KUNSTIG INTELLIGENS // ESSAY – Den kunstige intelligens er ankommet, og teknologien er i fuld gang med at påvirke både vores fællesskab og vores selvopfattelse som individer. Lige nu sker der meget, men ingen aner, hvordan det hele fortsætter, skriver Jacob Rosendal, der har nogle bud på, hvad AI kunne komme til at betyde for os. Måske kan det middelmådige blive cool. Tænk, hvis kunstig intelligens fik gjort vores gennemsnitlige liv bedre.
For en måneds tid siden skrev jeg et andet essay her i POV om AI, og der er god grund til at se tilbage på den seneste måneds udvikling og samle op allerede nu. For hvis man skal opsummere, har de seneste 4 uger været helt vilde.
IBM har annonceret, at de ikke vil foretage ansættelser af flere end 7000 mennesker i den kommende tid pga. AI.
Der er foretaget eksperimenter, hvor det virker, som om AI kan læse vores tanker.
Fordi vi i dag er digitalt forbundne, oplever vi store begivenheder som AI-omvæltningen helt anderledes, nemlig in real time. Det sker nu og nu og nu. Her og der og allevegne
Cheferne fra Google, OpenAI og flere andre ledende tech-virksomheder har været kaldt til Washington til en præsidentiel snak om den bekymrende udvikling.
Måske har din teenager pludselig fået en snapchat-bot-ven på mobilen. Well, det var vist bare lidt fra sidste uge.
I denne uge er der kommet et bud på en AI-forfatning. Den vender jeg tilbage til, men egentlig giver det slet ikke mening at lave et overblik. Og det er en væsentlig del af udfordringen. Der sker for meget. Vi står midt i en flodbølge af forandringer.
Det har menneskeheden gjort før, tag bare stormen på Bastillen i 1789, der igangsatte den franske revolution. Den hændelse kendte man vel dårligt til uden for Paris før dage eller uger efter. Men fordi vi i dag er digitalt forbundne, oplever vi store begivenheder som AI-omvæltningen helt anderledes, nemlig in real time. Det sker nu og nu og nu. Her og der og allevegne.
Middelmådige og unikke på samme tid?
Der er et interessant, tidsligt aspekt ved gennembruddet for den kunstige intelligens.
Det har jeg funderet over, siden jeg for nylig læste et essay af Alex Murrell, der er strategisk direktør på reklamebureauet Epoch. Emnet var ikke kunstig intelligens, men at mange ting ifølge Murrell er blevet mere ens i de senere år.
Du kender det muligvis, hvis du har prøvet at ligge bag ved en Skoda, der lige så godt kunne være en Hyundai eller Volkswagen.
Nye bilers design er blevet mere ensartet. Det samme gælder æstetikken i Airbnb-lejligheder fra Buenos Aires til Berlin, nybyggede etageejendomme og virksomhedsdomiciler på tværs af USA, ansigtsformen blandt de mest populære instagrammere og meget mere.
Murrell mener, at vi befinder os i the age of average, og fokuserer derudover på, at det stiller særlige krav til reklamefolket, som han er en del af. Jeg synes dog, at det er mere interessant at brede perspektivet ud.
Vi skal samtidig huske på en central faktor i det 20. århundrede og den del af det 21. århundrede, vi nu er nået 23 år ind i: individualismen.
Der er sket en intensivering eller acceleration af det ensartede og middelmådige i de senere årtier. Vel at mærke samtidig med, at vi har gået rundt og tænkt på os selv som temmelig individuelle.
Reklamebranchen og selvhjælpsindustrien har lært os, at vi er unikke. I et par årtier har de sociale medier pustet ekstra til individualiseringsudviklingen i selvfremstillingens tidsalder, og når man skriver det, kommer det let til at lyde banalt. Men måske har vi faktisk troet på det. At det gjaldt om at blive den bedst mulige og helt særlige udgave af sig selv, som man ville sige på coachsk.
Udviklingen har imidlertid været paradoksal. Hvad kan det betyde for vores selvforståelse, når vi over hele kloden bruger de samme apps, hører de samme sange, ser de samme film og også må have en større ensartethed i vores drømme og ønsker, når man kigger på drømme-koncept-showet X-factors udbredelse?
Måske er vi allerede blevet begrænsede i vores forestillinger?
Lige her hopper jeg hurtigt hen over, at eksempelvis europæiske bønder i århundreder sandsynligvis levede og drømte temmelig meget på den samme måde. Et andet hop foregår hen over, at der kan være tryghedselementer i ensheden, og at fattigdom naturligvis også kan gøre meget for at holde folk i en særlig klasse relativt ens.
Men essensen i Murrells tekst peger på, at der er sket en intensivering eller acceleration af det ensartede og middelmådige i de senere årtier. Vel at mærke samtidig med, at vi har gået rundt og tænkt på os selv som temmelig individuelle.
De store sprogmodeller tænker ikke selv
Hvis vi er ærlige, ved vi dog nok godt, at vi ikke er så unikke. Samtidig kan noget tyde på, at vi bliver mere og mere ens i forhold til digitale vaner m.m.
