AKTIV DØDSHJÆLP // KRONIK – Legaliserer vi aktiv dødshjælp, risikerer vi, at det skaber et voksende behov snarere end blot at opfylde et eksisterende. Erfaringer fra andre lande viser, at aktiv dødshjælp ikke bare imødekommer enkeltstående ønsker, men med tiden fører til en markant stigning i dødsfald på denne måde. Er vi parate til at håndtere de konsekvenser, som et sådant vækstpotentiale kan føre med sig? Eller kunne vi tilbyde hinanden noget helt andet, spørger Peter Schjødt?
Borgerforslaget om legalisering af aktiv dødshjælp viser, at døden er de levendes problem, og derfor også et politisk problem. I løbet af denne samling skal Folketinget således tage stilling til lægers mulighed for at hjælpe mennesker til at dø, ”når særlige omstændigheder er til stede,” som det hedder, uden nærmere specifikation af disse omstændigheder. Det handler ikke om at redde liv fra dødens greb, men om at åbne muligheder for, at mennesker kan få hjælp til at dø, hvis livet opleves som ubærligt.
Få spørgsmål er på samme tid så tillokkende og afskrækkende som forholdet mellem livet og døden.
Det så vi fx i forbindelse med diskussionen om organdonation og dødskriterier, som handlede om, hvornår det skulle være muligt at erklære døden for indtrådt. Det drejede sig om hjertedød eller hjernedød, og ikke mindst om de liv, som kunne reddes, hvis kriteriet om hjernedød blev lovliggjort.
Spørgsmålet om aktiv dødshjælp drejer sig naturligvis om døden, men også først og fremmest om livet. Hvad gør livet værd at leve, og hvad kan gøre det så meningsløst, at døden er at foretrække, og hvorfor kan den selvvalgte død i nogle tilfælde gøre livet værdigt?
Spørgsmålene ligger helt i forlængelse af Søren Kierkegaards opfattelse, da han i 1847 noterede sig, at Napoleon, efter sigende, altid havde en dødelig mængde gift på sig, måske fordi døden har det med at styrke koncentrationen om livet, mente Kierkegaard.
Spørgsmål om døden skærper bevidstheden om livet
Hvad gør livet værd at leve? Eller som den franske forfatter Albert Camus valgte at sige det i bogen Sisyfos-Myten: ”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.”
Camus taler om selvmordet, mens aktiv dødshjælp drejer sig om det, som også kaldes for assisteret selvmord. Naturligvis er der forskel, men det gør ikke spørgsmålet mindre værdiladet. Hvornår er livet ikke længere værd at leve?
Svaret kan kun være subjektivt, og derfor tilføjer spørgsmålet om aktiv dødshjælp en yderligere eksistentiel og moralsk dimension til Camus’ spørgsmål om selvmordet: Det er spørgsmålet om selvmordet og nu også spørgsmålet om den eventuelle hjælp til andre menneskers selvmord. Skal det være en samfundsopgave at hjælpe et menneske til at dø, fordi vedkommende dybt personligt er af den overbevisning, at livet ikke længere er værd at leve?
Dette er koncentratet i spørgsmålet om legalisering af aktiv dødshjælp, og det er jo ikke kun et politisk spørgsmål. Det politiske forslag om aktiv dødshjælp lægger op til, at befolkningen skal tage spørgsmålet på sig, fordi vi alle en dag kan komme i en situation, som kalder på et valg.
Spørgsmålet om legalisering af aktiv dødshjælp kan ende med, at vi på egne vegne skal vælge mellem livet og døden eller bevidne andres valg om at ville dø, eller måske, som læge, skal sige ja eller nej til aktivt at hjælpe et menneske til at dø.
Hvordan kunne vi bruge de midler, som vores samfund rent faktisk råder over (…) til at skabe nogle rammer for værdighed omkring livets afslutning, som ikke gjorde aktiv dødshjælp til det centrale spørgsmål?
Fra fortalernes side er det afgørende, at det enkelte individ får mulighed for frit at kunne vælge døden, hvis det oplever, at livet er blevet uværdigt. Men der er også en samfundsmæssig dimension, når det drejer sig om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Det ene menneskes eksistentielle spørgsmål om selvmord kan blive til hele samfundets eksistentielle og moralske spørgsmål om hjælp til selvmord. Det må være et politisk ansvar også at åbne for andre veje.
