ANMELDELSE: Ai Weiwei er blevet den vestlige kunstverdens darling som provokerende Kina-kunstner. Der er nærmest ikke noget, han rører ved, der ikke tiltrækker sig opmærksomhed og læses ind i en politisk korrekt agenda. Men Hirschorn Museums aktuelle udstilling, Ai Weiwei: Trace at Hirschorn, er ude af kontekst og gør Weiwei til moralsk og etisk sandsiger. Dermed forsvinder en del af kraften fra hans kunst.
Portrætter af dissidenter og politisk forfulgte lavet i LEGO ligger side om side på gulvet som et langt tæppe. En liste over mænd og kvinder, der har kæmpet for en sag og er kommet i magthavernes søgelys. Forfulgte, udstødte, spærret inde for noget, de hver især troede på.
Præmissen for Ai Weiweis udstilling er så skarpt skåret og kontant, at man ikke kan lade være med at blive provokeret. Hvem har ikke sympati for de uretmæssigt forfulgte? En så ensidig fortælling bliver i bedste fald banal, i værste fald doktrinær og for nu at stille det på spidsen: At skære budskabet så hårdt til, at der ikke er plads til egne meninger, ligner næsten den dogmatiske tænkning, som de forfulgte gør op med.
Der er ikke plads til spørgsmål, og har du nogen, må det være fordi, du ikke har indstillet dit politiske kompas rigtigt. For i denne udstilling hersker der ingen tvivl
For hvad nu hvis museumsgæsten ikke er enig i, at Edward Snowden eller Chelsea Manning har gjort sig fortjent en plads i Lego-tæppet? Men der er ikke plads til spørgsmål, og har du nogen, må det være fordi, du ikke har indstillet dit politiske kompas rigtigt. For i denne udstilling hersker der ingen tvivl.
@Large giver perspektiv
Udstillingens værker blev oprindeligt til i forbindelse med udstillingen @Large: Ai Weiwei on Alcatraz (september 2014-april 2015). Lego-portrætterne var kun en del af en større total installation, der tog celler, sale og hospitalsrum i brug i det gamle fængsel Alcatraz.
Initiativtagerne bag udstillingen var FOR-SITE Foundation, der arbejder ud fra ideen om, at kunst kan kommunikere om steder (naturskabte og kulturelle landemærker), så vi får ny forståelse og skaber ny mening – og vel at mærke ikke kun om det sted, man besøger. FOR-SITE’s mål er at skabe mulighed for fresh thinking, altså nye perspektiver, der i bedste fald kan udvide forståelsesrammerne for, hvor vi står i dag, når vi kigger tilbage på, hvor vi kommer fra.
Alcatraz-øen med det berygtede fængsel er i dag del af USA’s nationale parksystem og tiltrækker årligt 1.4 mio. besøgende. Det statslige fængsel, der kun var i brug i 29 år (1934-1963), har opnået ikonisk status gennem bøger og film, men øens historie er langt mere end bare fængslet: Indianerne brugte øen som stedet, hvor dem, der havde forbrudt sig mod stammens love, blev placeret i isolation. Senere blev det stedet, hvor indianerne søgte skjul for spanske missionærer.
Da Californien i 1840 kom under amerikansk herredømme, blev der bygget et militærfort samt militærfængsel på øen. Beliggende ud for San Fransiscos kyst var fortet en sikring af byen og kyststrækningen og blev betragtet som en af USA’s stærkeste, strategiske bastioner. Under borgerkrigen (1861-1865) skiftede fængslet karakter fra militærfængsel til også at huse landsforrædere, vel at mærke uden forudgående rettergang. På den måde kunne politikere og borgere, der udviste suspekt adfærd og mangel på loyalitet over for Unionen, forsvinde i årevis og blive glemt på Alcatraz. Efter borgerkrigen mistede fortet sin militære betydning, men militærfængslet var stadig i brug indtil 1934, hvor det blev omdannet til statsfængsel for nogle af landets hårdeste kriminelle.
31 nationaliteter er derfor repræsenteret i portrætterne, og dermed er der sket en forskydning fra Kinas politiske undertrykkelse, som Ai Wei Wei normalt forbindes med og forholder sig til, til menneskerettigheder i et globalt perspektiv
Øens historie er naturligvis vigtig, fordi den ræsonnerer med den oprindelige ide bag udstillingen @Large. Ai Weiwei skabte syv helt nye installationer til @Large, hvor Lego-portrætterne som sagt kun udgør ét værk. Hver installation er stedsspecifik og skabt til et særligt rum i fængslet, Lego-portrætterne lå for eksempel på gulvet i den gamle vaskehal. Da fængslet var i brug, var det her, de indsatte vaskede soldateruniformer fra militærbaserne i hele San Fransisco Bugten, alt imens de var under opsyn af bevæbnede vagter fra en gangbro.