Og så kommer AI bragende!
AI’s fremkomst over de seneste måneder har naturligt nok gjort mange bange og usikre – hvad sker der med lovgivningen, hvad med uddannelsessystemet, bliver mange menneskers arbejdskraft helt overflødig og så videre.
En LLM kan ikke tænke. Det kan vi individer, men maskiner kan ikke
Men før panikken lammer en, er det godt at huske på, hvad systemerne gør. De såkaldte LLM’er (store sprogmodeller, som bl.a. ChatGPT bygger på) er gigantiske data-konsumerende størrelser. De har gennemgået millioner af hjemmesider, hvilket har sat dem i stand til at hjælpe dig, der vil have svar. Men en LLM kan ikke tænke. Det kan vi individer, men maskiner kan ikke.
Som Mark Riedl, professor ved Georgia Tech, skriver på netmediet Medium:
Our first instinct when interacting with a Large Language Model should not be “wow these things must be really smart or really creative or really understanding”. Our first instinct should be “I’ve probably asked it to do something that it has seen bits and pieces of before”. That might mean it is still really useful, even if it isn’t “thinking really hard” or “doing some really sophisticated reasoning”.
For så vidt ændrer dette forhold ikke på udviklingens hastighed eller de etiske og juridiske problemer ved AI, men det fortæller os, at de store sprogmodeller ikke tænker, nej, de foretager udelukkende – vanvittigt store og hurtige – beregninger, der udmønter sig i output, der kan tolkes som kloge svar.
Hverdagen er ordinær og middelmådig
Meget taler for, at det hjælper LLM’erne, at vi er så relativt smalsporede. Hvis man skal skrive en biologiopgave i ottende klasse, gør man det ikke fundamentalt anderledes i Viborg, end man gør det i Virginia. Skal man bruge input til en salgstekst i en bilforretning, kan nogle af de samme mekanismer anvendes i Bangkok og i Bogota.
Fordi vi fokuserer på mange af de samme ting, kan maskinerne generere svar ud fra kæmpe datasæt, der passer perfekt til mainstream for ikke at tale om at gøre det lidt bedre end mainstream
Samtidig er de fleste menneskers hverdag fuld af gentagelser. De fleste jobs er mere rutine end det modsatte, og nu kommer et værktøj flyvende, der kan gøre mange rutineprægede opgaver lettere. Det er noget, som vi mennesker i den grad kan lide: det nemme og enkle.
Forskellen i det, der optager os i den normale dagligdag, varierer ikke voldsomt. Fordi vi fokuserer på mange af de samme ting, kan maskinerne generere svar ud fra kæmpe datasæt, der passer perfekt til mainstream for ikke at tale om at gøre det lidt bedre end mainstream.
Som en anden betydnings-atombombe har vilkårene været perfekte for AI’s indflyvning til vores hverdag – den helt almindelige og middelmådige hverdag.
Hvem er vi så nu?
Med AI’s ankomst bør vi justere vores selvbillede. Disse punkter skal nok som minimum til eksistentielt service-tjek:
- Vi er ikke længere klogest (i hvert fald ikke forstået som klog, hurtig og effektiv)
- Vores sædvanlige måde at forstå verden, har svært ved at kapere, hvad der sker
- Både vores individuelle og fælles rolle i verden skal sandsynligvis omfortolkes.
I den forbindelse skal det dog også med, at vi særligt i den vestlige verden, men sikkert også mange andre steder, har skabt en nær sammenhæng mellem individ og arbejdsidentitet.
ChatGPT, Midjourney og de tusindvis af andre AI-værktøjer er nyttige, men de kan reelt ende med at effektivisere os af banen. Derfor giver det mening at tale om, at vi står midt i en form for revolution
Hvis massearbejdsløshed bliver en konsekvens af den kunstige intelligens’ fremmarch, kan det få alvorlige følger, både økonomisk, socialt og psykologisk. For hvem er jeg, hvis mit arbejde, måske endda hele mit arbejdsfelt, forsvinder?
Jeg tror, at spørgsmål som de nævnte, er særligt væsentlige på grund af hastigheden. AI påvirker så mange ting så hurtigt, at der er stor risiko for at miste orienteringen. Et centralt dilemma består i, at ChatGPT, Midjourney og de tusindvis af andre AI-værktøjer er nyttige, men de kan reelt ende med at effektivisere os af banen. Derfor giver det mening at tale om, at vi står midt i en form for revolution.
Temmelig ukontrollabel udvikling
Revolutioner er vanskelige at kontrollere. Nu kunne man have søgt hjælp hos Marx eller Engels, sikkert også Hegel, men jeg tog i stedet den tyske sociolog Hartmut Rosas lille bog om det ukontrollerbare fra 2018 frem, bl.a. fordi den i sig selv er kritisk over for teknologi og samfundsudviklingens hastighed.