Oplevelsen af, hvad der er et værdigt liv, antages at bygge på det enkelte menneskes personlige holdning. Forestillinger om et værdigt liv, og dermed også om en værdig død, hænger imidlertid sammen med de muligheder for værdighed, som omgivelserne og samfundet giver os. Disse muligheder kan være meget nøjsomme og utilstrækkelige; måske opleves de sådan i dag, hvorfor mange hævder, at de ville foretrække døden, hvis de kommer i bestemte situationer. Men hvis disse vilkår for omsorg og værdighed blev ændret, så ville vilkårene for at tale om aktiv dødshjælp også ændre sig.
Det rigtige spørgsmål, men det forkerte svar
Det er et problem, at spørgsmålet om værdighed omkring livets afslutning blevet reduceret til et spørgsmål om legalisering af aktiv dødshjælp. Det er naturligvis en medievenlig måde at tale om døden på. Her behøver vi ikke at stille spørgsmål til døden, her kan vi, som moderne mennesker, stille spørgsmål til os selv: ”Vil jeg lide, hvad nu hvis jeg bliver en grøntsag, hvis jeg kommer til at føle mig som en belastning, eller hvis jeg en dag ikke længere kan leve det liv, som jeg ønsker?”
Et stort flertal i Etisk Råd var således imod legalisering. Dette blev forbigået i larmende tavshed af statsministeren
Men det afgørende spørgsmål mangler: Hvordan kunne vi bruge de midler, som vores samfund rent faktisk råder over, i form af økonomi, medicinsk viden, omsorgsmuligheder o.l. til at skabe nogle rammer for værdighed omkring livets afslutning, som ikke gjorde aktiv dødshjælp til det centrale spørgsmål?
Det er tilsyneladende vanskeligt at afkoble spørgsmålet om en værdig død fra automatsvaret: Så skal vi have aktiv dødshjælp. Det leverede statsministeren et eksempel på, da hun tidligere på året skød debatten om aktiv dødshjælp i gang. I et interview erklærede hun sig som stærk tilhænger af en legalisering, men medgiver dog, at der kan være dilemmaer, selv om der ifølge statsministeren ikke er nogen tvivl om, at ”fordelene opvejer ulemperne”.
Statsministeren kritiserede desuden Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd, fordi de havde skrevet en fælles kritisk kommentar, hvor de klart afviste legalisering af aktiv dødshjælp, fordi de hellere ville ”hjælpe patienter i livet – ikke aktivt hjælpe dem af med det”. I stedet foreslog de, at ”tage samtalen om, hvordan sundhedsvæsenet rustes bedre til at hjælpe uhelbredeligt og livstruende syge med en værdig død”.
Efter statsministerens opfattelse klæder det imidlertid ”ikke en læge at argumentere på den måde”. Hun ønskede i stedet, at debatten blot skulle dreje sig om, hvorvidt mennesker selv kunne bestemme eller ej, når det kom til ønsket om aktiv dødshjælp.
Statsministeren udtaler sig med en sikkerhed, som ikke tager hensyn til, hvad Etisk Råd konkluderede i den rapport, som Folketingets Sundhedsudvalg bestilte op til behandlingen af borgerforslaget om legalisering af aktiv dødshjælp. Her bliver problemets kompleksitet understreget, ligesom Etisk Råd konkluderer, at løsningens uigenkaldelighed gør det nødvendigt at forholde sig til andre modeller for at kunne sikre værdighed i livets afslutning uden anvendelse af aktiv dødshjælp. Et stort flertal i Etisk Råd var således imod legalisering. Dette blev forbigået i larmende tavshed af statsministeren.
Det udvalg for en mere værdig død, som regeringen selv har nedsat, er dog forpligtet til at drøfte andre muligheder for en værdig død. Aktiv dødshjælp nævnes kun én gang i udvalgets kommissorium, og assisteret afslutning på livet nævnes to gange, ellers er der masser af andre betragtninger om omsorg og værdighed i forbindelse med livets afslutning.