Lego-portrætterne kunne under udstillingen ses fra denne gangbro som et uendeligt mønster af ansigter, der ligger som farvede søer af vaskevand på gulvet i hallen. En anden væsentlig pointe i tilblivelsen af Lego-portrætterne er, at Ai Weiwei for første gang udvidede sit fokus til andre nationers politisk forfulgte i tæt dialog med Amnesty International. 31 nationaliteter er derfor repræsenteret i portrætterne, og dermed er der sket en forskydning fra Kinas politiske undertrykkelse, som Ai Weiwei normalt forbindes med og forholder sig til, til menneskerettigheder i et globalt perspektiv.
Taget ud af kontekst
Tilbage til Hirschorn Museum. De indledende betragtninger om det provokerende i at blive præsenteret for et ready-made, politisk budskab skal naturligvis ses i lyset af den museale setting, det bliver præsenteret i. Hirschorns hvide vægge, samtidskunstens kølige kube, har erstattet den historiske forståelsesramme, som Alcatraz leverede. Og dermed er værket taget ud af en kontekst, som er altafgørende for at godtage den præmis, som underbygger værket som politisk budskab og som kunstværk. Her lægges ikke op til spørgsmål, her gives kun svar. Og dermed bliver det ikke væsentligt, det bliver ligegyldigt.
Det største problem for Hirschorn er dog, at de ophæver Ai Weiwei til moralsk og etisk sandsiger, og dermed forsvinder en del af kraften fra hans kunst
Uden Alcatraz som kontekst forundres man i stedet som museumsgæst over, at kunstmuseet vil gøre sig til talerør for så ensidigt og bastant et budskab. Samtidig bliver det svært at finde værket kunstnerisk interessant. Den langstrakte række af farveglade legoklodser lagt i lange hvide rum bliver bedøvende, og man står ved sidste portræt i rækken af 176 og er underlig uberørt over de skæbner, der er kædet sammen med ansigterne. Det største problem for Hirschorn er dog, at de ophæver Ai Weiwei til moralsk og etisk sandsiger og dermed forsvinder en del af kraften fra hans kunst.
Museets program er ”All About Ai Weiwei”; hans egne erfaringer som politisk forfulgt, hans egne lidelser som indespærret, hans egne meninger om undertrykkende regimer. Meget rammende er det første, der møder museumsgæsten, en kæmpe fotostat af Ai Weiwei, der dramatisk spærrer øjnene op og stirrer direkte på én. Too much.
I kataloget til udstillingen @Large skriver Cheryl Haines, grundlæggeren af FOR-SITE og initiativtager til udstillingen på Alcatraz, at formålet med udstillingen var at rejse spørgsmål som: ”Hvad konstituerer frihed? Hvilken rolle spiller kommunikation i skabelsen af et ligeværdigt samfund? Hvordan sikrer vi, at alle bliver hørt? Hvilket ansvar har vi som enkeltperson for at sikre frihed for hinanden globalt?”
Spørgsmål, der alle kræver fresh thinking, hvis vi skal kunne drøfte dem med andet end hensigtserklæringer. @Large skabte rammerne for dialogen med et spor tilbage i fængsels- og retshistorien samt et blik på vores samtids systematiske undertrykkelse af den frie tanke. Det er godt tænkt.
Fakta: Ai Weiwei (f. 1957). Kinesisk kunstner og aktivist. Ai Weiwei var bosat i New York fra 1981-1993. Han bor i dag i Beijing. Ai Weiwei har åbent kritiseret det kinesiske styre og har derfor været både fængslet og i husarrest.
@Large udstillingen på Alcatraz øen i 2014 var første gang Ai Weiwei brugte et stort parti (1.2 mio.) legoklodser i en installation. Da han i 2015 ønskede at bruge Lego igen til en installation i Melbourne, Australien, fik han imidlertid ikke lov til at erhverve klodserne fra Lego. Lego henholdt sig til deres politik om ikke at ville understøtte politiske budskaber. Der udviklede sig efterfølgende en ”Lego-gate” sag, der fik international bevågenhed, hvor Lego i sidste ende erkendte, at det var en fejl ikke at sælge til Ai Weiwei. Lego lavede efterfølgende deres politik om, således at de i dag ikke spørger, hvad klodserne skal bruges til, når de får henvendelser om køb af et meget stort parti. I stedet betinger de sig, at det af projektet fremgår, at Lego ikke understøtter projektet.
Hovedfoto: Portrait of Ai Weiwei. Image courtesy of Ai Weiwei Studio.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
