SATIRE // TEATERBOG – “Imamen i Præstegården” er en online bog, der er skrevet af Ahmed Akkari. Karen West har læst den og moret sig kosteligt. Hun kalder bogen for vellykket, bidende satire og dertil en teaterforestilling med en snert af salig Holberg: “Jeg har virkelig manglet humor og satire i den evige diskussion om religion”.
Forleden sendte min gode ven, Ahmed Akkari en online-bog til mig. Eller rettere: jeg troede, det var en bog, jeg skulle læse og anmelde.
Stor var min overraskelse imidlertid, da det viste sig at være et manuskript til en forestilling, et teaterstykke, der kunne være skrevet af Holberg, havde han levet i vores nutid. Vi har i lang tid savnet en Holbergsk bidende satire over tidens religiøse udfordringer.
Sjældent har jeg moret mig så meget under læsningen – og smilet holdt gennem alle 485 sider
Handlingen foregår i salige Kaj Munks præstegård i Ulfborg helt ovre i det vestjyske.
Hovedpersonen er den “moderate mufti” Ghadub Kebir, samt en perlerække af et persongalleri, der repræsenterer ministerier, religiøse menigheder, trosfæller, venner og statister med hver deres vigtige funktion i fortællingen.
Vi skriver sådan cirka år 2032. Noget i den stil, hvor det muslimske flertal i forestillingen er tilstrækkeligt stort i Danmark til, at man har bevilget de islamiske grupperinger mere magt; den mest “moderate” har man så sat ind i Kaj Munks præstegård.
Umiddelbart – i mine øjne i hvert fald – en noget dystopisk forestilling, ja rædselsvækkende. Men det var før jeg begyndte at læse det næsten 500 sider lange manuskript. Og det gik hurtig over, for sjældent har jeg moret mig så meget under læsningen – og smilet holdt gennem alle 485 sider.
Vores hovedperson, muftien Ghadub er usigelig lykkelig for at være flyttet ind i den fine præstegård. Nu er han endelig accepteret af det danske samfund og myndighederne. Han vil tage sit kald på sig med højeste alvor.
Muftiens vigtigste opgave, mener han selv, er at skrive taler, han imidlertid aldrig får fremsagt. Han vil alle det godt og allerhelst overbevise alle om, at hans islam er den gode, den fredelige og sande.
Men ak – i kulissen lurer hans konkurrenter, der med raseri vil gøre oprør imod hans fremtrædende position i det danske samfund. Fred er der med andre ord ikke noget af, for samtidig ulmer protesterne mod ham også fra de ugudelige.
Handlingen er ikke forudsigelig, og selvom den var, gjorde det ikke noget, for alene de medvirkendes replikker, de endeløse floromvundne floskler, tåbelige metaforer og usigelige grinagtige personer underholder læseren, mens handlingen skrider frem
Undervejs i historien har vores magtfulde mufti svært ved at begrænse sit kærlighedsliv, især overfor den smukke Hanne fra Religionsministeriet, der på alle måde støtter muftien. Uden at røbe for meget går det heller ikke særlig nemt med kvinderne for muftien i al almindelighed.
Handlingen er ikke forudsigelig, og selvom den var, gjorde det ikke noget, for alene de medvirkendes replikker, de endeløse floromvundne floskler, tåbelige metaforer og usigelig grinagtige personer underholder læseren, mens handlingen skrider frem.
For mig var og er humoren velgørende. For endelig, altså virkelig endelig, bliver det underholdende at snakke om islamiske grupperinger, der gerne vil sprede sig og få indflydelse. Jeg har virkelig savnet humor og finder også, at satiren har manglet i de evige religionsdiskussioner.
Når det er sagt, er det vigtigt at huske, at projektet simpelt hen ikke havde kunnet lade sig gøre, hvis forfatteren ikke netop havde haft den dybe og brede indsigt i sin egen religion. Men det har Akkari jo netop, fordi han i dag ser alle religioner udefra.
Derfor hilser jeg hans manuskript hjertelig velkommen, og håber, jeg en dag kan sidde ved siden af ham og nyde hans forestilling i et dansk teater – efter coronakrisen.
Man kan købe “Imamen i Præsetgården” her.
LÆS FLERE ARTIKLER AF KAREN WEST HER
Topillustration: Ahmed Akkari og Karen West. Fotos fra hhv. Akkaris FB-side og et af West stillet til rådighed af skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her