
BØGER // ANMELDELSE – Forfatteren Jesper Stein har skrevet en ny autofiktiv roman – “Ædru”- Hovedpersonen er en succesfuld 53-årig krimiforfatter med fire børn og et vaklende ægteskab, som gennemgår et alkoholafvænningsprogram, mens han har lejet sig ind på et hotelværelse i København.
Bogen starter på kajen ved Langebro, hvor forfatteren står og venter på det første møde i det behandlingsforløb, han har meldt sig til. Overvejelserne om afholdenhed er mange: ”… hvordan man skal komme derhen? Og om det er værd at være der?”
Forhistorien er ikke ukendt: ”Hvis du drikker igen, forlader jeg dig. Jeg tager børnene med. Forstår du? Det sagde hun til mig første gang jeg holdt op. Jeg forstod det godt. Men ikke godt nok. Så jeg begyndte igen.”
Og så starter behandlingen: ”Vi sidder i en halvcirkel. Otte mennesker på stole. Vores behandler står op. Foran et stort whiteboard”.
Ambulant ædruelighed
De skal mødes tre gange om ugen i fire timer. Der er oplæg fra behandleren om afhængighed, forskning og teorier og deltagerne får hjemmeopgaver og skal hver gang fortælle, hvordan det går.
Forfatteren føres os hurtigt ind i en personkreds med vidt forskellig baggrund: Psykiateren, som Sundhedsstyrelsen har tvunget til at deltage for at han kan beholde sit job, og som påstår, at ingen har bemærket hans misbrug.
Det er lykkedes for Jesper Stein at forfatte en yderst velskreven autofiktiv roman om alkoholafhængighed og vejen til at blive ædru.
Husmoderen, som slet ikke har de problemer, som de andre har, og chefen fra en HR afdeling, som har meldt sig mest for at tabe sig et til to kilo om ugen. Nogle taler om deres ægtefæller: ”De taler om deres koner, som er nogle idiotier, de er skidetrætte af dem. ”Jeg elsker hende ikke,” siger de begge med jævne mellemrum. Jeg tænker på, om konerne måske ikke også er lidt trætte af dem, to fuldblodsalkoholikere i mellemsvær benægtelse af eget ansvar, men jeg er ny, så jeg siger ikke noget.”
Lag på lag skrælles af usandhederne
Det er lykkedes forfatteren på en meget overbevisende måde at beskrive denne patientgruppe, som passer med de erfaringer, man opnår som behandler i det ambulante behandlingssystem.
Flere af deltagerne beskriver angst og tristhed, men de vil alligevel ofte adskille sig fra de patienter, som henvender sig på de psykiatriske hospitalers akutmodtagelser for at blive afruset og abstinensbehandlet, da denne gruppe ikke sjældent har svære psykiatriske lidelse som psykoser eller bipolar sindslidelse (maniodepressivitet) at slås med oveni deres alkoholafhængighed.

Langsomt men sikkert skrælles lag på lag af usandhederne og benægtelsen ”Jeg er jo en succes, jeg sidder ikke på en bænk og sutter æblesnaps i mig, jeg har kone, børn, venner, succes, bøger på paller, priser, oversættelser, film, hvad skal jeg her”, og forfatteren er godt hjulpet af andre forfattere, bl.a. Per Olov Enquist (Et andet liv) og Einar Már Gudmundsson (Sindets tremmer), som beskrives i romanen.
Udover beskrivelserne af egne og øvrige deltageres alkoholproblemer har bogen også et andet fokus, nemlig en form for opgør med en århundrede lang romantisk forestilling om alkohols afgørende betydning for kreativitet., hvilket forfatteren på meget elegant vis får flettet sammen med personfortællingerne.
Psykiatrien har i stigende grad fokus på, at få startet psykiatrisk behandling tidligt i sygdomsforløbet, da meget tyder på, at jo tidligere man kan påbegynde behandling, des bedre bliver forløbet på længere sigt.
Det er lykkedes for Jesper Stein at forfatte en yderst velskreven autofiktiv roman om alkoholafhængighed og vejen til at blive ædru.
Jesper Stein har også dette med i sin bog: ”Er det ikke netop en af vores mange alkoholmyter, at alkoholikeren er ham på bænken, at vi skrider ind, når det bliver slemt, meget synligt, når folk er i opløsning, men så hvad med os andre? Hvorfor skal vi gå i 10 eller 20 år? Hvorfor skal det først siges højt, når min ansigtshud ligner en grillet pølse, og hele min familie er blevet ødelagt indefra?”
En million danskere drikker for meget
Det er lykkedes for Jesper Stein at forfatte en yderst velskreven autofiktiv roman om alkoholafhængighed og vejen til at blive ædru. Bogen forfalder ikke til sentimentale beskrivelser af persongalleriet, men beretter nøgternt om egen og en række personers skæbner og alkoholbehandlingsforløb.
Med over 160.000 voksne danskere med egentlig alkoholafhængighed og skønsmæssigt over én million danskere, som drikker over Sundhedsstyrelsens anbefalinger, vil bogen være interessant læsning for de fleste danskere, og kan desuden meget varmt anbefales til de mange professionelle behandlere i de ambulante enheder og i hospitalsvæsenet, som dagligt møder og behandler mennesker med alkoholproblemer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.