VÆRDIGHED I LIVET // KRONIK – Er det samfundets opgave at hjælpe mennesker af med livet, hvis de ikke ønsker at leve længere? Det er spørgsmål af den slags, som er råstoffet i den politiske diskussion om legalisering af aktiv dødshjælp. Kunne det være en mulighed at finde et alternativ til, at staten skal kunne tilbyde et menneske døden?
Døden er de levendes problem, og der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livets vigtigste spørgsmål. Den franske filosof Michel Foucault talte om døden som det fortrængte punkt, hvor vi skal søge sandheden om os selv, om menneskelivet og om vores vilkår i et politisk fællesskab. På den måde er det dagsaktuelle spørgsmål om aktiv dødshjælp en enestående mulighed for at tale om et emne, som ellers er ret tabubelagt. Men også om andre væsentlige spørgsmål, som har betydning for os alle: Hvad gør livet værd at leve? Hvad betyder værdighed i livet? Betyder lidelse, at livet mister værdi? Kan det være samfundets opgave at hjælpe mennesker af med livet, hvis de ikke ønsker at leve længere? Det er spørgsmål af den slags, som er råstoffet i den politiske diskussion om legalisering af aktiv dødshjælp.
Eksistentielle spørgsmål i politik
Det er ikke nyt, at der skal tages politisk stilling til eksistentielle spørgsmål om døden. Fx var døden på den politiske dagsorden i 1990, hvor Folketinget vedtog et nyt dødskriterie som supplement til det gamle hjertedødskriterie. Det var hjernedødskriteriet, og den endelige vedtagelse kom først efter næsten ti års debat om de etiske konsekvenser ved at afslutte et menneskeliv før hjertets ophør for at kunne redde andres liv gennem organtransplantation.
Beslutningen trækker stadig sine spor, og aktuelt er vi på vej ind i en politisk diskussion om et borgerforslag, hvor alle borgere i Danmark automatisk bliver registreret som organdonorer og aktivt skal melde fra, hvis de ikke ønsker at være registreret. Værdighedsproblematikken og de etiske spørgsmål i forbindelse med indførelsen af hjernedødskriteriet i 1990 har entydigt flyttet sig til spørgsmålet om at løse problemet med manglen på organer til transplantation. Dette er ikke en kritik, men blot en konstatering.
Når der nu begynder en politisk diskussion om aktiv dødshjælp, kan vi lære noget ganske vigtigt af de tidligere tilfælde, hvor der politisk skulle tages stilling til de dybeste eksistentielle og etiske spørgsmål omkring liv og død
Også grænserne for fri abort har været diskuteret flere gange, siden Folketinget i 1973 vedtog Lov om adgang til svangerskabsafbrydelse. Her er vi helt nede i spørgsmålet om, hvad et liv er, hvornår det begynder, og hvilke etiske konsekvenser svangerskabsafbrydelse har? Men grundspørgsmålet har været kvindernes ret til selvbestemmelse over egen krop. Det diskuteres også i dag, 50 år efter lovens vedtagelse, hvor spørgsmålet aktuelt drejer sig om at flytte grænsen fra de nuværende 12 til 18 uger, som det for kort tid siden blev anbefalet af et flertal i Det Etiske Råd med den begrundelse, at ”en udvidelse til uge 18 styrker kvinders selvbestemmelse”.
Når der nu begynder en politisk diskussion om aktiv dødshjælp, kan vi lære noget ganske vigtigt af de tidligere tilfælde, hvor der politisk skulle tages stilling til de dybeste eksistentielle og etiske spørgsmål omkring liv og død. Diskussionen resulterer måske i vedtagelsen af en lov om legalisering af aktiv dødshjælp, men vil ikke slutte her – tværtimod åbnes der for nye spørgsmål, som aldrig vil kunne besvares med en endegyldig konklusion. Som tilfældet var med spørgsmålene om dødskriterier og abort, vil den mulige legalisering af aktiv dødshjælp være uden sikkerhedsnet – spørgsmålet vil blive ved med at falde ned i skødet på os som etiske konflikter, når der med tiden opstår nye normer for værdighed, etik, omsorg og individuelle rettigheder.
