DIEZ-SAGEN // KOMMENTAR – Hvorfor kan vi ikke tage imod Katherine Diez’ undskyldning? “Der er vel intet tabt ved at give mennesket Diez en chance?”, skriver Louise Juhl Dalsgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er ikke fordi, jeg mener en hel masse og da slet ikke fordi, jeg føler nogen særlig trang til at forsvare hende. Men der er alligevel noget ved hele sagen om Diez, der gør mig trist.
Jeg er helt enig i modstandernes rasen over ulovligt plagiat, det er uhørt og seriøst dårlig stil og strider mod journalistikkens grundregler. Ingen tvivl om det. Jeg har aldrig selv fulgt hende på instagram eller andre platforme, men jeg kan forstå, at hun udover de plankede anmeldelser også har opført sig arrogant og ukollegialt overfor kvinder med samme gebet som hendes eget, og det finder jeg personligt næsten mere usympatisk end hendes tyveri af ord.
Alt i alt er der altså ingen tvivl om, at det, hun har gjort, på enhver måde er forkert, og måden, hun har gjort det på, tilsyneladende også.
Hvad er det, vi så vil have? At hun går i hundene? Går i stykker? At hun må bo for nedrullede gardiner, uden jobs og uden venner for altid?
Men: Når hun efterfølgende skriver, at hun erkender alt, at hun har forbrudt sig mod alle regler for almindelig god opførsel og journalistisk praksis, at hun gennemgår sit livs til dato værste krise og kun kan håbe på, at hun tager så meget ved lære, at det hele herfra ikke er håbløst.
Og når folk så reagerer ved at så tvivl om ikke bare hendes oprigtighed men også latterliggør hendes smerte: “Så kan hun lære det”, “det skulle hun have tænkt på noget før”, “det er bare udtryk for mere af hendes kyniske taktik,” så bliver jeg virkelig ked af det.
Ikke bare på Diez’ vegne, men på vores allesammens vegne. For hvad er det, vi så vil have? At hun går i hundene? Går i stykker? At hun må bo for nedrullede gardiner, uden jobs og uden venner for altid? Fordi? Fordi vi tror, det vil virke afskrækkende på andre? Fordi vi ønsker et andet menneske ondt og dermed vel ikke er et hak bedre end Diez selv?
Hvad er det, der gør, at vi ikke som minimum kan tage imod hendes undskyldning? Det er ok, at vi ikke fluks ansætter hende som vores personlige pressemedarbejder og også, at vi en tid, vil se hendes arbejde ekstra efter i sømmene. Men der er vel intet tabt ved at give mennesket Diez en chance?
Er det ikke det bedste, vi kan håbe: At hun får en chance til og griber den og kommer klogere videre, hvad enten det nu er som indretningsarkitekt, dyrlæge eller handicaphjælper.
Alternativet, at hun aldrig får en chance og aldrig kommer videre, det ønsker vi vel forhåbentlig ikke? Eller er der noget, jeg har overset?
Læs også Karina Muriel Mimouns analyse “Katherine Diez – Kan man kritisere det perfekte/uperfekte menneske?”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
