JYSKE POLITIKERE // SATIRE – Den jyske forfatter, Jens Haaning Sørensen, udkom i 1951 med værket “En åndstjeners mareridt”, der længe har været overset. Nu er der dog sikre tegn på, at nutidige fremtrædende danske toppolitikere faktisk i smug har læst Jens Haaning Sørensens forfatterskab og taget ved lære af hans indsigter, skriver journalist Torben Steno. Ifølge ham er Jens Haaning Sørensens profeti mere relevant end nogensinde – den er virkeliggjort.
”Jeg er ligeglad med, om det er sandt, bare det ikke er upræcist”, skrev den oversete Limfjordsforfatter, Jens Haaning Sørensen, i En åndstjeners mareridt, som udkom i 1951, kort før han kom af dage for egen hånd.
Bogen kan godt betegnes som en jysk Ulysses. Sine steder er den nemlig ikke nemt tilgængelig. Alligevel tror jeg, at begge de strammeste nakkeknolde i nutidig dansk politik er bekendt med visdommen i Haaning Sørensens berømte ord, der jo faktisk rummede et varsel om, hvor kraftfuldt et våben den præcise usandhed ville blive her 70 år senere både i Danmark og USA.
Jyden, hun er ikke bare stærk og sej. Hun er også stædig. Og de to har sikkert det til fælles, at de har læst det meste af Jens Haaning Sørensen forfatterskab. Men dog kun i smug. Det omfatter bl.a. den herlige moralistiske børnebog Gerhard – Den tyske hyrdedreng og den feministkritiske roman En bitter kvinde.
Det er mig så inderligt imod at tale ned til mine medmennesker. Men for dem, der vil magten og efterstræber folkets kærlighed, er det en bydende nødvendighed
Begge stramme knolde er uhyre bevidste om, at de skarpe skud i bøssen mister dum-dum-kugleeffekten, hvis skytten afslører, at den jyske James Joyce fylder ligeså meget i deres kulturelle bagage som lys pålægschokolade på hvidt brød og makrel i tomat med mayo og agurk.
Nøglen til folkets kærlighed udleveres nemlig kun til helt almindelige gæve jyske piger helt blottede for intellektuelle sværmerier, men med ubetinget kærlighed til nationalsporten håndbold.
Bødkeren fra Nibe var Jens Haaning Sørensens kælenavn. Det fik han, fordi han til trods for total mangel på jysk håndelag kom i bødkerlære i Nibe i 1919. Det bekom ham ikke vel. Hans tvivlende og alt andet end lyse sind havde det i det hele taget svært ved at finde fodfæste i den jyske muld både nord og syd for Limfjordens vande, som han ellers elskede så højt.
Netop intellektuelle tilbøjeligheder var heller ikke velset dengang. De, der var uhelbredeligt ramt, søgte mod Århus eller mod hovedstadens fine saloner. De afvigere, som blev, holdt det for sig selv. Om det stadig er sådan, ved jeg ikke. Men det lyder meget som en af de præcise usandheder, der kommer fra både den røde og den blå knold.
Alligevel er han desværre mere relevant end nogensinde, hvor to markante toppolitikere er ret ligeglade med, om det, de siger, er sandt, bare det ikke er upræcist
Jens Haaning Sørensens smertelige ensomhed efter skilsmissen fra sin finske kone udløste stor vrede, når han søgte trøst og selskab på Halkær Kro. Raseriet over mødet med folket og dets alt for jævne tilgang til tilværelsen eksploderede i ham. I en af de dystopiske kapitler i En åndstjeners mareridt skriver han:
”Det er mig så inderligt imod at tale ned til mine medmennesker. Men for dem, der vil magten og efterstræber folkets kærlighed, er det en bydende nødvendighed. Fremtidens folkelige fælleskab er kun for de fleste, og det hviler på et fundament af præcise usandheder.”
Hvad kan vi bruge Jens Haaning Sørensen til i dag, spurgte jeg den nordjyske entertainer, Niels Hausgaard, om i et kulturprogram fra DR2’s barndom med titlen Bødkeren fra Nibe.
Det kunne han ikke rigtigt svare på, selvom han i programmet spillede rollen som eksperten, der er i gang med at skrive den ultimative biografi om Jens Haaning Sørensen. Han har godt nok aldrig har eksisteret.
Alligevel er han desværre mere relevant end nogensinde, hvor to markante toppolitikere er ret ligeglade med, om det, de siger, er sandt, bare det ikke er upræcist.
Topillustration: Torben Steno diskuterer den jyske forfatter Jens Haaning Sørensen. Foto: Torben Steno
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her