En forudsigelig politisk sag
Spørgsmålet om aktiv dødshjælp var forudbestemt til at blive en politisk sag. Undersøgelser gennem de seneste år har ret konstant vist et stort flertal i befolkningen for legalisering. Senest viste en undersøgelse den 4. oktober – samme dag som Etisk Råd sagde klart nej til aktiv dødshjælp – at 78 % af de adspurgte var for en lovliggørelse, mens kun 10 % sagde nej og 18 % ved ikke.
Diskussionen om aktiv dødshjælp blev i denne omgang startet af statsministeren, da hun åbnede årets Folkemøde på Bornholm. Her lancerede hun de to omdrejningspunkter, som siden har været i centrum for den offentlige diskussion om aktiv dødshjælp. For det første værdighed og anerkendelsen af det enkelte menneskes subjektive oplevelse af værdighed. For det andet individets frihed til selv at bestemme over sit eget liv og sin egen død. Den enkeltes frihed til selv at bestemme, hvad der er et værdigt liv og en værdig død, taler naturligvis lige ind i det moderne menneskes selvforståelse som autonomt, selvbestemmende og suverænt.
Friheden til at bestemme over eget liv?
Det var således nogle meget fængende, men også ret luftige begreber, som statsministeren fik hængt denne vigtige diskussion op på. I et senere interview viste det sig, at hendes begrundelse for at rejse spørgsmålet om legalisering af aktiv dødshjælp var mødet med nogle personlige fortællinger fra pårørende, hvis syge familiemedlemmer udtrykte et ønske om at dø, samt statsministerens erfaring med sin egen mor, som døde af kræft. I samme interview sagde statsministeren, at hun slet ikke kan få øje på det etiske problem, hvis et menneske, der “på grund af en eller anden livsomstændighed” ikke ønsker at leve længere, beder om at få aktiv dødshjælp.
Det er naturligvis umuligt ikke at dele og påskønne statsministerens empati og medfølelse for disse mennesker. Men hvor tæt bringer dette os på et politisk rationale for at kunne vedtage en lov om retten til aktiv dødshjælp? Bemærkningen “en eller anden livsomstændighed” viser netop, hvor subjektiv oplevelsen af værdighed er, og hvor usikkert det er at binde en politisk beslutning om legalisering af aktiv dødshjælp op på dette begreb.
Ingen af de lande, som i dag har legaliseret aktiv dødshjælp, vedtog som udgangspunkt en lov med intentioner om bred adgang til dødshjælp. Værdighedsbegrebet viste sig imidlertid at være et yderst skrøbeligt sikkerhedsnet under lovgivningen om legaliseret dødshjælp. I en række af disse lande har værdighedsbegrebet således været genstand for en udhuling, fordi fokus meget hurtigt forskød sig til spørgsmålet om det enkelte menneskes autonomi og frihed til selv at definere, hvad et værdigt liv og en værdig død betyder.
En glidebane?
Medierne har gjort deres til at forplumre forestillingerne om, hvad aktiv dødshjælp betyder. De har trukket mennesker med dybt tragiske livsfortællinger frem i overskrifterne uden at tilføje den nuancering, at aktiv dødshjælp handler om mennesker i livets afsluttende fase og ikke kan bygges på det enkelte menneskes egen oplevelse af værdighed og ønske om at dø. Mange af de individuelle eksempler, som bliver trukket frem i den aktuelle debat om aktiv dødshjælp, handler om mennesker, som ikke er tæt på livets afslutning eller skal lindres i den sidste tid, men om mennesker, som ikke ønsker at leve videre pga. nogle fysiske eller psykiske konsekvenser af tragiske ulykker eller sygdom.
Regeringen har nedsat et udvalg, som skal udtale sig om værdighed, Udvalget for en mere værdig død hedder det. Velkommen til virkeligheden, må man sige, både den helt reelle sundhedsfaglige og den mere filosofiske af slagsen. En forudsigelse kunne være, at stenen i skoen bliver konflikten mellem på den ene side det tilsyneladende udbredte ønske om, at det enkelte menneske får ret til at kunne vælge aktiv dødshjælp, hvis det subjektivt oplever, at livet ikke er til at leve, og på den anden side hvad der reelt bør kunne give adgang til aktiv dødshjælp, hvis det bliver en ydelse, som den danske stat legalt skal kunne tilbyde.