Det skal siges, at det ukontrollerbare hos Rosa som udgangspunkt er positivt og hænger sammen med muligheden for at opnå resonans. Men i afslutningskapitlet ”Det ukontrollerbares tilbagevenden som monster” kommer Hartmut Rosa bl.a. omkring Robbert Oppenheimers erfaringer og advarsler i forbindelse med skabelsen af atombomben. Dette virker ret aktuelt i maj 2023, hvor sammenligninger med AI som teknologisk atombombe trives (se bare længere oppe i teksten).
Tanken om regulering virker vanskelig allerede, fordi der er så mange udviklere i gang over hele kloden, der laver nye værktøjer baseret på kunstig intelligens hver eneste dag
Kort efter Oppenheimer-passagen siger Rosa: ”Det ukontrollerbare, der er fremkommet gennem processer med at gøre noget kontrollerbart, skaber radikal fremmedgørelse.” Hvilket skaber genklang, måske ligefrem resonans, i mine ører. For AI-hastigheden, forholdet mellem individ, fællesskab, udvikling og selve forvirringen over, hvad der sker, forenes i en cocktail af fremmedgørelse.
Samtidig er der noget paradoksalt i, at AI-systemerne i høj grad selv kan agere selvstændigt og dermed ukontrollabelt. Man kan tilføje, at tanken om regulering allerede virker vanskelig, fordi der er så mange udviklere i gang over hele kloden, der laver nye værktøjer baseret på kunstig intelligens hver eneste dag.
Det hjælper ikke at prompte, men …
Da jeg forsøgte at få ChatGPT4 til at koble Rosas begreb om det ukontrollerbare sammen med AI-udviklingen, foreslog den følgende tiltag til at håndtere udfordringerne: “Forskning, regulering, uddannelse, etisk refleksion, samarbejde på tværs af interesser (dvs. virksomheder, regeringer, forskning, civilsamfund).”
Og svaret på mit prompt slutter af med, at målet må være at maksimere fordelene ved AI og minimere risiciene ved dens anvendelse.
Øh, ja tak, meget gerne, svarer jeg.
AI er rykket ind i os – i første omgang mentalt
Det var naturligvis småidiotisk at lave sådan en Rosa-ChatGPT-koblingsmanøvre. Men jeg tror, at jeg forsøgte mig, fordi den kunstige intelligens er flyttet ind i mig. Og jeg kan ikke være den eneste. AI er rykket ind i os – i første omgang mentalt.
Som givetvis mange andre veksler jeg mellem frustration og forhåbning, når jeg tænker på fremtiden sammen med AI. På plus-siden tæller, at vores mærkværdige forestillinger om individualismens lyksaligheder må korrigeres. Der er alligevel også noget betryggende menneskeligt ved al vores fælles almindelighed.
En uhellig treenighed
Hvis du stadig sidder og tænker, at AI kun handler om IT, kan jeg ikke gøre meget mere. Kun insistere en sidste gang på, at AI i høj grad også drejer sig om, hvem vi mennesker er.
Heldigvis har vi gode sider. Noget af det fineste ved menneskeheden er muligvis, at vi tør stræbe efter det uopnåelige, og derfor er det interessant, at der d. 9/5 2023 fremkom et sæt værdiprincipper, et udkast til en AI-forfatning, fra et firma ved navn Antrophic.
Baggrunden er ganske enkelt, at de har udviklet en chatbot, som hedder Claude (jeg har ikke prøvet den endnu). Claude skal agere ud fra et sæt principper, hvis fundament bl.a. er FN’s menneskerettighedserklæring, Apples servicevilkår og en række principper, der skal imødegå vestlig bias.
Måske skal der noget så crazy som en verdensomspændende forfatning til. Det er nemt at se, hvordan sådan noget kan mislykkes, men lad os glemme det en kort stund. Det er i øvrigt heller ikke givet, at de seneste måneders hastige udvikling fortsætter.
Tænk, hvis vi kunne få vores fællesskab og individualisme til at arbejde sammen. Individuel stræben har før gavnet flere. Tænk, hvis vi fandt ud af, at det middelmådige ikke udelukkende er dårligt. Tænk, hvis kunstig intelligens fik gjort vores gennemsnitlige liv bedre
Tværtimod har Sam Altman (CEO for OpenAI) indikeret, at det kan blive svært at fortsætte med at udvikle kunstig intelligens på den mængde data, der allerede er til stede og vel at mærke gennemtrawlet.
Vi står altså med teknologi, som vi endnu ikke kan forstå, der tilmed hele tiden udvikler sig. Vores fællesskab og vores individualitet er truet, og samlet set er teknologi, fællesskab og individualisme en mildest talt uhellig treenighed. Men lad mig være en smule håbefuld nu:
Tænk, hvis der kunne skabes en slags konsensus om retningslinjer for AI (fx inspireret af Claude-principperne). Det virker utopisk, men det gjorde ChatGPT4 også for få måneder siden. Tænk, hvis vi kunne få vores fællesskab og individualisme til at arbejde sammen. Individuel stræben har før gavnet flere.
Tænk, hvis vi fandt ud af, at det middelmådige ikke udelukkende er dårligt. Tænk, hvis kunstig intelligens fik gjort vores gennemsnitlige liv bedre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