Men, som det også er blevet understreget flere gange, så er der et betydeligt flertal i befolkningen for aktiv dødshjælp. Der er ikke nogen tvivl om, at dette flertal virker stærkt motiverende på statsministeren, og på hendes ønske om at få aktiv dødshjælp til at fremstå som løsningen på spørgsmålet om en værdig død. Hermed har statsministeren imidlertid også afsløret, at hendes eget udgangspunkt i det etiske spørgsmål om legalisering af aktiv dødshjælp udelukkende er pragmatisk; der er stemmer i det.
Aktiv dødshjælp som et tilbageskridt?
Aktiv dødshjælp er ikke en ny idé, men har i årtusinder optrådt i politiske utopier og andre forestillinger om det såkaldte gode samfund. I Platons Staten fra omkring 300 år f.v.t. kan vi således læse, at emnet blev diskuteret allerede i den antikke verden. I den græske litteratur findes der argumenter både for og imod.
Det er imidlertid værd at bemærke, at lægen Hippokrates, som anses for lægekunstens grundlægger, argumenterede imod dødshjælp og i stedet talte for at hjælpe patienterne med omsorg og medicinsk lindring, også i tilfælde, hvor der var tale om dødeligt syge. Samme Hippokrates er ikke mindst kendt for den ed, som stadig er kernen i nutidens lægeløfte og ofte er grundlaget for den lægefaglige stillingtagen mod aktiv dødshjælp.
Der er tilsyneladende indbygget et ”vækstpotentiale” i behovet for aktiv dødshjælp
Langt senere beskæftigede den engelske statsmand og filosof, Thomas More, sig også med emnet i en af de mest kendte fremstillinger af den såkaldte ideelle stat. I bogen Utopia fra 1516 nævnes det, at staten for det første skulle give den nødvendige plejende og støttende omsorg til døende, men også, ved ekstraordinær lidelse, skulle have mulighed for at fremme døden, hvis patienten ønskede det, og en præst gav tilladelse. Dette kunne næsten lyde som den danske regerings oplæg år 2024.
At vi stadig diskuterer aktiv dødshjælp, kan således siges at være i forlængelse af en lang historisk udvikling. Men det kan også kaldes for et tilbageskridt, da de videnskabelige, sociale, kulturelle og økonomiske betingelser giver os langt flere muligheder for at se på værdighed omkring livets afslutning med helt andre briller end tidligere.
Når man vælger at gøre aktiv dødshjælp til et politisk spørgsmål i form af juridisk legalisering, så burde man derfor også langt mere seriøst undersøge, om der ikke kunne findes andre løsninger, som man i sagens natur ikke havde, hverken i det antikke Grækenland eller i Thomas Mores England.
Legalisering resulterer i stigende efterspørgsel
Hvis der kun er fokus på aktiv dødshjælp som svar på behovet for værdighed ved livets afslutning, så kan det tænkes, at en legalisering ikke udelukkende kommer til at imødekomme et givet behov, men tilmed skaber yderligere behov og ønsker. Det tyder statistikken i hvert fald på.
Ser vi fx på Belgien, som legaliserede aktiv dødshjælp i 2002, så sker mindst 4,6 procent af alle dødsfald hvert år som følge af aktiv dødshjælp. Og i Holland er det over 5 procent af alle dødsfald, som sker efter aktiv dødshjælp. Begge steder er der tale om en helt uforudset udvikling.
Der er tilsyneladende indbygget et ”vækstpotentiale” i behovet for aktiv dødshjælp. Tager man ikke hensyn til det, så ender aktiv dødshjælp med at løbe løbsk og blive et problem mere end en løsning. Aktiv dødshjælp er desværre blevet et fashionabelt udtryk for den etiske og humanistiske ”gode smag” i spørgsmålet om, hvad der betinger mulighederne for en værdig død, et værdigt sygdomsforløb, og hvordan vi i samfundet støtter mennesker i lidelse.
Men det er også udtryk for nogle meget nøjsomme krav til samfundet, kulturen og fællesskabet, hvor værdighed i forhold til livets afslutning bliver reduceret til et spørgsmål om ”ja” eller ”nej” til legalisering af aktiv dødshjælp. Der må gemme sig mere i det dybt eksistentielle begreb om værdighed, noget, som vi kan tilbyde hinanden i kraft af vores samfunds rigdom, institutioner og overflod, noget, som kan skabe værdighed gennem det fælles mellemmenneskelige liv, også omkring livets afslutning.
Læs også Johannes Adamsens essay “Dødshjælp. Individualismens triumf”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
