvert øjeblik, det skulle være – ville blive så tydeligt for selv dem, der havde stemt på Trump, for de republikanske senatorer og ikke mindst for de demokrater, der mest af alt lignede rådyr fanget i billygternes lyskegler, at nogen ville gøre noget.
For den her galskab – den her rene ondskab – kunne ikke fortsætte, vel? Der fandtes vel stadig anstændighed, selv blandt Republikanerne, selv i Kongressen, ikke?
Nej, viste svaret sig at være. Der er gået halvanden måned siden indsættelsen, og det står soleklart, at al anstændighed er væk. Det, der står tilbage, er en imperialisme ikke set siden anden verdenskrig, en ligegyldighed over for alt andet end eget ego og en nærmest sadistisk trang til at gøre så meget skade på andre som overhovedet muligt.
USA – et imperialistisk rige i midten
Der er ikke længere nogen grund til at tro, at ”America First” var en reel ideologi. I virkeligheden hedder planen ”America Only”, og den gælder ikke bare USA, som det ser ud nu – men som det ser ud, når landet er færdigt med at invadere og annektere.
For nogle uger siden løb ”4 Nations Face-Off” af stablen i USA og Canada. Verdens fire største ishockeynationer dystede mod hinanden i en venlig, underholdende og intens turnering, og USA’s første kamp mod Canada kom i kølvandet af præsidentens ytrede planer om at gøre Canada til USA’s 51. stat. Så da ”The Star Spangled Banner” blev sunget inden kampen, blev der buhet. Selvfølgelig gjorde der det. Canadierne var rasende og med god grund.
Amerikanerne var til gengæld bestyrtede over den ”manglende respekt”, og kommentarsporene til mange af opslagene om hændelsen flød over med fornærmede amerikanere og en udtalt ”how dare they”-stemning. Hvilket i sig selv er så tonedøvt, at det nærmest er til at tude over. Hvad havde I regnet med, USA?
Det lyder jo tosset, men man skulle jo næsten tro, at andre nationer – nationer, der aldrig har opført sig som andet end jeres allierede – ikke bryder sig om trusler om fjendtlig overtagelse og handelskrige? Skørt, jeg ved det.
Ved den næste kamp mellem de to nationer forsøgte amerikanerne at gøre gengæld ved at buhe under ”O Canada”. Det kom der ikke meget ud af, og Canada vandt både kampen og mesterskabet. Heldigvis.
Amerikanernes moralske skred
Det er længe siden, jeg har berørt politiske emner med andre amerikanere end de af mine venner, som jeg ved er imod den retning, landet lige nu har anlagt.
Det er ikke, fordi jeg ikke er voksen nok til at høre andre synspunkter, men fordi det moralske skred nu er blevet så afgrundsdybt, så uigenkaldeligt, at jeg ikke kan se på dem med så meget som en snert af venskabelighed mere.
Der er ganske enkelt løbet for meget modbydeligt vand igennem den å af råddenskab, som USA lige nu flyder med.
Det er en erkendelse af, at selv om USA består af så mange sjove, skøre, skæve, fantastiske og inspirerende mennesker, så har virkeligheden nu vist, at en meget stor del af dem er mere grådige end geniale.
Mennesker, der tilsyneladende ikke ser et problem med, at deres leder aktivt truer med at annektere andre lande, fordi suverænitet er hans flavor of the day. Det er Rusland og Putin om igen, og det sætter Trump-støtterne i præcis samme kategori som putinisterne. Og dem besluttede jeg mig for at holde mig fra for tre år, en sjat og en krig siden.
Mennesker, der er etnocentriske i en grad, vi før tillagde lande som Kina, men som lige nu lever deres bedste liv i De Forenede Stater. Vi er verden, og verden er os. Og hvis vi vil have mere, tager vi det, for vi er verdens centrum, og det er vores ret. Det skal vi da ha’!
Moral er noget, vi leger, vi har, når vi har brug for stemmerne fra dem, der stadig har en snert af den i behold
”Sådan er geopolitik, og Trump gør bare hvad han lovede,” siger de sleske, de kyniske og dem, som gerne vil fremstå store, stærke og klogere end os, der begræder udviklingen lige nu, begræder en verden på randen af sammenbrud, forårsaget af en mands ego.
Det er noget bavl. Sådan kan geopolitik være, hvis man har diktatordrømme, er autokratisk anlagt og derudover helt igennem kold i røven over for andre nationer, deres folk, deres kultur og deres historie. Andre mennesker generelt.
Nogen vil argumentere, at følelser ikke hører hjemme i geopolitik og dansen mellem stormagter. Der kan man jo med rette indvende, at det burde smålighed og korruption jo egentlig heller ikke gøre, men here we are. Og vi ser til, mens det rykker ved verdensordenen. Hvorfor diskvalificerer det ene, mens det andet er noget, der bekvemt ses igennem fingre med?
Og det har vist sig, at ikke kun præsidenten, men også hans flok af tilsyneladende rygradsløse medløbere, er lige præcis det. Kolde over for andre. Så længe de kan blive på den guldbelagte vej mod mere magt og mere rigdom (egen, selvfølgelig), er alt andet ligegyldigt. Moral er noget, vi leger, vi har, når vi har brug for stemmerne fra dem, der stadig har en snert af den i behold.
Enden på de frie valg
USA bliver aldrig det samme igen. For det første er der i mine øjne en reel risiko for, at der ikke længere vil være frie, retfærdige valg, fordi al kontrol fra den anden side er blevet sat ud af spil, så for dem (os), der håber på en blå bølge til midtvejsvalget, er jeg bange for, at det tog for længst har forladt perronen. Stemmerne skal nok svinge rødt – uanset om de rent faktisk gør det.
For det andet har den her periode vist mig, at en meget stor del af den amerikanske befolkning er enten uvidende, grådige, egoistiske eller ligeglade med alle andre end dem selv – og for manges vedkommende en kombination af alt det ovenstående.
Hvis man med alt, der er blevet sagt, gjort og vist den sidste halvanden måned, stadig er ombord på Trump-toget, har man kappet båndene til alle andre – med undtagelse af russerne, naturligvis
Det må nødvendigvis også betyde, at de er ligeglade med mig, mit land, mit kontinent og min kultur. Og uanset hvad der måtte ske i den kommende tid, kan den tid, vi lever i nu, ikke omgøres. Det er en skamplet på USA og en stor del af landets befolkning, og historiebøgerne vil dømme landet og støtterne hårdt. Men det kan vi ikke bruge til noget nu.
Hvis man med alt, der er blevet sagt, gjort og vist den sidste halvanden måned, stadig er ombord på Trump-toget, har man kappet båndene til alle andre – med undtagelse af russerne, naturligvis. For deres vedkommende er det her bare begyndelsen på et smukt venskab.
Heldigvis har vi masser af andre mennesker at omgive os med, som ligesom vi ser til med rædsel og fortvivlelse. Som med jævne mellemrum giver udtryk for deres store misundelse over vores mørkerøde pas.
Og som, vigtigst af alt, minder os om, at de søde, skæve, sympatiske amerikanere stadig findes, og de er, når alt kommer til alt, formentlig i stærkt overtal. Men de har måske for meget anstændighed til at tiltvinge sig magten ved hjælp af vold, løgne og manipulation – og deri ligger problemet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
