Ærtebjergs magi og historien om den magiske kvindekrop

Dorte Jelstrup 06.06.2016

Billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg sejrer stort med sin seneste soloudstilling “Det usynlige digt” på Galerie Mikael Andersen i København. Ærtebjerg viser nye malerier og tegninger, og samlet set gælder det for alle de viste værker, at de skriver kroppens, kønnets og seksualitetens historier frem og ud fra ganske særlige oplevelsesregistre, nemlig den kvindelige krops subjektive verdener af sansninger og sensualismer.

Ærtebjergs nye malerier og tegninger veksler vedvarende og dynamisk mellem figuration og abstraktion i en ophævelse af klare skillelinjer mellem disse to begreber. Ærtebjerg er på denne vis en filosofisk eller ligefremt filosoferende kunstner med det kategoriale program at opløse etablerede sondringer.

For Ærtebjerg er forskellen mellem figuration og abstraktion en gradsforskel, og abstraktioner er for hende altid abstraktioner af noget. Referencerne ligger i tætte lag spredt ud over de ved første øjekast abstrakte formationer på fladerne. Den narrative sofistikation er imidlertid ikke til at tage fejl af. Ærtebjerg har noget på hjerte, her fortælles – også stedvis figurativt – med pensel, maleklud, oliefarve, blyant og pastel. Og fortællingerne åbner sig gradvist for os, der er vidner til hendes værker. Hvilke fortællinger?

Æggets historier

Ægget findes. Der gives æg. De eksisterer, æggene. Inde i kvindens krop er æggene. Og dét ved Ærtebjerg. Æggenes tilsynekomster som erotiske punkter, de punkter, som det maskuline køns indtrængen retter sig imod, flyder frit ud over de bemalede lærreder. Æggene angiver et drama, kønnets drama, kan man sige. Her er længsel og lyst, passion og seksualitet, og her er mørke og død, kærlighedens umulighed, afbrydelse og destruktion.

Alt dette blotlægges i det store maleri “Den store bjørn ser alt, husker alt, tilgiver alt” fra 2015. Dette billede er et sandt mesterværk fra Ærtebjergs hånd. På en bund af begærets røde farve ser vi en amorf verden i dødelig sort i hvilken en kvindefigur i profil er angivet i rødt. Det sorte lyser op i grønt, hvilket associerer til natur og voksende, frugtbare processer, og rundt i dette samlede rum af rødt, sort og grønt flyder små, hvide former, æggene, og hvem ved, måske et sæt af hvide læber, disse det kvindelige subjekts læber, der symbolsk udgør indgangen til æggenes beholdere.

Måden at male på er tilsvarende processuel, flydende og strømmende. Ærtebjerg viser, hvor suverænt hun behersker den tunge, modstandsgivende oliefarve; penselføringen er eminent, fri og ubesværet. Maleriets narrativ males netop frem, og måden, hun maler på, er en del af det samlede sæt af referencer, som værket udspiller. “Den store bjørn ser alt, husker alt, tilgiver alt” er et på een gang følt, passioneret og dystert narrativ om den feminine seksualitets ubrydelige forbindelse til mørke og død som denne forbindelse opleves indefra, fra kroppens udsigelsespunkter, fra den kvindelige krops oplevelseshorisonter.

Måske kunne det være anderledes. Måske gives en verden, hvor denne forbindelse mellem seksualitet og død lader sig bryde. Men i denne Ærtebjergs verden males forbindelsen frem som en beretning om, hvordan det virkeligt er her. Helt parallelt til den kobling mellem seksualitet og død, vi for eksempel også møder i forfatteren Marguerite Duras´ romaner, der gennemtrænges af dissektioner af netop seksualitet og død, kærlighed og kærlighedens umulighed. Kønnets drama, kønnets tragedie.

At skrive kroppen

I sit banebrydende og indflydelsesrige skrift “Le rire de la meduse” betoner filosoffen Hélène Cixous, hvor væsentligt det er for den kvindelige kunstner at “skrive kroppen.” I den kunstneriske fremskrivning af den kvindelige krops erfaringer kan vi med inspiration fra Cixous sige, at her ligger det kunstneriske guld gemt, her finder vi de radikale kunsthistoriske nyorienteringer og tilføjelser til den kunsthistoriske tradition fra de kvindelige kunstnere.

Mange kvindelige internationale kunstnere har siden 1960´erne således også taget udgangspunkt i den kvindelige krops erfaringer i skabelsen af deres værker på forskellig vis. Få har imidlertid gjort det inden for maleriets domæne, omend enkelte meget store navne presser sig på i den forbindelse, for eksempel Marlene Dumas og Miriam Cahn.