Den enkeltes frihed til selv at bestemme, hvad der er et værdigt liv og en værdig død, taler naturligvis lige ind i det moderne menneskes selvforståelse som autonomt, selvbestemmende og suverænt
En analyse viser, at bekymringen for, at legalisering af aktiv dødshjælp kan blive en glidebane, ikke er helt ubegrundet. Der er en dokumenteret risiko for, at den såkaldte målgruppe udvides over tid med den konsekvens, at bl.a. Holland, Belgien og Canada har oplevet en betydelig stigning i anvendelsen af aktiv dødshjælp. Nogle vil naturligvis sige, at det blot viser, hvor vigtigt det er med adgangen til aktiv dødshjælp. Andre vil nok lidt mere tøvende spørge, om det nu også var det, som oprindeligt var meningen? Men det viser i hvert fald, at værdighedsbegrebet i sig selv ikke kan være et sikkerhedsnet, som forhindrer en eventuel legalisering af aktiv dødshjælp i at udvikle sig til en uønsket glidebane. Allerede inden den politiske behandling af emnet er begyndt, udtrykker den offentlige debat stærke ønsker og forventninger om, at det er det enkelte menneske, som har personlig frihed til at definere, hvornår vedkommendes livsomstændigheder bør give adgang til at kunne kræve retten til aktiv dødshjælp.
Risikoen for forråelse
De fleste lande med aktiv dødshjælp har fra begyndelsen haft en begrænset model, men grænserne viser sig at skride. Erfaringerne viser, at det begynder med en ordning, som er rettet mod mennesker i livets afsluttende fase og med fysiske smerter. Men hvad så med de mennesker, som har alvorlige handicap, og som allerede i dag ønsker at blive omfattet af retten til aktiv dødshjælp? Hvad med børn, hvad med mennesker ramt af psykiske lidelser, angst eller depression? Nogle steder kan de få aktiv dødshjælp. Det er politikerne, som skal forholde sig til disse erfaringer fra lande, som vi ellers gerne sammenligner os med, og helst inden vi får vedtaget en legalisering af aktiv dødshjælp.
Politikerne og medierne har imidlertid ikke gjort meget for at adressere dette problem, hvilket kan forekomme en smule populistisk og ikke helt i forlængelse af alvoren i spørgsmålet: Hvem skal vurdere, om et menneskes livssituation er så uværdig, at vedkommende kan visiteres til aktiv dødshjælp fra staten? Det enkelte menneske selv? Den lægelig ekspertise?
Jeg tvivler ikke på de gode intentioner bag ønsket om legalisering af aktiv dødshjælp
Medierne har trukket nogle ulykkelige og hårdt ramte mennesker frem og præsenteret dem som eksempler på, hvem der kan komme til at modtage aktiv dødshjælp. Resultatet er, at der allerede er ved at ske et skred i den almene opfattelse af, hvad omsorg og medmenneskelighed er. Camilla Noelle Rathcke, som er formand for Lægeforeningen, understreger i den forbindelse nødvendigheden af at “forholde sig til den uhyggelige forråelse i holdningen til menneskers tilværelse, som vi må forvente”. Det er en vigtig pointe, hun har, for aktiv dødshjælp bliver ofte præsenteret som en kærlighedsgerning, en humanisme, der bygger på barmhjertighed og er udtryk for medmenneskelighed i forhold til lidende mennesker. Aktiv dødshjælp er allerede tidligt i diskussionen ved at blive nysprog for menneskelighed, næstekærlighed, omsorg og medfølelse.
Jeg tvivler ikke på de gode intentioner bag ønsket om legalisering af aktiv dødshjælp. Men er det den måde, som vores samfund skal udtrykke og virkeliggøre de gode viljer til omsorg og næstekærlighed? Er der virkelig ikke længere mulighed for at tænke et alternativ til, at staten skal kunne tilbyde et menneske døden, hvis dets liv er tynget af lidelse? Det kunne ligne en fattiggørelse af vores samfund.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
