Peter Tudvad: Æret være dit minde, ædle Jan Palach!

af i Europa/Liv & Mennesker

I dag for 49 år siden, den 16. januar 1969, midt på eftermiddagen på pladsen foran nationalmuseet, i Prag satte en ung mand ild til sig selv. Hans navn var Jan Palach, og han var 20 år gammel. Et halvt år før havde sovjetisk panser knust Foråret i Prag og efterladt den overvældende majoritet af tjekker, der drømte om en “socialisme med et menneskeligt ansigt”, i en altfortærende håbløshed.

Mod netop denne håbløshed protesterede Jan Palach med sin gerning, som han motiverede påfølgende vis:

“Da vort land står foran at skulle ligge under for håbløsheden, har vi besluttet os for at give udtryk for vores protest på denne måde for at ruske op i folk. Vor gruppe er dannet af frivillige, som er beredt til at brænde sig for vores sag. Æren med at trække det første lod tilfalder mig, hvorved jeg har opnået retten til at skrive det første brev og tænde den første fakkel.”

Tre dage senere, den 19. januar, døde Jan Palach af sine forbrændinger. To hundrede tusinde demonstrerede bagefter på Wenzelpladsen, hvor han havde lidt sit martyrium. Og ja, man så det netop som et martyrium, og man så, at han havde gået i en god skole, nemlig hos tjekkernes nationalhelgen Jan Hus, der også gik i flammedøden, fordi han hverken ville prisgive sandheden eller sit land

Den 6. juli 1415 blev Jan Hus brændt på kætterbålet under koncilet i Konstanz. Med henrettelsen af Jan Hus havde kirke og kejserrige (som Bøhmen hørte til) troet at kunne sætte hans oprørske tilhængere skakmat. I stedet samlede de sig om deres martyrs minde og slog efterfølgende ikke færre end fem korstog tilbage. Først nederlaget på Det Hvide Bjerg uden for Prag i 1620 – altså omtrent to hundrede år senere under Trediveårskrigen – satte en stopper for den husittiske modstand mod kejserrige og katolicisme. Yderligere et par hundrede år senere genopstod den tjekkiske nation som fugl Føniks af asken – og gjorde atter Jan Hus til sin ledestjerne.

Jan Palach holdt med sin tilsyneladende vanvidsgerning i 1969 liv i tjekkernes håb om en dag at kaste det kommunistiske og sovjetiske åg af sig. Fløjlsrevolutionen tyve år senere indfriede håbet. Euforien var stor, ikke bare i Prag og det øvrige Tjekkoslovakiet, men også i Danmark og mange andre lande, hvor man så til, mens det utænkelige pludselig lod sig tænke, det hidtil usete se.

Historien var kommet til en ende, mente en filosof, men han tog som bekendt fejl. Og derfor er der stadig brug for håb i denne verden, der efterhånden synes at være blevet så blasert, at den igen kun kan vækkes af en levende fakkel.

Æret være dit minde, ædle Jan Palach!

Hovedillustration: Jan Palach-mindesmærket, Prag. Wikimedia Commons.

Peter Tudvad, f. 1966, dansk filosof og forfatter, bosiddende i Tyskland, hvor han på skift opholder sig i Berlins brogede kunstnerkvarter Kreuzberg og i Sachsens idylliske porcelænsby Meißen. Bag sig har Tudvad en fortid som kolumnist og anmelder for diverse dagblade og tidsskrifter, lærer på Folkeuniversitetet og videnskabelig medarbejder på Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet.

Som »arkivrotte« og »kildefetichist« er Tudvad blandt kolleger berygtet og frygtet for sin videnskabelige nidkærhed, mens han i medierne snart er blevet adlet, snart dadlet for sin kompromisløse stridslyst og højttravende stil.

I sine biografier og romaner, monografier og essays diskuterer og dramatiserer Tudvad med forkærlighed for filosofiske og teologiske aspekter af den europæiske historie og den individuelle eksistens. Senest har Tudvad udgivet vampyrromanen "Manteuffel" (Rosinante 2016), der bl.a. blev skældt ud som en "sprænglærd splatteroman".

Til foråret udkommer hans næste bog: "Jan Hus - kirke, korstog og kætteri".

Portrætfoto af Anne-Marie Jonsbak.

Seneste artikler om Europa