Kathrine Ærtebjerg viser med sin aktuelle udstilling, at hun om nogen herhjemme formår at skrive den kvindelige krops erfaringer ud i maleriet som netop malede erfaringer udtrykt i et traditionelt set maskulint konnoterende medie. Hendes talent og fornemmelse for maleriet som medie, for penselens og malekludens strygen og berøring af lærredet, er enestående i en dansk kontekst.

Kvindekroppens erfaringer

Det viser hun ikke bare i “Den store bjørn ser alt, husker alt, tilgiver alt”, men også i eksempelvis det lille, fortættede maleri “Øjet, ægget” fra 2016. På en sort bund af påført oliemaling med klud og i runde, cirkulære bevægelser lader hun maleriets bølgende linjer fremkomme ved at male i det sorte med tør pensel, så lærredets hvide grund kommer til syne som præcist buede former, ligesom hun indridser en konkret skrevet skrift i maleriet, værkets titel: Øjet, ægget.

Bag det sorte fremtitter to små røde, sprayede cirkler, der associerer til kvindens erotisk ladede brystvorter, og oven på den mørke, sorte flade finder vi igen de små, hvide runde former, her atter mere præcist: to æg.

I maleriet “Løg æg og pølse” fra 2016 fremskrives igen kvindens krop og dennes erfaringer. På en grøn, frugtbart associerende bund fremmales en underliggende, lys, hudfarvet baggrund i form af en gravid kvindekrop med en rødligt markeret, svulmende mave. Ægget er blevet befrugtet, og måske er det denne befrugtningsproces, som vi også ser aftegnet på maleriets øvrige grønne bund i bølgende former af svømmende forekomster. I disse to malerier, ligesom i “Den store bjørn ser alt, husker alt, tilgiver alt”, skriver Ærtebjerg fornemt kroppen ind i maleriets domæne, og hun gør det så sandt i forhold til det erfaringsmæssige grundlag og med så stor sensibilitet i relation til maleriet som medie, at resultatet er rent ud sagt excellent.

Frugtbarhed og møder med det maskuline køn

I maleriet “Æg og persille” fra 2015 genfindes atter æggets tematik, den gravide kvinde er ridset ind i den hudfarvede, malede bund, og blomster og æg samt et dyr, der symbolsk, associerer til det dyriske, seksualiteten, flyder frit på maleriets flade, alt sammen igen i en fremskrivning af den kvindelige krop og dennes erfaringshorisonter.

I det store maleri “Lys græs” fra 2016 recirkuleres atter æggets historier om frugtbarhed og møder med det maskuline køn, her imidlertid i en mere drømmende, næsten optimistisk udgave, hvor frugtbarhedens lys sættes som dødens modpol, antitesen til mørket, til kærlighedens umulighed, som vi erfarer den i “Den store bjørn ser alt, husker alt, tilgiver alt”. Ikke at kønnets drama er fraværende i “Lys græs”, der er ikke tale om ukompliceret idyl. Røde blodkonnoterende pletter er dryppet ud over maleriets blå bund med hvide æg og røde florale størrelser med grønne blade. Læber, kvindens læber, og et sort dyr, symbolsk for den maskuline indtrængen, ses ligeledes på den blå bund, der ved dens farve associerer til himmel og dermed til frihed, den potentielle frihed fra mørket, en frihed sat igennem ved den kvindelige frugtbarheds triumf.

Æggenes magiske kammer

Hvor malerierne signalerer styrke, modenhed, og hvad vi kan betegne som det feminint dynamisk sublime, viser Ærtebjerg en større skrøbelighed ved de på udstillingen viste pastel – og blyantstegninger. Disse tegninger har en prøvende, forsøgsvis karakter, hvor det kunstneriske stof både gnides og stregtegnes frem på papiret.

Fokus er i tegningerne på kvindens ansigt og hendes kropslige beholder for æggene, underlivets livmoder – og æggestok-region. I en tegning ser vi den dyriske, maskuline indtrængen, bevægelsen ind mod æggenes magiske kammer. Særligt disse tegninger af kvindens frugtbare, receptive underliv udgør små, tegnede præcise æggenes narrativer, der ligesom malerierne på udstillingen vidner om Ærtebjergs originalitet og kunsthistoriske væsentlighed. Et stort tillykke til Kathrine Ærtebjerg med denne meget overbevisende udstilling!

Topfoto:Kathrine Ærtebjerg. Den store bjørn ser alt, husker alt, tilgiver alt, 2015. Acrylic, oil and spraypaint on canvas. 250 x 200 cm. Courtesy: Galerie Mikael Andersen. Fotograf: Jan Søndergaard.

Foto i tekst: Kathrine Ærtebjerg. Lys græs, 2016. Acrylic, oil and spraypaint on canvas. 250 x 200 cm. Courtesy: Galerie Mikael Andersen. Fotograf: Jan Søndergaard.

Dorte Jelstrup

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på faget Filosofi og Videnskabsteori. Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor. Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik. Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien. Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond. Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder. Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. På POV International skriver Dorte Jelstrup om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.